Jeg har forfulgt mit livsmål fra seksårsalderen
FORTALT AF SANDRA COWAN
Mange forældre opfordrer deres børn til at gøre karriere inden for musikken, balletten eller andet. Min mor viste også mig hvilken vej hun syntes jeg skulle gå. Jeg var kun to uger gammel da hun begyndte at tage mig med til alle de kristne møder og med ud i tjenesten på arbejdsmarken.
DA JEG var fire år mente mor at tiden nu var inde til at jeg skulle begynde at forkynde. Jeg husker tydeligt mit første besøg. Vi var kørt op til en stor bondegård, og mens mor og de andre ventede i bilen gik jeg op til døren. En venlig dame lyttede, og jeg tilbød hende ti brochurer. Som betaling gav hun mig et stykke sæbe der var så stort at jeg måtte bære det med begge hænder. Hvor blev jeg glad!
I det år, 1943, slog Vagttårnets Bibelskole Gilead sine døre op for oplæringen af heltidsforkyndere, pionerer, til missionærtjenesten. Min mor opmuntrede mig til at gøre missionærtjenesten til mit mål i livet. På det tidspunkt rasede den anden verdenskrig i Europa, og mor fortalte mig at de unge Jehovas vidner i Europa blev taget fra deres forældre. Hun ønskede for mig at jeg skulle blive så stærk i troen at jeg kunne udholde enhver prøve som jeg måtte komme ud for.
I sommeren 1946 blev jeg døbt ved det internationale stævne i Cleveland i Ohio. Jeg var kun seks år, men alligevel fast besluttet på at leve op til min indvielse til Jehova. Den sommer var jeg for første gang med i pionertjenesten. Jeg husker at jeg en formiddag i San Diego i Californien spredte 40 blade til folk der sad på torvet. Deres store interesse havde nu nok noget at gøre med at jeg var en lille snakkesalig pige.
Vi forkyndte ofte i nærheden af Beth-Sarim. Det var her præsidenten for Vagttårnsselskabet, broder Rutherford, havde opholdt sig under sin sygdom i vintrene forud for sin død i 1942. Vi kom jævnligt på besøg og spiste sammen med de heltidstjenere der var dér. Takket være disse glade stunder fandt jeg ud af at det var den livsform jeg ønskede, og besluttede mig derfor til at gøre Gileadskolen og missionærtjenesten til mit mål.
Året efter blev mine forældre skilt, men dette lagde ikke en dæmper på vore åndelige aktiviteter. Min mor var pioner og gjorde meget for at min bror og jeg skulle få en god oplæring. Vores lille campingvogn var altid fuld af liv, eftersom vi ofte fik besøg af vore kristne brødre og søstre. Mor lagde vægt på at jeg skulle lære nogle gileaditter at kende. Blandt andet fik jeg lejlighed til at være sammen med Lloyd og Melba Barry. De var i rejsetjenesten mens de ventede på at kunne begynde i deres nye udenlandske distrikt i Japan. De tog sig tid til at opmuntre mig — en lille pige der brændte efter at blive missionær — og det gjorde et dybt indtryk på mig.
Da jeg var ti år blev min mor gift med en pragtfuld pionerbroder. Han tog ikke blot min bror og mig til sig på papiret, men også i hjertet. Hans kærlighed til Jehova og hans nidkærhed i tjenesten var meget inspirerende.
Mor og far samarbejdede om at råde og vejlede os to børn gennem de vanskelige teenageår. Vort hjem var et åndeligt tilflugtssted, som jeg med glæde ser tilbage på. Det var på ingen måde nemt for dem at skulle opdrage to børn samtidig med at de var pionerer og kun havde en lille indkomst — det krævede virkelig selvopofrelse. Men mor og far stolede på Jehova og satte Rigets interesser først i livet.
Det internationale stævne i New York i 1950 står stadig lyslevende i min erindring! Far lånte penge i banken, og vi tog tre passagerer med i bilen for at mindske rejseudgifterne. Hele vejen fra San Diego til New York sad jeg på forsædet sammen med mine forældre og min bror, mens de tre andre sad på bagsædet. Eftersom min fars arbejdsgiver havde nægtet at give ham fri i to uger, kostede dette stævne ham hans arbejde. Men far forsikrede os om at Jehova ville sørge for os. Og det var nøjagtig hvad han gjorde. Far solgte bilen og indfriede banklånet, og fik derefter et meget bedre arbejde end før. Denne og lignende erfaringer har været til uvurderlig hjælp for mig og min mand når vi år senere har stået over for vanskelige situationer.
