Hvad er Guds rige?
PRØV at stille folk på gaden dette spørgsmål, og du vil få en mængde forskellige svar.
Nogle vil sige at Guds rige er „inden i os“. Andre vil hævde at det er et åndeligt rige som man får del i ved døden. Mange vil endda spotte selve tanken om Guds rige og sige at den er urealistisk, uigennemførlig og at det enkelte menneske faktisk selv kan bestemme sin skæbne.
Men hvordan ville du svare på spørgsmålet?
Måske vil du sige: „Kan det ikke være fuldstændig ligegyldigt hvad jeg mener? Det er et spørgsmål teologerne må tage sig af. Jeg er mere bekymret over det der sker i dag: Jeg tør knap nok sende mine børn i skole eller lade min hustru gå alene på gaden. Jeg er bekymret over den vaklende økonomi, den tiltagende forurening, og en mængde andre ting. Men Guds rige — nå ja, det kan jeg begynde at tænke over når disse øjeblikkelige problemer er løst.“
Men netop fordi du er bekymret over den tiltagende lovløshed, de unges oprør, den vaklende økonomi, trusselen om flere krige, og de farer der er opstået som følge af forureningen, bør du interessere dig for Guds rige. Det skulle være grund nok til at du ønskede sandfærdig oplysning om Guds rige. Hvorfor nu det?
Fordi man — når man fjerner politisk propaganda fra sit sind, lader forudfattede meninger og fordomme ude af betragtning og ærligt ser i øjnene hvad menneskene har gjort eller undladt at gøre med livet her på jorden, ikke kun inden for de seneste år, men i årtier, ja i århundreder — så må erkende at Guds rige er den eneste virkelige og praktisk gennemførlige løsning på menneskehedens problemer.
Guds rige er ikke kun noget folk har inden i sig, eller noget som først gavner dem efter døden, men Guds rige er en regering. Og denne regering sidder inde med magt og har et ganske bestemt mål som specielt gør den egnet til at ændre de dårlige tilstande der netop i vor tid berøver menneskene så meget af deres glæde ved livet.
Guds rige — en virkelig regering?
Lyder det mærkeligt i dine ører at vi taler om Guds rige som en regering? Ja, måske. Det er dog dét Bibelen lærer. Det bibelske udtryk „Guds rige“ betyder „Guds kongedømme“ og indeholder således tanken om at Gud som konge udøver herredømme. Bibelen taler om flere af fortidens kongedømmer, som for eksempel det babyloniske, det persiske og det græske. Hvad var det egentlig for riger? Det var riger med en konge som regent. Det andet kapitel i Daniels profeti omtaler sådanne jordiske kongeriger, deres herskermagt og styrke, hvorefter der siges:
„Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:37-44.
Guds rige er altså en regering lige så konkret som de jordiske kongerigers, men dets magt overgår langt nogen tidligere, menneskeskabt regerings. Ifølge profetien vil Guds regering fjerne alle andre regeringer og indtage deres plads for stedse.
Jesu disciple forstod at det rige eller kongedømme Jesus lærte dem om, var en regering. (Ap. G. 1:6) Forud for Jesu fødsel lød det profetiske løfte: „Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders, trone. Han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Luk. 1:32, 33) At Davids kongedømme var en regering er en historisk kendsgerning. Det kongedømme som Kristus Jesus, en af Davids efterkommere, ville få overdraget, er altså også en regering, skønt langt større end Davids, fordi den har sæde i himmelen. — Ap. G. 2:29-36.
En himmelsk regering — med magt og myndighed
Over tredive gange bruger Bibelen udtrykket „Himmeriget“ når der tales om „Guds rige“. (Luk. 8:1; Matt. 10:7) Vil det sige at man, for at få gavn af Guds rige, må befinde sig i himmelen? Nej, for Kristus Jesus lærte os at bede: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:10) Sandt nok lærer Bibelen at nogle mennesker er udvalgt til at regere sammen med Kristus Jesus i hans himmelske regering. Men hvad siger Åbenbaringen 5:10 om disse menneskers styre? At de skal gøres „til konger og til præster for vor Gud, og de skal herske på [over, NW] jorden“.
Men nu vil nogle måske sige at det er urealistisk at tale om at jorden skal styres af en regering med sæde i himmelen, for denne regering vil jo være usynlig for menneskene. Og dog bor de fleste i dag i nogen afstand, ja måske flere hundrede kilometer, fra de regeringskontorer hvorfra de styres. Størstedelen har aldrig personligt mødt regeringsoverhovedet. Dog må de indrømme at deres regering udøver magt og har indflydelse på deres hverdag.
