Hvordan man vogter Guds hjord
1. Hvilken formaning giver apostelen Peter tilsynsmændene i menigheden?
HERRENS apostel, Peter, skrev: „De ældre mænd iblandt jer giver jeg denne formaning, . . . Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke af tvang, men villigt, heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men ivrigt, heller ikke ved at spille herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at blive eksempler for hjorden. Og når overhyrden er blevet åbenbaret skal I modtage den uvisnelige herlighedskrone.“ (1 Pet. 5:1-4, NW) Lad disse ord trænge dybt ind i dit sind; tænk over dem gang på gang indtil du har gjort dem til dine egne, for denne formaning fra apostelen bør adlydes af enhver hyrde inden for Guds organisation. Gør han det ikke, vil han blive erklæret uegnet til sin gerning og miste Guds godkendelse.
2. Hvem tilhører fårene? Forklar.
2 De indviede brødre er Guds hjord. De er hans arv. De hyrder i hvis varetægt Guds hjord er givet har fået overdraget et betroet hverv. Disse får er blevet løskøbt ved Guds lams, hans enbårne søns, dyrebare blod; derfor er de en erhvervet ejendom, en skat som Jehova ejer. Fårene er ikke underhyrdens ejendom men er anbragt i hans varetægt af Overhyrden. Derfor må omsorgen for fårene betragtes som en tjeneste for Jehova. Alle der er udnævnt som hyrder (eller tilsynsmænd) over en hvilken som helst del af hjorden må gøre sig klart hvilket uhyre ansvar de har over for Jehova Gud og Kristus Jesus. Husk hvordan Jehova selv sørgede for de får der var hans, han nærede, ledede og beskyttede dem idet han var tålmodig med dem til enhver tid. Hold dig også altid for øje hvorledes vor Herre Jesus viste omsorg for sin Faders får og ikke mistede nogen af dem, hvorledes han vedblivende tjente i gudsfrygt, og alligevel altid tjente i kærlighed og af kærlighed.
3. Hvordan skal hyrderne behandle Guds får?
3 Underhyrderne bør behandle fårene på samme måde som Overhyrden behandlede dem. Dette må de gøre ved at lede fårene til græsgange hvor de vil blive åndeligt næret og således vokse sig stærke og med tiden blive i stand til at hjælpe de svagere. De må opmuntres til at overvære de ugentlige menighedsmøder, såvel som stævnerne, og de må hjælpes til at forkynde sandheden med effektive dør-til-dør- og genbesøgsprædikener. De må bevares inden for den nye verdens samfunds teokratiske ordning. Man må behandle dem nænsomt, vise dem kærlighed og hensyn, for får bliver let skræmte og løber deres vej; vis dem ømhed, for de kommer til skade ved grov eller voldsom behandling. De kan ikke, som andre dyr, forsvare sig når de bliver angrebet. De løber bare langt bort, og undertiden bringer de sig i stor fare.
4. Hvordan bliver hyrderne udnævnt, og hvorfor må de leve i frygt for Jehova?
4 Hyrder er en gave til Guds menighed. De er Guds gave. Apostelen Paulus skrev: „Han gav os nogle som apostle, . . . andre som hyrder.“ (Ef. 4:11) Til sådanne hyrder sagde han: „Giv agt på jer selv og hele den hjord i hvilken den hellige ånd har udnævnt jer som tilsynsmænd, til at vogte Guds menighed som han købte med blodet af sin egen [søn].“ (Ap. G. 20:28, NW) Hvis du nu er hyrde blandt fårene, spørg så dig selv: „Giver jeg agt på den hjord som jeg er ansvarlig for?“ Du blev udnævnt af den hellige ånd til at være hyrde; derfor må du ikke ignorere en sådan udnævnelse. Du må ikke synde imod ånden. Jesus sagde: „Bespottelse imod ånden skal ikke tilgives. . . . enhver der taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet.“ (Matt. 12:31, 32, NW) Du tør ikke gå den hellige ånd imod, vel? For du vil blive holdt ansvarlig. Derfor har du grund til frygt hvis du ikke på rette måde passer dine pligter. Spørg dig selv om du lever i frygt for Jehova, eller om du ikke har forstået at han holder dig ansvarlig for din hyrdegerning. Frygter du Gud af hjertet?
