Fra politisk aktivist til neutral kristen

FORTALT AF LADISLAV ŠMEJKAL

„Efter at min dom var blevet afsagt, blev jeg ført tilbage til min celle. Straks begyndte jeg at morse på væggen til en ven der befandt sig to etager højere oppe, og som ventede på at høre hvilken dom jeg havde fået.

„Fjorten år,“ morsede jeg.

Min ven kunne åbenbart ikke rigtig fatte det. Så han spurgte: „Fjorten måneder?“

„Nej,“ svarede jeg. „Fjorten år.“

DETTE skete i 1953 i Liberec i Tjekkoslovakiet (nu Tjekkiet). Jeg var dengang en 19-årig aktivist der ønskede politiske forandringer. Vi aktivister gjorde vores synspunkter kendt ved at uddele flyveblade der kritiserede det regerende kommunistparti. Det blev betragtet som højforræderi, og det var derfor jeg fik en lang fængselsstraf.

Jeg havde allerede siddet varetægtsfængslet i næsten et år inden jeg fik min dom. Før domsafsigelsen blev fangerne anbragt to og to i en celle, og vi blev jævnlig taget i forhør med bind for øjnene. Det var forbudt at tale i cellen, så vi hviskede eller morsede til hinanden.

Jeg fandt hurtigt ud af at en del af de fængslede var Jehovas Vidner. I det fængsel hvor jeg var anbragt, flyttede man rundt på de indsatte cirka hver anden måned. Jeg interesserede mig for Bibelen, derfor blev jeg glad da jeg skulle dele celle med et af Jehovas Vidner. Efter nogen tid begyndte jeg at undersøge Bibelen sammen med dem.

Man kan godt sige at det var et bibelstudium, selv om vi hverken havde en bibel eller noget bibelsk læsestof. Ja, faktisk havde jeg aldrig nogen sinde set en bibel. Men vi talte sammen, og forkynderen forklarede forskellige bibelske emner ud fra hukommelsen mens jeg noterede hvad han sagde. Under sådanne drøftelser sad vi tæt op ad hinanden og hviskede.

Det eneste vi havde til rådighed, var toiletpapir og en kam. Jeg brugte kammen til at gøre notater med på toiletpapiret. Mange af de skriftsteder vi havde drøftet, lærte jeg udenad. Forkynderne lærte mig også at synge Rigets sange. En af dem sagde til mig: „I dag sidder du fængslet som politisk aktivist, men hvem ved om du en dag bliver fængslet fordi du er et af Jehovas Vidner.“

Efter utallige forhør blev jeg langt om længe dømt og sendt til en arbejdslejr nær byen Jáchymov. På det tidspunkt var jeg overbevist om at jeg en dag ville blive et af Jehovas Vidner.

Mange års indespærring

Da jeg ankom til lejren, hvor der blev brudt uran, begyndte jeg straks at lede efter Jehovas Vidner. Men jeg fandt hurtigt ud af at de var blevet flyttet til et andet sted. Der var dog en som ikke var blevet flyttet, fordi han var kok. Han lånte mig en slidt bibel som havde haft mangt et skjulested. Nu kunne jeg med egne øjne læse de skriftsteder jeg havde lært udenad. Mens jeg læste, blev jeg ved med at sige til mig selv: ’Ja, det er præcis som brødrene har lært mig.’

Omtrent en måned senere blev jeg overflyttet til en lejr der hed Bytiz, som lå i nærheden af byen Příbram. Her mødte jeg andre Jehovas Vidner, og vi fik jævnlig bibelsk læsestof som blev smuglet ind. Lejrledelsen prøvede at finde ud af hvordan vi fik fat i det, men det lykkedes dem aldrig. Vi var hele 14 fanger som forkyndte for andre. Den ene halvdel var døbte Jehovas Vidner, mens den anden halvdel var nogle der, ligesom jeg, under deres fangenskab havde fået samme tro som Jehovas Vidner.

Mange af os ønskede at symbolisere vores indvielse til Gud ved at blive døbt. Men det var svært at arrangere, for der var ikke nogen beholder som var stor nok til at vi kunne fylde den med vand og blive fuldstændig nedsænket. Mange måtte derfor vente med at blive døbt til efter at de blev løsladt. I Bytiz-lejren var der dog nogle store køletårne der hørte til minekompressorerne. I midten af 50’erne blev mange af os døbt i et reservoir der hørte til et af disse tårne.

Nogle år senere, i marts 1960, blev jeg indkaldt til samtale med en politimand som havde opsyn med de politiske fanger. Han sagde at hvis jeg ville give ham oplysninger om de andre fanger, ville han sørge for at min fængselsstraf blev nedsat. Da jeg afslog, begyndte han at råbe og bande. „Du har forspildt en chance for at blive en fri mand,“ skreg han. „Jeg skal sørge for at du aldrig kommer hjem igen! Du vil komme til at dø her.“ Men to måneder senere blev der udstedt amnesti til mig, og efter otte års fangenskab kunne jeg nu vende hjem.