På vejen tilbage fra New York besøgte vi Kingdom Farm, hvor jeg for første gang så Gileadskolens undervisningslokaler. Jeg husker at jeg stod i et af klasseværelserne og tænkte: ’Jeg er endnu ikke fyldt 11 år. Jeg når aldrig at komme her. Harmagedon vil komme inden.’ Men takket være dette besøg var jeg mere end nogen sinde fast besluttet på at gøre Gilead til mit mål.
Jeg arbejder hen imod mit mål
Lige fra første klasse i skolen brugte jeg min sommerferie i pionertjenesten. Jeg gik ud af highschool i juni 1957, og to uger efter blev jeg pioner.
Ved områdestævnet i Los Angeles i 1957 blev der holdt et møde for dem der var interesserede i gileadtjenesten. Dette møde skulle blive noget helt særligt for mig. Da jeg gik ind i teltet hvor gileadmødet skulle holdes, mødte jeg Bill, en ung broder jeg havde kendt siden jeg var seks år. I det forgangne år havde han tjent i Louisiana hvor der var stort behov. Vi blev overrasket over at finde ud af at vi begge var interesserede i missionærtjenesten. Seks måneder senere besluttede vi at stræbe efter denne tjeneste i fællesskab. Vi skrev til Selskabet og bad om at blive sendt hen hvor der var behov, og en måned før vi skulle giftes fik vi tildelt distrikt i Romney i West Virginia.
Vi flyttede dertil på vej til stævnet i New York i 1958. Ved dette stævne overværede vi også mødet for gileadinteresserede. Da vi så hvor mange der var til stede — der var flere hundrede — regnede vi ikke med at vi havde særlig store muligheder for at blive indbudt. Vi udfyldte dog en foreløbig gileadansøgning, selv om vi kun havde været gift i 11 uger. Året efter, ved områdestævnet i Philadelphia, udfyldte vi endnu en ansøgning.
Bill og jeg lærte i Romney at stole på at Jehova ville hjælpe os gennem de svære tider vi oplevede. Romney var en by på cirka 2000 indbyggere. Det var umuligt at finde arbejde. Vi boede i en 5 meter lang hjemmelavet campingvogn, der var bygget til det californiske vejr. Der var ikke indlagt vand, ingen varme og intet køleskab. Det blev så koldt indendørs at vi måtte bryde isen i spanden for at få vand. Brødrene hjalp os så meget de kunne, og delte det vildt med os som de havde fanget. Vi spiste dådyr, vaskebjørn og egern. Nogle gange troede vi ikke at vi ville få noget at spise hele dagen, men når vi så kom hjem fra forkyndelsen lå der nogle æbler eller noget ost foran vores dør.
I ni måneder måtte vi på denne måde leve ’fra hånden og i munden’. Det endte med at vi fandt det klogest at flytte til Baltimore i Maryland, hvor Bill kunne få arbejde. Da vi fortalte brødrene hvad vi havde i tanke, brast de i gråd — og det gjorde vi også. Vi besluttede derfor at blive der lidt endnu.
Kort efter fik Bill tilbudt et deltidsjob af et Jehovas vidne som var bestyrer af et supermarked i Westernport i Maryland, cirka 60 kilometer derfra. I samme måned fik vi en bolig stillet til rådighed af en af dem vi studerede Bibelen med — et yndigt lille møbleret hus med en stor kulovn. Fra da af blev Malakias 3:10 mit yndlingsskriftsted. Ja, Jehova havde velsignet os, ud over hvad vi kunne forvente.
Omsider på Gileadskolen!
En af de største dage i vort liv var den dag i november 1959 hvor vi modtog en indbydelse til Gileadskolen. Vi blev inviteret med i den 35. klasse, der var den sidste som skulle holdes på Kingdom Farm. Den indre glæde jeg følte da jeg stod i det klasseværelse jeg havde besøgt som barn kan ikke beskrives i ord!
Gileadskolen var en åndelig oase. Det var som at leve i den nye verden i fem måneder. Når man har set frem til noget i årevis, er det sjældent at virkeligheden overgår forventningerne. Men for mig var Gilead endnu bedre end jeg havde forestillet mig.
Vi fik tildelt distrikt i Indien, men blev desværre nægtet visum. Efter at have ventet et år i New York blev vi i stedet sendt til Marokko i Nordafrika.
Missionærer i Marokko
Vi tilbragte 24 dejlige år i Marokko, og kom til at holde af befolkningen lige fra første færd. I kraft af at vi lærte både fransk og spansk kunne vi kommunikere med de mange nationaliteter som boede dér. De der tog imod Rigets budskab var hovedsagelig tilflyttere fra andre lande.