5. Er hyrdegerningen forbundet med hårdt arbejde? Hvad kan vi lære af Jakobs erfaring?
5 En hyrdes arbejde var meget besværligt. Det var ikke for svæklinge. Det indebar genvordigheder som angreb fra løver, bjørne, ulve og røvere, der undertiden foretrak at myrde fremfor at risikere at blive genkendt, at være ude i al slags vejr, at holde fårene inden for folden, og jage dem der løb bort — altid måtte hyrden være på vagt for fare. De erfaringer Jakob gjorde for mange, mange år siden kaster lys over dette, for de giver et godt indblik i en hyrdes arbejde. Han sagde til sin svigerfader Laban: „I de tyve år, jeg har været hos dig, fødte dine får og geder ikke i utide, din hjords vædre fortærede jeg ikke, det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om dagen og om natten; om dagen fortærede heden mig, om natten kulden, og mine øjne kendte ikke til søvn.“ (1 Mos. 31:38-40) I dag er omsorgen for fårene heller ikke nogen let opgave.
6, 7. Hvad gør hyrden hvis han elsker sine får? Og hvordan beskrives omsorgen for dem i Salme 23?
6 Fårene ved ikke hvor mange timer hyrden må anvende til sit arbejde. De kender intet til den stadige omhu, den årvågenhed hvormed den trofaste tilsynsmand våger over dem som forældre våger over deres små børn. En kærlig fader foreholder ikke til stadighed sit barn hvor hårdt han må arbejde for at skaffe hjem, føde og klæder, vel? Han ønsker at hans børn skal være ubekymrede og lykkelige og alligevel erkende et vist mål af ansvar. Af kærlighed arbejder faderen mange timer for sin familie, men han ser aldrig hen til nogen løn for det. Sådan er det også med en trofast hyrde og hans får. Tjen fordi du elsker!
7 Du ønsker ikke at miste nogen af fårene i din varetægt, vel? Deres sikkerhed ligger i at de forbliver inden for folden og at de stoler på at den sande og rette hyrde våger over dem. Salme 23 forsikrer os: „Jehova er min hyrde. Jeg skal intet mangle. . . . Skønt jeg går i dybe skyggers dal frygter jeg intet ondt, for du er med mig.“ (NW) Derfor må du passe på at fårene ikke forvilder sig bort fra folden. Det er din pligt at holde røvere borte. Se efter fårene! Vær på vagt for ulve i fåreklæder! I dag strømmer store skarer til den nye verdens samfund, mennesker af alle slags. Vi ønsker at hjælpe alle slags mennesker til at blive rene og indvi sig til Jehova Gud. Dem der ikke gør det og som er besluttet på ikke at gøre det, må du holde et øje med af hensyn til fårenes beskyttelse. Hyrder, vogt Guds hjord I er iblandt!
8. Vis hvordan hyrderne skulle undgå at lægge byrder på fårene.
8 Du må lede dem til græsgangene, ellers vil de hentæres og dø. Vis fårene hvor de kan tage til sig af Jehovas ord. Lær dem hvordan de skal studere. Giv dem føden lidt ad gangen mens de er unge. Giv den nødvendige forklaring så de forstår. Senere vil de kunne tygge den selv. Vis dem Guds ords kostelige sandheder. Få dem til at forstå Jehovas hensigter. Efterhånden som de spiser får de lyst til at gå omkring på græsgangene. Vis dem hvordan de igen kan hjælpe ’andre får’ til at spise god føde og blive stærke. Oplær dem i at forkynde regelmæssigt. Før dem ad den vej de bør gå. Bebyrd dem ikke med dine problemer. Diskutér dem hellere med andre hyrder, og kan de ikke hjælpe dig så bring dine problemer til den gode Hyrde og til Overhyrden, Jehova Gud. „Kast alle jeres bekymringer på ham, thi han har omsorg for jer. Vær ædru og våg.“ (1 Pet. 5:7, 8) Han vil tage din byrde på sig og besvare dine bønner. Bær din egen byrde. Læg den ikke over på fårene. Bær du byrden, og bevar fårene lykkelige og åndeligt sunde.
