Kan du undgå at få dyrets mærke?
1. Hvilket forhold eksisterede på apostlenes tid, og hvilket forsøg gøres der i dag?
ALLE ønsker frihed. Ingen ønsker at være trælle. Til trods herfor var bogstavelig trældom udbredt i oldtiden, og det var almindeligt at købe og sælge slaver. Det siges at halvdelen af romerrigets befolkning på apostlenes tid var slaver. Man brugte dengang at sætte et mærke i panden eller på hånden af trællen for at vise hvem trællen tilhørte — en metode man for øvrigt også brugte når man ville tilkendegive at en person dyrkede en bestemt gud. Selv om dette ikke er praksis i dag, gøres der ikke desto mindre forsøg på at gøre, ikke halvdelen af verdens befolkning, men hele verdens befolkning, til trælle. Det er en trældom der er mere undertrykkende og frihedsberøvende end nogen trældom i fortiden, og den har også sit mærke.
2. (a) Hvilken kamp udkæmpes i dag for at føre mennesker i trældom? (b) Hvad betyder mærket i panden og mærket på hånden?
2 Bibelen fastslår den regel at vi er trælle under den som vi lyder. (Rom. 6:16) Det vi tror på eller støtter, og det vi gør, er tegn på at vi følger en bestemt ideologi eller livsanskuelse, den være sig ret eller uret. Kampen står i dag om menneskers sind. Mens varme krige udkæmpes her og der, er den store kolde krig der holder nationerne i sit greb, en krig mellem ideologier. Målet er at beherske menneskers tanker og dermed deres handlinger. Hvis man lader sig overbevise af og indoktrinere med en bestemt ideologi, så man i tankerne støtter og i handling tjener den, kan det siges at man er blevet mærket i panden, sædet for tankevirksomheden, og i hånden, som udfører arbejdet eller handlingerne. Kommunismen, for eksempel, prøver at øge sin ejendom af slaver ved at hjernevaske folk, og forsøger dermed at bortvaske ét mærke og erstatte det med et andet.
Du er i fare
3. Hvad viser at det ikke er let at undgå at få et sådant mærke på sig nu i tiden?
3 Det ville være bedst at holde sig fri af et sådant mærke, der i virkeligheden betyder trældom. Det er dog ikke let. For eksempel kunne amerikanske soldater, der var grundigt skolet i de demokratiske principper, ikke modstå hjernevask da de blev taget til fange under Koreakrigen; de ændrede sind og gik over til aktivt at støtte den kommunistiske ideologi. Kommunismen er her nævnt som et eksempel, men den er ingenlunde den eneste ideologi der prøver at sætte sit mærke på mennesker og gøre dem til trælle. Vil du undgå at få et sådant mærke på dig, og er det muligt at undgå det? Læs de efterfølgende paragraffer og du vil ud fra Guds ord få at se hvem der i virkeligheden står bag forsøget på at gøre mennesker til trælle i dag, hvori faren består og hvordan man kan undgå den.
4. Hvem søger Satan Djævelen især at bekæmpe nu i tiden?
4 I Åbenbaringsbogen, kapitel 12, får vi at vide at grunden til vanskelighederne på jorden nu i tiden, er at Djævelen har tabt en krig i himmelen med Kristus Jesus og er blevet kastet ned til jorden. (Åb. 12:7-12) Vi får også at vide at Djævelen, der véd at enden er nær, nu har sat alt ind på at bekæmpe en gruppe mennesker der selv udfører et mærkningsarbejde, nemlig dem „der holder Guds bud og har den gerning at bære vidnesbyrd om Jesus“. De fortæller folk at de skal se hen til Guds rige, som vil indføre fred og retfærdighed på jorden. — Åb. 12:17, NW; Matt. 6:9, 10, 33.
