Kapitel 6
Den gode nyheds ophav — Gud
1. Hvilke forskellige guder tilbeder folk i dag?
HVEM er „Gud“? Mange hundrede millioner mennesker siger at de tror på Bibelens Gud, men i stedet for at tilbede ham tilbeder de en mystisk treenighed. Flere hundrede millioner hinduer har blandt deres 330 millioner guddomme også en treenighed, den trehovedede trimurti som består af Brahma, Vishnu og Siva. Yderligere millioner tilbeder forskellige billeder af Buddha, og shintoerne har et panteon af otte millioner naturguder, hvoraf den vigtigste er solgudinden Amaterasu Omikami. Desuden er der millioner og atter millioner som siger at de er ateister. Nogle af dem påstår at religion er „opium for folket“, men alligevel bygger de gravmæler for deres afdøde ledere og ærer dem som guder.
2. Hvad skulle vi hver især ønske at finde ud af med hensyn til Gud? (1 Korinter 8:5, 6)
2 Mængden af guder i verdens religioner er i sandhed forvirrende. Til vort eget gavn bør vi derfor undersøge emnet med et åbent sind, og se om vi kan finde frem til sandheden om Gud.
FAMILIEGUDER
3. (a) Bør vi ære vore forældre? (5 Mosebog 5:16) (b) Hvad vil forfædredyrkelse i yderste konsekvens føre til? (1 Mosebog 3:1-6)
3 Der er mange som tilbeder deres forfædre, og nogle er meget oprigtige i denne gudsdyrkelse. Det er naturligvis sandt at man bør ære sine forældre og bedsteforældre. Apostelen Paulus sagde, idet han henviste til det femte af de ti bud: „Ær din fader og moder . . . at det må gå dig vel og du må leve lang tid på jorden.“ (Efeserne 6:2, 3) Men vil det sige at vi skal tilbede dem? Hvis vi skulle tilbede vore forfædre, og vi førte denne tilbedelse helt tilbage til historiens begyndelse, ville vi tilbede menneskehedens første forældre, Adam og Eva, hvis ulydighed i Edens have har kastet menneskeslægten ud i alle dens trængsler og genvordigheder! Sådanne forfædre har vi næppe lyst til at tilbede!
4. (a) Hvad lærer vi af nogle beretninger fra østen angående ære og tilbedelse? (b) Hvordan beskrives Gud i Mattæus 22:32, og hvorfor (1 Tessaloniker 4:13)
4 At det er bedre at vise sine forældre tilbørlig ære mens de lever, fremgår af disse eksempler fra østen:
I en japansk familie tog datteren, der nøje fulgte Bibelens principper, sig kærligt af sine buddhistiske forældre lige til de døde. Hun var virkelig til trøst og opmuntring for dem. Sønnen, derimod, gjorde intet for at hjælpe sine forældre mens de levede, men efter deres død købte han dem et butsudan (buddhistisk familiealter) til henved to tusind kroner, så man kunne tilbede dem.
En ung mand i Korea fik tro på Bibelens lære. Da han vendte tilbage til sin landsby mødte han stærk modstand fra sine forfædredyrkende forældre og landsbyens ældste. Men da han forklarede hvorfor man bør ære sine forældre mens de lever, fremfor at tilbede dem når de er døde, gav en enogfirsårig ældste ham ret og sagde: „Vi skal hellere følge de levendes vej end de dødes.“
Det er sandt at megen tilbedelse, både i kristenheden og i ikke-kristne lande, drejer sig om messer, hymner og andre ritualer for de døde. Bibelens Gud er imidlertid „ikke dødes men levendes Gud“. (Mattæus 22:32) Endog de døde lever i hans erindring, og når tiden er inde vil han genrejse dem til liv her på jorden. Han billiger derfor ikke kostbare, prægtige begravelsesceremonier. Hvem er han, denne levende Gud?
’DEN LYKKELIGE GUD’
5. Nævn nogle af „den lykkelige Guds“ egenskaber. (Salme 146:5, 6)
5 Bibelen beskriver ham som ’den lykkelige Gud’ der er ophav til ’den herlige gode nyhed’ for menneskene. (1 Timoteus 1:11) Han elsker menneskehedens verden, og han ønsker at vi også skal være lykkelige. Som hele universets Skaber har han den fornødne magt til at gøre os lykkelige; og som „den gamle af dage“ der lever i al evighed, er han i besiddelse af den ophøjede visdom der er nødvendig for at indføre lykkelige tilstande på denne jord. (Daniel 7:9) Eftersom han „elsker ret“ vil han sørge for at de der er loyale over for ham og hans rette principper, „arver landet [jorden, NW] og skal bo der til evig tid“. (Salme 37:28, 29) Bibelen siger om denne Gud og Skaber:
„Førend bjergene fødtes og jord og jorderig blev til, fra evighed til evighed er du, o Gud!“ „Evighedens Konge, den uforgængelige, usynlige, eneste Gud, tilkommer ære og herlighed i evighedernes evigheder.“ — Salme 90:2; 1 Timoteus 1:17.