9. Gengiv hvordan Peter blev udfriet ved hans hyrdes omsorg og bøn.
9 Husk apostelen Peters erfaring da Jesus sagde til ham: „Simon, Simon, se! Satan har forlangt at få jer for at sigte jer som hvede. Men jeg er gået i forbøn for dig at din tro ikke må slippe op; og du, når du engang er vendt tilbage, så yd dine brødre støtte.“ (Luk. 22:31, 32, NW) Peter blev udfriet fra Satans magt fordi hans hyrde gik i forbøn for ham. Jesus kunne ikke hjælpe ham da hans egen prøve og død var nært forestående; derfor bad han til Overhyrden, Jehova. Jehova hørte og besvarede bønnen ved at bringe Peter til fornuft, og Peter blev et stærkt tårn for sine brødre. Det hensyn som Herren Jesus her viste Peter skulle gøre dig meget lykkelig, for „Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja, til evig tid“. (Hebr. 13:8) Han går i forbøn for os. Når du ser faren komme så bed til Jehova for hans får så de ikke vil gå tabt. Hvis et af hans får gennemgår en stor prøvelse, så gør ikke situationen værre men prøv at formilde den gennem opmuntringer og ved at minde om Guds herlige løfter. Bed for dine brødre at Satan ikke skal sigte dem som hvede. Sandt nok skal vi passe vore egne sager, men vi må yde hjælp i åndelig henseende. Det er din sag; hvis ikke, hvorfor er du da hyrde?
10. Hvordan må en hyrde ’bringe ofre, ja ofres’?
10 Vor tjeneste som hyrder skulle ydes rundeligt. Apostelen Paulus, en trofast hyrde, tænkte ikke på sin personlige behagelighed. Læs om hans erfaringer i 2 Korinterbrev 11:21-33. Han blev pisket, stenet, var i fare fra sine landsmænd, i fare fra nationerne, i fare på havet og i byerne, havde søvnløse nætter — og hvorfor? Så han kunne aflægge en god beretning for Jehova Gud som gennem Kristus havde givet ham følgende hverv: „Jeg [udsender] dig for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud.“ (Ap. G. 26:17, 18) Han sagde: „Jeg vil med glæde bringe ofre, ja, ofres for jeres sjæle.“ (2 Kor. 12:15) Viger du tilbage for at ofre dine kræfter, din tid, eller for at lide eller give afkald på dine egne behageligheder for fårenes skyld? ’Bringer du ofre, ja, ofres du’ for Guds hjord? Alle apostlene bragte ofre og blev ofret.
11, 12. Hvad kan være årsagen til at nogle får går tabt? Og hvordan kan hyrden hindre dette?
11 Herren Jesus Kristus satte et eksempel for alle, og hans konduiteliste er perfekt. Som en trofast hyrde mistede han ikke et eneste får. Betragt din egen konduiteliste. Er du skyld i at nogle af Guds får er gået tabt? Man ved at nogle forlader folden fordi de i deres hjerte ikke er for Jehova, og nogle må gå fordi de taler ondt. Men hvad med alle de andre? Har du mistet nogle på grund af forsømmelighed eller skødesløshed, eller fordi du har fornærmet dem, eller fordi du ikke har ført dem ind på vejen til og tjenesten for Jehova og Kristus? Har det skortet på at give dem åndelig føde, har du ikke hjulpet dem videre ved genbesøg, har du ikke holdt bibelstudier med dem, har du undladt at hjælpe dem ved møderne? Når de var svage, skyndte du dig så at komme dem til hjælp, eller lod du dem skøtte sig selv? Hvis de var åndeligt syge tog du dig så af dem? Lad enhver ransage sig selv og grundigt og omhyggeligt overveje sit eget — ikke andres — hyrdearbejde.
12 Undertiden befinder et får sig i en så sørgelig forfatning, at det uopsætteligt må have hjælp. Vis nu at du er en sand og trofast hyrde for hjorden. Har du prøvet at forstå deres problem, at sætte dig ind i deres virkelige vanskelighed, deres opdragelse, familieforhold eller modstand i hjemmet? Føler de sig sat udenfor? Hvis det er muligt så gå selv hen og hjælp dem, eller sørg for at en anden gør det. Hvis du ikke kan besøge dem, så husk altid at du kan bede. Vor Herre Jesus bad for Peter da han ikke selv kunne hjælpe Peter. Lad ikke hånt om bønnens magt. Bibelen siger: „Og troens bøn vil gøre den syge rask, og Jehova vil rejse ham op. Og hvis han har begået synder vil de blive ham tilgivet. Bekend derfor åbenlyst jeres synder for hverandre, og bed for hverandre for at I må blive helbredt. En retfærdig mands virksomme bøn har megen kraft.“ (Jak. 5:15, 16, NW) Husk altid hvor hensynsfulde og nænsomme Jehova, den store Hyrde, og Jesus, den rette Hyrde, har været mod dig.
