HISTORIE 23
Faraos drømme
DER går to år, og Josef er stadig i fængselet. Mundskænken har ikke husket ham. Så en nat får Farao to mærkelige drømme, og han undrer sig over hvad de betyder. Kan du se ham på billedet? Næste morgen tilkalder Farao sine vismænd og siger til dem hvad han har drømt. Men de kan ikke fortælle ham hvad hans drømme betyder.
Nu husker mundskænken endelig på Josef. Han siger til Farao: ’Da jeg var i fængselet var der en mand dér som kunne tyde drømme.’ Straks sørger Farao for at Josef bliver hentet ud af fængselet.
Farao fortæller Josef hvad han drømte: ’Jeg så syv fede og smukke køer. Derefter så jeg syv tynde og magre køer. Og de magre køer åd de fede.
I den anden drøm så jeg først syv fulde og modne aks vokse frem på samme strå. Derefter så jeg syv tynde, udtørrede aks. Og de tynde aks begyndte at sluge de syv gode aks.’
Josef siger nu til Farao: ’De to drømme betyder det samme. De syv fede køer og de syv fulde kornaks betyder syv år, og de syv tynde køer og de syv tynde kornaks betyder syv år til. Der vil komme syv år hvor der vokser masser af føde i Ægypten. Men bagefter vil der komme syv år hvor der ikke vokser ret meget føde.’
Så siger Josef til Farao: ’Vælg dig nu en klog mand og sæt ham til at indsamle føde i de syv gode år. Så bliver der mad nok til de syv dårlige år bagefter, og ingen behøver at sulte.’
Den idé synes Farao godt om. Han vælger Josef til at indsamle og oplagre korn. Næst efter Farao bliver Josef den største mand i Ægypten.
Otte år efter, mens der er hungersnød, ser Josef nogle mænd komme. Ved du hvem det er? Jo, det er hans 10 ældre brødre! Deres fader Jakob har sendt dem til Ægypten fordi de næsten ikke havde noget mad tilbage hjemme i Kana’an. Josef genkender sine brødre, men de kan ikke genkende ham. Hvorfor ikke? Fordi Josef er blevet ældre, og fordi han har en helt anden slags tøj på.
Josef husker nu hvad han drømte da han var dreng: Hans brødre skulle komme og bøje sig ned for ham. Kan du huske at du har læst det? Josef kan nu se at det er Gud der har sendt ham ned til Ægypten og at der er en god grund til det. Hvad tror du nu Josef gør? Lad os se.