Tidevandets under
DET er en dejlig dag ved stranden. Den lille dreng kan ikke vente længere. Han løber hurtigt foran sine forældre, ind mellem palmerne og ud på stranden. Så standser han pludselig op. Hans før så glade ansigt lyser af forfærdelse.
„Far!“ råber han, „havet er helt væk! Hvor er alt vandet henne?“
„Du skal ikke være bange, min dreng,“ svarer faderen. „Det er bare tidevandet. Det har trukket sig tilbage. Over middag kan du se det komme igen.“
En flok unge dykkere lidt længere oppe ad kysten er glade for at det er ebbe. For når der ikke er store bølger som ved flod, lægger sandet sig stille på havbunden og vandet bliver krystalklart, lunt og roligt. De svømmer langsomt gennem det lave, azurblå vand omkring revet, og betragter undrende en helt ny verden af koraller, muslingeskaller, grønne planter og myriader af fisk i glade farver.
Et par timer senere bliver det flod igen. Den lille dreng står nu på en høj klippe der rager ud i havet og holder ivrigt øje med de majestætiske bølger der slår mod stenene nedenfor, så skumsprøjt og vanddråber slynges højt op i luften. Plask — der kommer én til; det frådende vand piskes skummende hvidt.
Drengen står dybt betaget af den voldsomme kraft i dette ærefrygtindgydende syn, og kan ikke længere styre sin nysgerrighed.
„Far, hvor kommer alt vandet fra? Hvorfor forsvinder det og kommer igen?“
Kan du forklare hvordan det går til? Hvad er det der får disse milliarder af tons vand til at stige eller falde til en vandstand der kan forudsiges med centimeters nøjagtighed?
Et under
I årtusinder var havets daglige stigen og falden et uløst mysterium. Nogle mente at det var jordens åndedræt. Der skulle en hjerne som Isaac Newtons til for at finde svaret. I sin afhandling om tyngdekraften gav han blandt andet en forklaring på tidevandets bevægelser.
Tidevandet er i hovedsagen en følge af solens og månens tiltrækning af jordens vandmasser. Men da månen er meget nærmere jorden, er dens tiltrækning over dobbelt så stærk som solens. Vandet umiddelbart under månen „trækkes“ op i et højt punkt, en tidevandsbølge. Midt ude i et stort hav er denne bølge måske ikke engang en halv meter høj. Men når tidevandsbølgen presses op mod en stor landmasse, som det for eksempel sker i Fundy Bay på Canadas østkyst, er tidevandets skiften et imponerende syn. De enestående forhold i forbindelse med denne tragtformede bugt gør at forskellen mellem den højeste vandstand ved flod og den laveste vandstand ved ebbe kan være op til 20 meter.
Når månen står umiddelbart over en, kan man altså forvente højvande, og efterhånden som den fortsætter i sin bane trækker den vandet med sig. Havet begynder at vige, indtil månen har bevæget sig en fjerdedel af sin bane rundt om jorden. Havet er nu faldet til den laveste vandstand; det er ebbe. Da månens omløb om jorden varer 24 timer og 50 minutter, bliver det som regel ebbe cirka seks timer efter flod.
Nu spekulerer du måske på hvordan det kan være at det bliver ebbe når månen er nået en fjerdedel af sin vej omkring jorden, og ikke når den befinder sig på den modsatte side af jorden. Igen kan vi finde svaret i tyngdeloven. Enkelt udtrykt: jo nærmere en genstand er det legeme der tiltrækker den, des stærkere er tiltrækningen. Når månen skaber flod på den ene side af jorden, er vandet på den anden side 12.800 kilometer længere væk, og tiltrækningen er derfor langt svagere. Det er sådan set „ladt tilbage“ og danner „af sig selv“ en bølge der næsten svarer til bølgen under månen.
Når månen er nået halvvejs rundt om jorden, eller 12 timer og 25 minutter efter den første flod, vil man således opleve endnu en flod. Denne følges af endnu en ebbe cirka seks timer senere, når månen er nået tre fjerdedele af sin vej rundt om jorden. De fleste steder er der derfor både flod og ebbe to gange om dagen, og de indtræffer cirka 50 minutter senere hver dag.
Husk dog at solen også har indflydelse på tidevandet. Alt efter solens og månens relative stillinger kan solen forstærke eller modvirke månens tiltrækning. Hver anden uge, ved nymåne og fuldmåne, trækker solen og månen langs samme akse og deres kræfter forenes. På disse dage nås den henholdsvis højeste og laveste vandstand ved flod og ebbe, og dette kaldes springflod. I månens første og tredje kvarter, når de to himmellegemer trækker i en ret vinkel i forhold til hinanden, får vi nipflod, hvor vandstanden hverken stiger eller falder særlig meget.
En uendelig variation
Selv om kraften bag tidevandet stammer fra solen og månen, er det kystlinjens form, havbunden og mange andre faktorer der er bestemmende for det endelige resultat. Tidevandet ytrer sig derfor helt forskelligt fra sted til sted; der er en uendelig variation.