Indsamlingen i „endens tid“
13. Hvordan vil den store Hyrde samle alle sine får?
13 Den store Hyrde lovede at han i „endens tid“ ville indsamle alle sine får. Fra alle dele af verden ville de blive samlet ind. (Ez. 34:11-16) Disse fortabte får er blevet fundet af Jehovas underhyrder. Fårene kender hyrdens røst; derfor må du fortsat kalde på dem. Men ikke med en hvilken som helst røst, for fårene svarer ikke en fremmed røst. Jesus sagde: „Fårene følger ham fordi de kender hans røst. En fremmed vil de på ingen måde følge, ham vil de flygte fra fordi de ikke kender fremmedes røst. . . . Jeg er den rette hyrde, og jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig og jeg kender Faderen.“ Hvad angår de „andre får“ havde han dette at sige: „Dem må jeg også føre, og de vil lytte til min røst, og de skal blive én hjord, én hyrde.“ — Joh. 10:4-16, NW.
14, 15. Hvad er den rette Hyrdes røst? Hvor langt er den nået ud?
14 I dag når den rette Hyrdes røst ud overalt i mere end 160 lande. Hvad er det for en røst? Det er Jehovas og Kristi Jesu sande ord. Røsten høres ikke alene gennem vor forkyndelse af ordet, men vi får den også til at lyde når vi påviser ordets opfyldelse på de tilstande der råder inden for Guds folk og ude i verden. Genkald i dine tanker den første gang du så hvordan Guds ord blev opfyldt. Glædede du dig ikke af hjertet? Du fik vished for at der er en Gud i himmelen. Han eksisterer virkelig. Måske havde du næret tvivl, men nu ved du at Gud er. Hvilken glæde og lykke! Ordet talte til dig. Det var levende, et livskraftigt ord der havde magt til at få dig til at tænke og handle.
15 Store skarer samles ind til Jehovas vidner i dag, og disse retsindige mennesker kommer så hurtigt at det er svært at tage sig af dem alle. Hvorfor kommer de? Fordi de har hørt den rette Hyrdes „røst“. De har hørt at Gud er med den sande hyrdeorganisation. Vort arbejde som trofaste hyrder er derfor at forvisse os om at røsten er blevet hørt, og for at gøre det må vi lade denne røst høre overalt hvor det er muligt. Fårene er faret vild, så vi må søge efter dem og blive ved med at kalde på dem for at de kan vide at den rette Hyrde er i nærheden. De ønsker at komme hen til ham, men de er faret vild.
16. Fortæl hvad vi i dag kan lære af lignelsen om „det fortabte får“.
16 Hvis vi vidste hvor vi skulle finde disse vildfarne får ville arbejdet være forholdsvis let, ikke sandt? Men vi må søge efter dem i hus efter hus, gade efter gade, landsby efter landsby, by efter by. Hvilken lykke råder der ikke, når de er fundet. Jesus benyttede illustrationen med hyrden der havde hundrede får hvoraf ét var gået tabt. Han forlod de nioghalvfems og gik ud for at finde det ene der var borte. „Og når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde. Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: ’Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet.’“ (Luk. 15:4-7) Ofte koster det kræfter, tid og penge at blive ved med at lede efter de tabte får, men hvilken glæde er det ikke når de bliver fundet! Fortsæt med højt at råbe Jehovas sandhedsbudskab ud idet du lader røsten der lovpriser ham høre. Du hørte selv engang hans røst, og nu er du lykkelig. Fortsæt derfor din søgen efter andre fortabte får. Vær en dygtig hyrde og vind anerkendelse.
