Opbyg et varigt ægteskab
„Hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ — MATTÆUS 19:6.
1. Hvad er årsagen til at så mange blandt sande kristne i dag har et lykkeligt ægteskab?
JEHOVAS folk består i dag blandt andet af mange tusind familier der glæder sig over at leve i gode og varige ægteskaber. At det forholder sig sådan er ingen tilfældighed. Kristne ægteskaber bliver lykkelige når begge ægtefæller (1) respekterer Guds syn på ægteskabet, og (2) bestræber sig for at efterleve principperne i hans ord. Det var Gud selv der indstiftede ægteskabsordningen, og han er den „hvem enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“. (Efeserne 3:14, 15) Eftersom Jehova ved hvad der skal til for at opnå et lykkeligt ægteskab, vil det gavne os at følge hans vejledning. — Esajas 48:17.
2. Hvilke konsekvenser får det når man undlader at anvende Bibelens principper i ægteskabet?
2 Hvis man derimod undlader at følge Bibelens principper, kan det resultere i et dårligt ægteskab. Nogle eksperter mener at to tredjedele af dem der i dag gifter sig i De Forenede Stater, på et tidspunkt vil lade sig skille. I de sidste 25 år er hvert tredje registrerede ægteskab i Danmark blevet opløst. Kristne er ikke immune over for det pres og de spændinger der præger disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Økonomiske problemer og presset på arbejdspladsen kan være hårdt ved ethvert ægteskab. Nogle kristne er også blevet dybt skuffede over at deres ægtefælle ikke lever efter de bibelske principper. „Jeg elsker Jehova, men mit ægteskab har i 20 år været en køn redelighed,“ fortæller en kristen hustru. „Min mand er selvisk og ønsker ikke at forandre sig. Jeg føler mig fanget i en fælde.“ Ikke så få kristne mænd og kvinder har givet udtryk for noget tilsvarende. Hvad er det der går galt? Og hvad kan forhindre at et ægteskab udvikler sig til et kærlighedskoldt eller direkte fjendtligt forhold?
Ægteskabet er en permanent ordning
3, 4. (a) Hvad er Guds norm for ægteskabet? (b) Hvorfor er det ikke uretfærdigt, men gavnligt, at ægteskabet er en varig ordning?
3 Selv det bedste ægteskab er en forening af to ufuldkomne mennesker. (5 Mosebog 32:5) Apostelen Paulus sagde derfor at „de der [gifter sig], vil få trængsel i kødet“. (1 Korinther 7:28) Nogle ekstreme omstændigheder kan endog resultere i separation eller skilsmisse. (Mattæus 19:9; 1 Korinther 7:12-15) De fleste kristne følger imidlertid Paulus’ vejledning om at ’en hustru ikke må skille sig fra sin mand og en mand ikke må forlade sin hustru’. (1 Korinther 7:10, 11) Tanken med ægteskabet var at det skulle være et varigt forhold, for Jesus Kristus erklærede: „Hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ — Mattæus 19:6.
4 For den der føler sig fanget i et kærlighedsløst ægteskab præget af uvenlighed, kan Jehovas norm forekomme streng og urimelig. Men det er den ikke. Når ægtefolk betragter ægteskabet med Guds øjne, som en permanent ordning, vil det hjælpe dem til at erkende problemerne og til at søge at løse dem, frem for at flygte fra deres ansvar ved det første tegn på uoverensstemmelser. En mand der har været gift i over 20 år, udtrykker det på denne måde: „Man kan ikke undgå problemfyldte perioder. Man vil ikke elske hinanden lige højt hele tiden. Det er derfor vigtigt at man føler sig forpligtet over for den anden.“ Kristne ægtepar føler sig naturligvis først og fremmest forpligtede over for Jehova Gud, ægteskabets Indstifter. — Jævnfør Prædikeren 5:4.
Ledelsens princip
5. Hvilken vejledning giver Paulus blandt andet til ægtemænd og hustruer?
5 Når der opstår problemer er det derfor ikke tiden til at løbe fra det hele, men til at anvende vejledningen i Guds ord. Overvej for eksempel Paulus’ vejledning i Efeserbrevet 5:22-25, 28, 29: „Lad hustruerne underordne sig deres mænd som under Herren, for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved, idet han er dette legemes frelser. Ja, ligesom menigheden underordner sig Messias, således må hustruerne også underordne sig deres mænd i alt. I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den. Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det, ligesom også Messias plejer menigheden.“
6. Hvordan skal kristne ægtemænd være anderledes end mænd i verden?
6 Mænd har ofte misbrugt deres myndighed som overhoved og har hersket over deres hustruer. (1 Mosebog 3:16) Men Paulus understreger at kristne ægtemænd skal være anderledes end mænd i verden. De skal efterligne Kristus og ikke være tyranner der styrer hustruens tilværelse i mindste detalje. Jesus Kristus var aldrig grov eller dominerende. Han viste sine disciple ære og respekt, og sagde: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet.“ — Mattæus 11:28, 29.
