KAPITEL 46
En verden blev ødelagt af vand — vil det ske igen?
HAR du hørt nogen tale om verdens ende? — Det er der mange der taler om i dag. Nogle tror at jorden vil gå under i en krig hvor man bruger atombomber. Men tror du at Gud vil lade mennesker ødelægge vores skønne jord —
Det er rigtigt at Bibelen taler om ’verdens ende’. „Verden forsvinder,“ siger Bibelen. (1 Johannes 2:17) Men tror du det betyder at jorden skal forsvinde? — Nej, Bibelen siger at Jehova dannede jorden til at „bebos“, det vil sige for at mennesker skulle kunne bo på jorden og have det godt. (Esajas 45:18) I Salme 37:29 står der: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ Bibelen siger også at jorden vil bestå til evig tid. — Salme 104:5; Prædikeren 1:4.
Men hvis jorden aldrig skal forsvinde, hvad menes der så med at „verden forsvinder“? — Det der skete på Noas tid, hjælper os til at forstå det. Bibelen fortæller: ’Verden dengang blev udslettet da den blev oversvømmet af vand.’ — 2 Peter 3:6.
Det var altså en hel verden der blev ødelagt i en vandflod. Var der nogen som overlevede dengang på Noas tid? — Ja, Bibelen siger at Gud ’beskyttede Noa og syv andre, da han lod en vandflod komme over en verden af ugudelige’. — 2 Peter 2:5.
Hvad var det så der forsvandt da en verden endte dengang? Var det jorden, eller var det de onde mennesker? — Der stod at det var „en verden af ugudelige“, det vil sige onde mennesker. Der står også i Bibelen at Noa var „en forkynder af retfærdighed“. Hvad tror du Noa forkyndte? — Han advarede folk om at ’verden dengang’ ville forsvinde.
Da Jesus talte med sine disciple om Vandfloden, nævnte han de ting folk havde været optaget af lige før enden kom. Han sagde til disciplene: ’Folk spiste og drak i de dage før vandfloden, og mænd og kvinder giftede sig, lige indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle sammen bort.’ Derefter sagde Jesus at folk ville være nøjagtig lige sådan i tiden før denne verdens ende. — Mattæus 24:37-39.
Dét Jesus sagde, fortæller at vi må lære af det der skete med dem som levede før Vandfloden. Kan du huske fra kapitel 10 hvordan folk var dengang? — Nogle af mændene var voldsomme og meget farlige. Men Jesus sagde at mange andre bare var ligeglade og ikke ville høre når Jehova lod Noa forkynde for dem.
Så kom den dag hvor Jehova fortalte Noa at han ville lade en vandflod udslette alle de onde. Vandet ville dække hele jorden og endda nå op over bjergene. Jehova gav Noa besked på at bygge et stort skib. Det blev kaldt en ark og havde form som en mægtig stor kasse, som du kan se hvis du blader tilbage til billedet på side 238.
Gud gav Noa besked på at arken skulle være så stor at han og hans familie og en hel masse dyr kunne være i sikkerhed inden i den. Noa og hans familie arbejdede hårdt. De fældede en masse store træer og byggede arken af dem. Det tog mange, mange år, for arken var rigtig stor.
Husker du hvad Noa også gjorde i alle de år hvor han byggede arken? — Han forkyndte for at advare folk om den vandflod der ville komme. Var der nogen der lyttede? — Nej, kun Noas egen familie. De andre folk var optaget af alt muligt andet. Kan du huske hvad Jesus sagde de havde travlt med? — De havde travlt med at spise og drikke og blive gift. De mente ikke selv at de var onde, og de tog sig ikke tid til at høre på Noa. Men hvad skete der med dem? —
Da Noa og hans familie var kommet ind i arken, lukkede Jehova døren. Folk udenfor troede stadig ikke at der ville komme en vandflod. Men pludselig begyndte vandet at styrte ned fra himmelen! Det var ikke et regnvejr sådan som vi kender det. Nej, det var som et vandfald! Snart kom vandet buldrende i brede floder. Det skyllede store træer og mægtige klippestykker af sted som om det kun var pinde og småsten. Og hvad med folk uden for arken? — Jesus siger: „Vandfloden kom og rev dem alle bort.“ De der var uden for arken, døde. Hvorfor? — Fordi de ’ikke gav agt’, som Jesus sagde. De lyttede ikke! — Mattæus 24:39; 1 Mosebog 6:5-7.
Husk at Jesus sagde at vi kan lære af det der skete med folk dengang. Hvad kan vi lære? — Én ting der er god at huske, er: Nogle mennesker døde selv om de ikke gjorde nogle meget slemme ting. De døde fordi de havde for travlt til at høre om Gud og om det han ville gøre. Vi må passe på ikke at ligne dem, ikke? —
Tror du at Jehova nogen sinde igen vil udslette verden ved hjælp af en vandflod? — Nej, det lovede han at han ikke ville gøre. Han sagde: ’Jeg sætter min regnbue i skyen, og den skal være et tegn på at vandene aldrig mere vil blive til en vandflod der ødelægger alt kød.’ — 1 Mosebog 9:11-17.
Vi kan altså være sikre på at Jehova aldrig mere vil udslette en verden ved hjælp af en oversvømmelse. Men som du har set, fortæller Bibelen alligevel at denne verden vil forsvinde. Når Gud fjerner den, hvem vil han så bevare i live? — Tror du det er de mennesker der har så travlt med alt muligt andet at de ikke vil høre om Gud? Er det dem der aldrig giver sig tid til at læse i Bibelen? —
Vi vil gerne være blandt dem som Jehova bevarer i live, ikke? — Ville det ikke være skønt hvis vores familie kunne være ligesom Noas, sådan at Jehova ville redde os alle sammen? — Hvis vi skal overleve verdens ende, må vi forstå hvordan han vil fjerne den gamle verden og indføre sin retfærdige nye verden. Nu skal du høre hvordan han vil gøre det.
Bibelen giver os svaret i Daniels Bog, kapitel 2, vers 44. Her tales der om vores tid. Der står: „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“
Forstår du det? — Bibelen siger at Guds rige vil fjerne alle denne verdens riger. Hvorfor vil det gøre det? — Fordi de ikke vil adlyde ham som Gud har indsat til konge. Og hvem er det? — Det er Jesus Kristus!
Jehova Gud har ret til at bestemme hvilken slags regering der skal herske, og han har valgt sin søn, Jesus, til at være konge. Snart vil Jesus Kristus, som Guds hersker, føre an når alle denne verdens riger bliver fjernet. I Åbenbaringen, kapitel 19, vers 11 til 16, beskriver Bibelen Jesus når han gør det. Du kan se det på billedet her. Den krig hvor Gud vil fjerne alle denne verdens riger, kaldes Harmagedon.
Gud siger altså at han vil fjerne alle jordens riger. Men siger han at vi skal hjælpe til med det? — Nej. I Bibelen bliver Harmagedon kaldt for „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åbenbaringen 16:14, 16) Harmagedon er Guds krig, og han lader Jesus Kristus stå i spidsen for de himmelske hære der skal kæmpe. Tror du at Harmagedon kommer snart? Lad os prøve at finde ud af det.
Lad os sammen læse noget om den tid hvor Jehova fjerner de onde og frelser dem der tjener ham: Ordsprogene 2:21, 22, Esajas 26:20, 21, Jeremias 25:31-33, Mattæus 24:21, 22.