I unge — har I „de mere vigtige ting“ som mål?
1 Hvad er dit mål i livet? En del unge har ikke sat sig åndelige mål. De har ikke ’forvisset sig om de mere vigtige ting’, det der har med deres tilbedelse af Jehova at gøre. Derfor oplever de ikke den tilfredsstillelse det er at sætte sig kristne mål og nå dem. — Fil. 1:10.
2 De fleste af vore unge har derimod erkendt tomheden i at stræbe efter materialistiske mål, herunder det at få en højere uddannelse. De har erkendt at en stræben efter sådanne mål ikke er risikoen værd, når man tænker på de farer og fristelser man udsættes for. Det man opnår vil i bedste fald kun vare så længe denne tingenes ordning eksisterer, og den haster nu mod sin fuldstændige undergang. At stræbe efter teokratiske mål, med det rette motiv og i lyset af den undervisning vi får gennem Guds ord, vil give personlig tilfredsstillelse nu og føre til evig frelse. — Præd. 12:1, 13.
Teokratiske mål
3 Som andre unge mennesker er du sikkert ivrig efter at lære og at tilegne dig værdifuld viden. I Ordsprogene 2:1-5 opmuntres vi til at „finde kundskab om Gud“. Du kan ikke forvente at opnå kundskab om Gud hvis du ikke studerer hans ord. Når du studerer regelmæssigt vil Guds ord påvirke dit sind og hjerte så du knyttes nærmere til Jehova. Du vil lære mere og huske mere. Og det vil betyde at du bedre kan træffe de rette afgørelser når du står over for vigtige spørgsmål. Din flittige indsats vil også betyde at din læsefærdighed og dit ordforråd forbedres.
4 Alt dette opnås dog ikke på én dag. Det kræver tid og tålmodighed at nå frem til åndelig modenhed. Men hvis du sætter dig forskellige mål og fortsætter med at gøre fremskridt, vil du efterhånden kunne nå frem til åndelig modenhed.
5 Tragter du efter større privilegier i den kristne tjeneste? Har du et personligt mål for hvor meget tid du hver uge vil bruge i arbejdet fra hus til hus? Har du det mål at blive dygtigere til at undervise på genbesøg og ved hjemmebibelstudier? Nogle der går i skole har sat sig det mål én gang om året at være hjælpepioner i en af feriemånederne.
6 Hvilke mål har du for den nærmeste fremtid? Hvad ønsker du at opnå i løbet af det næste år og derefter? Er det dit mål at blive almindelig pioner, medlem af betelfamilien eller måske missionær?
7 Hvis du er en ung broder, tragter du da efter det privilegium at blive menighedstjener og en dag måske ældste? Ved at sætte dig faste mål og arbejde flittigt på at nå dem, kan du lede dit liv i den rigtige retning.
8 Husk på at mange menighedsældste, kreds- og områdetilsynsmænd, missionærer og betelfamiliemedlemmer engang var unge i sandheden. Men de satte sig nogle mål og voksede i kundskab og evne til at tjene Gud og deres brødre. Deres nidkære eksempel og det de har opnået skulle tilskynde dig til at bruge din ungdomstid på en god måde.
9 De mål du sætter dig bør være realistiske, nogle du har mulighed for at nå. Vi er alle sammen forskellige fysisk, mentalt og følelsesmæssigt. Der er også forskellige stadier af åndelig vækst. Forvent derfor ikke at du kan nå noget blot fordi andre kan.
10 Du kan være overbevist om at du glæder Jehovas hjerte når du ’forvisser dig om de mere vigtige ting’ og stræber efter at nå åndelige mål. Arbejd på det og vær besluttet på at gøre dit bedste. Det er alle anstrengelserne værd, og det vil medføre rige velsignelser for dig nu og i årene der kommer. — Fil. 4:13.