5. Hvilket redskab bruger Satan til at bekæmpe dem der ’bærer vidnesbyrd om Jesus’?
5 Med symbolske udtryk beskriver Åbenbaringsbogen det redskab som Satan Djævelen benytter for at bekæmpe dem der bærer vidnesbyrd om Jesus, og for at undertrykke alle dem der bor på jorden: „Og jeg så et dyr stige op af havet; det havde ti horn og syv hoveder og på hornene ti kroner og på hovederne gudsbespottelige navne.“ Dette sammensatte dyr bærer træk der minder både om en panter, en løve og en bjørn. Det er ikke et bogstaveligt dyr, men er et billede eller symbol på noget som dragen, Djævelen, giver sin kraft, sin trone og stor magt. (Åb. 13:1, 2) Vi behøver ikke at gætte os til hvad dyret repræsenterer, for i et lignende syn så profeten Daniel flere vilddyr der bar de samme dyrs karakteristiske træk. Gud selv forklarede Daniel at disse dyr repræsenterede konger, regeringer. — Dan. 7:4-6, 17; 8:20-22.
6. Beskriv dyret, og fortæl hvad dets syv hoveder og ti horn med kroner betyder.
6 Men dyret i Åbenbaringens bog er ét dyr der har syv hoveder. Dragen har også syv hoveder. (Åb. 12:3) Skønt vilddyret ikke er usynligt eller åndeligt som Satan Djævelen, men er jordisk, synligt, genspejler det sin skabers, Satans, slette træk. Det blev bragt til at stige op af havet, det vil sige den del af menneskeheden der er fremmed for Gud. (Es. 57:20) Det symboliserer Satan Djævelens synlige, jordiske, politiske organisation som den har formet sig under forskellige, på hinanden følgende overhoveder lige op til vor tid. De syv hoveder har ti horn, som dyret bruger til at støde og kæmpe med. De bærer kroner, og de arbejder for de syv verdensmagter der har ført krig mod Guds hellige. I kronologisk orden er det 1) Ægypten, 2) Assyrien, 3) Babylon, 4) Medo-Persien, 5) Grækenland (Makedonien), 6) Rom og 7) den anglo-amerikanske verdensmagt.a
Talnavnet 666
7. (a) Hvorfor er der gudsbespottelige navne på dyrets hoveder? (b) Hvad er tallet på dets navn, og hvad betegner det?
7 Der står gudsbespottelige navne på dyrets syv hoveder. Det er fordi de alle har været imod Gud og imod hans folk og har hævdet at gøre det som kun Guds rige kan gøre for menneskene. Men dyret som helhed har også et navn, og dette navn har et tal. „Det er et menneskes tal, og dets tal er 666.“ (Åb. 13:17, 18; 17:5) Seks er én mindre end syv, der i Bibelen betegner fuldstændighed, ligesom seks dage er én dag mindre end en hel uge. Det betegner ufuldstændighed, ufuldkommenhed. En af kæmperne i Gat havde seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod, en vanskabt kæmpe. (2 Sam. 21:20) Tallet er „et menneskes tal“. Det betegner derfor det faldne menneskes ufuldkommenheder og mangler. I dyrets navn bruger Gud sekstallet tre gange (6 + 60 + 600), og understreger dermed kraftigt hvor utilstrækkelig, ufuldkommen og mangelfuld menneskenes politiske organisation er, og hvor tåbeligt det er at sætte sit håb og sin lid til den med hensyn til menneskets evige velfærd.
8. Hører de demokratiske regeringer med til dyret? Forklar nærmere.
8 En hel del af vore læsere vil sikkert anerkende at de kommunistiske og de diktatoriske regeringer udmærket kan være repræsenteret ved et sådant vilddyr, men de vil måske have deres tvivl med hensyn til de demokratiske regeringer, da nogle af disse er blevet betegnet som kristne nationer. Imidlertid hævder demokratierne ikke at de har deres magt fra Gud, men anerkender at de er et resultat af det statsvidenskabelige arbejde. The Encyclopædia Britannica siger i sin artikel om „Demokrati“: „Den moderne opfattelse af hvad demokrati er . . . fremkom til sidst som et resultat af den stadige søgen efter den bedste og mest retfærdige styreform.“ Britannica fortæller derefter hvordan Aristoteles’, John Lockes, Charles Montesquieus og andre politiske teoretikeres ideologier gradvis har formet den demokratiske regering til det vi har i dag.
