Sikkerhed i verden under ’Fredsfyrsten’
„På det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være, over Davids trone og over hans rige, for at det kan grundfæstes og opretholdes ved ret og ved retfærdighed, fra nu af og for stedse. Hærstyrkers Jehovas nidkærhed vil gøre dette.“ — Esajas 9:7.
1, 2. (a) Hvad var Guds riges fødsel anledning til, og hvornår fandt den sted? (b) Hvad er FN’s opgave ifølge organisationens pagt, men hvad påhviler det Jesus Kristus at gøre ifølge rigspagten? (c) Hvordan ved vi at Jehova usvigelig sikkert vil overholde rigspagten?
LIGESOM Jesu fødsel som et fuldkomment menneskebarn var anledning til særlig glæde, sådan ville hans længe lovede riges fødsel være det. (Salme 96:10-12) Ifølge de begivenheder der er indtruffet på verdensskuepladsen i vort århundrede, blev herredømmet lagt på skulderen af den herliggjorte Jesus i 1914. De forenede Nationers eksistens modsiger ikke dette. Ingen af de ledende mænd i FN’s 159 medlemsnationer er af Davids hus, men ifølge FN-pagten, der gælder for denne verdensomspændende sammensværgelse, er det alligevel dem der har til opgave at indføre fred og sikkerhed i verden.
2 Men Jehovas pagt om Riget er aldrig blevet ophævet. Udtrykket „over Davids trone“ i Esajas 9:7 bekræfter den pagt Gud indgik med David om et evigvarende rige. Gud har desuden med sin ed bekræftet at pagten vil opfylde sit formål. At Jehova vil overholde den fremgår af Salme 89:3, 4, 35, 36: „’Jeg har sluttet en pagt med min udvalgte; jeg har tilsvoret David, min tjener: „Til fjerne tider grundfæster jeg dit afkom, og jeg vil bygge din trone generation efter generation.“’ Én gang har jeg svoret i min hellighed — for David lyver jeg ikke. Hans afkom forbliver evindelig, og hans trone som solen foran mig.“ Ifølge denne pagt, og ifølge titlen „Fredsfyrste“, påhviler det Jesus Kristus at indføre sikkerhed i verden.
3. Hvorfor var det ikke en tid med fred i himmelen og på jorden da ’Fredsfyrsten’ indledte sit herredømme?
3 Det år da Jehova Gud ville lægge herredømmet på sin ’Fredsfyrstes’ skulder, skulle imidlertid ikke være noget fredsår, hverken i himmelen eller på jorden. Ifølge Åbenbaringens 12. kapitel ville hans riges fødsel blive efterfulgt af en krig i himmelen. Satan Djævelen og hans dæmoner kæmpede mod den nyoprettede regering, og den nyindsatte konge og hans hellige engle kæmpede mod disse dæmonhorder. Resultatet var at Satan og hans dæmoner blev kastet ud af himmelen og ned i jordens nærhed. Derfor lød råbet: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ (Åbenbaringen 12:12) Siden Satans nedstyrtning er jorden blevet skueplads for vold og krig uden lige. Menneskeheden behøver i sandhed ’Fredsfyrstens’ herredømme, for det vil medføre sikkerhed i verden!
4. Hvorfor bør titlen „Vældig Gud“ ikke forveksles med titlen ’almægtige Gud’?
4 Ifølge Esajas 9:6 skulle den herliggjorte Jesus Kristus bære andre titler foruden titlen „Fredsfyrste“. En af dem skulle være „Vældig Gud“. Han skulle ikke kaldes Gud den Almægtige, som om han var et ligestillet medlem af en treenighed. Selv da han var opstået fra graven gav han udtryk for at han stadig var underlagt Jehova. Han viste sig for Maria Magdalene og sendte hende hen for at oplyse sine ængstelige disciple om at han vendte tilbage til deres Fader og sin Fader og til deres Gud og sin Gud. (Johannes 20:17) Den dag i dag leder han al skabningen i tilbedelsen af „gudernes Gud“, Jehova. (Daniel 11:36) Ja, Jesus Kristus har en Gud, og denne Gud er ikke Jesus selv, men hans himmelske Fader, Jehova. ’Fredsfyrsten’ tjener på storslået vis som formidler af varig fred og sikkerhed i hele universet!
5. Hvorfor har Jesus Kristus den bedste baggrund for at lede alle fornuftbegavede skabninger i tilbedelsen af den sande og levende Gud, Jehova?
