Unge spørger:
Hvordan kan man have det fornøjeligt på en god måde?
„Jeg synes at vi foretager os mange sjove ting. I vores menighed gør vi meget ud af at komme sammen. Vi morer os på en god og fornuftig måde. Dét er mere end hvad de fleste unge i verden kan sige.“ — Jennifer.
ALLE har brug for lidt adspredelse indimellem. Ifølge The World Book Encyclopedia kan adspredelse endda yde „et vigtigt bidrag til den enkeltes mentale og fysiske helbred“. Bibelen siger også at der er „en tid til at le“, det vil sige en tid til fornøjelser. — Prædikeren 3:1, 4.a
Adspredelse bør virke forfriskende og give nye kræfter. Desværre må man sige at meget af det som unge betragter som morskab — vilde fester, stof- og alkoholmisbrug og urette seksuelle forhold — ikke giver nye kræfter, men snarere det modsatte. Det kan derfor være en udfordring at finde nogle adspredelser der er både fornøjelige og sunde. Men som Jennifer, der blev citeret i indledningen, giver udtryk for, kan det lade sig gøre.
Fælles aktiviteter
For nylig interviewede Vågn op! nogle unge om dette emne. De fleste sagde at de kunne lide at være sammen med andre unge. Har du det også sådan — men bliver sjældent inviteret? Hvorfor så ikke selv tage initiativet? En sydafrikansk pige ved navn Leigh siger: „Hvis jeg gerne vil se en bestemt film, ringer jeg til en af mine venner, og så siger vi det videre til vore andre venner.“ Som regel tager de den tidlige forestilling. Bagefter henter deres forældre dem, og sammen med dem tager de ud og spiser på en lokal restaurant.
Sportsaktiviteter giver én mulighed for at få sund motion og nyde et opbyggende samvær. (1 Timoteus 4:8) Roelien siger: „Jeg taler først med mine forældre om hvor jeg kunne tænke mig at tage hen, og så inviterer vi nogle stykker med.“ Ja, kristne unge har fundet sammen om mange forskellige sunde former for sport: skøjteløb, cykling, løbetræning, tennis, basketball, fodbold og volleyball, for blot at nævne nogle få.
Man behøver ikke at give mange penge ud eller investere i smart udstyr for at kunne more sig. „Jeg har tilbragt mange fornøjelige timer med at gå ture i de nærliggende bjerge og øde områder sammen med mine forældre og venner,“ siger en kristen teenagepige. „Det er simpelt hen skønt at være ude i den friske luft sammen med gode venner.“
Selskabelige sammenkomster der virker opbyggende
For mange unge er dét at more sig imidlertid ensbetydende med selskabelige sammenkomster. „Vi kan godt lide at invitere nogle venner herhen for at spise sammen med os og høre musik,“ siger Aveda. Kristne kan godt deltage i selskabelige sammenkomster. Jesus Kristus var med til festmåltider, bryllupper og andre sammenkomster. (Lukas 5:27-29; Johannes 2:1-10) De første kristne holdt også af at komme sammen for at spise og nyde et opbyggende fællesskab. — Jævnfør Judas 12.
Hvis dine forældre lader dig invitere nogle venner til en sammenkomst, hvad kan du da gøre for at undgå problemer og sikre dig at alle får en god aften? Omhyggelig planlægning er nøglen. (Ordsprogene 21:5) For eksempel er det fornuftigt ikke at invitere så mange at det er umuligt at føre ordentligt tilsyn. Mindre sammenkomster vil næppe udvikle sig til „sviregilder“ eller „vilde fester“. — Galaterne 5:21; Byington.
Kristne i det første århundrede blev advaret imod at komme sammen med dem der ’vandrede uordentligt’. (2 Thessaloniker 3:11-15) En sikker måde at ødelægge en sammenkomst på er at invitere unge som er kendt for at være vilde og ubeherskede. Mens du selvfølgelig er forsigtig med hvem du inviterer, er det godt ikke at begrænse dig til en snæver kreds af venner. Som Paulus sagde, må vi „udvide“ og lære andre i menigheden at kende — også de ældre. — 2 Korinther 6:13.
Vil du servere forfriskninger? I så fald behøver det ikke at være noget fint eller dyrt for at dine gæster kan have det rart. (Lukas 10:38-42) „Nogle gange holder vi en pizza-aften,“ fortæller Sanchia fra Sydafrika. Det sker ofte at gæsterne tilbyder selv at tage noget mad med.
