Nationernes afgørende sammenstød med Gud

ET SAMMENSTØD der bliver til en alvorlig ulykke ville man aldrig le ad. Men når vi her taler om at nationerne støder sammen med Gud — er det så ikke til at le ad? Er tanken ikke latterlig?

² Åh jo, lige straks kunne tanken måske nok få mange til at trække på smilebåndet. Men selve den omstændighed at mange aldrig har tænkt denne tanke før, behøver ikke at gøre den umulig eller usandsynlig. Og hvad nu hvis sandsynligheden taler for at et sådant sammenstød vil finde sted i den nærmeste fremtid, i vor generation? I så fald vil det være klogt af os at udnytte tiden nu til alvorligt at undersøge denne tanke, selv om den forekommer mange mærkelig, ja latterlig. Og det så meget mere som det kun er for den ene part i sammenstødet at det bliver til en alvorlig ulykke. Vi har nemlig mulighed for at høre med til den part der slipper uskadt og kan se en lykkeligere fremtid i møde, netop på grund af dette kommende sammenstød. Når det står sådan til, er det sandelig værd at undersøge sagen nu, mens tid er.

³ Vi menneskeskabninger hører til på denne klode, Jorden, og bevæger os sammen med den. Denne klode under vore fødder har en herlig fremtid for sig. Men kan det samme siges om den nulevende generation? Tjener den sine evige interesser ved at følge den kurs den er slået ind på? Mange oplyste videnskabsmænd, lærde historikere og fremsynede statsmænd siger nej! Selv de unge, der giver udtryk for deres frygt for fremtiden, til tider i voldsomme demonstrationer, siger nej! Til trods for de oprigtige bestræbelser velmenende mennesker har gjort sig fordi de ser ulykken forude, har menneskehedens masse nu i sin bevægelse fået en sådan fart og fremdrift at bevægelsesretningen ikke kan ændres. Før eller senere — og alt tyder på at det vil blive førend de fleste tror — vil menneskeheden støde sammen med noget eller nogen der kræver den til regnskab. De der ikke tror på Gud og som derfor ikke føler at de har noget ansvar over for ham, siger at det bliver „noget“, og ikke Gud, der vil kræve menneskeheden til regnskab.

⁴ Den jord som disse gudsfornægtere bor på, er blot som et fnug. Tænk på alle de universer som astronomerne har opdaget! Sammenlignet med disse synlige universers samlede masse er vor jord uendelig lille. Den er for intet at regne. Og dog er Jorden den eneste planet om hvilken man med sikkerhed ved at den er beboet af fornuftbegavede skabninger, skabninger med en moralsk sans, således som menneskene har det. Er dette et rent og skært tilfælde, eller står der en intelligens bagved? Mennesket er tydeligt nok ikke blevet til i kraft af sig selv. Mennesket har ikke beredt jordens overflade, disse skønne omgivelser for mennesket, før det opdagede sig selv her på jorden. Jordkloden vejer over 6000 trillioner tons, og denne masse har mennesket afgjort ikke skabt. Den er heller ikke kommet af sig selv. Og den har ikke af sig selv frembragt mennesket, dyrene, fuglene og fiskene. Det har krævet en Skaber der i intelligens står over mennesket. Denne Skaber, kilden til alt liv, er Gud.

⁵ Hvis nationerne skal støde sammen med Gud, må Gud være til. Gud er til, og han vil bevise sandheden i sin udtalelse om at de der siger at der ikke er nogen Gud og Skaber, er dårer. I Salme 14, vers 1, står der: „Dårerne siger i hjertet: ’Der er ingen Gud!’“ Efter den engelske oversættelse New World Translation of the Holy Scriptures lyder verset således: „Den fornuftløse har sagt i sit hjerte: ’Der er ingen Jehova.’“ I dag siger alle nationerne, enten i ord eller gerning: „Der er ingen Gud,“ ingen Jehova. Er det af den grund at de, ligesom i blinde, vil tørne ind i ham? Nationerne behøver ikke at se Gud for at kunne støde sammen med ham. Færdes vi i tæt mørke kan vi støde sammen med mangt og meget vi ikke kan se. Selve den omstændighed at vi på grund af mørket ikke ser hvad vi støder sammen med, er ikke et bevis på at det vi støder ind i ikke eksisterer; det er sammenstødet og den efterfølgende smerte der giver os en erkendelse af at et eller andet stod i vejen for os. Mørket øger faktisk chancerne for et sammenstød.

⁶ Det alvorligste sammenstød indtræffer når to parter bevæger sig imod hinanden i den samme bane. Bevæger Gud og nationerne sig imod hinanden? Og i den samme bane? Hvis de gør det, må der være en sag de er uenige om, et stridsspørgsmål imellem dem. Der må være et spørgsmål de to parter ser forskelligt på, og et kompromis er udelukket. Det må komme til en konfrontation. Det er netop sådan det forholder sig. Hvad er det så de er uenige om? Hvad er stridsspørgsmålet? Hvorfor er vi ved at have nået tidspunktet for dets afgørelse? Og hvordan vil det blive afgjort?

