Hvordan man forbliver loyal
„[Ifør] jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ — Efeserne 4:24.
1. Hvorfor har Jehova Gud krav på vor loyalitet?
DER er mange forskellige facetter af det at være loyal. Vi må først og fremmest være loyale over for Jehova Gud. I betragtning af hvem Jehova er, hvad han har gjort for os, og af at vi har indviet os til ham, skylder vi ham vor loyalitet. Hvordan kommer denne loyalitet mod Jehova Gud til udtryk? Først og fremmest ved at vi er loyale over for hans retfærdige principper.
2, 3. Hvilket forhold er der mellem det at være loyal og det at være retfærdig?
2 For at kunne forblive loyale må vi følge vejledningen i Første Petersbrev 1:15, 16: „I overensstemmelse med den Hellige som kaldte jer, [skal I] også selv være hellige i hele jeres adfærd, for der står skrevet: ’I skal være hellige, for jeg er hellig.’“ Vor loyalitet mod Jehova Gud vil gøre at vi adlyder ham til hver en tid, og sørger for at vore tanker, ord og handlinger harmonerer med hans hellige vilje. Det betyder at vi må bevare en god samvittighed, sådan som vi får påbud om i Første Timoteusbrev 1:3-5: „Endemålet med denne befaling [om ikke at føre en anden lære eller agte på usande historier] er jo kærlighed ud af et rent hjerte og ud af en god samvittighed og ud af tro uden hykleri.“ Vi er ganske vist ikke fuldkomne, men vi bør forsøge at gøre vort bedste.
3 Vor loyalitet mod Jehova vil afholde os fra selvisk at gå på kompromis med hensyn til hans retfærdige principper. Hvis vi er loyale vil vi ikke give os udseende af at være noget vi ikke er. Salmisten ønskede at være loyal, for han sang: „Lær mig, Jehova, din vej. Jeg vil vandre i din sandhed. Forén mit hjerte om at frygte dit navn.“ (Salme 86:11) Loyalitet er meget rigtigt blevet beskrevet som det at ’være lydig mod love eller principper som mennesker ikke kan håndhæve’.
4, 5. Hvad vil vi afholde os fra hvis vi er loyale?
4 Loyalitet mod Jehova Gud vil også afholde os fra at gøre noget der bringer skam over hans navn og rige. For eksempel fik to kristne engang så store indbyrdes problemer at de meget uheldigt besluttede at bringe sagen for en verdslig domstol. Dommeren spurgte dem: ’Er De begge Jehovas vidner?’ Han kunne åbenbart ikke forstå hvad de havde at gøre i retten. Hvilken skam! Hvis disse brødre havde været loyale mod Jehova Gud, ville de have fulgt apostelen Paulus’ vejledning: „Nu er det jo i det hele taget et nederlag for jer at I har retssager med hinanden. Hvorfor lider I ikke hellere uret? Hvorfor lader I jer ikke hellere bedrage?“ (1 Korinther 6:7) Man er loyal over for Jehova Gud hvis man vælger at lide et personligt tab frem for at bringe skam over Jehova og hans organisation.
5 Loyalitet over for Jehova Gud indebærer også at man ikke giver efter for menneskefrygt. „At skælve for mennesker leder i snare, men den der stoler på Jehova beskyttes.“ (Ordsprogene 29:25) Vi går derfor ikke på kompromis når vi bliver forfulgt, men følger det eksempel som Jehovas vidner i det tidligere Sovjetunionen, i Malawi, Etiopien og mange andre lande har sat.
6. Hvem vil vi ikke komme sammen med hvis vi er loyale?
6 Hvis vi er loyale mod Jehova Gud vil vi ikke gøre os til venner med dem der er hans fjender. Disciplen Jakob skrev: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig derfor til fjende af Gud.“ (Jakob 4:4) Vi ønsker at vise den samme loyalitet som kong David gav udtryk for med ordene: „Hader jeg ikke dem der hader dig, Jehova, og ledes jeg ikke ved dem der rejser sig mod dig? Med fuldkomment had hader jeg dem. Mine fjender er de blevet.“ (Salme 139:21, 22) Vi ønsker ikke at fraternisere med dem der synder med overlæg, for vi har intet tilfælles med dem. Vil loyalitet mod Gud ikke afholde os fra at komme selskabeligt sammen med disse fjender af Jehova, hvad enten det er på det personlige plan eller gennem fjernsynet?