Hvad der kendetegner sande får
17. Hvori består et sandt fårs ansvar først og fremmest?
17 Lad os nu betragte fårene. Når du læser disse ord, hvorfor så ikke spørge dig selv: „Er jeg et af Herrens ’andre får’“? „Er jeg en del af Guds hjord?“ Hvis dit svar er bekræftende, så er du et begunstiget menneske at du hører til en så vidunderlig arv. Som et af Guds får er du ikke noget menneskes ejendom, men du tilhører Jehova Gud og hans elskede søn. Din første pligt er derfor at du hører og følger deres „røst“, og du vil bestemt ikke lytte til en røst der kommer fra én der ikke har deres bemyndigelse til at tale. Gå ikke efter en fremmed „røst“. Den rette Hyrde vil visselig lede dig ved velvandede hvilesteder, forfriske din sjæl, salve dit hoved med olie, lade dig hvile i sikkerhed på græsrige græsgange. Du skal aldrig mangle noget. — Sl. 23, NW.
18, 19. Hvilken foranstaltning træffer den rette Hyrde for at hjorden kan blive vogtet, og hvordan kan fårene identificere de „sande hyrder“?
18 Herren Jesus Kristus, den sande og rette Hyrde, er usynlig for dine øjne, men du er ikke ladt alene tilbage uden hans synlige hyrder, som han har pålagt at varetage hjordens interesser. Følg trofaste hyrder. De vil aldrig lede dig på vildspor, de vil heller ikke være årsag til at nogen gør dig fortræd. Men du spørger: „Hvorledes kan man kende de sande hyrder?“ Først og fremmest må de være udnævnt til stillingen af Jehova Gud og Kristus Jesus og må have deres anerkendelse, og det betyder at de har Guds ånd. Dette vil du kunne se af deres tro, deres optræden og deres gerninger. Man bliver jo ikke nødvendigvis en hyrde fordi man påstår at være det. Herren Guds hyrder kendes ikke på nogen særegen dragt eller ved højtklingende titler eller på at de har taget en eller anden højere eksamen. De må være „oplært af Gud“. Sande og trofaste hyrder kan du have tillid til, men til dem der bare påstår at være det, kan du ikke. Du må være forsigtig, for dit liv kunne være i fare. Falske hyrder kan lede dig vild. De søger, ikke din interesse, men deres egen. Er hyrden en „lejesvend“ vil han løbe sin vej når der er fare på færde; den sande hyrde bliver hos dig, og han vil kun tænke på hvordan han kan hjælpe dig til at være i fred og leve for Jehova Guds tjeneste. Så lyt aldrig til en fremmed „røst“.
19 De sande hyrder er Herren Jesu Kristi trofaste tjenere. De er forkyndere af sandheden, oprigtige og ærlige granskere af Guds hellige ord. De tjener den allerhøjeste Gud og Kristus Jesus, ikke for at opnå noget for deres tjeneste, men for at vise Jehova taknemmelighed for hvad han har gjort. Deres tale drejer sig altid om retfærdighed, gudsfrygt og fred. Disse hyrder vil med glæde lide for fårene. De vil udstå forfølgelser og endog være rede til at dø for fårene. Sande hyrder som er udvalgt af Jehova Gud har hans anerkendelse og dette slås fast af deres hellige livsførelse. Det er dem der vil lede dig til „græsrige græsgange“ og hjælpe dig til at opnå sand og nøjagtig kundskab om den evige Skaber og hans søn, Guds lam. De vil hjælpe dig til at prise og ophøje Jehovas navn og at berømme hans søn i hans egenskab af kongernes Konge og herrernes Herre. Sådanne hyrder kan du stole på fordi de tjener i renhed og kærlighed.
20. Hvilke træk vil de sande får ikke have? Hvad må de gøre?
20 Som et af Herrens får må du have den rette indstilling eller det rette sindelag, for du må vedkende dig din tjeneste for den store Hyrde og hans søn i himmelen. Hvordan er dit sindelag? Er du stolt? Er du anmassende? Tér du dig som en pralhans? Hører du til den slags der altid skal fortælle hvor meget du har udrettet? Er du selvisk, puffer du andre til side for at du selv kan komme frem? Hælder du til materialisme? Er du kun optaget af dig selv? Er du utaknemmelig og blottet for påskønnelse og værdsættelse af Jehovas ufortjente godhed? Ringeagter du andre? Er du altid tilbøjelig til at kritisere andre, se ned på andre, og knurre over det du skal gøre? Hvis du har bukkens sindelag eller indstilling og genspejler nogle af ovennævnte træk, så må du forandre dig, for du vil hverken finde lykke, fred eller tilfredshed sammen med Herrens får så længe du har det sådan. Nej, du må ændre sind.