Alle nationer forenet mod en fælles modstander

⁷ Det er interessant at bemærke hvordan mennesker inden for et bestemt område gang på gang kan være uenige og strides indbyrdes, men alligevel alle forener sig så snart en fælles modstander dukker op. Det er sådan det forholder sig med nationerne i dag. De tænker kun på sig selv og deres egne interesser, og derfor er de uenige med hinanden i én eller flere henseender. I spørgsmålet om de enkelte landes nationale suverænitet eller selvbestemmelsesret står hver nation fast på sit. I spørgsmålet om verdensherredømmet er nationerne, bortset fra nogle ganske få, fordelt på to lejre der står skarpt over for hinanden. Det er for eksempel blevet bekendtgjort at de sovjetiske ledere i den radikale lejr har udtalt at de forventer at hele verden er blevet kommunistisk i 1975. Men den blok af nationer som hører til i den kapitalistiske, demokratiske lejr er fast besluttet på at den politiske udvikling ikke skal nå dertil, hverken i 1975 eller på noget andet tidspunkt. Vil det sige at herredømmet over vor jord for bestandig skal hvile på flere hænder? Er det mennesket som afgør det?

⁸ Fredselskende mennesker håber det ikke, for det ville betyde at vor verden aldrig ville blive truslen om en atomkrig kvit, heller ikke selv om De forenede Nationer fortsatte som en organisation til bevarelse af freden og sikkerheden i verden. Men har mennesket den naturlige ret til herredømmet over jorden, alene i kraft af at det bebor jorden? Har én blok af nationer der er bundet sammen af en bestemt politisk ideologi ret til hele verdensherredømmet i kraft af sin militære og talmæssige styrke? Eller er der en anden uden for alle disse nationer, ja uden for mennesket selv, der først og fremmest har ret til og krav på verdensherredømmet? Hvad med jordens og jordboernes Skaber? Er der nogen der har større ret til herredømmet over hele jorden end Gud? Er der nogen der kan gøre større krav på verdensherredømmet end han, livets kilde, som hele menneskeheden kan takke for livet og livets fornødenheder? I sin egenskab af himmelens og jordens Skaber har han den naturlige ret, ikke bare til et suverænt herredømme over én nation men over hele universet!

⁹ Den første verdenskrig fra 1914 til 1918 blev udkæmpet om verdensherredømmet. Mon der er nogen som ikke kan se at nationerne siden den første verdenskrig har søgt at gennemtvinge en afgørelse i striden om verdensherredømmet? Hvem har man kæmpet for? For Gud, Skaberen, universets Suveræn? Nej! Man har udelukkende kæmpet for mennesket, repræsenteret ved den ene eller den anden af de politiske blokke!

¹⁰ Det er tydeligt at nationerne kun tænker på sig selv. De ignorerer Guds ret til verdensherredømmet, en ret han har fremfor nogen, en ret han aldrig har givet afkald på. Kan dette blive ved for bestandig? Næppe! Denne interessemodsætning må nå sit højdepunkt på et eller andet tidspunkt. Hvem skal bestemme hvornår tidspunktet er inde? Ikke en af de to blokke eller De forenede Nationer, men Gud, Skaberen. De mennesker der elsker fred og retfærdighed håber at det ikke varer længe inden Gud afgør spørgsmålet. De er indforstået med at det vil ske ved et afgørende sammenstød, og at kun én af parterne vil komme levende fra dette sammenstød, der vil ryste hele verden; og de stiller sig nu på Guds side, for de ved at det er ham som klarer sig uskadt igennem kollisionen.

¹¹ Tænkende mænd og kvinder som betragter verdensforholdene frygter et totalitært verdensherredømme udøvet af et enkelt parti. At dømme efter hvordan statsmænd bruger deres magt i dag, kan de levende forestille sig hvordan et verdensherredømme vil være når det udøves af en enkelt gruppe mennesker, en enkelt gruppe herskere. De frygter det. Det lyder slet ikke tillokkende. Men hvordan ville det da se ud hvis Gud overtog verdensherredømmet? Det kan vi kun få at vide ved at undersøge den bog som Gud har ladet skrive. Den fortæller os hvad hans hensigt er med menneskene og hvorfor han indtil nu har tilladt konflikter, vold og anarki imellem landene. Den bog er den inspirerede Bibel. I den gør han gang på gang under nævnelse af sit eget navn, Jehova, krav på at være dens egentlige forfatter, den der har inspireret den. Denne bog, som Gud har tilvejebragt, må vi rådføre os med hvis vi ikke skal bevæge os i uvidenhedens tætte mørke. En sådan uvidenhed er livsfarlig.

¹² Når vi gennem denne bog får at vide hvorfor Jehova Gud skabte jorden og satte mennesket på den, kan vi forstå hvorfor nationerne i dag er på vej mod et afgørende sammenstød med Gud, og at det vil finde sted i vor generations levetid. For astronauterne der i Apolloseriens rumkabiner fløj til og fra månen gennem det ydre rum, var jorden et betagende syn. Den var smuk. Den vil være endnu smukkere den dag Gud har ført menneskeheden frem til afslutningen på dens første syv tusind års eksistens på jorden. Forskellen mellem jordens tilstand nu og som den vil være til den tid, er som forskellen mellem en losseplads og et paradis. Gud lod mennesket begynde sin tilværelse i et glædens paradis, en „Edens have“. Men intet menneske ville nogen sinde have fået kendskab dertil, medmindre Guds egen beretning herom, i Bibelens første bog, kapitel 2, havde fortalt det. Der siges nemlig her: „Derpå plantede Gud [Jehova]a en have i Eden ude mod øst, og der satte han mennesket, som han havde dannet; og Gud [Jehova] lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde, desuden livets træ.“ — 1 Mosebog 2:8, 9.