5 I al evighed vil den herliggjorte og ophøjede søn af Gud fortsætte med at lede alle fornuftbegavede skabninger i tilbedelsen af denne eneste levende og sande Gud, Jehova. Han er den der har den bedste baggrund for det. Af alle skabninger i himmelen og på jorden er Guds søn den der har kendt Jehova længst, på nærmest tænkeligt hold. I Første Korintherbrev 2:11 siger apostelen Paulus: „For hvem blandt mennesker ved hvad der er i et menneske, undtagen menneskets ånd som er i det?“ Dette gælder også i Jesu Kristi tilfælde. Skønt han blev brugt af Jehova Gud i forbindelse med menneskets skabelse, var det noget andet for ham selv at blive et menneske, at leve under de forhold der råder på jorden og opleve de følelser der bor i et menneske. Derfor hedder det at „skønt han var søn, lærte han lydighed af det han led“ som menneske her på jorden. (Hebræerne 5:8) Han viste sig fuldt værdig til at få betroet „al myndighed i himmelen og på jorden“ og til at bære titlen „Vældig Gud“. — Mattæus 28:18; jævnfør Filipperbrevet 2:5-11.
„Underfuld Rådgiver“ og „Evig Fader“
6. Hvordan har Jesus Kristus tjent som „Underfuld Rådgiver“, og hvordan har ’den store skare’ draget nytte af hans underfulde råd?
6 Af alle disse vægtige grunde er Guds himmelske fyrste fuldt ud i stand til at tjene menneskeheden som „Underfuld Rådgiver“, en titel som han også bærer. (Esajas 9:6) Hans råd er altid vise, fuldkomne og ufejlbarlige. Som mellemmand mellem Jehova Gud og dem der er taget med i den nye pagt har han tjent som en underfuld rådgiver i de sidste 1900 år. I vor tid, siden 1935, har „en stor skare“ af hans „andre får“ også nydt gavn af hans underfulde rådgivning, og de modtager den allerbedste undervisning og vejledning. (Åbenbaringen 7:9-17; Johannes 10:16) Til at formidle denne rådgivning har han her under „afslutningen på tingenes ordning“, ladet den lovede ’trofaste og kloge trælleskare’ fremstå og sat den over alle sine kongelige interesser på jorden. (Mattæus 24:3, 45-47; Lukas 12:42-44) ’Den store skare’ modtager en åndelig vejledning der i sandhed er underfuld og pålidelig, eftersom den bygger på Guds åbenbarede ord.
7. Hvorfor er Satan Djævelen ikke længere en vældig gud for dem der udgør Jehovas folk?
7 Fordi vi tager disse råd til os er Satan Djævelen, „denne tingenes ordnings gud“, ikke længere en vældig gud for os der udgør Guds folk. (2 Korinther 4:4) Vi har lydigt skilt os ud fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og vi er ikke længere delagtige med det i dets umoralske synder. Vi har taget et urokkeligt standpunkt for den på hvis skulder Jehova Gud har lagt herredømmet.
8. (a) Hvorfor virker titlen „Evig Fader“ særlig tiltalende på ’den store skare’? (b) Hvordan vil det gå dem der lader Satan Djævelen være deres åndelige fader?
8 Titlen „Evig Fader“ taler til vore følelser. Især ’den store skare’ af „andre får“ værdsætter denne titel. Det tiltaler ikke ’fårene’ at have Satan Djævelen som fader. De gyser ved tanken om hvad Jesus sagde til de jødiske religiøse ledere der modstod ham: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og løgnens fader.“ (Johannes 8:44) ’Den store skare’ har skilt sig ud fra Satan Djævelens åndelige børn. Hans faderskab vil ikke vare evigt. De der lader ham være deres åndelige fader, vil gå til grunde sammen med ham. En fuldstændig tilintetgørelse, symboliseret ved „den evige ild“ der omtales i Mattæus 25:41, venter Djævelen og alle dem der ikke i tide siger nej til at have ham som deres fader. — Mattæus 25:41-46.
9. Hvordan får ’den store skare’ en forsmag på hvordan det vil være at stå under den ’Evige Fader’?
9 De der hører til ’den store skare’, får derimod allerede nu en forsmag på hvordan det vil være at stå under den ’Evige Fader’.a Hvordan? Ved at lytte til hans røst og blive hans „andre får“ og knytte sig til resten af de åndelige israelitter. Dette nære og inderlige familieforhold varsler fred. Apostelen Paulus, der skrev under inspiration, omtalte i Romerbrevet 16:20 Jehova som „den Gud som giver fred“. Det er derfor meget passende at hans enestefødte søn kaldes „Fredsfyrste“! Han vil med sikkerhed leve op til betydningen af denne storslåede titel idet han genopretter freden i hele universet.
