Fra vore læsere
Hvordan man finder et job og beholder det (8. juli 2005) Jeg var glad for jeres forslag om at følge op på alle jobtilbud, også de job der betragtes som ringere. Jeg ville for nylig gerne finde mig et deltidsarbejde så jeg kunne bruge mere tid i den kristne tjeneste. Men jeg var for kræsen med hvilken slags job jeg ville acceptere. Så fik jeg tilbudt et arbejde, som jeg tog imod. Det er ikke så spændende som det jeg havde, men jeg bestræber mig for at være tilfreds med det. Jeg er i det mindste ikke mentalt udmattet når jeg kommer hjem, og jeg kan koncentrere mig om mit personlige studium af Bibelen.
M.I., Japan
Første maj — Betyder dagen noget for dig? (22. april 2005) Jeg er sidsteårsstuderende på highschool, og på min skole fejres den 1. maj hvert år med en fest. Der bliver holdt en generalprøve som alle eleverne fra highschool og middleschool kan komme og overvære. Det plejer jeg også at gøre, men min søster synes det strider mod hendes samvittighed. Artiklen fik mig til at få samme syn på det som hende. Mange tak for denne artikel. Den kom lige i rette tid.
C.C., USA
Humoristisk sans trods sygdom (22. april 2005) Jeg har kæmpet med kræft i underlivet i de sidste seks år og er blevet opereret og har fået kemoterapi flere gange. Ligesom Conchi forsøger jeg at støtte min menighed, og jeg overværer alle de møder og stævner jeg kan. Kræft er en forfærdelig sygdom, men jeg synes godt om det Conchi gør for at bearbejde de dårlige nyheder som lægerne mange gange må give os kræftpatienter. Conchis erfaringer var til stor opmuntring for mig.
B.F., USA
Jeg lider af lupus, og i en periode havde jeg tilmed hukommelsestab. Jeg bestræbte mig for at bevare min humoristiske sans under rekreationen. Det samme forsøgte jeg da jeg for nylig var indlagt med mavekatar. Jeg tilslutter mig Conchis ord: „Det er ikke sjovt at være syg, men det er vigtigt at man forsøger at bevare sin humoristiske sans.“
M.A., Venezuela
Vi betragter verden (8. juli 2005) Hvad angår afsnittet „Vitamintilskud og kræft“ vil jeg gerne påpege at mange ernæringseksperter ikke er enige i den udtalelse dr. Sullivan er citeret for. Rapporter i utallige videnskabelige publikationer og en mængde undersøgelser har vist at de stoffer I opremser, er gavnlige når det gælder forebyggelse og behandling af visse kræftformer. Jeg mener at en sådan ensidig information kan skabe tvivl om dette blads neutrale holdning.
A.B., Holland
„Vågn op!“ svarer: Som denne læser bemærker, har undersøgelser vist at de stoffer vi nævnte i afsnittet, i en del tilfælde har haft en gavnlig virkning på kræftpatienter. Vi beklager enhver misforståelse som dette afsnit kan have været årsag til. „Vågn op!“ forholder sig neutralt hvad angår behandlingsformer. Vi bringer oplysninger der har med behandling at gøre, for at vore læsere kan tage det med i deres overvejelser, ikke for at anbefale én behandlingsform frem for en anden. Og når vi citerer en publikation eller en ekspert på et bestemt område, er vi ligeledes klar over at andre publikationer eller eksperter kan være — og ofte er — af en anden mening. Vi lader det være op til læserne selv at træffe et informeret valg i sager der har med deres helbred at gøre.