21. Beskriv egenskaberne hos og den dobbelte beskyttelse for (a) de bogstavelige får; (b) „de andre får“.
21 Lad os betragte de bogstavelige får. De er harmløse skabninger, ikke sandt? De bærer sig ofte uklogt ad, men de er fredsommelige, lærvillige og fuldkommen fri for svig. De gengælder venlighed og lyder villigt deres hyrdes kalden. Alt hvad hyrden har at gøre er at råbe fårets navn, og straks løber det hen imod ham. I sig selv er får helt forsvarsløse, og dog udsættes de for mange farer fra vilde dyr, røvere o.s.v. Hvori ligger da deres forsvar? For det første i at de holder sig nær til de andre får i folden, og for det andet i at de har tillid til en trofast hyrde som våger over dem. Sådan er det med Herrens får nu. Du kender i virkeligheden intet middel hvormed du kan forsvare dig selv mod angreb fra denne verdens glubske mennesker og organisationer. Men hvori består da dit forsvar? I at du holder dig nær til Guds hjord inden for folden og i din helhjertede tillid til Jehova Gud, det åndelige Israels hyrde, og Herren Jesus Kristus, den rette Hyrde, og til dine trofaste brødre som er udvalgt til at være hyrder for hjorden.
22. Hvad er dette at man tilhører den nye verdens samfund ensbetydende med? Og hvordan bliver man beskyttet?
22 I dag har Jehova Gud en teokratisk organisation. Herren Jesus er Konge-hyrden og tilsynsmanden over hele denne organisation, og de som er udvalgt til at være tilsynsmænd i organisationen har ansvaret for at se efter fårene der tilhører den nye verdens samfund. De som er oplyst og som har deres øjne åbne for forståelsen af sandheden kender de velsignede arrangementer der er truffet i dag for at vi kan knyttes sammen inden for denne teokratiske fold af Jehovas vidner, Guds folks organisation. De ledes af trofaste hyrder der arbejder under denne organisations legale styrende råd, the Watch Tower Bible and Tract Society. Bliv inden for dens grænser. Husk, der er ingen beskyttelse uden for den foranstaltning Jehova Gud har truffet for sit folk. Til tider vil ondsindede mennesker prøve at overliste dig; de trofaste hyrder vil være vågne over for det og standse dem. Denne verdens organisationer vil undertiden prøve at bryde ind og volde skade, men du bliver stadig beskyttet af Hyrderne i himmelen og „ti tusind gange ti tusind“ engle står parat til at lyde deres bud. Du er derfor beskyttet af trofaste mænd her og af usynlige styrker under Herren Jesu Kristi ledelse. Du behøver ikke at frygte, for du tilhører Guds hjord.
Vis de trofaste hyrder tillid
23. (a) Hvorfor kan du have tillid til trofaste hyrder? (b) Hvilken forholdsregel bliver der taget for at beskytte dig hvis én bliver troløs?
23 Kan I have tillid til jeres trofaste brødre? Ja, fordi: De vil ikke blive udnævnt til at være hyrder af dem der har ansvaret i Herrens organisation medmindre de har de rette kvalifikationer. De må stå mål med den rette standard og de må have den rette evne til at tjene som hyrder for hjorden. Først og fremmest må de lede fårene i gudsfrygt. Hvis de ikke virkelig frygter Jehova Gud og Kristus Jesus, er de ikke sande hyrder, og de vil ikke blive udvalgt til at tage vare på Guds hjord. Undertiden finder man at en udnævnt ikke har taget sig af hjorden, men har måske endda undertrykt den. Hvis det er tilfældet, og er hjorden på nogen måde blevet skadet, vil han først blive vejledt og irettesat eller tugtet, og hvis en sådan hyrde ikke ændrer sin fremgangsmåde vil han blive fjernet fra sin udvalgte stilling som hyrde og en anden blive udnævnt i hans sted. Hvorfor må der gribes ind på denne måde? I er Guds hjord og når I færdes sammen med Guds folk i den nye verdens samfund vil I ikke blive skadet, for kun trofaste hyrder vil fortsat tjene. Dette betyder at jeres brødre i sandheden er stærkt interesseret i jeres velfærd. De ønsker at I skal vinde evigt liv. De vil ikke drive jer, ej heller vil de spille herrer over jer, for I er Guds arv. Enhver der skader jer, skader Guds interesser, og han vil komme til at stå Gud til regnskab — ikke mennesker.
