Negative følelser — kan man beherske dem?
„NEJ, DET KAN MAN IKKE! Negative følelser er alt for stærke. Jeg har ikke noget andet valg end at holde dem ud indtil de forsvinder igen.“
Sådan reagerer mange på tanken om at beherske følelser som bekymring, frygt, vrede, frustration, skyld, selvmedlidenhed og modløshed. Men sådanne følelser kan beherskes. I stedet for hver gang at lade stå til, kan man lære at mindske deres intensitet og måske endda fjerne dem.
Der er selvfølgelig væsentlig forskel på normale negative følelser som vi alle oplever, og svær depression. Det sidste kan kræve professionel hjælp, hvorimod man selv kan lære at styre negative følelser.
Faktisk er ikke alle negative følelser skadelige. Man kan for eksempel have begået et alvorligt fejltrin. Man angrer det, og denne anger bevirker at man gør skaden god igen og fremover undgår at gentage den. Så har følelsen haft en positiv, holdbar effekt. Eller den normale bekymring over et problem får én til energisk at gøre noget ved det og søge en fornuftig løsning. Altså også en positiv reaktion.
Men hvad gør man hvis man, efter at have gjort en fejl god igen, i lang tid bliver ved at være skyldbetynget og modløs? Eller hvis man, efter at have gjort alt hvad der stod i ens magt for at løse et problem, stadig føler en tiltagende bekymring? Disse følelsesmæssige eftervirkninger vil gøre én ulykkelig. Hvordan kan man beherske disse følelser? Løsningen ligger måske i at vi styrer vore tanker:
Vi kan styre vore tanker
Mange der arbejder inden for det mentalhygiejniske område fastholder at vore følelser skyldes vore tanker. For eksempel siger dr. Wayne W. Dyer: „Ingen følelse opstår uden at der ligger tankevirksomhed bag.“ Dr. David D. Burns tilføjer: „Enhver dårlig følelse man erfarer er et resultat af negative vrangforestillinger.“
Det er interessant at Bibelen ligeledes forbinder mange af vore følelser med det vi helst vil tænke på, og understreger nødvendigheden af at kontrollere tankerne. Læg mærke til følgende skriftsteder:
„Alle den nødstedtes dage er onde, men den hvis hjerte er vel til mode har altid fest.“ — Ordsprogene 15:15.
„Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Romerne 12:2.
„Vi tager enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias.“ — 2 Korinther 10:5.
„I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd . . . og gøres nye i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ — Efeserne 4:22-24.
„Alt hvad der er sandt, alt hvad der er af alvorlig betydning, alt hvad der er retfærdigt, alt hvad der er rent, alt hvad der er værd at holde af, alt hvad der tales godt om, hvad der er dydigt og hvad der er rosværdigt, dette skal I fortsat have i tanke.“ — Filipperne 4:8.
„Hold jeres sind rettet mod det der er oventil, ikke mod det der er på jorden.“ — Kolossenserne 3:2.
Eftersom vore følelser hovedsagelig er et produkt af vore tanker, er nøglen til at beherske sine negative følelser at man kontrollerer de tanker der nærer følelserne. Med tilstrækkelig tid og en ihærdig indsats kan man lære at styre sine tanker bedre og derefter kan man gøre det samme med sine følelser.
Det er let at sige at man kan beherske sine negative følelser, men det er en helt anden sag at gøre det. Hvad skal man gøre hvis man gerne vil holde sine følelser i ave?
[Tekstcitat på side 4]
Ikke alle negative følelser er skadelige