7. Hvordan kan man vise sin hustru ære når hun må have verdsligt arbejde?
7 En kristen ægtemand viser sin hustru ære som et svagere kar. (1 Peter 3:7) Hvis hun for eksempel har et verdsligt arbejde, vil han tage dette i betragtning og være så hjælpsom og hensynsfuld som muligt. En af de hyppigste årsager til at kvinder ønsker at blive skilt, er at deres mænd forsømmer hjemmet og børnene. En kristen ægtemand må derfor hjælpe sin kone i hjemmet på en måde der vil være til gavn for hele familien.
8. Hvad indebærer det for kristne hustruer at underordne sig?
8 Når kristne hustruer vises ære vil det være lettere for dem at underordne sig deres mænd. At de skal underordne sig vil dog ikke sige at de skal leve en slavetilværelse. Gud sagde ikke at hustruen skulle være en slave, men en „medhjælp“ for manden (en ’som kompletterede ham’, fodnote), altså en som passede til ham. (1 Mosebog 2:18) I Malakias 2:14 omtales hustruen som sin mands „medforbundne“. Som sådan nød hustruer på Bibelens tid stor frihed og havde betragteligt råderum. Om ’den dygtige hustru’ siger Bibelen: „Hendes ægtemands hjerte stoler på hende.“ Hun blev betroet den opgave at føre hus, stå for indkøb af fødevarer, forhandle køb af jordlodder og forvalte mindre forretningsforetagender. — Ordsprogene 31:10-31.
9. (a) Hvordan viste gudfrygtige kvinder på Bibelens tid at de underordnede sig? (b) Hvad kan i dag hjælpe en kristen hustru til at underordne sig?
9 En gudfrygtig hustru vil ikke desto mindre anerkende sin mands myndighed. For eksempel plejede Sara „at adlyde Abraham, idet hun kaldte ham ’herre’“, ikke blot som en høflighedsfrase, men som et oprigtigt udtryk for at hun underordnede sig ham. (1 Peter 3:6; 1 Mosebog 18:12) Hun forlod også villigt et komfortabelt hjem i byen Ur, for at bo i telte sammen med sin mand. (Hebræerne 11:8, 9) Men at hustruerne underordnede sig var langtfra ensbetydende med at de ikke ansvarsbevidst kunne tage affære når det var nødvendigt. Da Moses undlod at adlyde Guds lov vedrørende omskærelse, handlede hans hustru, Zippora, beslutsomt og afværgede derved en ulykke. (2 Mosebog 4:24-26) Der er ikke blot tale om at behage en ufuldkommen mand. Bibelen siger at hustruer må „underordne sig deres mænd som under Herren“. (Efeserne 5:22) Når en kristen hustru forstår at dét at underordne sig sin mand har betydning for hendes forhold til Gud, har hun lettere ved at overse sin mands mindre svagheder og mangler, ligesom han må gøre i forholdet til hende.
Kommunikation — ægteskabets livsnerve
10. Hvor vigtig er kommunikationen i et ægteskab?
10 Da en skilsmisseadvokat blev spurgt om hvad der var den største enkeltårsag til at folk lod sig skille, svarede han: „Manglende evne til at tale åbenhjertigt med hinanden, at give udtryk for sine inderste tanker og behandle den anden som sin bedste ven.“ Ja, kommunikation er livsnerven i et stærkt ægteskab. Som Bibelen siger: „Planer mislykkes når der ikke er fortroligt samråd.“ (Ordsprogene 15:22) Mand og hustru må være ’fortrolige venner’ og have et nært og varmt forhold til hinanden. (Ordsprogene 2:17) Men mange ægtepar har svært ved at kommunikere, og så sidder fortrydelsen og nager indtil den eksploderer i et destruktivt vredesudbrud. Eller ægtefæller gemmer sig måske bag en facade af høflighed, samtidig med at de distancerer sig følelsesmæssigt fra hinanden.