24. (a) Hvordan kan vi tjene under mennesker uden dog at være „menneskers tjenere“? (b) Og hvilken korrekt holdning skulle man indtage over for disse hyrder?
24 Måske har du også hørt nogen sige: „Vi tjener ikke mennesker. Vi tjener Jehova Gud og Kristus.“ Betyder det at du kan se helt bort fra mennesker? Kan du tjene Gud uden at tjene under mennesker? Nej. Selv på det kødelige Israels tid tjente Israel under Moses, deres mellemmand, såvel som under andre trofaste mænd. Og i apostlenes dage tjente fårene da ikke under apostlene? „Gud har i menigheden sat de forskellige.“ (1 Kor. 12:28, NW) Apostelen Paulus gav denne regel: „Vi beder jer, brødre, om at agte på dem der arbejder hårdt iblandt jer og præsiderer over jer i Herren og formaner jer, og i kærlighed at vise dem ganske overordentligt hensyn på grund af deres arbejde. Hold fred med hverandre!“ (1 Tess. 5:12, 13, NW) Og igen: „Lad de ældre mænd som præsiderer på rette måde anses for værdige til dobbelt ære, navnlig dem som arbejder hårdt med at tale og undervise.“ (1 Tim. 5:17, NW) Af disse skriftsteder fremgår det klart at det ville være forkasteligt at ignorere Herrens tjenere eller endog tage dem mindre højtideligt eller opføre sig over for dem som man opfører sig over for enhver anden, for de er udnævnt af Jehova. De er udnævnt til at tjene for Guds hjord. Derfor: at mene at man kan ignorere tilsynsmændene i hjorden er til vanære for Gud, og man bliver ført på vildspor.
25. Hvorfor bør fårene underlægge sig og være lydige over for dem der styrer?
25 Fårene har et stort ansvar over for hyrden, hvilket ikke må overses eller tilsidesættes. Fårene må ikke alene lydigt underlægge sig Jehova Gud og Kristus Jesus, men de må også underlægge sig og lyde dem der styrer hjorden. Underhyrden har ikke ret til at opstille regler for fårene, men han må forklare og i praksis vise dem hvad Guds vilje er. Lyt til det gode råd apostelen Paulus giver: „Vær lydige mod dem som styrer jer, og underkast jer dem, for de våger over jeres sjæle som de der engang skal gøre regnskab, at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, thi det ville være til skade for jer.“ — Hebr. 13:17, NW.
26. I hvis frygt har den „tro og kloge træl“s skare styret, og hvorfor?
26 Det er yderst vigtigt at forstå at Rigets interesser hvad jorden angår, helt er lagt i hænderne på „den tro og kloge træl“s skare. (Matt. 24:45-47, NW) Denne tjener må uafbrudt overvåge alle fårene. Hvilket kæmpeansvar! Disse hundredtusinder af fårs sjæle har Guds hyrdeskare på jorden, den „tro og kloge træl“s skare, fået ansvaret for at passe på. Denne skare må aflægge Jehova Gud regnskab for deres hyrdegerning. Ingen af fårene skulle tænke at de der udgør hyrdeskaren tager dette store ansvar let. De ved kun alt for godt at Jehova Gud og Kristus Jesus holder dem ansvarlige for fårenes liv. I bliver i dag betjent og vist omsorg af gudfrygtige mænd som er klar over at deres behandling af jer uafbrudt bliver iagttaget af dem der er i himmelen. De er „som sendt af Gud, i Guds påsyn og sammen med Kristus“. (2 Kor. 2:17, NW) Ja, de som udgør den „tro og kloge træl“s skare, tjener jer får i frygt for Jehova Gud. I er en beskyttet fårehjord. Jeres trofaste brødre vil ikke gøre jer fortræd.
