Første Samuelsbog
24 Så snart Saul var kommet tilbage efter at have forfulgt filistrene, fortalte man ham: “David er i En-Gedis ørken.”+
2 Saul tog så 3.000 udvalgte mænd fra hele Israel med ud for at lede efter David og hans mænd på klipperne hvor stenbukkene holder til. 3 Saul kom til fårefoldene med stengærder langs vejen, hvor der var en hule, og han gik derind for at træde af på naturens vegne* mens David og hans mænd sad i den bagerste del af hulen.+ 4 Davids mænd sagde til ham: “Det her er dagen hvor Jehova siger til dig: ‘Jeg overgiver din fjende til dig,+ og du kan gøre med ham hvad du vil.’” Så rejste David sig og skar en flig af Sauls ærmeløse overklædning uden at han opdagede det. 5 Men bagefter fik David dårlig samvittighed*+ fordi han havde skåret en flig af Sauls ærmeløse overklædning. 6 Han sagde til sine mænd: “Af respekt for Jehova kunne det aldrig falde mig ind at gøre sådan mod min herre, Jehovas salvede, og løfte hånden mod ham, for han er Jehovas salvede.”+ 7 Med de ord holdt David sine mænd tilbage,* og han tillod dem ikke at angribe Saul. Saul forlod hulen og gik videre.
8 David trådte nu ud af hulen og råbte efter Saul: “Min herre konge!”+ Da Saul så sig tilbage, faldt David på knæ og bøjede sig med ansigtet mod jorden. 9 David sagde til Saul: “Hvorfor hører du på dem der siger: ‘David vil gøre dig fortræd’?+ 10 I dag har du med egne øjne set at Jehova overgav dig til mig inde i hulen. Men da nogen sagde at jeg skulle dræbe dig,+ havde jeg medlidenhed med dig og sagde: ‘Jeg løfter ikke hånden mod min herre, for han er Jehovas salvede.’+ 11 Se, min far! Her i hånden har jeg fligen af din ærmeløse overklædning. Jeg skar nemlig fligen af din overklædning, men jeg dræbte dig ikke. Nu må du kunne se og forstå at jeg ikke er ude på at gøre dig noget ondt eller gøre oprør. Jeg har ikke syndet mod dig,+ og alligevel forfølger du mig for at tage mit liv.+ 12 Lad Jehova dømme mellem dig og mig,+ og må Jehova tage hævn på mine vegne,+ men jeg vil ikke løfte hånden mod dig.+ 13 Som det gamle ordsprog siger: ‘Fra de onde kommer ondskab’, men jeg vil ikke løfte hånden mod dig. 14 Hvem er det Israels konge er rykket ud efter? Hvem er det du jager? En død hund? En enkelt loppe?+ 15 Jehova skal være dommer, og han vil dømme mellem dig og mig. Han vil undersøge og føre min sag+ og dømme mig og redde mig fra dig.”
16 Så snart David var færdig med at tale, sagde Saul: “Er det din stemme, min søn David?”+ Og Saul begyndte at græde højt. 17 Han sagde til David: “Du er mere retfærdig end mig, for du har behandlet mig godt, men jeg har gengældt det med ondt.+ 18 I dag har du fortalt mig om det gode du har gjort ved ikke at dræbe mig da Jehova overgav mig til dig.+ 19 For hvem finder sin fjende og lader ham slippe uskadt væk? Jehova vil belønne dig med godt+ på grund af det du har gjort mod mig i dag. 20 Nu ved jeg at du skal herske som konge,+ og at Israels kongedømme skal forblive i din hånd. 21 Sværg nu ved Jehova+ at du ikke vil udrydde mine efterkommere, og at du ikke vil udslette mit navn fra min fars slægt.”+ 22 Så sværgede David over for Saul, og Saul vendte hjem.+ Men David og hans mænd gik op til tilflugtsstedet.+