Hellighedens bevarelse

„Thi dette er Guds vilje, jeres helliggørelse, . . . at enhver af jer bør vide, hvordan man får herredømme over sit eget kar i hellighed og ære.“ — 1 Tess. 4:3, 4, NW.

 1. Hvor dyrebart er Guds ord?

JEHOVAS ORD kommer til os i den bog, vi kalder Bibelen. Bibelen består af mange små bøger, som alle er inspireret af den samme, ophøjede forfatter, idet Gud brugte trofaste mennesker som nedskrivere og således åbenbarede sit sinds tanker om de ting, Bibelen behandler. Guds ord er pålideligt, prøvet og purt. (Ordsp. 30:5) Det er blevet bevaret gennem århundreder, for at det nu kan stråle i al sin renhed midt i en verden, en tingenes ordning, der er fordærvet og i forfald. Den store kilde til dette ord er summen af alt, han er retfærdig og hellig; hans ord er som følge deraf fyldestgørende, og der er intet behov for at lægge noget til eller trække noget fra. (5 Mos. 4:2; Åb. 22:18, 19) Eet er sikkert, alle, som elsker retfærdighed og alt, hvad dette begreb rummer, må vende sig til Guds hellige ord, for alene deri gives der os vejledning i retskaffenhed. Guds ord er så rent, så helligt og dyrebart, og så skønt i alle dets enkeltheder, at det talt i rette tid kan sammenlignes med æbler af guld i skåle af sølv. „Et vel talt ord er som æbler af guld i billeder af sølv.“ (AV) „Som æbler af guld i en opsats af udhamret sølv er ord talt med omtanke.“ (AT) „Gylden frugt i mønstrede sølvkurve er et ord, som tales i rette tid.“ (Ro) — Ordsp. 25:11.

 2. Hvilken sandhed finder vi i Guds ord, og hvordan stiller mennesker sig til denne sandhed?

² Selv om en højt skattet prydgenstand eller skål er af det pureste guld eller sølv, kan man dog beskadige den ved at tage på den med smudsige fingre eller ved skødesløst at vende op og ned på den og hælde dens dyrebare indhold ud. Det er, hvad gudløse mennesker har gjort ved deres respektløse behandling af Guds sandhedsord. Blandt Bibelens mange skønne og livsvigtige sandheder er også sandheden om helliggørelse; men hvilken forståelse og påskønnelse har mennesker, selv i den såkaldte „kristne“ verden i dag, af begrebet helliggørelse? Skinhellighed kender de i dette ords fulde, hæslige betydning. Skinhellighed og hykleri kaster et skær af tilforladelighed over den gamle verdens hele opbygning i et forgæves forsøg på at skjule fordærvet i hver en gren af den gamle tingenes ordning. De, som former den offentlige mening, navnlig kristenhedens religionslærde, har i deres hårdnakkede bestræbelser på at retfærdiggøre deres egen ugudelige adfærd fordrejet Bibelen og dermed berøvet folkene den rette forståelse af, hvad der er sand helliggørelse, således som det fremholdes i Guds ord. Katolske, protestantiske, jødiske og andre præster i almindelighed lefler for det store flertals svagheder, og selv vanærer de Gud i deres færd og fremtræden, og det har til følge, at menneskenes sans for de egentlige værdier sløves i en sådan grad, at det er en ren undtagelse, når et menneske i oprigtighed væmmes ved de ting, der er afskyelige i Guds øjne. (Ez. 9:4) Dog er der en del af den slags undtagelser, ærlige mennesker, der elsker retfærdighed. Til trods for den skinhellighed, der praktiseres i Guds navn, kan sådanne mennesker have fuld tillid til, at den kristne nu som altid gør klogt i at vælge hellighedens vej. Måtte de se hen til den store Skabers hellighed, hans sandhedsords hellighed og dets uforanderlige læresætningers hellighed.

 3. Hvilken stilling indtog apostelen Paulus over for menigheden i Tessalonika, og hvordan opmuntrede han dem og os med henblik på helliggørelse?

