Den undergørende Guds lykkelige familie
1. Hvorfor er Guds familie usigelig lykkelig i dag?
DER findes en usigelig lykkelig familie på jorden i dag. Det er den lykkelige familie hvis Fader er den store Gud der „gør vidunderlige ting“. Medlemmerne af familien bor spredt blandt alle jordens nationer og folk, men alle er de lykkeligt forenede fordi de tilbeder den kærligste Fader i hele universet. De er lykkelige fordi deres Fader, Jehova, har oprettet det himmelske rige og overdraget det til sin søn, Kristus Jesus, og fordi han har stillet dem en vidunderlig fremtid i udsigt, nemlig et rigt familieliv der skal bestå i al evighed. De er den lykkelige Guds lykkelige børn.
2. (a) Hvorfor er de fleste familier ulykkelige i dag? (b) Hvad kan der siges om nutidens „guder“?
2 I dag er de fleste familier ulykkelige. Det er fordi de er „i strid med den sunde lære i henhold til den lykkelige Guds herlige gode nyhed“. (1 Tim. 1:9-11, NW) Som aldrig før splittes familier på grund af skilsmisser, lovovertrædelser og manglende kærlighed. Hvorfor er det sådan? Fordi de aldrig har lært den lykkelige Gud, Jehova, den eneste sande kilde til enhed og lykke, at kende. Mennesker har i stedet samlet sig en mængde falske guder. Der er sekteriske „guder“ lige så talrige som kristenhedens sekter, og der er forfædreguder og nationale „guder“. Som et offer på den kommunistiske „guds“ alter har Kina opløst familielivet og adskilt kønnene under kommuneordningen. Andre tilskriver De forenede Nationer frelse. Mange mennesker er henfaldet til tilbedelse af „stjerner“ på filmverdenens umoralske himmel, eller til dyrkelse af helte inden for militær, politik eller sport. Vor tidsalders materialistisk sindede mennesker beskrives rammende af apostelen Paulus: „Bugen er deres gud, og de sætter en ære i deres skam, jordbundne som de er af sind.“ (Fil. 3:19) I virkeligheden holdes de i blind trældom af Satan, „denne verdens gud“. (2 Kor. 4:4) De er ikke lykkelige.
3. Hvad er det eneste der kan gøre mennesker lykkelige i dag?
3 Det er kun „den lykkelige Guds herlige gode nyhed“, summen af hele det storslåede budskab der indeholdes i hans ord, Bibelen, der kan gøre mennesker lykkelige i dag. Det er kun denne gode nyhed om Guds rige der kan lede mennesker ud af den forrykte verdens mørke og føre dem ind til det strålende lys og den enhed som Guds familie i himmel og på jord glæder sig over. De der søger sand lykke må i lighed med apostelen tilbede den lykkelige Gud, Faderen til alt hvad der lever: „For denne sags skyld bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem ethvert faderforhold i Himmel og på jord har sit navn.“ — Ef. 3:14, 15.
4, 5. (a) Hvordan kan mennesker på jorden fatte Jehovas himmelske families herlighed? (b) Fortæl hvordan Jehovas skaberværks herlighed vidner om Jehovas majestæt.
4 Mennesket, der er skabt „ringere end englene“, kan ikke med deres øjne se Guds familie i himlene. Men med den åndelige skelneevnes øjne, oplyst af Guds inspirerede ord, kan mennesket indse og forstå mange ting i forbindelse med denne families herlighed og Familiefaderens overordentlig store herlighed. Det kan påskønne de himmelske serafers glædelige udråb: „Hellig, hellig, hellig er Hærskarers HERRE [Jehova], al jorden er fuld af hans herlighed?“ (Es. 6:3) Ja, Guds jordiske skaberværkers herlighed genspejler noget af den langt større herlighed der omgiver Guds ypperlige skaberværk i de usynlige himle.