Forsvar Jehova
7. Hvordan vil vor loyalitet mod Jehova komme til udtryk, og hvilket eksempel satte Elihu i den forbindelse?
7 Vor loyalitet vil også få os til at forsvare Jehova Gud. Elihu satte et godt eksempel i den forbindelse. I Job 32:2, 3 læser vi: „Hans vrede blussede op mod Job fordi han retfærdiggjorde sin egen sjæl i stedet for Gud. Hans vrede blussede også op imod hans tre venner fordi de ikke havde fundet noget svar, men kendte Gud skyldig.“ I Jobs Bog, kapitel 32 til 37, forsvarer Elihu Jehova. Han sagde for eksempel: „Hav tålmodighed med mig lidt endnu, så vil jeg fortælle dig at der endnu er noget at sige til gunst for Gud. . . . Ham hvis værk jeg er, vil jeg tilskrive retfærdighed. . . . Han tager ikke sine øjne bort fra den retfærdige.“ — Job 36:2-7.
8. Hvorfor må vi forsvare Jehova?
8 Hvorfor skal Jehova forsvares? Fordi han i vore dages verden bliver spottet på utallige måder. Man hævder at han ikke er til, at han er en del af en treenighed, at han piner mennesker for evigt i et brændende helvede, at han uden held forsøger at omvende verden, at han ikke interesserer sig for menneskene, og så videre. Vi viser vor loyalitet mod Jehova ved at forsvare ham og vidne om at han er til; at han er en vís, retfærdig, almægtig og kærlig Gud; at han har en tid til alt; og at han til sin fastsatte tid vil gøre ende på alt ondt og omdanne jorden til et paradis. (Prædikeren 3:1) Derfor må vi benytte hver en lejlighed til at forkynde Jehovas navn og rige.
Loyalitet mod Jehovas organisation
9. På hvilket område har nogle vist manglende loyalitet?
9 Vi vil nu se på hvad det indebærer at være loyal mod Jehovas synlige organisation. Vi skylder den afgjort vor loyalitet, hvilket indbefatter at vi er loyale mod „den trofaste og kloge træl“, hvorigennem den kristne menighed får åndelig føde. (Mattæus 24:45-47) Hvad gør vi hvis vi læser noget i Vagttårnets publikationer som vi ikke forstår eller måske ikke uden videre er enige i? Tager vi anstød og forlader organisationen? Det var der nogle der gjorde da der for mange år siden blev skrevet i Vagttårnet at den nye pagt var noget der gjaldt tusindårsriget. Andre tog anstød af det Vagttårnet engang skrev om neutralitetsspørgsmålet. Hvis de der tog anstød af dette havde været loyale mod organisationen og mod deres brødre, ville de have ventet på at Jehova bragte klarhed over disse spørgsmål, hvilket han gjorde til sin fastsatte tid. Loyalitet indebærer således at man tålmodigt venter på at den trofaste og kloge træl kaster yderligere lys over visse emner.
10. Hvad vil vi ikke være nysgerrige efter hvis vi er loyale?
10 Loyalitet mod Jehovas synlige organisation indebærer også at man ikke har noget at gøre med frafaldne. Loyale kristne vil ikke være nysgerrige efter at undersøge hvad de frafaldne mener. Det er ganske vist ufuldkomne mennesker Jehova Gud bruger til at lede sit arbejde på jorden. Men hvad siger Guds ord at vi skal gøre? Forlade Guds organisation? Nej. Broderkærligheden bør få os til at forblive loyale mod den, og fortsat ’elske hinanden inderligt af hjertet’. — 1 Peter 1:22.
Loyalitet mod loyale ældste
11. Hvilken negativ tankegang vil vi loyalt undgå?
11 Når nogen i menigheden siger eller gør noget som vi har svært ved at forstå, vil vi loyalt undlade at drage deres motiver i tvivl, og i stedet slutte at der måske kan være delte meninger om det pågældende spørgsmål. Er det ikke langt bedre at dvæle ved de gode egenskaber som de ældste og vore trosfæller har, frem for at fokusere på deres fejl? Vi vil vogte os for enhver negativ tankegang, for den er forbundet med illoyalitet! Loyalitet vil også hjælpe os til at adlyde Paulus’ vejledning om „ikke at spotte nogen“. — Titus 3:1, 2.
