Hvordan finansieres Rigets arbejde?
DET første spørgsmål der melder sig hos mange fremmede når de går igennem den tietages bygning i Brooklyn i New York hvor Jehovas vidners internationale hovedkontor har til huse, er: „Hvordan finansieres alt dette?“ Når de hører at den tolvetages bygning der er under opførelse på den anden side af gaden også tilhører Vagttårnets selskab, og at selskabet desuden ejer en klynge fleretages fabriksbygninger knap en kilometer derfra, spørger de endnu ivrigere: „Hvor får De pengene fra?“
Eftersom Vagttårnets selskab ikke er et forretningsforetagende men udelukkende beskæftiger sig med et filantropisk bibelundervisningsarbejde, er det en gåde for sådanne mennesker at selskabet har kunnet opføre og klare driften af sådanne store, tiltalende bygninger. Men disse bygninger, som er midtpunkt for udgivelsen af bibler og bibelsk litteratur, og hvor de der er beskæftiget i trykkeriet har deres hjem, repræsenterer ikke den eneste udgift selskabet har. Rundt omkring i verden driver det femogfirs afdelingskontorer med et personale på i alt 1236 personer. Desuden driver det en mængde missionærhjem. Det sørger ligeledes for at missionærerne og andre særlige repræsentanter for selskabet får de nødvendige behov dækket så de kan rette hele deres opmærksomhed mod at undervise retsindige mennesker i Guds ords mange sandheder. Alt dette koster penge.
Store udgifter er forbundet med fremstillingen af uhyre mængder bibler og bibelsk litteratur. I 1959 udgjorde Vagttårnets selskabs produktion af tryksager over 734 millioner stykker. Det koster mange penge at købe de materialer og præcisionsmaskiner der skal til for at klare en så stor produktion af tryksager. Udenforstående vil derfor uvægerligt spørge hvordan en så kæmpemæssig filantropisk virksomhed finansieres.
Nogle tænker måske at det sker ved hjælp af penge der kommer ind for de bibler og den bibelske litteratur selskabet trykker, men det er ikke tilfældet. De beskedne bidrag folk yder når de modtager litteratur, dækker ikke omkostningerne i forbindelse med at holde selskabets virksomhed i gang. Andre siger måske at pengene kommer ind ved at man retter anmodninger til offentligheden, ved pengeindbringende foretagender som bingospil, eller ved en tiendeordning. Men det er heller ikke rigtigt.
Siden Vagttårnets selskab blev dannet i 1884 har det aldrig tigget penge. Vagttårnets selskab har aldrig benyttet sig af lotteri, bingospil og andre pengeindbringende arrangementer der er almindeligt brugt i mange kirker. Hvad der måske virker endnu mere overraskende på mennesker der ikke har så grundigt kendskab til Jehovas vidner er, at selskabet aldrig nogen sinde i de seksoghalvfjerds år det har bestået, har ladet en kollektbøsse gå rundt. Man vil aldrig se en kollektbøsse ved et møde der er tilrettelagt af Jehovas vidner.
En tiendeordning er heller ikke løsningen, for Jehovas vidner betragter ikke betaling af tiende som en forpligtelse der påhviler kristne. Den var et led i den mosaiske lov og havde til formål at underholde det levitiske præsteskab, men kristne er ikke under denne lov. Kristus ophævede den. Desuden eksisterer det levitiske præsteskab ikke mere. Derfor betaler Jehovas vidner ikke tiende.
Frivillige bidrag
I Ordsprogenes bog 3:9 står der: „Ær med din velstand HERREN [Jehova].“ Det er hvad mennesker som er interesseret i Vagttårnsselskabets arbejde har gjort. Frivilligt giver de regelmæssige bidrag til selskabet for at arbejdet med at forkynde Jehova Guds navn og hensigt kan fortsætte og udvides. De betragter dette som en bibelsk forpligtelse.
I Lukas-evangeliets ottende kapitel læser vi om kristne kvinder der hjalp Kristus og apostlene materielt for at det kristne arbejde kunne fortsætte fra landsby til landsby og fra by til by. I det tredje vers siges der at disse kvinder „tjente dem ved at give af deres ejendele“. (Lu 8:3 NW) Her er et eksempel på mennesker der gav frivilligt, og det er hvad Jehovas vidner gør i dag. Med deres frivillige bidrag som de sender til Vagttårnets selskab, hjælper de tusinder af selskabets særlige repræsentanter der ofrer al deres tid i tjenesten.
Endnu et eksempel på mennesker der gav frivilligt har vi i korinterne. I et brev til dem skrev apostelen Paulus: „På grund af det bevis som denne hjælp er, ærer de Gud fordi I er lydige mod den gode nyhed om Kristus, hvilket I offentligt erklærer at I er, og fordi I yder rundhåndede bidrag til dem og til alle.“ — 2 Kor. 9:13, NW.
Det er en lignende rundhåndethed hos Jehovas vidner overalt i verden der gør det muligt at opretholde selskabets mange afdelingskontorer, trykkerier, missionærhjem, og dets forkyndervirksomhed. Ingen af de penge selskabet modtager som bidrag bruges til at lønne kontorpersonale og særlige repræsentanter for selskabet. De der arbejder al deres tid på afdelingskontorerne eller som særlige repræsentanter på arbejdsmarken gør det frivilligt, ikke mod betaling.