Hvorfor endnu ikke et paradis på hele jorden?

¹³ Nu da mennesket har eksisteret i seks tusind år ser vi at jorden — trods de alarmerende råb om en „befolkningseksplosion“ — kun delvis er beboet og at dyrelivet er ved at blive udryddet eller ved at uddø. Hvorfor sørgede det første menneske, som Gud satte i Edens have, ikke for at Paradiset blev udbredt over hele jorden? Det var dog Guds hensigt da han skabte jorden at den til sidst skulle klædes i Paradisets skønhed overalt.

¹⁴ Denne hensigt gav han til kende over for den første mand og kvinde da han velsignede dem og sagde: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ (1 Mosebog 1:27, 28) Gud havde ikke gjort hele jorden til et paradis før han skabte den første mand og kvinde. Størstedelen af jordens flade lod han ligge uopdyrket hen, og plantede blot en have som ikke var større end at det første menneskepar kunne tage vare på den i begyndelsen. Han overlod til denne første mands og kvindes, Adams og Evas, børn at udbrede Paradiset mod øst og vest, indtil øst og vest mødtes, og mod nord og syd, indtil nord og syd mødtes.

¹⁵ At dømme efter de omgivelser som mennesket af i dag lever i, kunne man lige straks være tilbøjelig til at tro at Guds hensigt var slået fejl eller var blevet krydset. Men er det tilfældet? Vi behøver ikke at gætte, for Guds skrevne ord siger nej! Det var Gud selv som forhindrede at glædens paradis blev udbredt til hele jorden. Men var det ikke selvmodsigende? Var det ikke at befale Adam og Eva at gøre ét og selv gøre noget andet? Nej! Hvorfor ikke? Fordi Gud fandt det nødvendigt at drive Adam og Eva ud af Paradiset til det uopdyrkede land. Det var fordi Adam og Eva havde et sammenstød med Gud. Det sendte dem ud af Paradiset.

¹⁶ Lad os imidlertid gøre os klart at da Jehova Gud satte mennesket på jorden og skabte det fuldkomment, gjorde han ikke mennesket til ejer af jorden; det fik blot lov til at bo og arbejde på den. Gud har aldrig givet afkald på sin ejendomsret til Paradiset eller nogen anden del af jorden. Det var ham der skabte jorden, det er også ham der ejer den, og han vil altid stå som dens Skaber. Mere end to tusind ni hundrede år efter at mennesket var blevet skabt, skrev og sang salmisten David fra Betlehem: „[Jehovas] er jorden og dens fylde, jorderig og de, som bor derpå; thi han har grundlagt den på have, grundfæstet den på strømme.“ (Salme 24:1, 2) Denne kendsgerning foretrækker nationerne i vor tid at ignorere og feje til side. Hvor de ligner menneskenes første forældre! Da Adam og Eva lod hånt om at Gud ejede glædens paradis, og de spiste af den frugt som han havde forbudt dem at tage, kom de til kort i den prøve han satte deres lydighed på. De syndede mod Gud. I stedet for at blive ved med at vandre med deres Gud og Skaber, valgte de at leve uafhængigt af ham, at være deres egne suveræne herrer, hvorefter et sammenstød med ham om hvem der har retten til det suveræne herredømme, var uundgåeligt. — 1 Mosebog 3:1-14; Romerne 5:12.

¹⁷ Gud var ikke interesseret i at oprørere og syndere skulle udbrede Edens have til hele jorden, end ikke at de skulle gøre forsøg på det. Han var i sin gode ret da han drev Adam og Eva ud af glædens paradis, hans personlige ejendom, bort fra „livets træ“ og ud på jordens uopdyrkede områder. Dér skulle de dø, idet døden var den straf der på forhånd var blevet udtalt over syndere og oprørere. (1 Mosebog 2:15-17; 3:16-24) Således standsede da udbredelsen af Paradiset for cirka seks tusind år siden. Uden for Paradiset kunne mennesket få lov til at styre sig selv; der kunne det udøve sit suveræne herredømme over sig selv efter eget forgodtbefindende, men ikke inden for Paradiset, hvor livets træ stod. Uden for Paradiset blev mennesket ikke jordens ejer. Dér var stedet hvor det måtte dø, ikke stedet hvor det kunne tage ophold for evigt som om det havde fået overdraget ejendomsretten til den. (1 Mosebog 5:1-5) I kraft af at Adam havde begyndt livet i menneskelig fuldkommenhed og havde haft mulighed for at leve evigt, blev hans levetid 930 år, men han døde dog, og ophørte således med at bo på jorden. Adams og Evas børn, der var født i synd og under dødens fordømmelse, kunne ligeledes kun midlertidigt bo på jorden. Det samme gælder nationerne.