12, 13. Hvad må menighedens ældste være opmærksomme på?
12 Der findes særlige områder hvor ældste må være loyale. Det gælder blandt andet i spørgsmål af fortrolig art. Hvis nogen i menigheden betror sig til en ældste, vil han loyalt bevare fortroligheden. Han vil følge vejledningen i Ordsprogene 25:9: „Røb ikke hvad en anden har sagt i fortrolighed.“ Det betyder at han end ikke vil tale med sin kone om det!
13 Også på andre områder vil ældstes loyalitet blive sat på prøve. Vil de behage mennesker, eller vil de modigt og med mildhed hjælpe dem der har brug for vejledning, selv hvis der er tale om slægtninge eller nære venner? Loyalitet mod Jehovas organisation vil få de ældste til at forsøge at hjælpe enhver der har brug for åndelig hjælp. (Galaterne 6:1, 2) Deres loyalitet vil også få dem til at tale venligt og dog uden omsvøb med deres medældste, sådan som apostelen Paulus talte til apostelen Peter. (Galaterne 2:11-14) Tilsynsmænd vil desuden passe på at de ikke optræder uklogt, viser partiskhed eller på anden vis misbruger deres myndighed, så de gør det svært for dem der er i deres varetægt at være loyale mod Guds organisation. — Filipperne 4:5.
14, 15. Hvad kan sætte menighedens loyalitet på prøve?
14 Der er også andre områder hvor det er vigtigt at være loyal over for menigheden og dens ældste. Hvis der opstår problemer i menigheden har vi anledning til at vise vor loyalitet mod Jehova og dem der repræsenterer ham. (Se Vagttårnet for 15. juni 1987, side 15-17.) Når der er foretaget en udstødelse må vi loyalt bakke de ældste op, og ikke bagefter forsøge på egen hånd at vurdere om der har været tilstrækkelig grund til at tage dette skridt.
15 Vor loyalitet mod menigheden kræver også at vi støtter alle fem ugentlige møder i det omfang vore omstændigheder tillader det. Loyalitet kræver at vi ikke blot er faste mødedeltagere, men også er velforberedte og giver opbyggende kommentarer når lejlighed byder sig. — Hebræerne 10:24, 25.
Loyalitet i ægteskabet
16, 17. Hvordan viser man loyalitet i ægteskabet?
16 Hvem ellers må vi vise loyalitet? Hvis vi er gift må vi holde vort ægteskabsløfte og være loyale mod vor ægtefælle. Vi vil for eksempel ikke begå den fejl at være mere venlige over for andre mænd eller kvinder end over for den vi er gift med. Af loyalitet mod vor ægtefælle vil vi heller ikke udbrede os om vedkommendes svagheder eller fejl. Det er lettere at beklage sig til andre end at gøre en ihærdig indsats for at bevare en åben kommunikation med sin ægtefælle, og derved følge den gyldne regel. (Mattæus 7:12) Det kan være noget af en udfordring at bevare den kristne loyalitet i ægteskabet.
17 Hvis det skal lykkes må vi ikke blot undgå alvorlige overtrædelser, men også vogte vore tanker og følelser. (Salme 19:14) Hvis vi i vort bedrageriske hjerte opdyrker en stærk længsel efter spænding og nydelse, kan vi i vor selviskhed meget let overskride grænsen mellem beundring og begær. Kong Salomon tilskyndede i symbolske vendinger til ægteskabelig troskab ved at råde ægtemænd til at ’drikke vand af deres egen cisterne’. (Ordsprogene 5:15) Og Jesus sagde: „Enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ (Mattæus 5:28) Ægtemænd der beskæftiger sig med pornografisk materiale risikerer at blive påvirket til at begå ægteskabsbrud, og derved illoyalt bedrage deres hustru. Og en hustru der lader sig opsluge af den atmosfære der præger de tv-serier som åbenlyst skildrer utroskab, kunne føle sig fristet til at være illoyal over for sin mand. Er man loyal mod sin ægtefælle vil man i stedet styrke det ægteskabelige bånd, og derved hjælpe hinanden til at behage Jehova Gud.