³ Det har været omkring år 49 eller 50 e. Kr., at apostelen Paulus på sin anden prædikerejse grundlagde den kristne menighed i Tessalonika. Lige fra begyndelsen blev disse kristne udsat for hård religionsforfølgelse på grund af deres tro. Deres ældre broder Paulus glædede sig over deres udholdenhed, og da han skrev til dem, roste han dem for deres tro og opmuntrede dem på det kraftigste til at forblive i deres helliggjorte tilstand og fortsætte ad den retfærdighedens vej, de var begyndt at vandre ad. Det var godt, at Paulus i sit første brev til tessalonikerne skrev til dem, som han gjorde, og hvis kristne i dag blot ønsker det, kan disse samme ord være en hjælp for dem, som elsker Jehova Gud, til at bevare deres helliggjorte tilstand.

 4. Hvem er ophavsmanden til de kristnes helliggørelse?

⁴ Det var ikke apostelen Paulus, der fra først af helliggjorde den kristne menighed. Denne helliggørelse kommer fra Jehova Gud, der er ophavsmanden til den. Dette hellighedsforhold til Gud blev indledt og kom i stand gennem hans søn, Kristus Jesus, og Jesus omtalte selv denne helliggørelse. Paulus viser, at det var Jehovas vilje, at Kristi legemes lemmer, den salvede kristne menighed, hvortil de kristne i Tessalonika jo hørte, skulle helliggøres.

 5. Anfør skriftsteder, der viser, hvad der er Guds vilje med de kristne.

⁵ I skriftstedet, der er citeret i begyndelsen af denne artikel, påpeger Paulus, at „dette er Guds vilje, jeres helliggørelse“. (1 Tess. 4:3, NW) I Hebræerne, det tiende kapitel, viser Paulus også, at det er Jehovas vilje, at de kristne skal helliggøres, og i den forbindelse taler han om Kristi Jesu tjeneste og præstegerning for sit legeme, sin åndelige menighed. Paulus anvender profetien i Salme 40:9 på Kristus Jesus, og den lyder: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ Paulus udtrykker det således: „Derfor siger han, da han træder ind i verden: . . . Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud! . . . og i den er vi blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme een gang for alle er blevet ofret.“ (Hebr. 10:5, 7, 10) Lige så sikkert, som det var Jehova Guds vilje, Jesus gjorde, lige så sikkert er det Guds vilje, at de kristne skal helliggøres, hvad helliggørelsen så end består i.

 6. Hvad lader titlen på denne artikel os forstå, og hvilke tre ting vil være os en hjælp i denne forbindelse?

⁶ Når vi taler om at forblive i vor helliggjorte tilstand, giver vi til kende, at det er noget, vi bestandig må stræbe efter, for vi bliver ikke ganske automatisk ved med at være hellige. Og sådan forholder det sig også. Hvilken opmuntring må det ikke have været for de kristne i Tessalonika at modtage Paulus’ brev! Det må have gjort dem endnu fastere besluttet på i trofasthed mod deres Gud at fortsætte ad den vej, de var begyndt, når de læste: „Så beder vi jer i øvrigt, brødre, og lægger jer på sinde i Herren Jesus: at ligesom I har lært af os, hvordan I bør vandre og tækkes Gud, som I jo allerede gør, at I da må gøre yderligere fremgang. . . . Thi dette er Guds vilje, jeres helliggørelse, at I afholder jer fra utugt, at enhver af jer bør vide, hvordan man får herredømme over sit eget kar i hellighed og ære.“ (1 Tess. 4:1-4, vers 3 og 4 efter NW) Hvis vi skal kunne forblive i vor helliggjorte tilstand, må vi naturligvis vide, hvori den består, hvordan den kan opnås, og hvordan den kan bevares.

Hvad er helliggørelse?

 7. Hvad er helliggørelse, hvad er tilstrækkelig berettigelse for den, og hvilket modsætningsforhold ses her?

⁷ At blive helliggjort betyder at komme i harmoni med Jehova Gud, der aldrig viger fra sin hellighed og retfærdighed eller forandrer sig. Jehovas retfærdighed er tilstrækkelig grund for hans skabninger til at indvi sig til ham. Vor personlige indvielse til at gøre Guds vilje går forud for vor helliggørelse, og det, at vi indvier os og derefter handler i overensstemmelse med denne indvielse, skyldes vor tilbedelse af Jehova Gud. Dette understreger på det kraftigste modsætningsforholdet mellem Jehovas moralitet i enhver henseende og vor civilisations umoral i enhver henseende. Guds handlinger dikteres af hans hellighed, og samme hellighed tilskynder hans skabninger til at handle retfærdigt i lydighed mod ham og i tilbedelse af ham. Hvor passende er derfor ikke hans ord til Israel, der stod i et pagtsforhold til ham: „Thi jeg er Jehova jeres Gud, og I skal hellige [helliggøre, NW] jer og være hellige, thi jeg er hellig. Gør jer ikke urene . . . thi jeg er Jehova, der førte jer op fra Ægypten for at være jeres Gud; I skal være hellige, thi jeg er hellig!“ — 3 Mos. 11:44, 45.