Enkens skærv
Engang stod Jesus Kristus og iagttog folk der kom for at give bidrag til vedligeholdelsen af templet i Jerusalem. Det gjorde indtryk på ham at se med hvilken hengivenhed en enke gav et bidrag skønt hun kun havde få materielle ejendele. Hun lagde to små mønter af ringe værdi i tempelblokken. I sammenligning med hvad andre havde givet og med udgifterne i forbindelse med templets vedligeholdelse var hendes bidrag uendelig beskedent. Jesus agtede det imidlertid ikke for intet blot fordi det var så beskedent: „Sandelig siger jeg Eder: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre, som lagde noget i tempelblokken. Thi de gav alle af deres overflod; men hun gav af sin fattigdom alt det, hun havde, hele sit eje.“ — Mark. 12:43, 44.
Enkens gavmildhed var stor. Den røbede at hun havde kærlighed til Gud. Det samme kan siges om de af Jehovas vidner som er fattige men som regelmæssigt giver bidrag til den teokratiske organisation trods deres ringe indkomst. Selv om deres frivillige bidrag kun udgør nogle få mønter af ringe værdi, påskønner Vagttårnsselskabet deres gave. Disse ydmyge menneskers gavmildhed vidner om deres hengivenhed for Jehova og deres værdsættelse af det arbejde selskabet udfører.
Hvis man mener at udgifterne ved forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige bør dækkes af vidner, der har en god indtægt, lægger man ikke enkens prisværdige indstilling for dagen. Det er ikke at værdsætte Guds arbejde sådan som hun gjorde. Måske er man ikke i stand til at yde mere end en ringe mønt, og dog er dette bidrag af betydning. Selv om det kun er beskedent er det en hjælp til Rigets arbejde. Desuden erfarer giveren den tilfredsstillelse der følger med når man med en materiel gave giver udtryk for sin kærlighed til tjenesten for Gud.
Det er Jehovas vidners og interesserede menneskers forret at yde finansiel støtte til den teokratiske virksomhed i deres eget land. Dette kan de blandt andet gøre ved at hjælpe med at bære udgifterne i forbindelse med den lokale menigheds mødesal eller rigssal. I hver eneste rigssal findes der en bidragsbøsse hvori man kan lægge frivillige bidrag uden at nogen ser hvor meget man lægger i. Menighedens medlemmer anmodes aldrig om penge, ej heller får de tilsendt en parfumeret kuvert til bidrag, og de afkræves ingen løfter. I lighed med enken og andre i Jerusalem der gav frivillige bidrag, lægger medlemmerne af Jehovas vidners menigheder også frivillige bidrag i rigssalens bidragsbøsse. De lægger så meget i som de mener sig i stand til.
De frivillige bidrag der sendes direkte til et af selskabets afdelingskontorer støtter den teokratiske virksomhed i det pågældende land eller i de lande som hører derunder. Sådanne gaver sætter selskabet i stand til at drive afdelingskontoret og eventuelle missionærhjem, sende hjælp til specialforkyndere, afholde stævner, føre retssager til forsvar for arbejdet, og klare andre udgifter. Vidnerne i hvert land er lykkelige for at bære denne økonomiske byrde tillige med udgifterne til den lokale rigssal. De ønsker ikke at deres åndelige brødre i andre lande skal gøre det for dem.
Hvert eneste vidne ønsker at være med til at finansiere Rigets arbejde, hvor lille hans eller hendes gave end måtte være. Vidnerne skønner på den påmindelse apostelen Paulus gav: „Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ — 2 Kor. 9:7.
Selskabet kan ikke lægge sit budget for det kommende år medmindre det tilnærmelsesvis ved hvor meget Jehovas vidner og interesserede har planer om at bidrage. Hvad de giver tilsagn om er ikke et bindende løfte, men blot et skøn over hvad de håber at kunne give i årets løb. Man kunne kalde det deres udsigter til at give bidrag. Det er et frivilligt tilsagn i lighed med det korinterne gav: „Derfor har jeg anset det for nødvendigt at bede brødrene rejse i forvejen til jer og i god tid få indsamlet den rigelige ’velsignelsesgave’, som I tidligere har lovet.“ — 2 Kor. 9:5.
Hvis du har i sinde at give et eller flere bidrag til Vagttårnets selskab i løbet af de næste tolv måneder, send da venligst et kort eller et brev til afdelingskontoret i det land hvori du bor, og oplys hvad du håber at kunne tilsende dette kontor som en hjælp til arbejdet med forkyndelsen af Guds rige. Mærk brevet eller kortet „Mine udsigter til at give bidrag“. Adressen på nogle af selskabets afdelingskontorer står anført på side to i dette nummer af Vagttårnet. En fortegnelse over samtlige afdelingskontorer findes bagest i de fleste af selskabets bøger og brochurer. I Danmark sendes meddelelsen til Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Kongevejen 207, Virum. Dit snarlige svar på denne forespørgsel vil lette Selskabets planlægning af sin virksomhed.
Der er intet hemmeligt ved den måde hvorpå Vagttårnsselskabets byggeri, indkøb og arbejde finansieres. Selskabet kan, uden at ty til de pengeindbringende arrangementer der benyttes i kristenhedens kirker, udføre et omfattende filantropisk bibelundervisningsarbejde fordi Jehovas vidner og interesserede mennesker villigt giver gaver. — 1 Krøn. 29:17.