Hvordan den nye verden kommer
DEN nuværende verden må fjernes før der kan komme en ny. Og den vil blive fjernet, for Guds ord har dømt „de nuværende himle og jorden“ til undergang. (2 Pet. 3:7) Endnu mens denne onde tingenes ordning består, er grundvolden til en ny, retfærdig verden blevet lagt og den generation der lever nu står ansigt til ansigt med den største forandring i menneskehedens historie!
Med tanke på det store højdepunkt der skulle indtræffe i vor tid umiddelbart før den sejrende nye verdens indførelse, erklærede Jesus Kristus: „Da skal der komme ’en stor trængsel’.“ Det denne verdens nationer står overfor kan sammenlignes med det der skete i Noas dage da Vandfloden kom: „Som det gik til i Noas dage, . . . på samme måde skal det gå den dag da Menneskesønnen åbenbares.“ — Matt. 24:21; Luk. 17:26, 30.
Hvad skete der da Vandfloden kom? En verden forsvandt. Apostelen Peter forsikrer at det samme kan og vil ske igen: „Den daværende verden blev oversvømmet af vand og gik til grunde. Og de nuværende himle og jorden er gemt ved det samme [Guds] ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes.“ (2 Pet. 3:6, 7) Gud må ødelægge denne gamle verden før der kan komme en helt ny.
Hvordan vil Gud ødelægge „de nuværende himle og jorden“ og bane vejen for den nye verden? Peter siger at de er „forbeholdt ilden“. Vil det nødvendigvis sige bogstavelig ild? Nej, men da ordet bruges som symbol på ødelæggelse lige efter at ødelæggelsen ved vand i Noas dage er nævnt, kan man forstå at Gud vil benytte et andet middel end en vandflod når han skal bane vejen for en retfærdig, ny verden der er fri for „ugudelige mennesker“.
Profeten Esajas, som af Gud blev brugt til at forudsige skabelsen af „nye himle og en ny jord“, havde længe før Peter brugt udtrykket „ild“ som symbol på den ødelæggelse der skulle iværksættes ved denne verdens ende: „Som ild kommer [Jehova], og hans vogne er som et stormvejr, han vil vise sin harme i gløder, sin trussel i flammende luer; thi med ild og med sit sværd skal [Jehova] dømme alt kød, og mange er [Jehovas] slagne.“ En anden inspireret skribent, apostelen Paulus, bruger ordet „ild“ der hvor han taler om at den nuværende verden skal fjernes „når Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild“. Denne beskrivelse er yderst passende, navnlig i betragtning af at apostelen Peter viser at Guds ildsødelæggelse af Sodoma og Gomorra var et billede på den ødelæggelse Gud vil bringe over nutidens verden: „Og byerne Sodoma og Gomorra dømte han til ødelæggelse og lagde dem i aske, idet han satte dem til advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider.“ — Es. 65:17; 66:15, 16; 2 Tess. 1:7, 8; 2 Pet. 2:6.
Med hvilket redskab ødelægger Gud den nuværende tingenes ordning og skaffer plads til sin evigtvarende, retfærdige nye verden? Han benytter sit himmelske rige, der er overgivet i kongen Jesu Kristi hånd. Derfor er der intet der i dag er vigtigere for menneskeslægten end „himlenes rige“, og derfor har alle sande kristne det hverv at vidne om Jehova og hans rige. Det er nødvendigt at mennesker får at vide hvad Riget om kort tid vil gøre og hvordan de kan undgå at blive udslettet af dette rige når det vender sig imod denne verden. Om denne begivenhed har profeten Daniel forudsagt: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ (Dan. 2:44) Denne verdens rigers udslettelse ved Guds rige er ensbetydende med at en ny, retfærdig verden begynder!
Der må altså komme en tid da Jesus Kristus indleder en krig mod denne verdens nationer. Under sin første nærværelse greb Jesus Kristus ikke til sværd og han førte ingen krige. Han virkede som forkynder af Guds rige, og han lærte andre at forkynde om den nye verden. Men Jesus Kristus vil ikke for evigt være en konge uden sværd. Der kommer en tid da han vil føre en retfærdig krig. Kun en sådan form for krig vil kunne skabe mulighed for en ny verden. Og i den profeti Jesus Kristus selv ved sin engel gav apostelen Johannes, viser han at han som Guds salvede konge vil drage ud i spidsen for de himmelske hærstyrker:
„Og jeg så Himmelen åben, og se, en hvid hest, og han, som red på den, hedder ’Troværdig og Sanddru’, og han dømmer og kæmper med retfærdighed. Hans øjne var som flammende ild, og på sit hoved havde han mange kroner og et navn skrevet, som ingen kender, uden han selv. Han var iført en kappe, dyppet i blod, og det navn, han bærer, er ’Guds Ord’. Og de himmelske hærskarer fulgte ham på hvide heste, og de var iførte hvide, rene linnedklæder. Og af hans mund udgik et skarpt sværd, for at han med det skulle slå folkeslagene.“ At kongernes Konge slår folkeslagene med sværdet betyder denne gamle verdens udslettelse i Harmagedon. Vi kender ikke dagen eller timen, men vi ved at tiden er nær. — Åb. 19:11-15; Matt. 24:36.
Hvad skal man gøre når man ved hvad der venter denne verden og hvordan Guds nye verden kommer? Lyt til den vejledning apostelen Peter giver og bring dit liv i overensstemmelse dermed. Han siger: „Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte. Men efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ — 2 Pet. 3:11-13.