 8. Hvilken gyldighed har 3 Mosebog 11:44, 45 for den kristne menighed?

⁸ Det, at skabninger skulle være hellige, fordi Jehova er hellig, var ikke noget, der ophørte med Israels folk. Princippet blev derimod videreført til den kristne menighed, Kristi Jesu salvede efterfølgere, med endnu større kraft, således at apostelen Peter både praktiserede og prædikede en sådan hellighed. I sin handlemåde understregede Peter for andre kristne, at det var nødvendigt for dem at bevare deres helliggjorte tilstand, og han sagde: „Bind derfor op om jeres sinds lænder, vær ædru og sæt fuldt ud jeres håb til den nåde [ufortjente godhed, NW], som bliver jer til del, når Jesus Kristus åbenbares. Som lydige børn må I ikke rette jer efter, de lyster, som I før, i jeres uvidenhed, levede i. Men ligesom han, der kaldte, jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd; thi der står skrevet: I skal være hellige; thi jeg er hellig.“ — 1 Pet. 1:13-16.

 9. Hvordan er Israel et advarende eksempel?

⁹ Israels folk som helhed bevarede ikke deres helliggjorte tilstand, og derfor gik de glip af Guds godkendelse og velsignelse. Det bør være en advarsel for vor tids kristne. — 1 Kor. 10:6-11.

10. Hvordan kan vi yderligere definere begrebet „helliggørelse“?

¹⁰ Ordet „helliggøre“ betyder, foruden selve det at gøre hellig, at sætte til side til hellig tjeneste. Det rummer også tanken om at frigøre fra synd, at rense for moralsk fordærv. Det er et vægtigt og megetsigende ord.

Er det noget virkeligt? Er det muligt?

11. Er helliggørelse en virkelighed? Begrund dit svar.

¹¹ Hvad skal vi sige? Er helliggørelse en virkelighed for kristne mænd og kvinder på jorden, eller er det bare et udtryk, religiøse organisationer har indflettet i deres dogmer og læresætninger, et udtryk, som ikke har rod i virkeligheden eller har nogen praktisk betydning? Helliggørelse er en virkelighed, ligesom Jehova selv er en virkelighed og selv er hellig. Hvis vi tror den klare udtalelse, vi før citerede fra Guds ord, vil vi vide, at Jehovas hellighed er virkelig og blottet for al forstillelse. Guds søn, Kristus Jesus, forvrængede ikke kendsgerningerne, da han kort før sin død bad til sin himmelske Fader og sagde: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; . . . Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig; . . . Hellige Fader! bevar dem i [af respekt for, NW] dit navn (det, som du har givet mig), så de må være eet ligesom vi. . . . Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden. . . . Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed. . . . jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.“ — Joh. 17:6-19.

12. Hvilket modsætningsforhold ser vi mellem Jesu indstilling, da han udtalte ordene i Johannes 17:6-19, og tilstanden i verden?

¹² Hvor ussel er ikke den skinhellighedens kappe, falsk religion hyller sig i, sammenlignet med Mesterens sunde ord, talt ud af hjertets dyb, lige før han skulle lide døden på en marterpæl! Lige så sikkert det er, at Jesus levede og døde for tilbedelsen af Jehova Gud, lige så virkelig er hans egen helliggørelse, som han jo omtalte, og hans legemes lemmers helliggørelse, som han også her hentydede til.

13. Hvad viser Paulus og Peter med hensyn til helliggørelse?

¹³ For tessalonikerne var den også en virkelighed, hvilket vi kan forstå af Paulus’ ord, for han sagde om dem: „Ligesom I har lært af os, hvordan I bør vandre . . . som I jo allerede gør, at I må gøre yderligere fremgang.“ (1 Tess. 4:1) Dengang Peter gav os den allerede omtalte formaning om at være hellige, ledte han os ikke på vildspor med hensyn til virkeligheden af denne helliggørelse. Hvad der her skal fremhæves er, at denne helliggørelse ikke bare er en tom talemåde, men en kristen livsførelse, der kan praktiseres, den er Guds vilje med sit folk og derfor en virkelighed.

