Milepæle i den nye verdens samfunds historie
SIDEN 1919 har Jehovas vidners stævner tjent som milepæle for dem i denne endens tid. De har markeret den nye verdens samfunds vækst både i åndelig og i talmæssig henseende. Det er ved disse stævner at mange nye sandheder er blevet åbenbaret.
● I september 1919 blev det første af disse stævner afholdt. Det var et otte-dages stævne hvortil der kom henimod 7000. Det fremhævede det store arbejde der måtte udføres af Guds folk før Harmagedonslaget.
● I 1922 blev der holdt et nyt stævne, det var i Cedar Point, og her fik forkyndelsen et vældigt skub fremad. Der kom daglig 10.000 vidner til møderne. Det var ved dette stævne der for første gang blev forelagt beviser for at kongen Kristus Jesus var kommet til templet i 1918 og havde påbegyndt dommen over den frafaldne kristenhed. Vidnerne forlod dette stævne med mottoet: „Forkynd Kongen og Riget“ klingende i ørerne.
● I august det følgende år blev der holdt et ni-dages stævne i Los Angeles, California. Her tog Selskabet for første gang radioen i brug for at udsende foredragene. Det var ved dette stævne at det første gang blev åbenbaret at fårene i Mattæus 25:31-46 hentyder til en jordisk skare på denne side af Harmagedon.
● Stævnet i Columbus, Ohio, i 1931 markerede endnu en milepæl for Jehovas folk. Ved dette stævne, som ved et tidligere stævne holdt i juni i London, var det at der blev kastet nyt lys over det niende kapitel i Ezekiels bog. Det blev åbenbaret at manden med skrivetøjet ikke var en enkelt person, men snarere en gruppe af mennesker, Jehovas salvede vidner. Herudfra forstod man også at den „tro og kloge træl“ som Jesus talte om, var en skare der udgjordes af den salvede rest og ikke var C. T. Russell, som nogle havde troet. Det var også ved dette stævne i Columbus at man forstod at navnet Jehovas vidner er det bibelske navn Guds folk må bære. Stævnedeltagerne var begejstrede for dette nye navn.
● Ved stævnet i Washington, D.C., i 1935 blev der kastet nyt lys over Åbenbaringen 7:9, der taler om den store skare. De tusinder af vidner der var forsamlede lærte dér for første gang at den „store skare“ er en jordisk skare bestående af den gode hyrdes „andre får“.
● I 1938 i Kingsway Hall, London, hørte Jehovas vidner om forplantningspåbudet og hvordan det vil blive givet til de „andre får“ der overlever Harmagedon.
● Stævnet i New York i 1950 betegnede endnu en milepæl for Jehovas vidner. Det overværedes af det hidtil højeste antal, 123.707. Det var her Jehovas vidner med begejstring modtog nyheden om udgivelsen af den første oversættelse af De kristne græske Skrifter, foretaget af the New World Bible Translation Committee. Nyt lys kastedes over det Bibelen siger om fyrsterne. Det blev åbenbaret at fortidens trofaste ikke var de eneste der ville blive fyrster i den nye verden, men at mange af de „andre får“ der lever i dag også vil blive det.
● I 1953, ved et endnu større stævne i New York, blev udgivelsen af de første otte bøger af De hebraiske Skrifter bekendtgjort. Nye oplysninger kom frem om kapitlerne 38 og 39 i Ezekiels bog vedrørende Gog fra Magog. Det blev også påpeget at „alle folkenes skatte“, der nævnes i Haggaj 2:7, er den „store skare“. Ved dette stævne var der over 165.000 til det offentlige foredrag, og det var det største stævne der nogen sinde er blevet holdt af den nye verdens samfund.
● Dette er kun nogle af de mange stævner Jehovas vidner har holdt siden 1919. Når vi betragter de nye sandheder der er kommet frem ved disse stævner, såvel som de nye bøger der er udkommet og de mange ting der er sket ved dem, er det tydeligt at de i sandhed er milepæle i den nye verdens samfunds historie. Vi kan derfor se frem til det storstilede stævne der skal holdes i New York i sommer og forvente at det vil blive en ny milepæl der vil bringe Jehovas folk i vor tid mange overraskelser og store velsignelser.