Alligatorer — Sjældne, hvide og med blå øjne!
DEN følgende beretning af Curt Burnette fra Audubon-instituttet fortæller historien om de bemærkelsesværdige hvide alligatorer.
„Alligatorer med hvidt skind og blå øjne er ikke en ny art, men en genetisk mutation af den amerikanske alligator. Den form for mutation kaldes leukisme, og disse alligatorer er derfor leukistiske. Albinoer har hvidt skind og rødlige øjne. Leukistiske dyr har pigmenterede øjne. Albinisme forekommer sjældent, og leukisme er et endnu mere usædvanligt fænomen. Selv om leukisme er kendt hos nogle få dyrearter, er det første gang man møder alligatorer som er leukistiske.
Der findes 18 hvide alligatorer som alle blev opdaget ved den samme redeplads i slutningen af august 1987. Tre fiskere fandt dem i nærheden af Houma i Louisiana, sydvest for New Orleans. De var hen ved et par uger gamle da de første af dem den 5. september 1987 blev bragt til Audubon zoologiske have. Ud over de 18 hvide alligatorer fangede man 7 af deres søskende, der havde et normalt udseende; men et ikke nærmere fastslået antal af normaltfarvede undslap. Redepladsen lå i et område som ejes af Louisiana Land and Exploration Company (LL&E). Til trods for at området omkring reden er blevet overvåget og æg er blevet indsamlet og udklækket, har man ikke opdaget flere hvide alligatorer.
Alle 18 hvide alligatorer og deres 7 normaltfarvede søskende er hanner. Det skyldes at en alligators køn bestemmes af temperaturen i reden, og derfor kan et kuld bestå udelukkende af hanner, udelukkende af hunner, eller en blanding. Alligatorerne er nu blevet kønsmodne (5-6 år). Størrelsen på de 18 varierer fra cirka 1,5 meter og 25 kilo til cirka 2,5 meter og 120 kilo. Det skyldes forskellige opfostringsmetoder. Alligatorer opdrættet på LL&E’s alligatorfarme vokser meget hurtigt.
LL&E ejer 14 af disse hvide alligatorer og har rundhåndet skænket de sidste 4 til Audubon-instituttet. Instituttet fremviser for tiden 2 i dets zoologiske have og 2 i dets akvarium. To alligatorer bliver skiftevis udlånt til andre zoologiske haver og akvarier og har allerede været på gæsteoptræden adskillige steder.
De hvide alligatorer er blevet populære i hele verden. Deres opdagelse blev omtalt på tv-kanalen CNN, der sender jorden rundt. Alligatorerne er blevet vist frem i talrige tv-udsendelser, for eksempel i Today Show, Nashville Network, Tonight Show, CBS, Morning News, Late Night med David Letterman, Christian Broadcast Network, MTV og forskellige udenlandske nyheds- og morgenudsendelser. Artikler i aviser og ugeblade rundt om i verden bringer jævnlig billeder af dem. For nogle år siden bragte et fransk ugeblad en artikel med fotografier af dem, og læsernes reaktion var så positiv at bladet måtte bringe endnu en artikel.
Hvordan kan det være at der er så få hvide alligatorer? Og hvorfor er de først blevet opdaget nu? For det første er de hvide alligatorer en sjælden mutation. Derudover har alligatorer som er leukistiske eller albinotiske et stort og dødeligt handicap i forhold til normaltfarvede alligatorer. Når en babyalligator udklækkes er den kun cirka 25 centimeter lang. Hunalligatoren våger over reden i et stykke tid, men snart må de små alligatorer klare sig selv. Normaltfarvede alligatorer har ved udklækningen gule og sorte striber der står godt til deres omgivelser. En hvid babyalligator vil nemt blive set og kan falde som bytte for mange forskellige rovdyr.
De sidste to interessante og usædvanlige omstændigheder ved de hvide alligatorer er deres sorte pletter og deres temperament. Kun meget få af de hvide alligatorer havde sorte pletter da de blev udklækket. Men efterhånden som alligatorerne blev større fik flere af dem nogle sorte områder. De fleste pletter fremtrådte kun omkring hovedet og på halsen. Det har gjort det nemmere at skelne dem fra hinanden, selv om nogle ganske vist aldrig har fået pletter.
Og endelig er alle der har arbejdet med de hvide alligatorer enige om at de af en eller anden grund er mere aggressive og temperamentsfulde end normaltfarvede alligatorer. Derfor behandler man dem som nilkrokodiller, der er hurtige og iltre, og ikke som de mere langsomme og mageligt anlagte alligatorer. Endnu et af de mange mysterier der knytter sig til sumpens hvide vidundere!“ — Af Curt Burnette, Audubon-instituttet.
[Kildeangivelse på side 16]
Fotos: Audubon Zoo, New Orleans