Jeg studerede blandt andet Bibelen med en spansk kvinde som var flamencodanser, og som var ansat i en kabaret i Casablanca. Hun boede sammen med kabaretejeren, men da hun lærte principperne i Bibelen at kende, flyttede hun fra ham og rejste tilbage til Spanien. Dér forkyndte hun for hele sin familie, og nogle af dem tog imod sandheden. Senere flyttede hun til Casablanca igen, hvor hun forblev trofast indtil hun døde i 1990.
I de første par år i Marokko voksede forkyndertallet, men da det efterhånden blev vanskeligt for udlændinge at få arbejds- og opholdstilladelse, udvandrede mange forkyndere til Europa. Nogle af dem vi studerede med bor nu i New Zealand, Canada, De Forenede Stater, Bulgarien, Rusland og Frankrig, og nogle er i heltidstjenesten.
I april 1973 blev forkyndelsesarbejdet pludselig forbudt i Marokko. Det kom som et chok! En torsdag aften havde vi glade siddet i rigssalen og talt sammen indtil lyset blev slukket for at minde os om at det var tid at gå hjem. Vi havde ingen anelse om at vi aldrig igen skulle nyde et sådant frit kristent samvær i skæret af disse lamper. Under forbudet måtte vi dele os op i små grupper og holde møder og kredsstævner i private hjem. Når forkynderne skulle overvære områdestævnerne måtte de rejse til enten Frankrig eller Spanien.
I takt med at vi blev færre i antal, steg sammenholdet mellem de få tilbageværende forkyndere i Marokko. Da Vagttårnets Selskab til sidst besluttede at lukke afdelingskontoret og tildele os nyt distrikt, kunne ingen af os derfor holde tårerne tilbage.
Vi tager til Centralafrika
Vores nye distrikt var den Centralafrikanske Republik. Det var en kæmpeforandring i forhold til Nordafrika! Klimaet i Marokko var meget lig det vi havde i det sydlige Californien, mens det her i troperne var varmere og fugtigere.
Vi stod nu over for nye udfordringer. Jeg måtte for eksempel lære at leve med angsten for kravlende smådyr. Tre gange oplevede jeg at et firben faldt ned i hovedet på mig da jeg gik igennem en døråbning. Nogle gange under et bibelstudium fik vi selskab af en rotte! Jeg havde allermest lyst til at løbe min vej, men efterhånden lærte jeg at beherske mig idet jeg hele tiden holdt et skarpt øje med rotten. Samtidig sørgede jeg for at holde min taske og mine fødder i passende afstand til gulvet, indtil rotten havde besluttet sig for at forlade selskabet. Jeg fandt ud af at man kan vænne sig til hvad som helst, hvis blot man ikke giver op.
Da vi havde været der i seks måneder hørte vi i radioen at vores arbejde var blevet forbudt. Rigssalen blev derfor lukket, og missionærerne blev bedt om at forlade landet. Det lykkedes dog for os og et andet par at blive boende på afdelingskontoret i yderligere tre år. Men en søndag morgen mens vi holdt vagttårnsstudium brød bevæbnet politi ind i lokalet og tog os med til politistationen. De løslod kvinder og børn, mens 23 brødre, deriblandt min mand, Bill, blev tilbageholdt. Efter seks dage blev Bill løsladt og sendt hjem for at pakke. Tre dage efter, i maj 1989, forlod vi landet på myndighedernes ordre. Endnu en gang oplevede vi en tårevædet afsked i lufthavnen, hvor mange af vore elskede brødre og søstre var mødt op for at sige farvel.
Vi kommer til Sierra Leone
I øjeblikket tjener vi i Sierra Leone i Vestafrika — et pragtfuldt land med fine, hvide sandstrande. Folk er meget venlige her, og det er en fornøjelse at gå i tjenesten. Vi bliver bedt om at sidde ned ved hvert eneste hus, som regel i skyggen af et mangotræ eller en kokospalme. Folk kan godt lide at tale om Gud og at følge med i deres egen bibel.
Både Bill og jeg arbejder på betelhjemmet i Freetown. Jeg passer receptionen, tager mig af abonnementer på bladene og fører menighedernes konti. Efter at have tjent 16 år i lande hvor forkyndelsesarbejdet er forbudt, er det skønt nu at være i et land hvor arbejdet er frit og i stadig fremgang.
I juni 1991 begyndte jeg på mit 31. år i missionærtjenesten. Ja, min mor gav mig et mål som var værd at stræbe efter. Hvis hun havde været i live i dag, ville jeg endnu en gang have givet udtryk for min store taknemmelighed. Jeg glæder mig dog stadig over at kunne sige: „Tak, far!“
[Illustration på side 28]
Stævnet i New York i 1958
[Illustration på side 30]
Bill og Sandra Cowan i 1991