16 Et menneske samler de tanker han har i sit hjerte,
men hans svar kommer fra Jehova.+
2 En mand synes selv at alt hvad han gør, er rigtigt,+
men Jehova kender hans motiver.+
3 Læg alt hvad du gør, i Jehovas hånd,+
så vil dine planer lykkes.
4 Jehova lader alle ting tjene sin hensigt,
selv de onde, der går til grunde på ulykkens dag.+
5 Den hvis hjerte er stolt, er frastødende i Jehovas øjne.+
Vær sikker på at han ikke vil undgå straf.
6 Ved loyal kærlighed og trofasthed opnås tilgivelse for fejltrin,+
og ved at frygte Jehova vender man sig væk fra det onde.+
7 Når Jehova synes godt om det en mand gør,
lader han endda hans fjender holde fred med ham.+
8 Det er bedre at have en lille smule og være ærlig+
end at have en stor indtægt og være uærlig.+
9 Et menneske kan i hjertet beslutte sig for en kurs,
men det er Jehova der styrer hans skridt.+
10 Fra en konges læber bør der komme afgørelser som er inspireret af Gud;+
en konge må aldrig handle i strid med retfærdigheden.+
11 Ærlige vægte og vægtskåle kommer fra Jehova;
alle lodderne i posen stammer fra ham.+
12 Konger tolererer ikke onde handlinger,+
for det er retfærdighed der får tronen til at stå fast.+
13 Konger holder af at der bliver talt sandt.
De elsker den der taler ærligt.+
14 Kongens vrede er som et sendebud med et budskab om død,+
men en klog mand kan få vreden til at lægge sig.+
15 Når kongens ansigt lyser op, betyder det liv;
hans velvilje er som en sky der giver forårsregn.+
16 At skaffe sig visdom er langt bedre end guld!+
At opnå indsigt er at foretrække frem for sølv.+
17 Den vej de retfærdige følger, går uden om det der er ondt.
Den der passer på hvor han går, bevarer sit liv.+
18 Stolthed fører til at man falder;
overlegenhed fører til at man snubler.+
19 Det er bedre at være beskeden sammen med de ydmyge+
end at dele bytte med de stolte.
20 Tingene vil lykkes for den der har indsigt i en sag,
og lykkelig er den der stoler på Jehova.
21 Den der har visdom i hjertet, vil blive kaldt forstående,+
og den der taler venligt, kan lettere overbevise en anden.+
22 De kloges indsigt er en kilde til liv for dem,
men de tåbelige bliver straffet af deres egen dumhed.
23 Den vises hjerte får ham til at tale med indsigt+
og gør hans ord mere overbevisende.
24 Venlige ord er en bikage med honning,
søde for sjælen og helbredende for knoglerne.+
25 En vej kan se rigtig ud for en mand,
men til sidst kan den føre til døden.+
26 Arbejderens appetit får ham til at slide i det;
det er sulten der driver ham.+
27 En samvittighedsløs mand graver noget skadeligt frem;+
det han siger, er som svidende ild.+
28 Den der er intrigant, sår splid,+
og den der bagtaler, skiller nære venner.+
29 En voldsforbryder lokker sit medmenneske
og fører ham på gale veje.
30 Han blinker med øjet mens han lægger onde planer.
Ondskabsfuldt og sammenbidt fører han dem ud i livet.
31 Grå hår er en smuk krone+
når de findes hos en der går på retfærdighedens vej.+
32 Den der ikke hurtigt bliver vred,+ er stærkere end en mægtig kriger,
og den der styrer sit temperament, er stærkere end den der indtager en by.+
33 Man kan kaste loddet ned i sit skød,+
men det er Jehova der bestemmer udfaldet.+