En hjælp til at forblive loyale
18. Hvad vil hjælpe os til at være loyale?
18 Hvad vil hjælpe os til at forblive loyale mod Jehova, mod hans organisation, mod menigheden og mod vor ægtefælle? Det vil være en hjælp hvis vi forstår at vor loyalitet er nært forbundet med hævdelsen af Jehovas suverænitet. Når vi forbliver loyale viser vi at vi betragter Jehova som universets Suveræn. Det vil hjælpe os til at bevare selvrespekten og styrke vort håb om evigt liv i Jehovas nye verden. Noget der kan hjælpe os til at bevare vor loyalitet, er at betragte de gode eksempler vi har på nogle der har vist sig loyale, lige fra Jehova selv til de troshelte der omtales i Bibelen og i Vagttårnsselskabets publikationer, deriblandt beretningerne i ’Årbøgerne’.
19. Hvordan vil troen hjælpe os til at bevare vor loyalitet?
19 Hvis vi har en stærk tro på Jehova Gud og frygter for at mishage ham, vil det hjælpe os til at forblive loyale. Vi styrker vor tro og gudsfrygt ved flittigt at studere Guds ord og ved at tage del i den kristne tjeneste. Det vil anspore os til at handle i overensstemmelse med Paulus’ vejledning i Efeserbrevet 4:23, 24: „[I skal] gøres nye i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“
20. Hvilken egenskab vil mere end nogen anden hjælpe os til at forblive loyale mod Jehova og alle andre der har krav på vor loyalitet?
20 Værdsættelse af Jehovas egenskaber vil også hjælpe os til at forblive loyale. Uselvisk kærlighed til vor himmelske Fader — det at vi elsker ham af hele vort hjerte og sind, samt af hele vor sjæl og styrke — og taknemmelighed for alt hvad han har gjort for os, vil mere end noget andet hjælpe os til at være loyale mod ham. Når vi desuden ejer den kærlighed som Jesus sagde skulle kendetegne hans disciple, vil det fremme vor loyalitet mod alle kristne i menigheden og i familien. Eller sagt med andre ord: Det er et spørgsmål om at være enten selvisk eller uselvisk. Illoyalitet er det samme som selviskhed. Loyalitet er det samme som uselviskhed. — Markus 12:30, 31; Johannes 13:34, 35.
21. Hvordan kan vi opsummere det vi har gennemgået om loyalitet?
21 Lad os opsummere det vi har gennemgået. Loyalitet er en smuk egenskab der kendetegner Jehova Gud, Jesus Kristus og alle Jehovas sande tjenere. For at opnå et godt forhold til Jehova Gud må vi være loyale mod ham ved at leve efter hans retfærdige bestemmelser, ved ikke at have noget at gøre med hans fjender, og ved at forsvare Jehova gennem formel og uformel forkyndelse. Vi må også være loyale mod Jehovas synlige organisation, mod den menighed vi er tilsluttet og mod vor ægtefælle. Når vi forbliver loyale er vi med til at hævde Jehovas suverænitet og stiller os således på hans side i stridsspørgsmålet. Derved vil vi opnå hans gunst og modtage sejrsprisen, det evige liv. Det som apostelen Paulus sagde om gudhengivenhed, kan også siges om loyalitet. Den er gavnlig både for livet nu og for det som skal komme. — Salme 18:25; 1 Timoteus 4:8.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvordan kan vi vise vor loyalitet mod Gud?
◻ Hvad kræver det at være loyal mod Jehovas organisation?
◻ Hvordan viser ældste at de er loyale?
◻ Hvad må ægtefæller være opmærksomme på?
◻ Hvilke egenskaber kan hjælpe os til at være loyale?
[Illustration på side 17]
Ældstes loyalitet over for menighedens medlemmer vil afholde dem fra at røbe noget der er sagt i fortrolighed
[Illustrationer på side 18]
Når man er loyal mod sin ægtefælle vil det styrke det ægteskabelige bånd