Nyheder på nært hold
Lyst til at læse
■ Vil du gerne have at dit barn kommer til at påskønne den værdi der ligger i at kunne læse? En rapport som er samlet af tyve fremtrædende engelske pædagoger, giver et nyttigt forslag. Efter tre års undersøgelser siger de: „Den bedste måde at forberede det lille barn til at læse på, er at sidde med det på skødet og læse dets yndlingshistorier højt for det — om og om igen.“
Hvorfor er denne metode effektiv? Følelsen af velvære og tryghed sammen med lyden af faderens eller moderens stemme, siger pædagogerne, samt det spændende ved at historien bliver levende fra den trykte side, „samvirker til at barnet i tankerne forbinder bøger med noget der er meget glædeligt og fornøjeligt“.
Forældre som gerne vil lære deres børn at værdsætte bøgernes bog, Bibelen, har et væld at interessante ting de kan læse for deres børn, idet de måske genfortæller vanskeligere passager og læser andre dele, for eksempel samtaler, direkte op. Mange har fundet en stor hjælp i bogen Vi lytter til den store Lærer (udgivet af Vagttårnets selskab), der behandler 46 forskellige bibelske emner. Denne bog er allerede blevet trykt i over 23 millioner eksemplarer. Men det er godt at huske hvad den engelske undersøgelse peger på: at forældrenes varme og nærhed kan være lige så vigtig en faktor som det materiale der læses.
Transplantationsproblemer
■ Det har længe været kendt at patienter som får indopereret et nyt hjerte, erfarer flere psykiske problemer efter operationen end gennemsnittet af patienter. Det ser imidlertid ud til at det samme gælder i forbindelse med transplantation af visse andre vigtige organer, som for eksempel nyrer. En amerikansk professor i psykiatri, dr. Pietro Castelnuovo-Tedesco, citeres for denne udtalelse: „En væsentlig opdagelse efter transplantationerne er den ikke sjældne forekomst af alvorlige følelsesmæssige forstyrrelser.“ Ved en undersøgelse af 292 nyreskiftpatienter viste det sig at næsten 20 procent havde alvorlige depressioner efter operationen. Nogle få forsøgte endog at begå selvmord. I sammenligning hermed er der ved almindelige kirurgiske indgreb kun én ud af cirka 1500 der får alvorlige følelsesmæssige forstyrrelser.
En ejendommelig faktor der somme tider bemærkes, er en såkaldt ’personlighedstransplantation’. Det vil sige at modtageren i nogle tilfælde lader til at antage visse træk af donorens personlighed. En letlevende ung kvinde fik en nyre fra sin ældre, mere konservativt indstillede søster. Først havde hun ligesom svært ved at finde sig selv, og derefter begyndte hun på mange punkter at efterligne sin søsters adfærd. En anden patient siger at han har fået et ændret livssyn efter sin nyretransplantation. En mild og fredsommelig mand er efter operationen blevet aggressiv som donoren. Problemet er måske hovedsagelig, eller udelukkende, af mental art. Men det er ikke uden interesse at Bibelen forbinder menneskets nyrer med dets følelser. — Se Jeremias 17:10 og Åbenbaringen 2:23.
Velgørenhed
■ Det oplyses at amerikanerne sidste år gav omkring 25,1 milliarder dollars til velgørenhed. Hvor mange af disse penge kom virkelig til at tjene velgørende formål?
Ikke så mange som man tror eller som de fleste kunne ønske, siger en artikel i The National Observer. Det er ikke ualmindeligt at 40 til 50 procent eller endnu flere af de indsamlede penge går til dem der foretager indsamlingen. Administration kan tage en betragtelig bid af kagen. Det oplyses for eksempel at næstformanden for en fremtrædende ’velgørenhedsforening’ oppebærer en årlig gage på 52.000 dollars (312.000 kroner). Velgørende organisationer, også religiøse, benytter sig ofte af professionelle ’indsamlingsfirmaer’, og deres salærer kan være temmelig pebrede. En politiforening engagerede et sådant firma, men af de indsamlede 220.000 dollars fik politiet kun omkring 25.000. Resten gik til omkostninger og lønninger til indsamlerne. Desuden findes der i U.S.A. mange bedrageriske organisationer som virker under dække af at de tjener velgørende formål. De forsigtigste anslår at sådanne organisationer har en årlig „indtægt“ på 250 millioner dollars, alene i De forenede Stater.
At vise næstekærlighed og at give af sine midler er en kristen egenskab. Men skal ens bidrag virkelig komme dem til gode der har brug for dem, må man udvise skønsomhed.