Og det er ikke anderledes med Guds rige. At det udøver sin magt fra de himmelske haller svækker på ingen måde forvaltningens effektivitet. Kan man, i en tid hvor mennesker har modtaget budskaber fra månen, betragte rummet; som en hindring for kommunikation med Guds rige? I dag er stormagternes pragmatiske politiske herskere villige til at bruge svimlende summer på deres rumprogrammer. Hvorfor? Fordi de kan se hvilke afgørende fordele der er ved at kunne kontrollere jorden fra en højde der langt overgår nogen jordisk bygnings. Deres interesse for „rumstationer“ og „månebaser“ er ikke kun „rent videnskabelig“. I 1958, da Lyndon B. Johnson var senator i De forenede Staters kongres, udtalte han:
„Der er noget som er vigtigere end ethvert afgørende våben. Det er den afgørende position — den position hvorfra jorden fuldstændig kan beherskes; den findes et sted ude i rummet. Dette hører fremtiden til, en fjern fremtid, skønt måske ikke så fjern som vi tænker os. Den der først opnår den afgørende position vinder herredømmet, det fuldstændige herredømme over jorden, og det kan benyttes såvel i tyranniets som i frihedens tjeneste.“ — New York Times, 8. jan. 1958.
Bibelen viser at ingen politisk regering, trods heldigt gennemførte rumforsøg, nogen sinde vil komme til at indtage denne „afgørende position“. Den indtages nemlig allerede af Guds rige ved Kristus Jesus. Og denne regering gør allerede nu brug af sin afgørende position til gavn for dem som virkelig elsker sandhed og retfærdighed. Den lover at det hverken vil blive de tyranniske, de stolte, de voldsomme eller de begærlige, men derimod „de sagtmodige“ som skal „arve jorden“. — Matt. 5:5.
Hvad mener du er det største problem verdens regeringer i dag står over for? Nu tænker du sikkert på krig, lovløshed, korruption, forurening, økonomisk ustabilitet eller andre lignende problemer. Men hvad forårsager disse ting? Sker de bare — eller er der et eller andet der får dem til at ske? Svaret kan måske lyde for enkelt, men ingen kan ærligt benægte at selviskhed er den egentlige årsag, og det vil igen sige mangel på respekt og hensyn, ja på kærlighed til næsten.
Skønt mange indrømmer at det forholder sig sådan, siger de måske: „Ja det er rigtigt nok, men hvad kan man gøre ved det? Hvordan skulle man nogen sinde kunne håndhæve love der stiller krav om at folk skal elske deres næste? Hvis en regering skulle kunne det, måtte den være i stand til at læse menneskenes hjerter.“
Ja, lige netop. Og det er grunden til at Guds rige er den eneste regering som rent praktisk kan løse problemerne på jorden. Dets konge, Kristus Jesus, viste at han kunne læse menneskenes hjerter da han var på jorden; og det resultat han kom til, viste sig altid at være det rette. Giv dig tid til at læse hvad Bibelen fortæller om Jesu liv og virke, og du vil forstå at Jesus virkelig vidste „hvad der boede i mennesket“. (Joh. 2:25) Måske det du læser vil få dig til at ransage dit eget hjerte.
Desuden har Guds rigsregering højtideligt forpligtet sig til at rense jorden for alle som foretrækker at leve i selviskhed — og den har magt til at gøre det. (2 Tess. 1:6-8) Denne indgriben foretages fordi, som en af Jesu disciple sagde: „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud’ og hader sin broder, så er han en løgner; thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, han kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ (1 Joh. 4:20) Ja, Guds rige ved Kristus Jesus sætter kærligheden til Gud og kærligheden til næsten i første række. Det er grunden til at kun Guds rige kan løse verdens problemer.
Har du et oprigtigt ønske om at se jorden befriet for optøjer, strejker, fattigdom, undertrykkelse, forbrydelser og vold? Så gå straks i gang med at lære om Guds retfærdige regering. Skriv til udgiverne af dette blad og bed om yderligere oplysninger. De vil med glæde sørge for at du får hjælp til at lære hvad Bibelen siger om Guds rige, den eneste regering som virkelig kan løse menneskehedens problemer.
[Illustration på side 233]
Guds rige vil for stedse befri jorden for forbrydelser, stofmisbrug, forurening og enhver form for korruption