Hvor havbunden langs kysten er meget lav og flad, kan havet ved ebbe trække sig mange hundrede meter tilbage, så store områder ligger åbne. Den berømte middelalderfæstning Mont-Saint-Michel i Normandiet ligger for eksempel på tørt land ved ebbe, og man kan gå ud til den over sandet. Men når det bliver flod er fæstningen helt omgivet af vand, med undtagelse af en vejdæmning der forbinder den med fastlandet. Næste gang du går langt ud for at se nærmere på et rev der er kommet til syne, må du altså sikre dig at du ved hvornår det igen bliver flod. Hvis det pludselig bliver højvande kan du risikere at være længere ude end du kan bunde, og måske er kysten for langt væk til at du kan svømme ind.
Når det er ved at blive højvande ved udmundingerne af Amazonfloden, Severnfloden i England og mange andre floder, holdes vandmasserne tilbage af flodens hurtige udadgående strøm. Vandstanden bliver højere og højere ud for flodmundingen indtil floden ikke længere kan holde vandet tilbage. Så strømmer vandet pludselig tilbage op ad floden i en stor, brusende mur af vand — en flodbølge. På Chientangfloden i Kina kan denne flodbølge blive over 7,5 meter høj!
Ved nogle få øer i Stillehavet er der kun én flod og én ebbe om dagen i stedet for de sædvanlige to. Og nogle steder i Den mexicanske Golf er der flod og ebbe to gange om dagen i en del af måneden, men kun én gang om dagen i resten af måneden. Det skyldes at månen ikke altid kredser om jorden direkte over ækvator. Det sted hvor dens tiltrækningskraft virker stærkest flytter sig mod nord og syd i et konstant skiftende mønster. Store vandmasser i bevægelse har desuden deres egen fremdrift. Alt dette har betydning for havets reaktion på solens og månens tiltrækningskraft.
Skønt tidevandet er meget forskelligt fra sted til sted, kan den nøjagtige vandstand på et bestemt sted ved flod eller ebbe forudsiges med stor nøjagtighed mere end et år i forvejen. Disse beregninger offentliggøres i almanakker der samtidig oplyser hvornår solen og månen er nærmest ved jorden og vi således får årets højeste og laveste tidevand.
Mandskabet på bjærgningsfartøjer har stor gavn af at vandstanden skifter. Hvis et skib går på grund er det tit nødvendigt at vente til næste springflod for at bringe det flot. Men ve det skib der går på grund under en springflod! Måske må man give op og lade det være hvor det er. Husk at du aldrig skal fortøje din båd med et kort reb ved springflod. Gør du det, vil du måske nok finde din båd godt og sikkert fortøjet, men dinglende langt over vandoverfladen når det bliver ebbe.
Ved ebbe er det tid for fiskerne at røgte garn og ruser der på andre tidspunkter står halvvejs under vand, drive pæle ned til nye moler, bygge beddinger eller ordne andre gøremål i nærheden af havet. Ved flod kan skibene komme sikkert ud og ind af havnene. Det er også ved flod der skyller drivtømmer i land som undertiden kan bruges ved fremstillingen af pyntegenstande. Og nu er man endda ved at lære at tæmme den voldsomme kraft der ligger i tidevandets skiften og omdanne den til elektricitet.
Et tavst vidnesbyrd
Har du nogen sinde siddet på stranden en måneklar nat, tryllebundet af den stille hvisken fra bølgerne der glider ind over sandet? Prøv da at gå en tur langs kysten når solen er ved at stå op. Mærk det fine, hvide sand kildre mellem tæerne. Så langt øjet rækker er der kun dine egne fodspor at se. I nattens løb har tidevandet bortvasket alle vidnesbyrd om dagen i går. Det er som om der aldrig har været nogen der før.
Tænk på at al denne skønhed og harmoni kommer til os dag efter dag som et tavst vidnesbyrd om hvad solen og månen derude i rummet kan udrette. Men er det nu kun solen og månen vi skylder alt dette? Er det ikke snarere Ham der har fastlagt de love der styrer disse himmellegemers bevægelser? Tidevandets under er et tavst vidnesbyrd om Skaberens kærlighed og omtanke, for „hans usynlige egenskaber ses . . . klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt“. — Romerne 1:20.
[Diagrammer på side 21]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Springflod
Sol
Nymåne
Månens tiltrækning
Solens tiltrækning
Flod
Jorden
Ebbe
Ebbe
Flod
Månens tiltrækning
Fuldmåne
Ved nymåne og fuldmåne hver måned står jorden, månen og solen på linje, og solens og månens kræfter frembringer i forening ekstra kraftige tidevandsbevægelser. Det kaldes springflod
Nipflod
Sol
Solens tiltrækning
Første kvarter
Månens tiltrækning
Jorden
Månens tiltrækning
Sidste kvarter
I månens første og sidste kvarter, når månen og solen trækker i en ret vinkel i forhold til hinanden, er tidevandets bevægelser ikke så kraftige, og vi får nipflod