11. Hvordan kan kommunikation mellem mand og hustru forbedres?
11 En del af problemet skyldes tilsyneladende at mænd og kvinder kommunikerer forskelligt. De fleste kvinder vil tilsyneladende gerne tale om noget følelsesmæssigt, hvorimod mænd ofte helst vil tale om noget håndgribeligt. Kvinder er mere tilbøjelige til at vise empati og medfølelse, mens mænd har det med at analysere situationen og foreslå løsninger. Men når begge ægtefæller er besluttede på at være ’hurtige til at høre, langsomme til at tale, langsomme til vrede’, er det alligevel muligt at få en god kommunikation. (Jakob 1:19) Hav øjenkontakt, og vær meget opmærksom. Få den anden til at udtale sig ved at stille passende spørgsmål. (Jævnfør Første Samuelsbog 1:8; Ordsprogene 20:5.) I stedet for at forsøge at finde en hurtig løsning på det problem din ægtefælle fremlægger, så lyt opmærksomt mens du overvejer hvordan problemet kan løses. Det er også godt ydmygt at søge Guds ledelse ved at bede sammen. — Salme 65:2; Romerne 12:12.
12. Hvordan kan kristne ægtefæller ’købe sig tid’ til hinanden?
12 Det lader til at livets stress og jag i nogle tilfælde næsten ikke levner ægtefolk tid og energi til at føre meningsfyldte samtaler. Men hvis kristne skal holde deres ægteskab i ære og sørge for at det er ubesmittet, må de bevare et nært forhold til hinanden. De må betragte deres forhold som dyrebart og ’købe sig tid’ til hinanden. (Jævnfør Kolossenserbrevet 4:5.) I nogle tilfælde vil man kunne få tid til at tale sammen ved blot at slukke for fjernsynet. Dét regelmæssigt at drikke en kop te eller kaffe sammen, kan hjælpe ægtefæller til at bevare den følelsesmæssige forbindelse med hinanden. Sådanne stunder kan bruges til at ’rådslå’ om ting der vedrører familien. (Ordsprogene 13:10) Det er en god vane at få talt ud om mindre irritationsmomenter og misforståelser før de skaber store spændinger. — Jævnfør Mattæus 5:23, 24; Efeserbrevet 4:26.
13. (a) Hvilket eksempel satte Jesus med hensyn til at være åben og ærlig? (b) Hvordan kan ægtefæller få et nærmere forhold til hinanden?
13 En mand indrømmer: „Jeg synes mange gange det er svært at give udtryk for hvad jeg mener og virkelig fortælle [min kone] nøjagtig hvad jeg føler.“ Men hvis ægtefæller skal kunne opnå et nært forhold, er det vigtigt at de åbner sig for hinanden. Det er bemærkelsesværdigt at se hvor åben og ærlig Jesus var i forholdet til de vordende medlemmer af hans brudeskare. Han sagde: „Jeg kalder jer ikke længere trælle, for en træl ved ikke hvad hans herre gør. Men jeg har kaldt jer venner, for alt det jeg har hørt fra min Fader har jeg gjort jer bekendt med.“ (Johannes 15:15) Betragt din ægtefælle som din ven. Betro ham eller hende hvad du føler. Bestræb dig for at give udtryk for din kærlighed gennem enkle men oprigtige kærtegn. (Højsangen 1:2) Nogle må overvinde sig selv til at kommunikere åbent, men når begge ægtefæller gør den nødvendige indsats, vil det være stærkt medvirkende til at gøre deres ægteskab varigt.
Hvordan uoverensstemmelser løses
14, 15. Hvordan kan man undgå at skændes?
14 Det kan ikke undgås at man fra tid til anden bliver uenige om et eller andet. Men ens hjem behøver ikke af den grund at blive ’et hus fuldt af strid’. (Ordsprogene 17:1) Pas på at I ikke drøfter følsomme emner mens børnene kan høre det, og tag hensyn til den andens følelser. Da Rakel gav udtryk for sin fortvivlelse over at hun ikke kunne få børn og bad Jakob give hende børn, svarede han vredt: „Er jeg i Guds sted, han som har forholdt dig livsfrugt?“ (1 Mosebog 30:1, 2) Hvis der opstår problemer i hjemmet, så angrib problemet, ikke personen. Undgå at ’tale tankeløst’ når I taler sammen privat, og lad være med at afbryde hinanden uden grund. — Ordsprogene 12:18.