6. Hvorfor ville det være forkert at sammenligne Gud med gudebilleder? (Esajas 42:5, 8)
6 Bibelens Gud er en levende Gud, en Gud der hylder høje moralprincipper, en Gud der vil gennemføre sin storslåede hensigt og gøre mennesker lykkelige. En af salmedigterne siger om ham:
„Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han!“ (Salme 115:3)
Han kan derfor aldrig sammenlignes med et livløst gudebillede der ikke kan røre sig! Om dem der stoler på sådanne gudebilleder siger salmisten videre:
„Deres billeder er sølv og guld, værk af menneskehænder; de har mund, men taler ikke, øjne, men ser dog ej; de har ører, men hører ikke, næse, men lugter dog ej; de har hænder, men føler ikke, fødder, men går dog ej, deres strube frembringer ikke en lyd. Som dem skal de, der laved dem, blive, enhver, som stoler på dem!“ (Salme 115:4-8)
I stedet for at tilbede døde billeder bør vi tilbede den levende Gud.
7. Hvorfor bør vi søge Gud? (Salme 34:9)
7 For at opnå sand lykke må vi ivrigt og oprigtigt søge at lære denne lykkelige Gud at kende, for, som apostelen Paulus siger, „han bliver deres belønner som ivrigt søger ham“. (Hebræerne 11:6) Det er ikke vanskeligt at finde denne Gud, og vi behøver heller ikke at være bange for ham. Da Paulus engang talte til en skare afgudsdyrkende grækere, forklarede han hvordan Gud er:
„Athenske mænd, jeg ser at I i alle henseender synes at have større frygt for guderne end andre har. Mens jeg gik forbi og omhyggeligt lagde mærke til de ting jeres gudsdyrkelse er rettet imod, fandt jeg for eksempel også et alter hvorpå der var skrevet: ’For en ukendt gud.’ Det som I altså viser gudhengivenhed uden at kende det, det forkynder jeg jer. Den Gud som har dannet verden og alt hvad der er i den, han som er himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer der er gjort med hænder; han tjenes heller ikke af menneskers hænder som om han trængte til noget, for han giver selv liv og ånde og alting til alle. Og han har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade, og han har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os. For ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til, sådan som også nogle af digterne iblandt jer har sagt: ’For vi er også hans afkom.’
Da vi altså er Guds afkom, bør vi ikke forestille os at Det guddommelige Væsen er som guld eller sølv eller sten, som noget der er tildannet ved et menneskes kunst og opfindsomhed.“ (Apostelgerninger 17:22-29)
Nogle af Paulus’ tilhørere gjorde nar af det han sagde, men andre lod sig overbevise og kom til tro på den levende Gud.
SKABEREN
8. Hvad kan vi lære om Gud af hans skaberværk? (Salme 19:2)
8 Der er mange i dag som benægter Guds eksistens. Nogle siger at Gud er død. Men er deres teori rigtig? Om sådanne mennesker siger Paulus i et af sine breve:
„[Guds] usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt, så de er uden undskyldning.“ (Romerne 1:20)
Det vældige univers og alle de vidundere der findes i det, er i sandhed et vidnesbyrd om Guds „evige kraft“.
9. Hvad har berømte videnskabsmænd erkendt med hensyn til menneskets stilling i universet?
9 Selv berømte videnskabsmænd har nu og da givet udtryk for deres egen lidenhed i sammenligning med den overvældende magt og visdom der tydeligt kommer til udtryk i skaberværket. For eksempel sagde Albert Einstein engang:
„Det er nok for mig . . . at gruble over universets vidunderlige opbygning, som vi kun kan danne os et svagt begreb om, og ydmygt prøve at fatte bare en brøkdel af den intelligens der åbenbarer sig i naturen.“