14. Hvilket spørgsmål afføder menneskets ufuldkomne tilstand?

¹⁴ Men en og anden vil måske i oprigtighed mene: Vi er svage og ufuldkomne skabninger og underlagt arvesynden, så selv om det er Guds vilje, at de kristne skal helliggøres, og selv om de står som helliggjorte i hans øjne, hvordan kan vi så være helligede, hellige, indviet til retfærdighed eller sat til side til en hellig tjeneste? Hertil svarer vi med Bibelen som støtte, at det er muligt at nå frem til hellighed.

15, 16. Gør rede for, at helliggørelse er mulig både set under Jehovas, Kristi Jesu og den romerske menigheds synsvinkel.

¹⁵ Der er ingen, der kender vore menneskelige skrøbeligheder bedre end Jehova Gud. Kristus Jesus var og er også kendt med vor tilstand, han forstår langt bedre end vi selv årsagen til den og ved, hvordan der kan rådes bod på den, og vi har stadig hans betryggende ord i Johannes, det syttende kapitel. Apostelen Paulus skrev til endnu en menighed om spørgsmålet helliggørelse, og denne menighed bestod af både jøder og ikke-jøder, og de havde hjemme i den by, der sikkert var den mest fordærvede af alle datidens byer, nemlig det hedenske Rom, det hedenske romerriges hovedstad. Rom er blevet skildret som hele det vældige romerriges slamkiste, hvor alt muligt fordærv havde frit afløb. Den onde tingenes ordning har ikke forbedret sig siden Roms stormagtsdage. Forholdene har forværret sig, og fordærvet er endnu større nu, da det skjuler sig under dække af falsk kristendom. Men ligesom Guds foranstaltninger for dem, der tilbad ham, var en beskyttelse for den første menighed i Rom, således er de nu fuldt ud tilstrækkelige for vor tids sande kristne. Læg mærke til den omsorg, apostelen Paulus nærede for sine romerske brødres skrøbeligheder, og vid, at Jehova gennem Kristus Jesus nærer samme omsorg for sit folk på denne dag.

¹⁶ „Lad derfor ikke synden have herredømmet i jeres dødelige legeme, så I lyder dets lyster; stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som uretfærdigheds redskaber; men stil jer selv til rådighed for Gud som dem, der fra døde er blevet levende, og jeres lemmer til rådighed for Gud som retfærdigheds redskaber. Thi synden skal ikke få herredømme over jer; I er jo ikke under lov, men under nåde. Hvad da? skal vi synde, fordi vi ikke er under lov, men under nåde? Nej, langtfra! Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed? Men Gud ske tak, fordi I, som har været trælle under synden, nu af hjertet er blevet lydige imod den læreform, til hvilken I blev overgivet. Og frigjorte fra synden er I blevet trælle under retfærdigheden. Jeg bruger et udtryk fra menneskelivet for jeres svage, kødelige naturs skyld. Ligesom I nemlig før stillede jeres lemmer som trælle til rådighed for urenheden og lovløsheden, så det førte til lovløshed, således skal I nu stille jeres lemmer som trælle til rådighed for retfærdigheden, så det fører til helliggørelse.“ — Rom. 6:12-20.

17. Hvilken forandring kræver helliggørelse for den enkelte, og forbliver de kristne ganske automatisk i deres helliggjorte tilstand?

¹⁷ For de kristne i Rom, for de kristne i Tessalonika og for de salvede kristne i året 1954 betyder deres helliggørelse, at de har forandret livsførelse, og at hver enkelt af dem har vendt sig bort fra lovløshedens vej og er slået ind på lydighedens vej og vandrer således, at de kan tækkes den store lovgiver, Jehova Gud. De må hæge om denne hellighed og kæmpe for at bevare den. Et menneske vedbliver ikke ganske automatisk med at være helligt, men det kræver, at han ændrer livsførelse, og denne ændrede livsførelse må begynde, når han har indviet sig til at tjene den Allerhøjeste, og han må fortsætte deri og vokse til modenhed. Denne forandring i et menneskes liv indebærer, at han lever op til sin indvielse til den retfærdige Gud og derfor til hans retfærdige sag. Findes der nogen retfærdig national eller politisk sag på jorden? nogen sag, der ikke er besmittet af det almindelige fordærv? nogen sag, som fortjener, at fornuftbegavede skabninger helt og holdent vier sig til den? Den rette afgørelse af det store stridsspørgsmål om, hvem der er Gud, hvem der er den højeste, hvad der er den rene tilbedelse, er den eneste retfærdige sag, den eneste hellige sag, og det er Jehova Guds sag. Stridsspørgsmålet om Jehovas overhøjhed driver dem, som tilbeder ham, til at forfægte hans guddomskraft, idet de henleder opmærksomheden på den stilling, han indtager over for sine skabninger, og på hans åbenbarede ord, Bibelen.

