Unge spørger:
Er jeg moden nok til at køre bil? — 2. del
Du har bestået! Ganske vist var du ret nervøs, for at sige det mildt. Den motorsagkyndige var stram og ordknap under prøven. Alligevel lykkedes det dig åbenbart at køre, vende og parkere tilfredsstillende. Du var selv helt overrasket da han sagde: „Du har bestået.“
Nu kommer du hjem med papiret i hånden og spørger din far om lov til at låne bilen i weekenden. Han lyder ikke nær så begejstret som du havde ventet. Det med weekenden vil han lige tænke over. Du går ham på klingen — og så svarer han nej!
„Det er uretfærdigt,“ indvender du måske. „Nu har jeg jo fået kørekort!“
DU STÅR med dit nye førerbevis i hånden. Et ønske er gået i opfyldelse, og følelsen er skøn. „Langvarig forventning gør hjertet sygt, men et ønske der opfyldes er et livets træ,“ siger Bibelen. — Ordsprogene 13:12. Nu forestiller du dig måske at du ved alt hvad du skal vide om at køre bil. Desuden er du jo 18 år og kan godt klare dig selv. Men så opdager du at dine forældre alligevel er temmelig betænkelige ved at skulle låne dig deres bil. Hvorfor nu det? Kan der være tvivl om ens modenhed som bilist når man er fyldt 18 og har fået kørekort?
Dine forældres syn på sagen
Selv om du har bestået køreprøven — og er juridisk myndig — gør du vel i at lytte til dine forældre. Måske er du hurtig i opfattelsen og dygtig til mange ting, men du er ikke en erfaren bilist endnu. Dine forældre, derimod, kender trafikken, deres bil — og dig. Prøv at sætte dig i deres sted. Måske er de bekymrede for at der skal ske dig noget. En mor siger: „Jeg har ligget søvnløs hver nat siden min søn i sidste uge bestod sin køreprøve. I går kørte han for første gang en tur alene. Jeg følte at jeg aldrig nogen sinde havde ventet så længe.“ Du synes måske at en sådan angst er overdreven. Men prøv alligevel at forstå dine forældres følelser, der jo udspringer af kærlighed til dig.
Hvis dine forældre stiller nogle betingelser for at du må låne deres bil, kan det blandt andet være af økonomiske grunde. Når bilen bliver brugt mere, bliver den også mere slidt. Og hvis de er bekymrede for at der skulle komme buler i skærmene, skal du ikke tage det som en personlig fornærmelse. Trods alt er unge bilister skyld i flere biluheld end andre, og uheld indvirker som bekendt på den forsikringspræmie som bilens ejer skal betale.
Vis dig trofast i det små
Til syvende og sidst er det ud fra din personlige modenhed du vil blive bedømt af dine forældre når du skal låne deres bil. Jesus sagde: „Den der er trofast i det mindste, er også trofast i meget, og den der er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget.“ (Lukas 16:10) Bogen The Family Handbook of Adolescence (Familiehåndbog om teenageårene) siger til forældre: „Det sikreste fingerpeg om hvor ansvarsbevidst et ungt menneske vil køre, er hvor ansvarsbevidst han eller hun har været i andre henseender. Hvis jeres søn eller datter har været pålidelig og fulgt gældende regler, vil han eller hun sikkert også være sådan i trafikken.“
Har du bevist over for andre at du er pålidelig og lovlydig? Hvordan går det på dit job eller din læreplads? Kommer du til tiden, og har du ry for at passe dit arbejde? Hvis du ikke tager dit arbejde alvorligt, hvordan skulle nogen så kunne tro at du vil tage færdselsreglerne alvorligt? Og hvis du bor hjemme, hvordan ser dit værelse så ud? Hvis man ikke kan se gulvet fordi dit tøj ligger spredt ud over det hele, mon så dine forældre vil være tilbøjelige til at låne dig en bil som de lige har gjort ren?
Noget der også spiller ind, er hvor sikkerhedsbevidst du er i andre forbindelser. Hvis du har ry for at være noget af en vovehals, eller hvis du ofte falder for fristelsen til at vise dig eller ’spille med musklerne’, vil dine forældre tænke sig om en ekstra gang før de overlader dig det potentielle mordvåben som en bil er. Ja, hele spørgsmålet om at køre bil og låne andres bil kan give dig anledning til at overveje din generelle adfærd. Nu tænker du måske at hvis det skal være så svært at låne sine forældres bil . . .
’. . . så kan jeg da selv købe en bil’
Mange unge på 18 år har efterhånden råd til selv at købe en bil. Men spørgsmålet om hvem der ejer den bil du kører, ændrer ikke noget ved spørgsmålet om din personlige modenhed. Som bilist bør du under alle omstændigheder analysere dit eget reaktionsmønster. Trafikken stiller krav til én som man måske ikke var forberedt på.