Hvad kan man lave ved en sammenkomst — ud over blot at se fjernsyn, lytte til musik eller sidde og snakke? „Vi planlægger det som regel i forvejen,“ siger Sanchia. „Vi har spillet forskellige spil eller fået en til at spille på klaveret, så vi har kunnet synge sammen.“ En ung afrikaner ved navn Masene siger: „Somme tider spiller vi kort, dam og skak.“
Jennifer, der blev citeret tidligere, har sagt til Vågn op!: „Der er en ældste i vores menighed som inviterer os hjem for at spille bibelske spil. Man skal have en god bibelkundskab for at kunne klare opgaverne.“ Vor udsendte medarbejder spurgte nogle andre unge om ikke de syntes at det var kedeligt at spille bibelske spil. De nærmest råbte NEJ!
„Det er en udfordring,“ siger en teenagepige. „Det er sjovt,“ siger en anden. Når bibelske spil bliver spillet for sjov, uden konkurrenceånd, kan de være fornøjelige og lærerige. — Se artiklen „Sammenkomster der er både fornøjelige og belærende“, i Vågn op! for 22. september 1972.
Fornøjelser og hygge med familien
På Bibelens tid var det ikke ualmindeligt at familien var sammen om fornøjelige aktiviteter. (Lukas 15:25) De unge forfattere til bogen The Kids’ Book About Parents har imidlertid bemærket at „forældre og børn i vore dage har så travlt at ingen af dem har tid til at planlægge aktiviteter . . . Vi tror at det er vigtigt at forældre og børn sørger for at bruge tid sammen hver uge på aktiviteter der udelukkende er fornøjelige.“
„Fredag er vores familiedag,“ siger en ung afrikansk pige ved navn Paki. „Vi plejer at spille et eller andet spil.“ Og glem ikke at du også kan hygge dig med dine søskende. En ung pige ved navn Bronwyn siger: „Jeg kan godt lide at tegne eller udføre noget andet kreativt sammen med min lillesøster.“ Kunne du tage initiativet og foreslå nogle fornøjelige aktiviteter sammen med din familie?
Når man er alene
Hvad så når man er alene? Er man så dømt til at kede sig? Nej, der er mange udbytterige og fornøjelige ting man kan tage sig til. Måske har du en hobby. Helt fra gammel tid har mange fundet det berigende at beskæftige sig med for eksempel musik. (1 Mosebog 4:21; 1 Samuel 16:16, 18) Rachel fortæller: „Jeg spiller klaver. Det er noget man kan gøre hvis man ikke lige kan finde på andet.“ Hvis du ikke føler dig tiltrukket af musik, kunne du måske sy, udføre havearbejde, samle på frimærker eller lære et nyt sprog. Derved udvikler du måske oven i købet nogle færdigheder som kan vise sig nyttige for dig senere i livet.
I Bibelen fortælles det at troens mænd, for eksempel Isak, indimellem søgte at være alene for at tænke over tingene. (1 Mosebog 24:63) En ung østriger ved navn Hans siger: „Det hænder at jeg går ud i haven og finder et stille sted hvor jeg kan sidde og betragte solnedgangen. Det glæder jeg mig meget over, og så føler jeg mig nærmere knyttet til Jehova Gud.“
Glæde i tjenesten for Jehova
I Bibelen var det forudsagt at Kristus ville finde glæde i at tjene Jehova Gud. (Esajas 11:3) Skønt den hellige tjeneste for Gud ikke kan betragtes som adspredelse, er den forfriskende og glædebringende. — Mattæus 11:28-30.
Hans, der er citeret tidligere, husker en anden glædelig oplevelse. Han siger: „Mine venner og jeg kan lide at tænke tilbage på de weekender vi brugte på at arbejde på opførelsen af en stævnehal [til gudsdyrkelse]. Vi lærte at arbejde sammen og kom til at kende hinanden meget bedre. Når vi ser tilbage, har vi den tilfredsstillende følelse af at have udrettet noget godt, og vi har samtidig haft det sjovt.“
Vi kan drage en klar lære af det som disse unge kristne har fortalt: Man behøver ikke at gå glip af fornøjelser. Følg de bibelske principper. Vær opfindsom. Tag nogle gode initiativer. Du vil opdage at der er mange måder at more sig på som virker opbyggende og ikke nedbrydende på dig.
[Fodnote]
a Se artiklen „Unge spørger: Hvorfor er det altid de andre unge der morer sig?“ i Vågn op! for 22. juli 1996.
[Tekstcitat på side 22]
„Det er simpelt hen skønt at være ude i den friske luft sammen med gode venner“
[Illustration på side 23]
Det behøver ikke koste mange penge at more sig sammen med sine venner