Hvad siger Bibelen?
Hvad ved vi om engle?
„I sidste uge mødtes omkring 3000 teologer i fire dage i New York for at lytte til over 500 indlæg om emner der spændte lige fra humor i prædikener til betydningen af ritualer inden for Pinsebevægelsen. Engle blev ikke omtalt.“ — Daily News, den 26. december 1982.
I DAG, godt syv år senere, har gejstligheden stadig kun lidt at sige om engle. Hvad er grunden? Kunne det skyldes at disse himmelske budbringere blot betragtes som figurer der hører hjemme i myternes verden? Findes der virkelig engle? Hvis der gør, hvad bør man da vide om dem?
Findes der engle?
Engle er ikke blot „kræfter“ eller „rørelser i universet“, som nogle filosoffer hævder. De er så virkelige at de nævnes hundreder af gange i Guds ord, Bibelen. På Bibelens originalsprog betyder de ord der gengives med „engel“ (hebraisk: mal’akhʹ; græsk: anʹgelos) bogstaveligt „en der overbringer et budskab“ eller blot „sendebud“. Disse ord forekommer næsten 400 gange i hele Bibelen, hvor de i nogle tilfælde hentyder til mennesker, men sædvanligvis til himmelske sendebud.
Den engel der viste sig for Manoas ufrugtbare hustru for at meddele hende at hun ville undfange sønnen Samson, var virkelig for hende. Det samme var de tre engle der viste sig for Abraham og hans hustru Sara, og de to engle der opsøgte Lot, og den engel der sad under et stort træ og talte med Gideon. (1 Mosebog 18:1-15; 19:1-5; Dommerne 6:11-22; 13:3-21) Og da Jesus blev født viste en engel sig pludselig i en stråleglans for nogle hyrder. — Lukas 2:8, 9.
Der var her tale om virkelige engle, ikke fantasifostre eller upersonlige kræfter. De udførte visse opgaver som sendebud for Gud, og beretningerne er derfor meget passende blevet nedfældet i Bibelen til gavn for os i dag. (2 Timoteus 3:16) Bibelen åbenbarer således visse oplysninger om engle, oplysninger som i nogle tilfælde viser at den traditionelle opfattelse ikke er rigtig.
Hvordan ser de ud?
Måske forestiller du dig engle som smukke kvinder, eller som buttede, hvidklædte børn med vinger, sødt smilende mens de svæver gennem luften og spiller på deres små harper. Hvis dine forestillinger går i den retning skal du vide at der her er tale om en fejlagtig opfattelse der dels stammer fra hedensk lære, for eksempel græsk mytologi, og dels fra forestillinger som blev antaget efter at nedskrivningen af Bibelen var fuldført. Men det er rigtigt at de symbolske syner der findes i Bibelen skildrer åndeskabninger som serafer og keruber med vinger. — Esajas 6:2; Ezekiel 10:5; Åbenbaringen 14:6.
Guds ord beskriver engle som mægtige åndeskabninger, og som sådan er de usynlige. (1 Kongebog 22:21; Salme 34:7; 91:11) På blot én nat slog „Jehovas engel“ 185.000 assyrere ihjel i Israels fjenders lejr! (Esajas 37:36) Når engle har vist sig for mennesker har de altid vist sig som fuldt påklædte mænd, aldrig som kvinder eller børn.
Hvem har frembragt disse mægtige åndeskabninger? Bibelen siger at „ved hjælp af ham [Jesus] er alt andet blevet skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige“. (Kolossenserne 1:16) Gennem sin førstefødte Søn skabte Jehova Gud englene — længe før han skabte mennesket, og desuden på et højere plan end mennesket. — Job 38:4, 7; 2 Peter 2:11.
Har de individuelle personligheder?
Engle har følelser ligesom mennesker. Vi får at vide at englene, efter at have overværet jordens skabelse, „brød ud i hyldestråb“, ja, at de „råbte af glæde“. (Job 38:7) Bibelen siger også at der bliver „glæde blandt Guds engle over én synder der ændrer sind“. (Lukas 15:10) Disse vers viser at der ikke blot er tale om upersonlige kræfter.
Engle er også underlagt begrænsninger. Nogle jordiske profeter fik for eksempel en viden om Kristus og fremtiden som englene ikke havde haft. Guds ord fortæller os at „netop dette nærer engle et brændende ønske om at spejde ind i“. (1 Peter 1:10-12) Om det nøjagtige tidspunkt Gud har valgt for Herrens komme, sagde Jesus: „Om den dag og time ved ingen noget, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene.“ — Mattæus 24:36.
Desuden nævnes to engle i Bibelen ved navn, nemlig Mikael og Gabriel. (Daniel 12:1; Lukas 1:26) Vidner det ikke om at de er individuelle personligheder? De er ikke programmerede som robotter eller datamater til at handle på en bestemt måde, men er udrustet med evnen til at tænke selvstændigt og har frihed til at træffe deres egne beslutninger. Nogle engle, nemlig Satan og hans dæmoner, har benyttet deres frie vilje til at gøre oprør mod Gud. — 1 Mosebog 6:1-4; Judas 6; Åbenbaringen 12:7-9.
Skal man tilbede engle?
Selv om man erkender at der findes engle, og at der ikke blot er tale om mytiske figurer, er der dog visse yderligheder man må undgå. Nogle religionssamfund viser engle upassende ære, skønt Bibelen fordømmer engletilbedelse. (Kolossenserne 2:18; Åbenbaringen 22:8, 9) Den katolske kirke har ophøjet Mikael og Gabriel i en sådan grad at de tilbeder dem. Og i de græsk-katolske kirker spiller engle en særdeles vigtig rolle i litanien. Dette strider direkte mod den advarsel Jehovas engel gav da apostelen Johannes faldt ned for hans fødder: „Pas på! Gør det ikke! Jeg er blot din medtræl.“ — Åbenbaringen 19:10.
Hvorfor hersker der så megen forvirring om engle? Det skyldes at Satan, der giver sig ud for at være „en lysets engel“, „har forblindet de ikke-troendes forstand“. (2 Korinther 4:4; 11:14) Kunne det derfor ikke tænkes at mange i dag følger deres egne forestillinger om hvorvidt der eksisterer engle og hvordan de ser ud, frem for at acceptere hvad Guds ord siger? Skønt præster i dag måske ikke siger så meget om engle, har vi Guds garanti i Bibelen for at de virkelig eksisterer og udfører en ærefuld tjeneste som budbringere for Jehova. — Hebræerne 1:7, 14; 6:18.
[Illustration på side 20]
Forestillingen om engle som skabninger der ligner børn med vinger er af hedensk oprindelse
[Kildeangivelse]
Den fangne Amor af François Boucher, cirka 1754