27. Hvordan har det åndelige styrende råd og de som det har udnævnt, beskyttet, ledet og næret fårene?
27 Jehovas vidners åndelige styrende råd der er forenet med the Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, har udført sin tjeneste i frygt for Jehova. De der er udvalgt af dette styrende råd har gjort det samme, idet de har fulgt den rette Hyrdes eksempel, er gået fremad og har udført deres arbejde i frygt for Gud. Og har der ikke været vist fårene omsorg? Jo der har. Gennem alle disse år er fårene blevet forsynet med rig åndelig føde. Der har ikke været hungersnød iblandt dem. Aldrig har fårene måttet undvære ét åndeligt måltid. Den trofaste hyrdeskare på jorden har aldrig selv taget æren for det, eller prøvet at vende fårenes sind og hjerte til sig selv men altid til de himmelske Hyrder. Fårene er blevet beskyttet mod falske læresætninger og vildfarelser. Vi er blevet advaret om Satans onde angreb. Fårene er blevet beskyttet mod at fare vild i umoralitet, materialisme, tilbedelse af skabninger, venskab med den onde verden og fra mange, mange andre farer. Men hvorfor er dette blevet gjort? Svaret er at for jeres skyld har disse brødre med glæde givet alt hvad de havde for at tjene jer får så at I kan leve i Jehova Guds gunst og fred.
28, 29. Hvorfor er fårene blevet så rigt velsignet? Hvad vil føre til yderligere vækst?
28 De trofaste hyrder har hjulpet fårene til at forstå hvordan de skulle tjene Jehova Gud og Kristus Jesus på en for dem antagelig måde, hvordan de skulle forkynde den gode nyhed om Riget, hvordan de skulle „fortælle den gode nyhed om frelse ved ham“, hvordan de skulle prise ham, hvordan de skulle forkynde menneskenes børn hans storslåede gerninger, hvordan de skulle forkynde fred, hvordan de skulle gøre vor himmelske Faders og hans søns, Kristi Jesu, vidunderlige hensigter kendt. (Sl. 96:2) Fårene er blevet opøvet i at gøre disse ting selv og de har lært hvordan de atter skulle oplære andre til at gøre dem. Fårene er blevet forenet og de vildfarne får er blevet bragt ind i folden. I velsignede får! Hvilken vidunderlig begunstigelse at I er Guds får og bliver vogtet af trofaste hyrder, at I kan være trygge i bevidstheden om at disse er prøvede, trofaste mænd! I, Guds fårehjord, bliver beskyttet mod fortræd fordi jeres trofaste hyrder på jorden må stå til regnskab for Jehova Gud og Kristus Jesus til bedste for jer.
29 Tiden er nu kommet da hjorden skal gøres større. Alle fårene skal samles sammen, og Jehova Gud har befalet sit folk at samle dem fra nord og syd, fra øst og vest. (Es. 43:1-7) I dag høres den rette Hyrdes røst i mere end 160 lande, den taler trøstende til stadig flere af de vildfarne får. De vil komme i store flokke. Dagen er kommet da de alle skal indsamles. Hjordens vækst fremmes bedst når hyrderne husker på deres store ansvar over for Jehova Gud og Kristus Jesus. Organisationens medlemmer, Herrens får, kan lette hyrderne varetagelsen af deres pligter ved at være lydige og medgørlige.
30. Hvad må fårene gøre hvis de fortsat vil være under beskyttelse?
30 Guds hjord holder sammen. De forvilder sig ikke bort fra den nye verdens samfund. I den gamle verdens organisation er der snarer og faldgruber. Farerne lurer overalt. Mennesker og organisationer vil forsøge at overliste dig, og du vil være uden beskyttelse. Bliv inden for Guds organisation. For at gøre dette må du lære hvad der er Guds vilje. Du må adlyde de teokratiske krav. Du må stræbe efter fred og lyde retfærdighed. Du må lade dig lede og vogte af dem der er blevet udnævnt til hyrder. Når du gør dette vil du blive oplært på den rette måde så du kan bringe pris til den almægtige Gud i himmelen, hvis navn, Jehova, er værdigt til al vor pris. Glæd dig over at du er blevet taget ud af den gamle verden og ind i den nye verdens samfund og vær lykkelig for alt hvad Jehova Gud har gjort for dig og nu gør til bedste for dig. Vær lykkelig for de vidunderlige ting han har i beredskab til dig når den nye verden er blevet indført efter Harmagedonslaget. I som tilhører denne lykkelige hjord, glæd jer over denne det åndelige Israels store Hyrde og hans rette Hyrde, og vid at ingen fortræd vil ramme jer, men for evigt vil han lede jer til græsrige græsgange og velvandede hvilesteder for sit navns skyld.