9. (a) Hvor vanskeligt vil det være at undgå at få dyrets mærke på sig? (b) Hvordan tvinger nationalismen mange til at tage dyrets mærke på sig?
9 Bibelen fortæller os at man vil forsøge at anbringe denne sammensatte, ufuldkomne og mangelfulde politiske organisations mærke på menneskers pande og hænder, og at ingen vil kunne ’købe og sælge’ hvis ikke de i tanke og handling viser tegn på at de støtter vilddyret og dets trælle og tilbedere. (Åb. 13:16, 17) De politiske herskere vil altså øve et sådant pres på folk at de vil gøre så godt som al eksistens umulig for dem der nægter at tilbede dem eller den politiske stat. Dette er i høj grad sandsynligt i betragtning af den voksende bølge af nationalisme der går over landene. I romerrigets dage skulle folk ofre røgelse til kejseren. I dag forlanger et stigende antal regenter at folket skal tilbede dem eller deres flag, og sætter dermed den politiske regering højere end Guds rige. Som eksempel kan nævnes en forhenværende diktator i Ghana der rejste en statue hvorpå der stod at hans undersåtter først skulle søge det politiske rige, så ville alt andet blive givet dem i tilgift. Den kendte engelske historiker Arnold J. Toynbee har om nationalismen sagt:
„Det er en sindstilstand i hvilken vi forbeholder et udsnit af menneskeheden vor absolutte politiske loyalitet — nemlig den særlige befolkningsgruppe vi tilfældigvis hører til. For så vidt som vi er grebet af denne ideologi anser vi vor nations suveræne uafhængighed for at være det højeste politiske gode, og mener at vor nation har moralsk ret til at gøre sin suverænitet gældende i overensstemmelse med hvad den tror er til gavn for sig selv, uanset hvilke konsekvenser dette måtte få for den fremmede majoritet af menneskeheden, samt at det er vor pligt som borgere at støtte vort land, hvad enten det handler med rette eller med urette.“b
Dyrets billede
10. Hvorfor rejses der et billede af dyret?
10 Men en tilbedelse af dyret selv synes ikke at være nok. Ligesom de der er besmittet af den babyloniske gudsdyrkelse synes at de skal tilbede Gud ved hjælp af et billede eller en afgud, synes de politiske herskere og statsmænd også at den politiske herskermagts dyr må tilbedes ved hjælp af et billede. Det er en kendsgerning at dyret til dato ikke har gjort nogen særlig god figur eller skabt sig noget særlig godt ry blandt folk. Et eller andet billede måtte rejses for at gøre det mere bestandigt og give det rovgriske dyr et mere godmodigt og fredeligt udseende.
11. Hvad er dyrets billede?
11 Hvad er da dyrets billede? Mellem den første og anden verdenskrig var det Folkeforbundet, som på et tidspunkt havde så mange som tres medlemsnationer. Folk så hen til at det skulle indføre fred på jorden, men Forbundet døde da det viste sig ude af stand til at hindre den anden verdenskrigs udbrud. Siden den anden verdenskrig er billedet imidlertid blevet genrejst i form af De forenede Nationer, som på nuværende tidspunkt har 117 medlemsnationer. Vil det have bedre held med sig og fuldføre det som Folkeforbundet ikke formåede? Nej, for det er også kun et billede, lige så ufuldkomment som de menneskelige regeringer det står for.
12. Kan der fremføres nogen undskyldning for at jordens herskere har rejst dyrets billede?
12 Rejsningen af dette billede kan ikke undskyldes med at det blot er et af menneskenes sædvanlige fejlslagne forsøg, for det blev rejst i åbenlys trods mod råbet der lød fra engelen med den evigvarende gode nyhed: „Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden.“ (Åb. 14:6, 7) Dette budskab er blevet forkyndt i hele verden af Jehovas vidner, og nationernes herskere kan ikke være uvidende derom. De er udmærket klar over at dette budskab forkyndes og at det kommer direkte fra Guds ord, Bibelen. Ved at give dyrets billede deres støtte vender de sig bort fra Jehova Gud og hans messianske rige og får millioner af andre mennesker til at gøre det samme.