15 Det kan godt være at du har en helt bestemt mening om et eller andet, men det kan man godt give udtryk for uden at det fører til „bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot“. (Efeserne 4:31) „Drøft problemerne med normal stemmestyrke,“ lyder et råd fra en ægtemand. „Hold inde hvis en af jer begynder at hæve stemmen. Vend tilbage kort efter og genoptag samtalen.“ Ordsprogene 17:14 giver dette gode råd: „Forsvind . . . før striden bryder ud.“ Prøv at tale videre når I begge er faldet til ro.
Forbliv tro mod hinanden
16. Hvorfor er det alvorligt hvis man begår ægteskabsbrud?
16 I Hebræerbrevet 13:4 hedder det: „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ Utroskab er ikke alene en synd mod Gud, det undergraver også det ægteskabelige forhold. (1 Mosebog 39:9) En ægteskabsrådgiver har skrevet: „Når først ægteskabsbruddet er blevet kendt, rammer det hele familien som en ødelæggende orkan, splitter husstanden, knuser tilliden og selvagtelsen og skader børnene.“ Det kan desuden medføre graviditet eller en seksuelt overført sygdom.
17. Hvordan kan man undgå at opdyrke en indstilling der kan føre til utroskab?
17 Nogle opdyrker en forkert indstilling til utroskab ved at tillægge sig verdens forkvaklede indstilling til kønslivet som det fremstilles i bøger, i fjernsyn og på film. (Galaterne 6:8) Forskere siger imidlertid at ægteskabsbrud sædvanligvis ikke blot udspringer af et ønske om sex, men af at man gerne vil bevise at man stadig er tiltrækkende eller af at man gerne vil føle sig mere elsket. (Jævnfør Ordsprogene 7:18.) Men uanset hvordan det forholder sig, må en kristen afvise umoralske fantasier. Drøft ærligt dine følelser igennem med din ægtefælle. Søg om nødvendigt hjælp hos menighedens ældste. Dette kan meget vel hindre at man synder. Desuden må kristne være forsigtige i deres optræden over for nogle af det modsatte køn. Det vil være i modstrid med de bibelske principper at være gift med én og samtidig kaste begærlige blikke på en anden. (Job 31:1; Mattæus 5:28) Kristne bør især undgå at knytte følelsesmæssige bånd til en arbejdskammerat. Vær venlig, men hold forholdet på et forretningsmæssigt plan.
18. Hvad er ofte årsagen hvis der er seksuelle problemer i et ægteskab, og hvordan kan sådanne problemer løses?
18 Noget der vil være en endnu større beskyttelse er at have et varmt og åbenhjertigt forhold til sin ægtefælle. Mange forskere siger at seksuelle problemer i et ægteskab sjældent er fysisk betonede, men sædvanligvis er et biprodukt af en dårlig kommunikation. Sådanne problemer opstår sjældent når et ægtepar har en god kommunikation og yder hinanden den ægteskabelige ret af kærlighed og ikke af pligt.a Under de rette omstændigheder kan et sådant nært forhold styrke det ægteskabelige bånd. — 1 Korinther 7:2-5; 10:24.
19. Hvad er „enhedens fuldkomne bånd“, og hvilken virkning kan dette have på et ægteskab?
19 Inden for den kristne menighed er det kærligheden der er „enhedens fuldkomne bånd“. Ved at opdyrke inderlig kærlighed til hinanden kan et gudfrygtigt ægtepar ’blive ved med at affinde sig med hinanden og frit at tilgive hinanden’. (Kolossenserne 3:13, 14) Den principbetonede kærlighed søger andres velfærd. (1 Korinther 13:4-8) Opdyrk en sådan kærlighed. Den vil styrke de ægteskabelige bånd. Anvend Bibelens principper i jeres ægteskab. Hvis I lægger jer på sinde at gøre det, vil I kunne opbygge et varigt ægteskab — til pris og ære for Jehova Gud.
[Fodnote]
a Artiklen „Kommunikation er mere end at tale“ i Vagttårnet for 1. august 1993 giver forslag til hvordan ægtepar kan overvinde problemer på dette område.
Hvad vil du svare?
◻ Hvorfor bør ægteskabet være et varigt forhold?
◻ Hvad siger Bibelen om ledelsens princip?
◻ Hvordan kan ægtepar få en bedre kommunikation?
◻ Hvordan kan ægtefolk løse uoverensstemmelser i en kristen ånd?
◻ Hvad vil være en hjælp til at styrke det ægteskabelige bånd?
[Illustration på side 12]
Hvis hustruen har verdsligt arbejde vil en kristen ægtemand ikke lade hende blive overbebyrdet