’Fredsfyrstens’ kongelige regering
10, 11. Hvad sagde Esajas efter at han havde forudsagt den mest betydningsfulde fødsel der skulle finde sted, og hvad betyder hans udtalelse?
10 Efter at Esajas havde forudsagt den mest betydningsfulde fødsel der nogen sinde ville finde sted på jorden — fødselen af Guds søn, der skulle nyde den ære at bære titlen „Fredsfyrste“ — blev han ledet af Jehovas ånd til at sige: „På det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være . . . Hærstyrkers Jehovas nidkærhed vil gøre dette.“ — Esajas 9:7.
11 Med udtrykket „det fyrstelige herredømmes omfang“ sigter profetien til at ’Fredsfyrstens’ herredømme vil blive udstrakt til at omfatte hele jorden. Det vil overvinde alle grænser og omslutte hele kloden. Og i det jordiske paradis der indføres, vil der ikke være nogen ende på freden. Intetsteds vil der på noget tidspunkt opstå uroligheder. Freden vil udstrække sig over hele jorden i overflod. (Salme 72:7) Fred vil her ikke blot sige frihed for vold og krig; det omfatter også ret og retfærdighed. Esajas sagde netop at det fyrstelige herredømme ville blive opretholdt „ved ret og ved retfærdighed, fra nu af og for stedse“. Menneskeheden vil opleve rigelige velsignelser. Jehova Guds utrættelige nidkærhed vil udrette dette i vor tid.
12. Hvordan bliver det herredømme der hviler på ’Fredsfyrstens’ skulder repræsenteret på hele jorden?
12 Dette herredømme der hviler på ’Fredsfyrstens’ skulder, er allerede nu repræsenteret på hele jorden. Et hastigt voksende antal mennesker anerkender hans kongelige himmelske regering. Resten af hans åndsavlede disciple er blevet færdigindsamlet fra nationerne, og der indsamles „en stor skare“ i over 200 lande og områder. Der er i øjeblikket 3.229.022 som vidner om Jehova, og det glædelige indsamlingsarbejde er endnu ikke afsluttet. Denne ’store skare’ hylder det herredømme der hviler på ’Fredsfyrstens’ skulder. Dens medlemmer er meget taknemmelige for at være underlagt denne regering og tjene som dens sendebud på hele jorden, i fællesskab med dem der er „ambassadører på Kristi vegne“, den salvede rest. — 2 Korinther 5:20.
Den nutidige sammensværgelse bliver forpurret
13. (a) Hvad bestræber Rigets sendebud sig for indbyrdes? (b) Hvad er FN i Guds øjne?
13 Rigets sendebud holder også fred med hinanden. De ’bestræber sig ivrigt for at bevare åndens enhed i fredens forenende bånd’ — på trods af al den splittelse og uro der nu råder på jorden. (Efeserne 4:3) Stater både inden for og uden for De forenede Nationer har i virkeligheden taget opstilling imod ’Fredsfyrstens’ regering. De forenede Nationer er i Guds øjne en kolossal, verdensomspændende sammensværgelse. Hvorfor? Fordi denne organisation har erklæret at ville nå de mål som Gud har pålagt sin „Fredsfyrste“ at nå. Og den opfordrer folk af alle nationer til at støtte dens forsøg på at indføre fred og sikkerhed i verden ved menneskers bestræbelser. Den udråbte endda 1986 til et „internationalt fredsår“. Den udgør derfor en sammensværgelse mod ’Fredsfyrsten’ og mod Jehovas pagt med ham om et evigt rige.
14. Hvilken advarsel gav Esajas alle som var i opposition til Jehova og hans rigspagt?
14 Af tilsvarende grunde advarede profeten Esajas i fortiden kong Akaz og hans undersåtter mod at søge fred og sikkerhed ved at indgå et forbund med det assyriske verdensrige. Advarselen står at læse i Esajas 8:9, 10. I poetiske vendinger advarer profeten alle som er i opposition til Jehova og hans rigspagt: „Vold ondt, I folkeslag, og bliv knust; og lyt, alle I jordens fjerne egne! Spænd jeres bælte, og bliv knust! Spænd jeres bælte, og bliv knust! Læg en plan, og den vil blive forpurret! Tal et ord, og det vil ikke stå fast, for Gud er med os!“
15. Hvordan vil det gå sammensværgelsen mod rigspagten i dag, i lighed med sammensværgelsen på kong Akaz’ tid?
15 Lad blot nationerne under denne verdens fyrste, Satan Djævelen, lægge råd op mod rigspagten og dens fyrstelige arving og hersker. Sammensværgelsen vil blive forpurret, ligesom sammensværgelsen på kong Akaz’ tid. Kong Rezin af Aram og kong Peka af Israel frygtede ikke hærstyrkers Jehova, men sammensvor sig mod hans pagt om Riget. Men deres sammensværgelse blev forpurret, ja knust. Kong Akaz af Juda frygtede heller ikke Jehova, men indgik en sammensværgelse med det assyriske verdensrige. Dette gavnede ham dog ikke virkeligt og bragte ham ikke fred og sikkerhed. Det bragte ham nød og trældom. Og værst af alt bragte det ham Jehovas mishag.