Religiøse organisationer tilbeder dyret
13. Tilbeder det store Babylon billedet?
13 Men hvordan forholder det sig med det store Babylon, den falske religions verdensimperium? Tilbeder det dyret og dets billede? Betragt følgende kendsgerninger: I alle lande viser det store Babylons religioner befolkningen hen til de pågældende landes regeringer, som om de kunne give folk liv og fred. Mange steder er kirken forenet med staten. Den mest fremtrædende del af det store Babylon, nemlig kristenheden, støttede ivrigt Folkeforbundets oprettelse, som blev foreslået af den anglo-amerikanske verdensmagt i 1918. I januar 1919 betegnede Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika det foreslåede Folkeforbund som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“.
14. (a) Hvad viste kristenhedens ypperste repræsentant sine tilhængere hen til, hvilke udtalelser fremsatte han over for De forenede Nationer, og hvad vidner de om? (b) Hvordan beskriver Bibelen Guds dom over dem der tilbeder dyret og dets billede?
14 At kristenhedens ypperste repræsentant tilbeder dyrets billede og gerne ser hele sin åndelige hjord gøre det samme, fik millioner af fjernseere og avislæsere bevis for den 4. oktober 1965, da pave Paul VI fløj til New York for at tale til denne politiske forsamling. Han fremstillede sig selv som „overbringeren af et budskab til hele menneskeheden“. Han sagde at hans tilstedeværelse i FN opfyldte et ønske man havde næret „lige siden vi fik budet om at gå ud og fortælle godt nyt til alle folkeslag“. Han erklærede at hans budskab var „en ratificering, en højtidelig moralsk ratificering, af denne ædle institution“, De forenede Nationer; og han sagde videre: „Denne organisation repræsenterer den nødvendige vej for nutidens civilisation og for freden i verden.“ Han sagde: „Jordens folk vender sig til De forenede Nationer som det sidste håb for harmoni og fred; vi tillader os her at føje vor egen hyldest til deres [jordens folks] hyldest, der er et udtryk for håb.“ Og han fortsatte: „Lyt nu til fortsættelsen af vort budskab! Det bliver et budskab om gode ønsker for fremtiden. Det værk som De har bygget op [FN], må aldrig slå fejl; det må fuldkommengøres.“c I betragtning af at dette må kaldes afgudsdyrkelse, hvor betimelig er da ikke Åbenbaringsbogens advarsel:
„Og endnu en engel, den tredje, fulgte dem; han råbte med høj røst: ’Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne. Og røgen fra deres pine stiger op i evighedernes evigheder; og de har ikke hvile hverken dag eller nat, de, som tilbeder dyret og dets billede, og enhver, der tager dets navn som mærke.’ Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.“ — Åb. 14:9-12.
15. (a) Hvoraf ses det at de der tilbeder dyret og dets billede er i pine, og hvad vil deres pine ende med? (b) Hvordan stiger røgen fra deres pine op i evighedernes evigheder?
15 Det store Babylon faldt i 1919 og begyndte da at drikke Guds harmes vin ublandet. Jehovas vidner blev udfriet i det år, og siden da har mere end en million mennesker fået øjnene åbnet for det store Babylons ugudelighed og har sluttet sig til Jehovas vidner i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds oprettede rige. Den babyloniske religions verdensimperium og alle som er tilsluttet det, lider nu pine, for de erfarer nu tydeligt Guds mishag. I deres pine og desperation benytter de, hvor det er muligt, det politiske dyr til at undertrykke, fængsle og endog dræbe Jehovas vidner, der ærligt forkynder dommene som en advarsel. Men denne pine kan ikke fortsætte i al evighed, for hverken Babylon eller dyrets tilbedere er udødelige. Deres pine vil ende når de tilintetgøres. Røgen, der tjener som et vidnesbyrd om deres pine, det vil sige om Guds dom over dem, vil stå i al evighed som en advarsel for alle om det nytteløse i en så gudsbespottelig handlemåde, ligesom en højesteretsdom tjener som et præcedens for afgørelsen af alle lignende sager senere hen.