Man må vandre med Gud

¹⁸ Skal man undgå et sammenstød med Gud må man vandre sammen med ham. Af Adams og Evas efterkommere, der kun kunne opholde sig uden for Paradiset, vandrede de fleste ikke med Gud, født, som de var, af mennesker der havde gjort oprør imod ham. I Guds skrevne beretning fortælles det at Enok, Adams efterkommer i syvende led, „vandrede med Gud“, og at han i en alder af 365 år ikke var mere, „thi Gud tog ham“. (1 Mosebog 5:21-24; Judas 14, 15) Da Enok levede var menneskene i sandhed blevet „ugudelige“ og vandrede altså ikke med Gud. Øjensynlig tragtede de efter at slå Enok ihjel, hvilket var grunden til at Gud tog Enok bort og således skånede ham for at lide en voldelig død. (Hebræerne 11:5) Han vil få en opstandelse fra de døde.

¹⁹ Også Adams efterkommer i tiende led vandrede med sin Skaber. Om ham siger Guds beretning: „Noa var en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.“ (1 Mosebog 6:9) Førte dette nu sin løn med sig, ligesom i Enoks tilfælde? Ja! Noa undgik at støde sammen med Gud. Dette fremgår af den forbavsende kendsgerning at han og hans familie overlevede den vandflod som oversvømmede hele jorden og druknede det ugudelige menneskesamfund. (1 Mosebog 6:13 til 9:20; Hebræerne 11:7; 1 Peter 3:20; 2 Peter 2:5; 3:5, 6) Denne oversvømmelse af jorden medførte ikke alene at store ismasser dækkede nord- og sydpolen, men også at det oprindelige og stadigt afgrænsede paradis forsvandt fra jorden. Men Gud, Skaberen, som ejede Paradiset og som fjernede det i Vandfloden, kan også genoprette det. Det har han lovet at gøre. Hans løfter forsikrer os om at han ikke har ændret sin oprindelige hensigt. Når hans tid er inde vil han gennemføre denne hensigt, forskønne hele jorden og for evigt lade den blive menneskehedens lykkelige hjem. Det var dette genoprettede paradis Jesus Kristus talte om da han hang på marterpælen.

²⁰ Herom siger Bibelen, i Lukas 23:38-43, ifølge New World Translation: „Der var også en indskrift oven over ham: ’Denne er jødernes konge.’ Men en af de hængte forbrydere begyndte spottende at sige til ham: ’Du er Messias, ikke sandt? Red dig selv og os.’ Det fik den anden til at irettesætte ham. . . Og han fortsatte med at sige: ’Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.’ Og [Jesus] sagde til ham: ’Denne sandhed siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradis.’“

²¹ Jesus Kristus troede altså på dette kommende paradis som skal oprettes på hele jorden under hans rige. Han troede også på vandfloden i Noas dage. Dersom vi er sande kristne må vi også tro på den, selv om verdens nationer ikke gør det. (Mattæus 24:38, 39; Lukas 17:26, 27) Noget andet som nationerne ikke tror på er det Jesus forudsagde om afslutningen på den nuværende tingenes ordning. Hvad var det han sagde? At ligesom den tingenes ordning der var på jorden forud for Vandfloden, gik til grunde i en verdenskatastrofe, således vil den nuværende, årtusindgamle tingenes ordning gå til grunde i en katastrofe af verdensomspændende format. Nationerne i kristenheden burde ifølge deres religiøse påstande kunne skelnes fra de såkaldte hedenske nationer. Men da kristenheden ikke adskiller sig fra disse hedenske nationer, vil den ikke kunne undgå et sammenstød med Gud. Den er et ægte modstykke til det gamle Israels folk.

„Gør dig rede til at møde din Gud!“

²² Det gamle Israel beboede engang et land der ’flød med mælk og honning’. (Ezekiel 20:6; 2 Mosebog 3:8, 17; 13:5; 33:3) Dette land var Palæstina.

²³ Selv i det tyvende århundrede før vor tidsregning, før Jehova Gud ødelagde de umoralske byer Sodoma og Gomorra, var egnen omkring Jordanfloden næsten som et paradis. Den første bog i Bibelen fortæller at den var ’som Jehovas have’. (1 Mosebog 13:10) Og inden Jehova førte Israels folk ind i dette land i det femtende århundrede før vor tidsregning, sagde han: „Mig tilhører landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig.“ (3 Mosebog 25:23) Men behandlede israelitterne dette skønne og frugtbare land som var det Guds ejendom? „Nej,“ svarer Guds profeter. Israelitterne forurenede dette hellige land ved deres afgudsdyrkelse, umoralitet, vold og blodsudgydelse. Den religiøse indstilling de lagde for dagen foranledigede profeten Mika til at sige: „Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt, og hvad [Jehova] kræver af dig: hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.“ (Mika 6:8) Men de vægrede sig ved at gøre det som Gud krævede af dem.

²⁴ I længden var en konfrontation derfor uundgåelig. De havde krænket den pagt de som folk betragtet havde indgået med Jehova Gud. De fortjente den straf som denne pagt udtrykkelig krævede over pagtsbrydere. Allerede i det niende århundrede før vor tidsregning oprejste Gud profeten Amos, og ved ham advarede jordens Skaber de ulydige israelitter om den retsforfølgelse han ville iværksætte:

²⁵ „Jeg omstyrtede byer iblandt eder, som da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra, og I blev som en brand, der er reddet fra bålet, men I omvendte eder ikke til mig, lyder det fra [Jehova]. Derfor vil jeg handle således med dig, Israel. Fordi jeg vil handle således med dig, så gør dig rede til at møde din Gud, Israel! Thi se: bjergenes skaber og stormens ophav, han, som kundgør et menneske dets tanker, som frembringer gry og mørke og vandrer på jordens høje, [Jehova], Hærskarers Gud er hans navn.“ — Amos 4:11-13.