18. Har Jehova en forkæmper for sin sag blandt den gamle verdens religioner?

¹⁸ Har Jehova en forkæmper for sin sag blandt den gamle verdens religioner? Nævn een! Der findes ikke en eneste. En tydelig tilkendegivelse heraf ser vi i et værk af en af protestantismens store talsmænd, en biskop. I en af sine nyeste bøger, Preaching in a Revolutionary Age, citerer denne biskop en anden skribent, der fortæller følgende om en fader og søn, der var i kirke: „Den gamle sognepræst læste op af det Gamle Testamente, og drengen lærte om den forfærdelige Gud, der sendte plager over folket og giftslanger, der bed dem. Samme aften, da faderen kom forbi drengens soveværelse, kaldte drengen på ham, han lagde armene om faderens hals og trykkede ham tæt ind til sig og sagde: Far, du hader Jehova, det gør jeg også. Jeg afskyr ham, den modbydelige tyran.“ Mærk dig nu forfatterens kommentar til samme anekdote, og døm selv, om han forsvarede Bibelens Gud og beretningen om, hvorledes Gud i fortiden greb ind og hævdede og herliggjorde sit navn: „Vi har for længst forkastet tanken om en forligelse, der har historisk tilknytning til en guddom, der er os modbydelig. Vi kan ikke forestille os Gud som et harmfuldt, horribelt og hævngerrigt væsen, der på grund af Adams synd kræver sit pund menneskekød som en anden Shylock. Intet under, at den ærlige dreng i berettiget afsky kunne sige: Modbydelige tyran.“

19. Hvem alene står op for Jehovas sag?

¹⁹ Det er en skændsel for en, som smykker sig med Kristi navn, den Kristus, som bestandig holdt Jehovas navn i hævd, at bifalde den slutning, et stakkels, vildledt barn kom til, at Jehova Gud er en „modbydelig tyran“. Dog er dette ikke noget nyt. Hvem på jorden har lige siden Jesu tid stået op for de Hebraiske Skrifters Gud, forkyndt hans overhøjhed, vist ham kærlighed og hengivenhed og opfordret deres medmennesker til at gøre det samme? Hvem står som Kristus op for Jehova Guds sag på denne dag? Sådanne mennesker, og kun sådanne, som efter moden overvejelse og i forståelse og kærlighed forandrer deres livsførelse, så de endog fremstiller deres lemmer som „trælle til rådighed for retfærdigheden, så det fører til helliggørelse“. Således tjener man den hellige Guds hellige sag. Helliggørelse indbefatter, at man stiller sine indviede lemmer til rådighed for Jehova, så man opnår hellighed. Denne hellighed er noget virkeligt, og den kan opnås og bevares.

Hvordan opnås den?

20. Fra hvem kommer vor helliggørelse?

²⁰ De skriftsteder, vi her har behandlet, viser i overensstemmelse med andre skriftsteder, at vor helliggørelse, kommer fra Jehova Gud. Det er ham, der gennem sit sandhedsord og ved Kristus drager mennesker til sig, og det er hans retfærdighed, der drager dem. Det er ham, der takket være Kristi genløsningsforanstaltning har gjort det muligt for ufuldkomne mennesker at opnå forligelse med Gud og blive erklæret retfærdige på grundlag af Jesu offerfortjeneste og deres tro på den. „Ham [Gud] skyldtes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning.“ (1 Kor. 1:30) Det er til Jehova Gud, de troende indvier sig, og derfor kommer helliggørelsen fra ham. Jesus viste dette, da han sagde: „Hvordan kan I så sige til den, som Faderen har helliget og sendt til verden: Du taler gudsbespotteligt! fordi jeg sagde: Jeg er Guds søn?“ — Joh. 10:36.