Søg Guds hjælp til at undgå mærket
16. Hvordan kan man undgå at modtage dyrets mærke?
16 Hvordan kan man undgå dyrets mærke? Som Bibelen så alvorligt understreger, kræver det mod og udholdenhed. De der nægter at tage dyrets mærke på sig, må være principfaste. Det er meget lettere at tage mærket på sig end at nægte at gøre det, for de der sætter mærket på folks pander og hænder bruger magt over for dem der ikke frivilligt tager imod det. Der kræves åndelig styrke, som man kun kan få fra Gud ved studium af hans ord. Jesus sagde: „Agt på, hvad I hører!“ Og: „Agt derfor på, hvordan I hører.“ (Mark. 4:24; Luk. 8:18) Hør på det Guds ord har at sige; giv agt på det budskab som Jehovas vidner forkynder. Der findes intet mellemstandpunkt. Det véd Jehovas vidner, og de véd at de må bevare deres åndelighed på et højt plan ved at give agt på deres handlinger hver dag. Siden 1919 har de nægtet at deltage i den internationale tilbedelse af den politiske stat og Folkeforbundet og dets efterfølger, De forenede Nationer. De har holdt fast ved „Guds bud og troen på Jesus“. — Matt. 4:8-11.
17. (a) Hvad venter der Guds folk nu og i den nærmeste fremtid, men hvad bliver resultatet og belønningen for dem der holder ud? (b) Hvilken hjælp tilbydes dem der ønsker at undgå dyrets mærke?
17 Det vil ganske vist betyde en stadig udholdenhedsprøve for de hellige, det vil sige resten af Kristi åndelige brødre her på jorden, og for deres medarbejdere, der nærer håb om at leve evigt på jorden under Guds rige, men det betyder også at de så vil undgå at komme til at drikke Guds vredesbæger og lide evig tilintetgørelse sammen med alle dem der tilbeder dyret og dets billede. Den store belønning for en sådan udholdenhed er at man opnår Guds gunst, der fører til liv. Vil du undgå at være blandt dem der kæmper mod Gud og lide skæbne sammen med dem? Så vend dig NU til Guds ord. Jehovas vidner, som har bragt dig dette nummer af Vagttårnet, vil være glade for, uden vederlag, at fortælle dig mere om hvilken foranstaltning Gud har truffet til at udfri dem der holder ud, så de ikke tager dyrets mærke på sig, og hvordan Gud vil frelse dem til evigt liv i hans nye, retfærdige tingenes ordning.
[Fodnoter]
a Om dyret der stiger op af havet siger en romersk-katolsk udgave af Bibelen (John Murphy Company, Baltimore, Maryland, 1914) i en fodnote: „Dette første dyr med syv hoveder og ti horn er sandsynligvis alle de vantro, fjender og forfølgere af Guds folk, fra verdens begyndelse til enden. De syv hoveder er syv konger, det vil sige syv fremstående riger eller imperier der har øvet eller vil øve tyrannisk magt over Guds folk; af disse var fem faldet på det tidspunkt, nemlig det ægyptiske, assyriske, kaldæiske, persiske og græske rige; ét var nærværende, nemlig romerriget; og det syvende og vigtigste skulle komme, nemlig den store antikrist og hans rige. De ti horn kan forstås som ti mindre forfølgere.“
b New York Times Magazine, 3. november 1963, side 23.
c New York Herald Tribune, 5. oktober 1965, side B, specielle sektion.
[Illustration på side 450]
Det symbolske vilddyr stiger op af havet
(1) Ægypten (2) Assyrien (3) Babylon (4) Medo-Persien (5) Grækenland (6) Rom (7) England-Amerika