²⁶ „Gør dig rede til at møde din Gud!“ Dette er en befaling og en udfordring udstedt af en hærfører, nemlig Jehova, „Hærskarers Gud“. Det er en opfordring til et militært sammenstød! (Som i Fjerde Mosebog 20:18, 20; 21:23, 33; 2 Samuel 10:9, 10, 17) Her blev Israels folk udfordret til at møde en usynlig Gud. Det var dog ikke nogen grund til at kalde det en spøg, en latterlig tanke. Den usynlige Gud havde synlige skaberværker såsom bjergene til at godtgøre at han var en virkelig Gud. Han befandt sig over de højeste bjerge i Israels land. Han kunne få vinde til at blæse op og dirigere dem som han ville, og han kunne frembringe daggryet og lade morgenens lys fortone sig i mørke.

²⁷ Gud kunne bruge Israels fjender og deres hære som sit synlige redskab til at eksekvere sine domme over dette pagtsbrydende folk, som havde forurenet det hellige, gudgivne land. Det var netop hvad han gjorde, idet han sørgede for at det babyloniske verdensriges hære i årene 609-607 f.v.t. drog op imod Juda og Jerusalem. Febrilsk søgte israelitterne at gøre sig rede, men de var ude af stand til at møde Jehova, „Hærskarers Gud“, repræsenteret ved Babylons hære. Jerusalem faldt. Judas land blev affolket.

²⁸ I vore dage gør kristenheden krav på at være det åndelige Israel, et kristent Israel. (Galaterne 6:16) Den hævder at have indgået pagt, en ny pagt, med den samme Gud som det gamle Israel tilbad. Den har fået Bibelen fra israelitterne, idet alle bibelskribenterne var jøder af fødsel. Men foruden Bibelen bærer kristenhedens nationer den voldelige krigs våben, ja, de er stærkere rustet end hele verden tilsammen har været på noget andet tidspunkt i menneskehedens historie. De søger at gøre sig rede til en konfrontation. Meget passende er det derfor kristenheden, det gamle Israels nutidige modstykke, der stilles over for Guds udfordring til en militær konfrontation: „Gør dig rede til at møde din Gud!“ Forholdene gør dette tiltrængt.

²⁹ At denne konfrontation med sikkerhed vil indtræffe står ikke skrevet „i stjernerne“, som astrologerne ville sige; men det står i profetiens skrevne ord, den inspirerede Bibel. Kristenheden hører uløseligt med til denne verdens nationer, idet halvdelen af nationerne i den organisation der kaldes „De forenede Nationer“ hører til kristenheden, mens resten bekender sig til ikke-kristne eller hedenske religioner. Ja, kristenheden spiller en dominerende rolle blandt verdens nationer og vil ikke kunne undgå at lide samme skæbne som denne verdens nationer. Bibelens profetiske ord peger gentagne gange frem til en endelig konfrontation mellem denne verdens nationer og Jehova Gud.

³⁰ Lad os først se på følgende profeti fra år 606 f.v.t. Den blev fremsat i det andet år efter at kong Nebukadnezar af Babylon havde ødelagt byen Jerusalem og dens tempel og således var blevet den dominerende verdenshersker. Det vil sige at den blev fremsat i det andet år i „hedningernes tider“, også kaldet „nationernes fastsatte tider“, i løbet af hvilke byen Jerusalem, eller Guds messianske rige som byen repræsenterede, skulle nedtrædes og nedtrampes af ikke-jødiske, hedenske nationer. Ifølge Bibelens tidsprofetier ville disse hedningernes tider, der begyndte i 607 f.v.t., med Jerusalems indtagelse og ødelæggelse, og som skulle strække sig over 2520 år, ende i det tidlige efterår 1914 efter vor tidsregning. (Lukas 21:24) Hvad skulle der ske når disse hedningernes tider udløb i 1914 e.v.t.? Det tilkendegiver den profeti som blev givet i det andet år efter Jerusalems ødelæggelse. Den inspirerede profet Daniel udlægger den.

³¹ Den babyloniske verdenshersker fik en profetisk drøm som Daniel tydede for ham. Kongen så en frygtindgydende billedstøtte i metal; hovedet var af guld, bryst og arme af sølv, bug og lænder af kobber, benene af jern, og fødderne af jern blandet med ler. Eftersom Daniel forklarede at guldhovedet repræsenterede Babylons kongelige dynasti, må brystet og armene af sølv skildre den efterfølgende verdensmagt, den medo-persiske; bugen og lænderne af kobber må være den derpå følgende græske verdensmagt; benene af jern, den romerske verdensmagt, og fødderne, halvt af jern og halvt af ler, aflæggere af dette romerske imperium, forskellige former for politiske regeringer. Blandt disse er dobbelt-verdensmagten England-Amerika den mest fremtrædende. Den symbolske billedstøttes politiske verdensmagter har spillet en afgørende rolle i verdens politiske udvikling siden hedningernes tider begyndte i 607 f.v.t. ved Jerusalems ødelæggelse og indtil disse tiders sidste år, 1914 e.v.t. Hvad skulle der ske i dette skelsættende år?

