Forstår du betydningen af det du ser?
VIDENSKABSMÆND har kaldt 1976 for et af de værste år i historien hvad angår dødsfald på grund af jordskælv. Der var cirka 700.000 dødsofre. Hvert år dør der nogle som følge af jordskælv — fra nogle få hundrede til mange tusind.
Du har måske hørt om jordskælvsalarmen i San Francisco den 18. april 1980. Det var 74-årsdagen for det ødelæggende jordskælv der fandt sted der i 1906. Man var i alarmberedskab fordi videnskabsmænd har forudsagt at byen meget vel kan komme ud for endnu et voldsomt jordskælv inden udgangen af dette århundrede. Alene i USA blev der i løbet af 1978 rapporteret i alt 345 jordskælv i 28 forskellige stater.
Hvis man bor i et område hvor der ikke har været jordskælv, har man grund til at være taknemmelig. Men man kan ikke vide sig sikker. I en tysk undersøgelse med titlen „Jordskælv“ står der: „Store jordskælv har i de senere år tydeligt vist at vi lever i en tid med øget jordskælvsaktivitet. . . . Der er områder med større sandsynlighed for jordskælvsødelæggelser, og andre områder hvor jordskælv er mindre sandsynlige. Men man gør klogt i at huske på at der kan komme jordskælv overalt. . . . Det kan derfor ikke udelukkes at selv et stort jordskælv kan udgå fra et sted der ikke har givet anledning til mistanke.“
Hvad forstår man ved et „stort“ jordskælv? For den hvis ejendom ødelægges eller som mister et familiemedlem, er det et stort jordskælv uanset hvad andre måtte sige. Men måske kan tabellen på næste side hjælpe dig til at forstå hvad videnskabsmændene mener med de tal de bruger.
Prøv, hvis du kan, at forestille dig hvordan det ville være hvis der kom et jordskælv der hvor du bor — LIGE NU! Hvis rystelserne var kraftige nok, kunne de på nogle sekunder gøre din bil til et vrag og dit hjem til en samling murbrokker, og du selv og din familie kunne blive alvorligt såret — eller det der var værre. Det er hvad der hvert år sker for folk mange steder på jorden, og det med stigende hyppighed.
Er jordskælvenes hyppighed virkelig taget til? Det italienske blad Il Piccolo skriver: „Vor generation lever, som statistikken viser, i en farlig periode med kraftig seismisk aktivitet.“ Og så anfører bladet tal for de sidste tusind år som beviser det.
Hvad betyder alt dette? For længe siden forudsagde Bibelen en tid da der, sammen med internationale krige og fødevaremangel, ville være „jordskælv det ene sted efter det andet“. (Matt. 24:7) Dette finder nu sted i et omfang der ikke har sit sidestykke i historien. Bibelen nævner jordskælv som en del af det samlede tegn på de sidste dage, afslutningen på den onde tingenes ordning. Den forbinder dem også med Jesu Kristi usynlige „nærværelse“, den tid da Kristus vil begynde at udøve sin gudgivne myndighed som konge over hele menneskeheden.
Skønt de fleste frygter det de ser komme over verden, kan de der forstår betydningen af det de ser, med god grund glæde sig. Bibelen siger: „Men når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig. . . . Således ved I også, når I ser disse ting ske, at Guds rige er nær.“ — Luk. 21:10, 11, 28-31.
En ny regering, Guds rige, vil ødelægge alle jordiske regeringer og erstatte dem med en retfærdig administration. Hvilken velsignelse vil det ikke være for alle som længes efter et liv uden undertrykkelse og korruption, i en verden hvor mennesker virkelig elsker hinanden!
Så når du hører om „jordskælv det ene sted efter det andet“, husk da på at de er en del af det forudsagte tegn på at en verdensomfattende forandring er nær.
[Ramme på side 20]
Store jordskælv i 1980
I slutningen af 1980 rystedes Middelhavsområdet af to store jordskælv. Den 10. oktober blev flere byer i Algeriet svært beskadiget af to jordrystelser der måltes til henholdsvis styrke 7,5 og 6,4 på Richter-skalaen. Ifølge de officielle tal var der 2590 døde, 8252 sårede og rundt regnet 100.000 hjemløse. Den 23. november blev Syditalien ramt af en serie på over 30 rystelser, hvoraf den første og kraftigste måltes til 6,8 på Richter-skalaen. Som nævnt i nyhedsmedierne blev omfanget af denne katastrofe øget på grund af de dårlige vejrforhold og problemer med hjælpearbejdet. Officielt var der her 2400 døde, men uofficielle kilder siger at tallet meget vel kan være langt højere.
[Diagram på side 21]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
På Richter-skalaen kan man sammenligne de energimængder der frigøres ved jordskælv. Skalaen er logaritmisk, hvilket betyder at et jordskælv der er ét point større på skalaen (for eksempel 5 i stedet for 4), frigør 30 gange så megen energi som et jordskælv der er ét point lavere.
„Hver dag registreres der over hele verden mere end 1000 jordskælv med en styrke på mindst 2.“ — Toronto Star, 15. maj 1976.
Et jordskælv med en styrke på 4 kan forårsage moderate ødelæggelser.
Et jordskælv med en styrke på 5 kan forårsage betydelige ødelæggelser.
Et jordskælv med en styrke på 6 regnes for alvorligt.
Jordskælvet i det sydlige Californien i 1971 havde en styrke på 6,5; alene i 1976 var der i hele verden 50 jordskælv med mindst denne styrke.
Japan, Sovjetunionen, Taiwan, Costa Rica, Iran, Mexico og Filippinerne var blandt de lande i verden der i 1978 blev ramt af „store“ jordskælv.
Et jordskælv med en styrke på 7 regnes for „stort“.
En ekspert i jordskælvssikring har betegnet jordskælvet i Kina i 1976 som „den største jordskælvskatastrofe i menneskehedens historie“.
„Jordskælv i Det indiske Ocean,“ lød en overskrift i New York Times den 20. august 1977. „Målestationer jorden over registrerede en styrke på rystelsen mellem 7,7 og 8,9 på Richter-skalaen. Seismologer fra Wien . . . sagde . . . at jordskælvet var ’et af de kraftigste i den skrevne historie’.“
[Illustration på side 20]
Jordskælv