En kort tid i frihed

Jehovas Vidners arbejde havde været forbudt i Tjekkoslovakiet siden april 1949, og jeg fandt hurtigt ud af at det ikke var så meget anderledes at tjene Gud i friheden end i fangenskab. Efter min løsladelse blev jeg stillet over for endnu et problem. På det tidspunkt var alle mænd i landet pålagt to års militærtjeneste.

Nogle der arbejdede i statsdrevne virksomheder, som for eksempel kulminerne, blev fritaget for militærtjeneste. Jeg havde førhen været beskæftiget med minearbejde, så jeg fik arbejde i en af minerne. Her fik jeg en hjertelig velkomst. „Du skal ikke bekymre dig om militærtjenesten,“ fik jeg at vide. „Vi skal nok sørge for at du slipper for det.“

Da jeg to måneder senere fik en indkaldelse til hæren, beroligede ledelsen mig ved at sige: „Du skal ikke være bekymret, det må være en fejl. Vi skriver bare til militærmyndighederne, og så skal problemet nok løse sig.“ Men sådan gik det ikke. På et tidspunkt kom en af mine foresatte hen til mig og sagde undskyldende: „Det er første gang det er sket, men du er desværre nødt til at melde dig til militærtjeneste.“ Da jeg af samvittighedsgrunde nægtede at gå ind i hæren, blev jeg arresteret og sendt til det nærmeste militærfængsel. — Esajas 2:4.

Til afhøring

Efter at jeg i januar 1961 var blevet sendt i fængsel i byen Kladno, forsøgte man at overtale mig til at blive soldat. En øverstkommanderende arrangerede et møde der foregik i et konferenceværelse med et stort, rundt bord omkranset af dybe læderstole. Snart efter kom der andre officerer, som satte sig ved bordet. Den øverstkommanderende præsenterede dem for mig en efter en. Så satte han sig og sagde: „Lad os så høre lidt om din tro.“

Efter at have bedt en hurtig bøn begyndte jeg at tale til en meget opmærksom forsamling. Inden længe tog samtalen en drejning mod udviklingslæren, som nogle hævdede var en videnskabelig kendsgerning. I en arbejdslejr havde jeg engang studeret brochuren Evolution kontra Den nye Verden.a Til militærofficerernes store overraskelse var jeg derfor i stand til at gøre rede for hvorfor udviklingslæren kun er en teori.

På et tidspunkt stillede en major, som åbenbart havde en katolsk baggrund, mig følgende spørgsmål: „Hvordan er dit syn på jomfru Maria og nadveren?“ Det svarede jeg ham på, og så sagde jeg: „Jeg kan forstå at De er troende, for Deres spørgsmål er anderledes end dem de andre stiller.“

„Nej, nej! Jeg er ikke troende!“ protesterede han højlydt. I den kommunistiske stat så man ned på dem der bekendte sig til kristendommen, og de fik ingen ansvarsposter. Så efter vores lille ordveksling deltog majoren ikke længere i samtalen. Jeg var meget taknemmelig for at have fået lejlighed til at gøre rede for Jehovas Vidners tro over for disse mænd.

Flere lejligheder til at forkynde

Nogle dage senere blev jeg ført til en militærbygning i Prag, hvor jeg blev holdt under streng bevogtning. Den første bevæbnede soldat der fik til opgave at holde opsyn med mig, var overrasket over de særlige sikkerhedsforanstaltninger der var blevet truffet. Han sagde: „Det er første gang vi har måttet holde nogen under bevogtning.“ Jeg forklarede ham hvorfor jeg var blevet fængslet. Det fangede hans interesse i den grad at han satte sig med sit gevær mellem knæene og lyttede. Efter to timer blev soldaten afløst af en anden fangevogter, som jeg fik en lignende bibelsk samtale med.

I de følgende dage havde jeg lejlighed til at forkynde for mine fangevogtere, men også for medfanger når vagterne gav mig lov til det. Vagterne åbnede endda nogle af cellerne og gav indsatte tilladelse til at samles for at drøfte Bibelen. Efter nogen tid var jeg nervøs for at det ville blive opdaget at vagterne havde givet mig frihed til at forkynde, og at det ville give problemer. Men det hele blev holdt hemmeligt.

Da jeg endelig skulle føres for retten for at få min dom, fik jeg opmuntring og støtte af dem jeg havde forkyndt for. Dommen lød på to år, der blev lagt til den oprindelige dom på seks år, som jeg endnu ikke havde afsonet på grund af amnestien. Jeg havde altså udsigt til cirka otte års indespærring.