³² Følgende: Babylons konge så i drømmen en sten der blev revet løs fra en klippe, et universelt bjerg, uden menneskehænders hjælp. Hvad skete der med denne profetiske sten? Den blev slynget imod metalbilledstøtten. Et sammenstød var uundgåeligt! Til billedstøtten kunne der siges: ’Gør dig rede til at møde stenen!’

³³ Kan fødderne af jern tåle at blive ramt af stenen uden at gå i stykker? Nej! Fødderne knuses. Billedstøtten styrter sammen. Stenen pulveriserer derpå billedstøtten, og støvet bæres bort af vinden. Men stenen vokser og bliver til et bjerg som fylder hele jorden. — Daniel 2:1-43.

³⁴ „Hvad betyder alt dette?“ vil det være rimeligt at spørge, for vi lever nu i den tid da disse symbolske lerblandede jernfødder eksisterer.

³⁵ Inspireret af Jehovas ånd giver Daniel os den nøjagtige tydning; han siger: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed; . . . En stor Gud har kundgjort kongen, hvad der skal ske herefter; og drømmen er sand og tydningen troværdig.“ (Daniel 2:44, 45) Heraf fremgår det med al ønskelig tydelighed at striden som afstedkommer dette sammenstød i vor generation, gælder verdensherredømmet samt himmelens Guds universelle suverænitet. Jordens konger står over for det rige som Gud opretter! Striden om hvem der skal herske over jorden skal nu omsider afgøres. Vi der lever i dag omfattes af denne profetis opfyldelse! Alle mennesker på jorden omfattes af den!

Begivenhederne som markerede udløbet af hedningernes tider

³⁶ Hvornår rev Gud med sine hænder stenen løs fra det universelle bjerg, ja hvornår blev Guds rige oprettet? Det skete ved udløbet af hedningernes tider, netop i det år da der udbrød krig på jorden, krig om verdensherredømmet. Vi kender alle årstallet — 1914! Det rige hvis magt Gud overdrog sin søn Jesus Kristus blev oprettet, ikke i det gamle Jerusalem i mellemøsten men i himmelen, hvor Guds søn sidder ved sin himmelske Faders højre hånd. Hvad afslutningen på hedningernes tider straks ville betyde for forholdene i verden dengang, blev verden gjort opmærksom på i sidste del af 1917, og det endda af præster i kristenheden. Omkring den 9. december 1917, da den britiske hær erobrede det gamle Jerusalem, udsendte dr. G. Campbell Morgan og dr. F. B. Meyer samt seks andre velkendte engelske præster et manifest der blev offentliggjort ud over hele jorden og som lød:

³⁷ „1) Den nuværende krise peger hen på, at vi befinder os i slutningen af hedningernes tider. . . . 5) Alle menneskelige genrejsningsplaner må træde i skyggen for Herrens andet komme, da alle nationer skal underkaste sig hans regering. . . .“ — Current Opinion, februar 1918.

³⁸ I årtier forinden havde de kristne vidner for Jehova gennem Vagttårnsselskabets bøger og skrifter peget frem til, ikke året 1917 men året 1914 som det år da „hedningernes tider“ skulle udløbe. (Lukas 21:24) Da hedningernes tider sluttede indvarsledes den kritiske tid da Jehova Gud gav sin søn, den indsatte konge, ordre til at opfylde den profeti som kong David havde udtalt ifølge Salme 110:1, 2: „[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ Den symbolske „sten“, Guds rige ved Kristus, ramte altså ikke den symbolske „billedstøtte“, de politiske magter, i 1914. Det begyndte blot at herske midt iblandt sine fjender. Gud har således sendt stenen af sted, og den er nu på vej mod den politiske „billedstøtte“. Til kristenhedens nationer, som er blandt de konger som repræsenteres ved „billedstøttens“ fødder, lyder Jehovas udfordring til en militær konfrontation: „Gør dig rede til at møde din Gud!“ — Amos 4:12.

³⁹ Hvorfor er det den politiske „billedstøttes“ fødder der rammes, når disse er ubevægelige og øjensynlig intet forkert har gjort? Det er fordi denne „billedstøtte“ er et afgudsbillede, idet folk i hele verden behandler dette politiske system som var det en gud. Desuden står dette afgudsbilledes „fødder“ på et sted hvor de ikke bør stå efter at hedningernes tider udløb i 1914. De står i opposition til Guds rige ved Kristus Jesus. Dette rige blev født i himmelen i 1914 som den eneste regering der har ret til at herske over hele jorden. — Åbenbaringen 12:1-10.

⁴⁰ Måtte det stå helt klart for alle. Bibelen erklærer rent ud at ’hine konger’, jordens politiske herskere, kæmper imod Guds oprettede rige. Lad os slå op i Bibelens sidste bog, Åbenbaringsbogen, og finde det syttende kapitel. Her skildres i billeder hvordan jordens politiske herskere vil tilintetgøre Babylon den Store, betegnelsen for den falske religions verdensimperium, der så sin begyndelse i oldtidens Babylon. Det skarlagenrøde dyr, som Babylon den Store rider på indtil sin undergang, skildres med syv hoveder og ti horn. Disse syv hoveder svarer til historiens syv på hinanden følgende verdensriger, først det gamle Ægypten, så Assyrien, Babylon, Medo-Persien, Grækenland, Rom og til sidst det anglo-amerikanske verdensrige. I vers elleve siges det at dyret selv er ’en ottende konge’, det vil sige en ottende verdensmagt. Denne ottende verdensmagt udgøres i dag af De forenede Nationer, den internationale organisation til bevarelse af fred og sikkerhed i verden, og derfor også til bevarelse af at „billedstøtten“ står med sine „fødder“ på et sted hvor den ikke bør stå. — Åbenbaringen 17:11; Daniel 2:33, 34.

