Den lydløse jæger
HVIS du har prøvet at gå tur i skoven om natten, har du sikkert hørt den klagende tuden fra de lydløse jægere — uglerne. På verdensplan er der cirka 145 uglearter, så for de fleste mennesker skulle det være muligt at komme inden for hørevidde af en ugle. For eksempel kan man træffe sløruglen mange steder i Amerika, Europa, Afrika, i mange dele af Asien såvel som på Tasmanien og i andre dele af Australien. Den bedst kendte ugleart i Danmark er natuglen. Hvad er det der giver uglerne deres særpræg?
Det er først og fremmest ansigtet og øjnene. Ansigtet varierer i udseende fra art til art, men generelt har uglerne „et stort, bredt hoved med en tallerkenformet krave af fjer rundt om øjnene. . . . Kraven leder lyden hen til uglens øreåbninger.“ (The World Book Encyclopedia) I modsætning til de fleste andre fugle har uglen fremadrettede øjne som er ubevægelige. Uglen må derfor bevæge hovedet hvis den med øjnene vil følge noget der bevæger sig. Til gengæld kan den dreje hovedet næsten 360 grader!
Et andet særpræg ved disse natjægere er at deres bløde fjerdragt gør dem praktisk talt lydløse når de flyver. Ved hjælp af øjnene eller den skarpe hørelse kan de lokalisere byttet og lydløst kaste sig over det næste måltid. Uglerne er efter sigende „blandt de fuglearter landmændene har størst gavn af“, fordi de bekæmper de gnavere som ofte ødelægger afgrøderne.
I bogen Book of North American Birds står der: „Overalt i verden . . . og i alle kulturer har uglen været betragtet som en fugl der varslede død og elendighed.“ Den engelske digter Geoffrey Chaucer fra det 14. århundrede kaldte sløruglen for „veernes og uheldets profet“. I Bibelen omtales ugler syv steder, for eksempel der hvor Esajas profeterer at Babylons ødelagte huse vil „fyldes med hornugler“. — Esajas 13:21.
Den store hornugle har en gevaldig appetit. Om den amerikanske store hornugle oplyser en bog: „I særlige tilfælde har fuglen endda angrebet mennesker der gik med pelshatte, idet den åbenbart har antaget hatten for et levende bytte!“ Under Moseloven var uglen en uren fugl, men dens enestående bygning er et vidnesbyrd om en uforlignelig Skaber. — 3 Mosebog 11:16, 17.
[Illustrationer på side 31]
Den store hornugle — et skarpt syn, en skarp hørelse, lydløs på vingerne
[Kildeangivelse]
Billeder: Med tilladelse af Green Chimneys Wildlife Rehabilitation Center, Brewster, NY