Fik hjælp af Gud

I den tid jeg blev flyttet fra lejr til lejr og fra fængsel til fængsel, følte jeg ofte at jeg fik Guds hjælp. Da jeg kom til fængselet i Valdice, spurgte fængselskommandanten mig hvorfor jeg var der. „Jeg nægtede at udføre militærtjeneste,“ svarede jeg. „Det er imod min tro at deltage i krig.“

„Hvor ville det være skønt hvis alle havde den indstilling,“ sagde han venligt. Efter at have stået og tænkt lidt tilføjede han dog: „Men det har de fleste ikke, og derfor må vi straffe dig, ja, straffe dig hårdt.“

Jeg blev anbragt på en afdeling hvor man sleb krystalglas. Selv om jeg var blevet dømt for at nægte militærtjeneste som et af Jehovas Vidner, blev jeg stadig betragtet som politisk fange og fik derfor tildelt de mest besværlige opgaver. At slibe glas til prismer og andre luksusvarer af glas var særlig svært fordi de skulle være fejlfri. Når fangerne havde afleveret deres færdige arbejde, blev halvdelen af det ofte returneret næste dag for at blive forbedret. Derfor var det meget svært at opfylde produktionskravet.

Den dag jeg mødte op på afdelingen, måtte jeg vente på arbejdslederen. Da han kom, begyndte han at råbe ad de fanger som efter hans bedømmelse ikke arbejdede hårdt nok. Efter at have passeret de andre fanger nåede han hen til mig og sagde: „Hvad med dig? Hvorfor arbejder du ikke?“

Jeg forklarede at jeg lige var kommet. Han tog mig med ind på sit kontor og stillede de sædvanlige spørgsmål om hvorfor jeg var i fængsel. Efter at jeg havde fortalt ham om min situation, sagde han: „Så du er altså et af Jehovas Vidner?“

„Ja,“ svarede jeg.

Så anslog han en anden tone. „Du skal ikke være bekymret,“ sagde han. „Vi har haft mange Jehovas Vidner her, og vi respekterer dem, for de er flittige og ordentlige mennesker. Jeg skal nok sørge for at du får en arbejdskvote som du kan klare.“

Arbejdslederens ændrede opførsel kom helt bag på mig. Jeg var taknemmelig mod Jehova og mod de trosfæller som havde givet Jehovas Vidner så godt et omdømme i det fængsel. Faktisk mærkede jeg Jehovas kærlige omsorg i hele den periode jeg var fængslet.

Uanset hvor vanskelig en situation jeg var i, følte jeg mig altid sikker på at jeg på et eller andet tidspunkt ville komme i kontakt med mine kristne brødre. Så ville jeg se deres smil og blive opmuntret af dem. Uden dem ville det have været meget sværere for mig at klare den tid jeg var indespærret.

Mange af fangerne tænkte tilsyneladende kun på at få hævn på grund af den dårlige behandling de havde fået. Men sådan har jeg aldrig følt. Jeg var godt klar over at mine lidelser skyldtes at jeg adlød Guds retfærdige principper. Jeg vidste at for hver dag jeg var i fængsel, kunne Jehova give mig utallige vidunderlige dage i den paradisiske nye verden han ville skabe. — Salme 37:29; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:3, 4.

Velsignelser jeg er taknemmelig for

I maj 1968, efter mere end 15 års fangenskab, blev jeg endelig løsladt. I begyndelsen havde jeg svært ved at tale med folk, hvilket ikke er ualmindeligt for dem som i en stor del af deres liv kun har været sammen med fanger og fangevogtere. Men mine kristne brødre hjalp mig til at komme i gang med forkyndelsen, som stadig blev udført under forbud.

Få uger efter at jeg blev løsladt, mødte jeg Eva. Tre år tidligere havde både hun og hendes bror taget standpunkt for sandheden fra Bibelen trods hård modstand fra familien. Vi begyndte at arbejde sammen i forkyndelsen, og vi var også med til at fremstille bibelsk læsestof, et arbejde som foregik i hemmelige underjordiske trykkerier. I november 1969 blev vi gift.

I 1970 blev vores første barn, Jana, født. Senere fik jeg som rejsende tilsynsmand til opgave at besøge menigheder i weekenden for at give brødrene åndelig opmuntring. Mens jeg udførte dette arbejde i 1975, blev jeg arresteret og igen sat i fængsel. Men denne gang var jeg der kun i nogle få måneder. I 1977 blev vores søn, Štěpán, født.

Den 1. september 1993 opnåede Jehovas Vidner juridisk anerkendelse i Tjekkiet. Året efter giftede vores datter, Jana, sig med Dalibor Dražan, der er menighedsældste. I 1999 blev vores søn, Štěpán, som er menighedstjener, gift med Blanka, der er heltidsforkynder. I dag er vi tilsluttet menigheder i Prag. Vi ser alle frem til den nye verden — og jeg længes især efter den tid da der ikke længere vil være nogen fængselsmure.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 20]

Jeg brugte en kam til at notere skriftsteder med

[Illustration på side 21]

Bytiz-lejren, hvor jeg blev fængslet og senere døbt

[Illustration på side 23]

Vores bryllupsdag

[Illustration på side 23]

Eva og mig med Štěpán og Blanka til venstre for os og Jana og Dalibor til højre