⁴¹ De forenede Nationers organisation er et udtryk for verdensherredømmet udøvet af mennesker og ikke af Gud. De to blokke af nationer som står skarpt over for hinanden inden for denne organisation, er tilhængere af at menneskeskabte systemer og ideologier behersker verden. De ønsker ikke at Guds rige under Kristus skal have verdensherredømmet, lige så lidt som de anser dette for at være realistisk. De foretrækker deres egen politiske suverænitet fremfor Jehova Guds universelle suverænitet. På spørgsmålet: „Hvem ejer jorden?“ svarer de: „Det gør vi! Og vi agter at beholde den!“

⁴² Når først de politiske herskere har gjort det af med Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, vil det vise sig ’at de kæmper mod Gud’. (Apostlenes Gerninger 5:39) Læg mærke til hvad Åbenbaringsbogens syttende kapitel, fra vers tolv til fjorten, siger vi da kan vente der skal ske, idet ordene her er rettet til apostelen Johannes som modtog åbenbaringen:

⁴³ „Og de ti horn, du så, er ti konger, som endnu ikke [på Johannes’ tid] har fået kongemagt [det vil sige er optaget som medlemmer af organisationen til bevarelse af fred og sikkerhed], men får herredømme en stund som konger sammen med dyret [De forenede Nationer]. De har én og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets [De forenede Nationers] rådighed. De skal føre krig mod Lammet [Jesus Kristus], og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.“

Hvordan nationer kæmper mod den usynlige

⁴⁴ Her kunne man stille spørgsmålet: Eftersom Lammet Jesus Kristus er en usynlig åndeskabning i himmelen og hans rige er et himmelsk rige, hvordan kan da dyret og disse symbolske horn her på jorden kæmpe imod Jesus Kristus, „Guds lam, som bærer verdens synd“? (Johannes 1:29, 36; Åbenbaringen 5:6-13) Det kan de ved at nægte at give plads for Guds rige under Kristus, ved at vægre sig ved at overdrage ham deres nationale suverænitet, idet de stræber efter at beholde deres egen politiske magt på jorden. Ligeledes kan de gøre det ved at modstå og forfølge dem som er „sendebud på Kristi vegne“, de mennesker der forkynder den gode nyhed om Guds rige på jorden. (Mattæus 24:14) Det vil sige Kristi Jesu salvede efterfølgere, dem der i Åbenbaringen 17:14 omtales som „de kaldede og udvalgte og trofaste“. Til Kristi indviede, døbte og salvede efterfølgere skrev den kristne apostel Paulus:

⁴⁵ „Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ — 2 Korinter 5:20.

⁴⁶ Apostelen Paulus giver også disse Kristi sendebud en anden betegnelse. Han kalder dem „den levende Guds stad“, „det himmelske Jerusalem“, der befinder sig sammen med „en højtidsskare af engle i tusindtal“. (Hebræerne 12:22) Efter at han har skrevet til sine kristne brødre om „den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus“, gør han opmærksom på at de hører himmelen til, for han siger: „Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i Himlene.“ (Filipperne 3:14, 20) Med andre ord er de borgere i „den levende Guds stad“, „det himmelske Jerusalem“.

⁴⁷ Kristenhedens nationer og nationerne i den øvrige verden er allerede kendt for at forfølge de salvede kristne der virker som vidner for Jehova Gud og forkynder den gode nyhed om hans rige ved Kristus i hele verden. Når disse nationer derfor har tilintetgjort Babylon den Store og truende vender sig mod disse kaldede, udvalgte og trofaste, forgriber de sig på ’Kristi sendebud’, på borgerne i Guds stad, „det himmelske Jerusalem“. Når de begynder at kæmpe imod disse, der befinder sig midt iblandt dem, kæmper de faktisk imod Lammet, Jesus Kristus, kongernes Konge, selv om de hverken kan se ham eller Jehova Gud. Kunne man på nogen mere udtalt måde kæmpe imod den usynlige Gud og hans Kristus? Hvad har Jesus Kristus selv sagt herom i sin sidste profeti om „verdens ende“ eller, som New World Translation siger, „afslutningen på denne tingenes ordning“? Han sagde: „Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.“ — Mattæus 25:40; 24:3.

Sammenstødet og de overlevende

⁴⁸ Et sammenstød med Gud er uundgåeligt. Hvad vil det være ensbetydende med? Intet mindre end „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Når det øjeblik oprinder, vil nationerne stå dér hvor den afgørende kamp skal udkæmpes, det vil sige det kritiske stadium i verdensudviklingen der profetisk omtales som „det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon“. — Åbenbaringen 16:14-16.