16. Hvordan knuste Jehova den assyriske sammensværgelse mod rigspagten, og hvad forudskildrede det angående vor tid?
16 Efter Akaz’ død, i hans søn Ezekias’ dage, knuste hærstyrkers Jehova den assyriske sammensværgelse mod rigspagten. Assyrerkongen blev tvunget til at trække sig tilbage fra Judas land efter at Jehovas engel havde udslettet 185.000 af hans soldater. Fjenden kom ikke til at sende en eneste pil mod Jerusalem. (Esajas 37:33-36) Den nuværende verdensomfattende sammensværgelse mod Jehovas rigspagt og hans „Fredsfyrste“ vil lide et tilsvarende nederlag, for Gud er med sin fyrste, Immanuel, og med alle som anerkender og hylder ham.
Tag frygtløst standpunkt for Jehovas universelle suverænitet
17. (a) Hvad vil de politiske elementer om kort tid gøre ved Babylon den Store, og hvad vil Guds folk få, i overensstemmelse med dets behov? (b) Hvad vil de ateistiske herskere gøre efter at de har udslettet Babylon den Store, og hvad vil Jehovas reaktion være?
17 De politiske elementer vil snart vende sig ikke blot mod kristenheden men mod hele det store Babylon, hele den falske religions verdensimperium, for at udslette det for stedse. På dette kritiske tidspunkt vil Jehovas folk i særlig grad have brug for guddommelig beskyttelse. Ægget dertil af deres blodige sejr over Babylon den Store vil de ateistiske herskere rasende vende sig mod dem der står på Guds side og anerkender hans regering ved Jesus Kristus. Da vil Jehova lade sin „Fredsfyrste“ gå i aktion i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åbenbaringen 16:14) Jesus Kristus vil vise sig at være en uovervindelig kriger hvis herredømme ikke vil kende til nogen tilbagegang. Han vil vise sig at være den ’Vældige Gud’ under den sejrrige almægtige Gud, Jehova. Denne ’Vældige Gud’ vil krone sin strålende karriere med denne sejr i Harmagedon som vil blive husket i al evighed. Lad os hylde hans uforlignelige sejr!
18. Hvilken holdning er Jehovas vidner besluttede på at indtage over for den nutidige sammensværgelse mod rigspagten, og hvad vil resultatet blive?
18 Træd derfor frem, alle I vidner for Jehova, træd endnu tydeligere frem i verdensskuepladsens rampelys i fuld tillid til jeres Gud og hans regerende konge, ’Fredsfyrsten’! Vis at I ikke på nogen måde frygter den verdensomspændende sammensværgelse. Vær som tegn og mirakler til Jehovas ære ved overalt at forkynde budskabet om hans rige og dets kommende sejr over den verdensomfattende sammensværgelse i Harmagedon. Og når Djævelen vender de verdslige herskere imod os, så husk at sejren vil tilhøre dem der forbliver tro mod ’Fredsfyrsten’ Immanuels rige, for „Med os er Gud“. (Mattæus 1:23; jævnfør Esajas 8:10.) Og måtte alle himmelens engle og alle trofaste mennesker på jorden sige „amen“ når Jehova hævder sin suverænitet over alle skabninger i himmelen og på jorden og indfører en sikkerhed der aldrig kan rokkes!
[Fodnote]
a En detaljeret behandling af Jesu Kristi rolle som „Evig Fader“ kan findes i kapitel 20 i bogen Sikkerhed i verden under Fredsfyrsten, udgivet af Vagttårnets selskab.
Spørgsmål til repetition
■ Hvorfor bærer Jesus med rette titlen „Vældig Gud“?
■ Hvordan har Jesus tjent som „Underfuld Rådgiver“?
■ Hvem bør vi gøre til vor fader, og hvem bør vi afvise at have som fader?
■ Hvad er FN i virkeligheden?
■ Hvordan vil det gå den nutidige sammensværgelse mod rigspagten og dens arving, ’Fredsfyrsten’?
[Illustration på side 16, 17]
Hele universet vil være forenet i fredelig tilbedelse af den universelle Suveræn