I bogen Licensed to Kill (Kørekort — licens til at dræbe) står der: „Når folk sidder bag rattet i en bil giver de afløb for nogle af de mest utiltalende følelser — had, utålmodighed, hensynsløshed og selviskhed. . . . Tilsyneladende føler de at de bag bilens rat er usårlige og derfor kan give luft for deres indestængte vrede og frustrationer uden at spekulere på følgerne.“ Som bekendt kan bilisters utålmodighed eller hidsighed få uhyggelige følger.
Hvordan reagerer du når nogen uden varsel kører ind foran dig eller dytter utålmodigt ad dig? Kristne opfordres til at ’iføre sig den nye personlighed’, og til at ’lade al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra dem’. — Efeserne 4:24, 31.
Enhver bilist får stillet sin selvbeherskelse på prøve. Og de råd som andre eventuelt vil give dig angående adfærd i trafikken, gælder uanset om bilen er din egen, dine forældres eller andres. Blandt andet fordi det ikke gør stor forskel for et trafikoffer om den skyldige bilist kørte i sin egen bil eller en andens.
Træn din kørefærdighed
Du bør arbejde på at blive en bedre bilist. Har du for eksempel været på glatførekursus eller lignende kurser der tilbydes for at man kan træne sin kørefærdighed? Selv om du har bestået prøven har du endnu meget at lære. Ligesom opfattelsesevnen udvikles „gennem brugen“, sådan opøves ens kørefærdighed gennem træning og erfaring. (Hebræerne 5:14) For at blive en god bilist må man både kunne foretage vendinger, vognbaneskift og afværgemanøvrer og kunne køre i glat føre og i tæt trafik. Jo større kørefærdighed du har, des større tillid vil andre have til din kørsel.
At du er sikkerhedsbevidst har stor betydning for andres opfattelse af dig som bilist. Måske synes du at det er generende at bruge sikkerhedssele — men for det første kræver loven det, og for det andet mener nogle at sikkerhedsseler nedsætter risikoen for at blive dræbt i trafikken med 50 procent! Gør det også til en vane at foretage sikkerhedskontrol af spejle, dæktryk, olie og så videre, før du tager ud på en køretur.
„Må jeg låne bilen i aften?“
Når du har vist at du kører sikkert og forsvarligt, vil dine forældre sikkert være villige til at låne dig deres bil, måske ligefrem stolte over at have en god bilist som søn eller datter. Du kan imidlertid ikke forvente at have bilen til rådighed hele tiden. De har også selv behov for transport, og det ville ikke være rimeligt om de skulle indrette alle deres planer efter dine.
Hvis du jævnlig låner bilen, hvordan ser den da ud når du afleverer den? Hvis benzintanken altid er tom og sæderne er overstrøet med karamelpapir og det rasler med flasker på gulvet, er det ikke sikkert at du fortsat får lov til at låne den. Måske vil dine forældre også fastsætte nogle betingelser (om nødvendigt i skriftlig form) for din brug af bilen. I kan måske blive enige om at du vasker og polerer den, fylder tanken op og kontrollerer dækkene og olien, til gengæld for at du må låne bilen en aften. Du kan også tilbyde at betale noget af forsikringen og vægtafgiften.
Hvis du bor hjemme har dine forældre pligt til at interessere sig for din færden — selv om du er 18 år. Hvis du skal ud at køre, så lad dem vide at du ikke har noget at skjule og at du ikke vil køre uforsvarligt eller foretage dig noget upassende med en af det modsatte køn. Og hvis du har lovet at være tilbage med bilen til et bestemt klokkeslæt, så hold dit løfte. — Mattæus 5:37.
Færdselsloven skal overholdes. Det er en pligt du har over for landets myndigheder, men også over for Gud. (Romerne 13:1-5) Og hvad vigtigere er: Du har pligt til at vise respekt for livet — både dit eget og andres. (Salme 36:9; 55:23) Modstå fristelsen til at vise dig eller tage tåbelige chancer. Kør aldrig i alkoholpåvirket tilstand.a Kør forsigtigt og fornuftigt.
Ja, din rolle som bilist er en udfordring til din personlige modenhed. Vis dig i et og alt som et voksent menneske der kan styre sig selv — så vil andre føle sig overbevist om at du også kan styre en bil. De vil føle sig trygge som dine passagerer. Og sandsynligheden for at dine forældre vil låne dig deres bil vil være betydeligt større.
[Fodnote]
a Se artiklen „Hvorfor må jeg ikke køre bil når jeg har fået lidt at drikke?“ i Vågn op! for 22. maj 1986.
[Illustrationer på side 23]
Aflever altid dine forældres bil i pæn stand