21. Hvilken rolle spiller sandheden i forbindelse med helliggørelse?

²¹ Når vi betænker, hvordan helliggørelsen finder sted, melder de Jesu ord sig straks i vor bevidsthed, som viser, at sandheden er det redskab, der benyttes dertil, for han bad til sin himmelske Fader: „Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed!“ (Joh. 17:17) Guds åbenbarede ord sætter os i stand til at vandre ad helliggørelsens retfærdige vej. Når Jehova har helliggjort de indviede medlemmer af den kristne menighed, Kristi legemes lemmer, ved at kalde dem til det himmelske rige og salve dem med sin ånd, sætter han dem til side til sin hellige tjeneste, giver dem hellig bemyndigelse og vejleder dem ved sit sandhedsord. Ja, men hvordan kommer mænd og kvinder fra først af til kundskab om sandheden? Jehova Gud stiger jo ikke ned til dem og sætter sig hos dem og underviser dem i sit ord. Det gør Kristus Jesus heller ikke, for han er en himmelsk konge. Apostelen Paulus viser i et brev til den samme menighed i Tessalonika, hvordan sandheden, der helliggør, kommer til mennesker, idet han minder dem om, hvordan den kom til dem, og siger: „Vi er skyldige altid at takke Gud . . . fordi Gud fra begyndelsen udvalgte jer til frelse ved åndens helligelse og tro på sandheden. Hertil har han også kaldet jer ved vort evangelium [ved det gode budskab, vi forkynder, NW] . . . Så stå da fast, brødre.“ — 2 Tess. 2:13-15.

22. Vis, hvad den kristne forkyndergerning betyder for andres helliggørelse.

²² Skal vi forstå det således, at det var Paulus’ forkyndelse af det gode budskab for tessalonikerne, der bragte dem i kontakt med Guds ords sandhed, så de troede på den, og hvilket førte til, at de blev udvalgt til frelse ved åndens helliggørelse? Ja, netop! Sådan forholdt det sig i den kristne tidsalders begyndelse, og sådan forholder det sig nu. Mænd og kvinder træder ind i dette velsignede hellighedens eller hengivenhedens forhold til deres Gud, fordi andre kristne Ordets forkyndere, der har kendt sandheden før de, er kommet til dem og har forkyndt Bibelens budskab for dem, og de har lyttet til deres budskab og accepteret det. „Gud har givet mig [den nåde] til iblandt hedningerne at være en Kristi Jesu offertjener og gøre præstetjeneste for Guds evangelium, for at hedningerne må blive et gudvelbehageligt offer, helliget ved den hellige ånd.“ — Rom. 15:15, 16.

23. Gør rede for det forhold, der nu eksisterer mellem „ældre“ og „yngre“ brødre i åndelig forstand.

²³ Paulus var åndeligt talt deres ældre broder, og de kristne i Tessalonika var hans yngre brødre, fordi de havde modtaget budskabet fra Guds ord gennem ham. Dette mønster for den kristne har ikke forandret sig. Det er det samme i dag. Fra og med Rigets fødsel i 1914 og Herrens komme til templet i 1918 for at holde dom, og siden den aktive forkyndelse af budskabet om Rigets oprettelse tog sin begyndelse i 1920, er tallet på dem, som tilbeder Jehova, vokset, så der i dag i 143 lande findes hundredtusinder retsindige mennesker, som har accepteret den forkyndelse, sådanne Ordets tjenere, der åndeligt set er „ældre“ end de selv, har fremholdt for dem, nøjagtig ligesom tessalonikerne tog imod apostelen Paulus’ forkyndelse. Der findes aktive Ordets forkyndere i Guds tjeneste nu, der har kæmpet for Jehovas sag i mange år. Nogle af dem, som stadig er i fuld aktivitet, forkyndte allerede det gode budskab, før Riget blev født i 1914. Mange har været med under hele vor tids kristne bibeloplysningsarbejde og har oplevet den stadig voksende fremgang, der begyndte i 1919. Disse trofaste Guds tjenere har gjort et stort forkyndelsesarbejde, og med årene har andre sluttet sig til dem, og på denne måde har forkyndelsen vundet større og større udbredelse. Nu findes der henved 20.000 mennesker på jorden, som har givet til kende, at de hører til resten af Kristi legeme, som Gud har helliget, idet dette antal tog del i symbolerne ved mindehøjtiden i 1954.

24. Hvorpå kender vi også vor „ældre broder“?