VI MÅ HOLDE OS VÅGNE!
Religion og krigen i Ukraine – Hvad siger Bibelen?
Tænk over de følgende udtalelser om nogle højtstående religiøse ledere og krigen i Ukraine:
“Den russiskortodokse kirkes overhoved, patriark Kirill, har ikke på noget tidspunkt fordømt Ruslands angreb. … Hans kirkes systematiske kampagne med propaganda om Ukraine er blevet brugt til fordel for Putins retfærdiggørelse af krigen.” – EUobserver, 7. marts 2022.
“Patriark Kirill … har klart og tydeligt vist at han billiger Ruslands invasion af Ukraine da han beskrev konflikten som en kamp mod synd.” – AP News, 8. marts 2022.
“Leder for den ukrainske ortodokse kirke, metropolit Epifanios I af Kyiv, velsignede i mandags ukrainernes ‘kampe mod de russiske styrker’ … [Han] sagde også at det ikke er en synd at slå russiske soldater ihjel.” – Jerusalem Post, 16. marts 2022.
“Vi [UCCRO] støtter Ukraines bevæbnede styrker og alle der er med til at forsvare os. Vi velsigner deres kamp mod fjenden og beder for dem.” – Udtalelse fra UCCRO,a 24. februar 2022.
Hvad mener du? Skal religiøse ledere der hævder at de følger Jesus Kristus, opfordre deres medlemmer til at gå i krig? Hvad siger Bibelen?
Religionens indblanding i krige op gennem tiden
Historien viser at religioner ofte har billiget, retfærdiggjort eller endda været fortalere for krige, og de har hævdet at det var for at skabe fred. I mange år har Jehovas Vidner afsløret deres hykleri. Her er nogle eksempler fra vores publikationer.
I artiklen “Korstogene – en ‘tragisk illusion’” kan man læse om hvordan den romerskkatolske kirke var ansvarlig for massakrer begået i Guds og Kristus’ navn.
Artiklen “Den katolske kirke i Afrika” giver et eksempel på hvordan religion ikke var i stand til at forhindre stammekrige, og endda folkedrab.
Artiklerne “Er det religionen der bærer skylden?”, “Religionens rolle i krige” og “Når religionen tager parti” forklarer hvordan katolske, ortodokse og protestantiske kirker har støttet begge sider af mange krige.
Skal kristne trossamfund støtte krig?
Hvad Jesus sagde: “Du skal elske dit medmenneske som dig selv.” (Matthæus 22:39) “Bliv ved med at elske jeres fjender.” – Matthæus 5:44-47.
Noget at tænke over: Kan trossamfund sige at de følger Jesus’ bud om at elske andre, hvis de samtidig opfordrer deres medlemmer til at gå i krig og slå ihjel? For at få svaret kan du læse artiklerne “Sande kristne og krig” og “Er det muligt at elske sine fjender?”
Hvad Jesus sagde: “Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne.” (Johannes 18:36) “Alle der griber til sværd, vil blive dræbt af sværd.” – Matthæus 26:47-52.
Noget at tænke over: Hvis de kristne ikke engang skulle gribe til våben for at beskytte Jesus, ville det så være logisk at der var nogen som helst anden grund til at de skulle gøre det? I artiklen “Er krig forenelig med kristendom?” kan du læse mere om hvordan de kristne i det første århundrede fulgte Jesus’ eksempel og det han underviste dem i.
Hvad vil der ske med de religioner der støtter krig?
Bibelen viser at Gud ikke godkender de religioner der påstår at de repræsenterer Jesus, men ikke følger hans lære. – Matthæus 7:21-23; Titus 1:16.
I Åbenbaringens Bog i Bibelen kan vi se at den slags religioner i Guds øjne er ansvarlige for drabene på “alle som er blevet slået ihjel på jorden”. (Åbenbaringen 18:21, 24) Du kan få forklaringen på hvorfor i artiklen “Hvad er Babylon den Store?”
Ud fra det Jesus sagde i Matthæus 7:15-20 kan vi se at de religioner Gud ikke godkender, vil blive fuldstændigt fjernet på grund af alt det onde de har gjort, på samme måde som et råddent træ der bærer dårlige frugter, “bliver fældet og kastet i ilden”. Læs artiklen “Falsk religion vil snart forsvinde!” for at lære mere.
Fotos, venstre til højre: Photo by Sefa Karacan/Anadolu Agency/Getty Images; Maxym Marusenko/NurPhoto via Getty Images
a The Ukrainian Council of Churches and Religious Organizations (UCCRO) er et råd bestående af 15 forskellige kirker, både ortodokse, græsk- og romerskkatolske, protestantiske og evangeliske kirker, samt jøder og muslimer.