⁴⁹ Nationerne er nu på march mod Harmagedon. Så meget kan med sikkerhed siges på grundlag af Bibelens tidsregning og de begivenheder i verden som er en opfyldelse af Bibelens profetier. Sammenstødet med Gud er nær forestående! I hans øjne er, som han udtrykker det, alle nationerne tilsammen kun som en dråbe der drypper fra en spand når man har tømt den for vand. (Esajas 40:15) Da tiden nu er kommet da han vil skride til handling udfordrer han, med det profetiske sprog i Joel 3:14-17, alle nationerne til at berede sig til sammenstødet. Men uanset hvor grundige forberedelser de træffer, uanset hvor stærke de føler sig og hvor meget de mener de kan trodse Gud og hans regering ved Kristus, vil nationernes situation være den samme som hvis en myre stillede sig på en togskinne og trodsigt råbte til det mægtige, frembrusende diesellokomotiv: ’Stands! Du kan ikke køre mig over! Du tør simpelt hen ikke!’

⁵⁰ Så sker det! Sammenstødet mellem Gud og nationerne finder sted! Se, dér er De forenede Nationers organisation! Vil den kunne holde stand og klare sammenstødet med Gud? Guds profeti siger nej! Guds rige, der som en sten er revet løs fra Guds universelle bjerg og kastes af Guds egen hånd, rammer nu den symbolske „billedstøtte“, symbolet på menneskets herredømme over jorden. Der lyder et øredøvende brag idet stenen rammer jernet! Der er noget der knuses! Er det stenen? Nej, det er stenen i form af Guds rige der knuser jernet, alle rigerne der har kæmpet for et verdensherredømme udøvet af mennesker! Hør den kvasende lyd! Det er stenen der søndermaler hele den sammensunkne „billedstøtte“, hele det politiske regeringssystem der har været behersket af Djævelen lige siden det begyndte med Babylon, hovedet af guld.

⁵¹ Guds retfærdige harme vil som en stormvind føre alle sønderknuste rester af den gudfjendtlige politiske „billedstøtte“ bort, som vinden fører avnerne bort fra tærskepladsen. Alle spor af den gamle tingenes ordning vil være borte for evigt! „Krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon, der beskrives i Bibelens sidste bog (Åbenbaringen 19:11-21), vil slutte med at Jehova Gud og hans himmelske hærstyrker er de eneste der bliver tilbage på krigsskuepladsen. En uforglemmelig sejr er vundet. Striden om verdensherredømmet vil for evigt være blevet afgjort til gunst for Jehova!

⁵² Vil der være et eneste sted på jorden hvor man kan være i sikkerhed når dette voldsomme sammenstød indtræffer? Er der nogen mennesker som vil kunne overleve sammenstødet? Ja, men kun de der stiller sig på Jehova Guds side. Kun for dem der gør det og som hylder Riget ved Kristus gælder følgende løfte som Gud har givet: „Du ser det kun med dit øje, er kun tilskuer ved de gudløses straf; (thi du, [Jehova], er min tilflugt) den Højeste tog du til bolig. Der times dig intet ondt, dit telt kommer plage ej nær.“ (Salme 91:8-10) De der nu tager standpunkt for Jehovas universelle suverænitet vil blot se til på afstand og ikke aktivt tage del i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Fra deres tilflugtssted under Guds beskyttelse vil de se Jehova og hans Kristus vinde sejr over alle de fjendtlige nationer. Således vil de se følgende profetiske bøn gå i opfyldelse: „Adsplit folkeslag, der elsker strid!“ (Salme 68:31) De vil med egne øjne se Gud besvare den bøn der nævnes i Salme 83:18, 19:

⁵³ „Lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til grunde og kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“

⁵⁴ Guds sejrende rige, skildret ved stenen som ramte den symbolske billedstøttes fødder, vil da i lighed med denne sten vokse og blive til „et stort bjerg“ der fylder hele jorden. (Daniel 2:35) Guds rige ved Kristus vil omfatte hver en plet på jorden. Hvilken glæde vil det ikke være at komme godt fra dette afgørende sammenstød mellem nationerne og Gud og fortsætte livet på dette kongelige bjerg!

⁵⁵ Lykkelig den der kommer til at bo på dette bjerg, for profetien i Esajas 11:9 siger: „Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund.“ Føj hertil følgende opløftende profetiske ord: „Hærskarers [Jehova] gør på dette bjerg et gæstebud for alle folkeslag . . . Han opsluger døden for stedse. Og den Herre [suveræne Herre, New World Translation] [Jehova] aftørrer tåren af hver en kind og gør ende på sit folks skam på hele jorden, så sandt [Jehova] har talet.“ — Esajas 25:6-8.

⁵⁶ Frygt derfor ikke menneskers hån når De tager standpunkt for den suveræne Herre Jehova og hans rige ved Kristus. Følg ikke nationerne på deres march mod Gud og mod det uundgåelige sammenstød med ham. Vær som den lydige Noa der ikke ænsede menneskers hån men „vandrede med Gud“. (1 Mosebog 6:9) Så vil De ligesom Noa have håb om at overleve afslutningen på en tingenes ordning. De vil have håb om at overleve afslutningen på nationerne og deres tingenes ordning, og vil kunne glæde Dem over at leve videre i den evigt bestående nye tingenes ordning under Guds rige, der har Jesus Kristus som konge. Dér vil De erfare at Gud endog vil besejre og opsluge døden, og De vil kunne leve evigt og tjene og tilbede ham i fuldkommen sundhed og lykke i et paradis der vil omspænde hele jorden.

[Fodnote]