’Hold højtid med usyrede brød’
■ Bibelen lægger vægt på nødvendigheden af at bevare renheden i den kristne menighed. Fordærvende indflydelse må fjernes. Paulus gav i sit første brev til korinterne følgende vejledning: „Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, sådan som I jo er fri for surdej. For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“ — 1 Kor. 5:7, 8.
Under Moseloven blev påskeofferet bragt én gang årligt, og det efterfulgtes af de usyrede brøds højtid, der varede i syv dage. Jesus Kristus ofrede imidlertid sig selv én gang for alle. (Hebr. 9:25-28) Derfor bør den kristnes hele livsløb være som en stadig højtid med usyrede brød, fri for fordærv og ondskab. Inden for den kristne menighed bør der være et ønske om at holde fast ved den personlige renhed samt renheden i menigheden, og om at fjerne alt hvad der kunne ødelægge troen og den gode moral.