10. Hvordan overbeviste Newton en ven om at der findes en Skaber?
10 Skaberværkets vidnesbyrd om Guds usynlige egenskaber gjorde også et dybt indtryk på tyngdelovens opdager, Sir Isaac Newton. Følgende beretning viser hvordan han gav udtryk for sin tro på en almægtig Gud:
Newton havde engang fået en fingernem mekaniker til at lave sig en model af solsystemet. Kugler som forestillede planeterne kunne ved hjælp af et håndsving bringes til at bevæge sig i forhold til hinanden på ordnet måde. En dag fik Newton besøg af en ven som var ateist. Da vennen så modellen drejede han håndsvinget og udbrød beundrende: „Hvem har lavet den?“ Newton svarede, „Ingen!“ Ateisten udbrød: „Du må jo tro at jeg er en tåbe! Naturligvis er der en som har lavet den, og han er et geni.“ Da sagde Newton til sin ven: „Den er blot en sølle imitation af et langt mere storslået system hvis love du kender, og jeg kan ikke overbevise dig om at denne, som kun er et stykke legetøj, ikke er udtænkt eller lavet af nogen; dog hævder du at tro at det storslåede system som den kun er en model af, er blevet til uden at nogen har udtænkt eller skabt det!“
Newtons ven lod sig overbevise om at alt er udtænkt og skabt af Gud. Når vi betragter alle de vidundere der omgiver os i skaberværket, både i rummet og her på jorden, tvinges vi til at drage den samme slutning — at det hele skyldes en alviis Skaber! Vi bør være taknemmelige for at den mægtige Skaber kærligt har sat os på jorden og nærer interesse for os!
GUDS GLORVÆRDIGE NAVN
11. (a) Hvorfor er det kun rimeligt at Gud har et navn? (b) Hvad er Guds navn? (Esajas 12:2, 4) (c) Hvor ofte forekommer det i Bibelen? (d) Hvordan gjorde Gud sit navn kendt på en særlig måde på Moses’ tid? (2 Mosebog 6:3, 7, 8)
11 Vi mennesker har alle et navn. Gud, den største person i universet, har også et navn. Hvad er hans navn? Hans majestætiske navn forekommer cirka 7000 gange i Bibelens grundtekst. For eksempel siges der i Salme 83:19, ifølge Kalkars oversættelse: „Ene du, som nævnes Jehova, har Høihedsret over hele Jorden.“ Da Gud ved Moses udfriede israelitterne fra Ægyptens grusomme Farao, gjorde han sit navn kendt på en ganske særlig måde. Farao sagde trodsigt: „Hvem er [Jehova], at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse?“ (2 Mosebog 5:2) Jehova lod ingen i tvivl om hvem han var! Efter at have sendt ti ødelæggende plager over Ægypten førte han sit folk ud, og han delte mirakuløst Det røde Havs vande så de kunne gå tørskoede over. Men eliten af Faraos hær, som fulgte efter, druknede da vandet vendte tilbage.
12. Hvilken hensigt er Guds navn forbundet med? (2 Mosebog 3:13-15)
12 Herved viste Jehova at hans glorværdige navn er forbundet med hans hensigt, som netop er at udfri dem der elsker og adlyder ham. Det kan vi taknemmeligt komme til at erfare når han inden længe griber ind og udsletter den nuværende verden af ugudelige. Som han selv har erklæret over tres gange ved profeten Ezekiel: „De skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ezekiel 38:23.
13. (a) Hvad sagde Jehova til Moses om sine egenskaber? (b) Hvad er Guds mest fremtrædende egenskab? (Romerne 8:38, 39) (c) Hvordan finder vi tilfredsstillende svar på livets mange spørgsmål?
13 Mange i dag lærer imidlertid Jehova at kende på en måde der bliver til gavn og velsignelse for dem. Denne store Gud er i besiddelse af vidunderlige egenskaber. Som han selv erklærede over for profeten Moses:
„[Jehova], [Jehova], Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet.“ (2 Mosebog 34:6, 7)
Gennem hele Bibelen læser vi hvordan Jehova viser sin rige miskundhed eller kærlige godhed mod dem der trofast tjener ham. „Gud er kærlighed.“ (1 Johannes 4:8) Han viser stor barmhjertighed mod de mennesker der vender verdens ondskab ryggen og søger hans retfærdighed. Han er også rig på sandhed, og han giver udtryk for sin sandhed i Bibelen. Når vi søger denne sandhed vil vi finde tilfredsstillende svar på mange spørgsmål vedrørende livet.
[Illustration på side 48]
Mennesker tilbeder mange guder. Men hvem er den levende Gud?
[Illustration på side 49]
Hvad er bedst: at tilbede afdøde forfædre eller at ære sine forældre mens de lever?
[Illustration på side 55]
Kun den levende Gud kunne udtænke og frembringe solsystemet
[Illustration på side 56]
יהזה JEHOVA
Jehova ophøjer sit navn ved at udslette de onde og bevare sine loyale tjenere