Ezra
1 I kong Kyros+ af Persiens første regeringsår bevægede Jehova kongen* til at lade en proklamation gå ud i hele riget. Jehova lod det ske for at de ord han havde ladet Jeremias+ udtale, kunne blive opfyldt. I proklamationen, der også kom i form af en skrivelse,+ sagde kongen:
2 “Kong Kyros af Persien bekendtgør: ‘Jehova, himlens Gud, har givet mig alle jordens riger,+ og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem+ i Juda. 3 Hvem som helst af jer der tilhører hans folk, må hans Gud være med ham, og lad ham rejse op til Jerusalem i Juda og genopbygge Jehovas, Israels Guds, hus – han er den sande Gud hvis hus var i Jerusalem.* 4 Enhver der bor som udlænding,+ uanset hvor han er, ham skal naboerne* hjælpe ved at give ham sølv og guld, ejendele og husdyr samt offergaver til den sande Guds hus,+ som var i Jerusalem.’”
5 Overhovederne for Judas og Benjamins slægter og præsterne og levitterne – enhver som den sande Gud havde motiveret* – forberedte sig så på at tage afsted og genopbygge Jehovas hus i Jerusalem. 6 Alle omkring dem støttede dem ved at give dem* ting af sølv og af guld, ejendele, husdyr og kostbare sager, foruden alle offergaverne.
7 Kong Kyros hentede også de genstande fra Jehovas hus som Nebukadnesar havde taget fra Jerusalem og placeret i sin egen guds hus.+ 8 Kong Kyros af Persien hentede genstandene frem under tilsyn af skatmesteren Mitredat, som lavede en liste over dem til Sheshbassar,*+ Judas høvding.
9 Og dette var listen: 30 kurvelignende kar af guld, 1.000 kurvelignende kar af sølv, 29 reservekar, 10 30 små guldskåle, 410 små sølvskåle og 1.000 andre genstande. 11 I alt var der 5.400 genstande af guld og sølv. Sheshbassar tog alle disse genstande med sig da de der havde været i eksil,+ blev befriet fra Babylon og rejste til Jerusalem.