Vær med i høsten som pioner
1 Når høsten skal i hus må der arbejdes. Enhver forsinkelse kan betyde store tab. Alle bliver opfordret til at være med, også kvinder og børn. Mindre væsentlige ting skubbes midlertidigt i baggrunden. Der slides i marken fra tidlig morgen til sen aften. Trods dette er høsten en tid der kendetegnes af stor glæde. — Es. 9:3.
2 Den åndelige høst kræver også en stor arbejdsindsats, hvilket Jesus påpegede da han sagde til sine disciple: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Matt. 9:37, 38) Foruden at der må sendes flere arbejdere ud i marken, er der brug for at nogle arbejder længere end sædvanligt. I det åndelige høstarbejde der udføres i vor tid, har mange reageret positivt på behovet i marken ved at tjene som hjælpepionerer i en eller flere måneder. Deres udbytte har stået i forhold til deres indsats, idet de har fundet flere interesserede og tilmed har oprettet studier med nogle af dem. Det har betydet mere arbejde, ja, men de er blevet „fyldt med glæde“ over at være med til at bringe en rigelig høst af nye disciple i hus. — Apg. 13:48, 52.
3 Hjælpepionerordningen har givet mange en mulighed for at øge deres andel i høstarbejdet. Bare man bruger cirka to timer i tjenesten om dagen, er man i stand til at nå målet. Nogle har fået mulighed for dette ved at bruge mindre tid på deres verdslige arbejde. Andre, deriblandt mange skoleelever, har forstået at udnytte deres ferie- og fridage. Mange husmødre har kunnet være med i hjælpepionertjenesten ved at lægge en plan for deres tid og få familien til at hjælpe med nogle af de huslige pligter. En sådan planlægning bringer mange velsignelser.
Gode eksempler
4 En søster skriver: „Jeg er husmoder og har været hjælpepioner flere gange. Det har været åndeligt opbyggende for både mig selv og min familie.“ En 15-årig skolepige fortæller at hun har brugt påskeferien til at være hjælpepioner, og hun siger: „Jeg kan virkelig se forskellen. Især er jeg blevet bedre til at tale med folk. Jeg får meget bedre resultater, og jeg får mange flere samtaler ved dørene.“ En anden forkynder skriver: „Fordi jeg har været hjælpepioner, er jeg begyndt at nære langt større kærlighed til den døende menneskeslægt.“
5 Når du lægger planer, så tal med andre der har prøvet det før, og få gavn af deres erfaringer. Vend dig også til Jehova i bøn og bed om hans hjælp. For at kunne udføre arbejdet må man have både fysisk og åndelig styrke, og den giver han til alle der villigt melder sig. (Es. 40:20-31) Vi kan også bede ham om visdom til at sige og gøre det rette, og om at han vil støtte os med sin ånd. — Jak. 1:5; Luk. 11:13.
6 Hvilken forret er det ikke at leve i den åndelige høsttid, nu hvor den gamle ordning snart er forbi! Det stiller ganske vist store krav til vor tid og vore kræfter, men til gengæld oplever vi en overvældende glæde over at være med. Jehova vil velsigne den indsats vi gør for at øge vor andel i arbejdet og være hjælpepionerer. — 1 Tim. 4:10.