Fedme blandt børn — hvad kan der gøres?
FEDME blandt børn har i mange lande nået epidemiske højder. Verdenssundhedsorganisationen anslår at der på verdensplan er 22 millioner børn under fem år der er overvægtige.
I Spanien viste en landsomfattende undersøgelse at hvert tredje barn er overvægtigt eller lider af fedme. I Australien blev tilfælde af fedme blandt børn tredoblet mellem 1985 og 1995. I USA er tallet for børn mellem 6 og 11 år der lider af fedme, steget til over det tredobbelte i de sidste tredive år.
Problemet kendes også i mindre udviklede lande. Ifølge International Obesity Task Force er der i visse dele af Afrika flere børn der lider af fedme end af underernæring. I 2007 var Mexico det land i verden, næst efter USA, hvor der var flest børn som led af fedme. Det siges at 70 procent af børn og unge i Mexico City enten er overvægtige eller direkte fede. Børnekirurgen dr. Francisco González har advaret om at dette måske er „den første generation som dør tidligere end deres forældre på grund af komplikationer der skyldes fedme“.
Hvilke komplikationer kunne det være? Tre af dem er diabetes, forhøjet blodtryk og hjertesygdomme. Førhen var det stort set kun voksne der blev ramt af disse helbredsproblemer. Ifølge U.S. Institute of Medicine kan 30 procent af drengene og 40 procent af pigerne der er født i USA i år 2000, risikere at få type 2-diabetes som følge af fedme på et eller andet tidspunkt i livet.
Undersøgelser viser at tendensen blandt børn er alarmerende. Fordi der er flere som lider af fedme, er der også flere som lider af forhøjet blodtryk. „Hvis ikke vi får vendt denne tendens til forhøjet blodtryk, kan vi komme til at stå over for en eksplosion af nye tilfælde af hjerte-kar-sygdomme blandt større børn og voksne,“ advarer dr. Rebecca Din-Dzietham fra Morehouse School of Medicine i Atlanta, Georgia.
Medvirkende faktorer
Hvad skyldes denne globale fedmeepidemi blandt børn? Der kan ganske vist være arvelige faktorer indblandet, men den alarmerende stigning i de seneste årtier tyder på at også andre faktorer er involveret. Stephen O’Rahilly, der er professor i klinisk biokemi og medicin ved universitetet i Cambridge i England, har udtalt: „Der er intet genetisk som forklarer hvorfor der er flere som lider af fedme. Vi kan ikke ændre vores gener på 30 år.“
Mayoklinikken, der ligger i USA, siger følgende om årsagerne: „Der er ganske vist nogle genetiske og hormonelle årsager til at børn lider af fedme, men de fleste bliver overvægtige fordi de spiser for meget og får for lidt motion.“ Lad os se på to eksempler der viser hvilken ændring der er sket i dag med hensyn til folks kostvaner.
For det første er det blevet mere almindeligt at spise fastfood fordi udearbejdende forældre har mindre tid og energi til at lave mad. Overalt er fastfoodrestauranter skudt op som paddehatte. En undersøgelse har vist at næsten en tredjedel af alle børn i USA mellem 4 og 19 år spiser fastfood hver dag. Den slags mad er ofte meget sukker- og fedtholdig og tilbydes i fristende store mængder.
For det andet foretrækker mange at drikke sodavand i stedet for mælk og vand. For eksempel bruger mexicanere hvert år flere penge på sodavand, især cola, end på de ti vigtigste fødevarer tilsammen. Det fremgår af bogen Overcoming Childhood Obesity at man kan tage cirka 10 kilo på om året hvis man drikker blot en halv liter sodavand om dagen!
Med hensyn til manglende fysisk aktivitet har en undersøgelse foretaget af universitetet i Glasgow i Skotland vist at børn på tre år i gennemsnit kun udfører „moderat til energisk aktivitet“ 20 minutter om dagen. James Hill, der er professor i pædiatri og medicin ved University of Colorado, har som kommentar til denne undersøgelse sagt: „Det er ikke kun i Storbritannien at børn er mindre og mindre fysisk aktive; det samme er tilfældet i de fleste lande jorden over.“
Hvad er løsningen?
Ernæringseksperter anbefaler ikke at børn sættes på en streng diæt, for det kan hæmme deres vækst og skade deres helbred. Mayoklinikken siger i stedet: „Hvis man vil komme sine børns overvægt til livs, er en af de bedste strategier at forbedre hele familiens kost- og motionsvaner.“ — Se rammen.
Beslut i jeres familie at I vil leve sundt. Hvis I gør det, vil det blive en livsform som jeres børn også vil følge som voksne.
[Ramme/illustration på side 28]
HVAD KAN FORÆLDRENE GØRE?
1 Køb og server hellere frugt og grønt end færdigretter.
2 Begræns antallet af sodavand og andre sukkerholdige drikkevarer samt fedtholdige og sukkerrige snacks. Giv hellere børnene vand eller fedtfattig mælk og sunde snacks.
3 Brug fedtfattige madlavningsmetoder, som for eksempel bagning, dampning eller grillstegning i stedet for traditionel stegning.
4 Server mindre portioner.
5 Lad være med at bruge mad som belønning eller lokkemiddel.
6 Sørg for at børnene ikke springer morgenmaden over. Det kan føre til at de senere på dagen spiser for meget.
7 Sid ved et bord når I spiser. Hvis man ser fjernsyn eller spiller computerspil under måltidet, kommer man ofte til at spise mere, og man lægger ikke mærke til hvornår man er mæt.
8 Tilskynd jeres børn til at være fysisk aktive, som for eksempel ved at køre på cykel, spille bold eller sjippe.
9 Sæt grænser for hvor lang tid jeres børn må bruge foran fjernsynet og computeren.
10 Planlæg nogle aktive familieudflugter, som en tur i zoologisk have, en svømmetur eller leg i parken.
11 Giv jeres børn nogle aktive huslige pligter.
12 Vær et godt eksempel med hensyn til at spise sundt og få motion.
[Kildeangivelse]
Kilder: The National Institutes of Health og Mayo Clinic