5 Betragt et øjeblik en del af Guds skaberværks herlighed. Overalt hvor naturen er uberørt af faldne mennesker, ånder den visdom, skønhed og harmoni. Årstidernes skiften, de forskellige farver, og den uendelige variation og skønhed der præger mennesker, dyr og planter — alt sammen er det et vidnesbyrd om den kærlige Skaber der frembragte alt „smukt til rette tid“. (Præd. 3:11) Disse undere er i henhold til guddommelige love forekommet i årtusinder, før mennesket af i dag begyndte at forurene jorden og luften med biprodukterne fra sine videnskabelige forsøg, og menneskesindet med sin ateisme. Atomvidenskabsmænd som er parat til at sprænge hinanden bort fra jordens flade, ville gøre vel i at standse op og overveje hvorledes Skaberen, Jehova, i milliarder af år har anvendt atomspaltning til fredelige formål. Det var Jehova, den fuldkomne Organisator, der skabte den atomovn vi kalder solen, og anbragte jorden i bane omkring den — ikke for langt fra, og ikke for nær ved — for at mennesker og dyr kunne blive forsynet med nøjagtig den energimængde der betinger opretholdelsen af liv. Ligesom David i fortiden føler det troende og ydmyge menneske i nutiden en uimodståelig trang til at sige: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham? . . . HERRE [Jehova], vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord!“ — Sl. 8:4-10.
6. Hvad åbenbarer Daniel 7:9-14 om (a) Jehovas himmelske trones herlighed? (b) et evigt rige?
6 Jehovas navn er i sandhed herligt på den vide jord. Men hvis jorden er fuld af hans herlighed, hvor langt mere da ikke hans uforlignelige åndelige skaberværk! Her møder vi atter visdom og organisering, men i storslået målestok: „Jeg skuede videre: Med eet blev troner sat frem, en gammel af dage tog sæde; hans klædning var hvid som sne, hans hovedhår rent som uld; hans trone var luende ild, dens hjul var flammende ild. En strøm af ild flød ud og strømmede frem derfra. Tusinde tusinder tjente ham, og titusind titusinder stod ham til rede.“ Myriader af engle der tjener i storslået harmoni! Og nu har Jehova, den „gamle af dage“ overdraget Kristus, ja, „en, der så ud som en menneskesøn . . . magt og ære og herredom“. „Og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå.“ — Dan. 7:9-14.
7. Hvad viser Ezekiel 1:4-28 angående Jehovas og hans universelle organisations egenskaber? Hvad viser Åbenbaringen 4:1-8?
7 I Ezekiel 1:4-28 udmales også et strålende syn af den himmelske trone og Jehovas herligheds glans omkring den. Her skildres Jehovas loyale organisation i himlene ved „fire levende væsener“, fuldendte som et kvadrat, og altid rede til nidkært at adlyde Jehovas befaling, for de „løb frem og tilbage, som lynglimt at se til“. Hver af disse levende skabninger havde et menneskeansigt, et løveansigt, et okseansigt og et ørneansigt, hvilket symboliserer de egenskaber der udgår fra Jehova i fuldkommen ligevægt, og som karakteriserer hele hans himmelske og jordiske familie: grænseløs kærlighed, modig retfærdighed, uimodståelig magt og vidtskuende visdom. Åbenbaringen 4:1-8 skildrer et lignende syn af Jehovas herlige organisation af hellige skabninger, hans hengivne og lysvågne universelle organisation der altid jublende erklærer: „Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer!“
8. (a) Hvordan tjener Jehovas universelle organisation som en hengiven „hustru“? (b) Hvem kommer nu til forståelse af Jehovas og hans organisations herlighed?
8 I Jehovas familie indtager hans universelle organisation pladsen som hans hengivne „hustru“ eller hjælper. Den er årvågen, kærlig og flittig, ligesom en trofast hustru i en lykkelig familie. (Ordsp. 31:10-31) Jehova erklærer om sin hustruorganisation, der indbefatter hans salvede, indviede børn på jorden: „Din ret skal folkene skue og alle konger din ære. . . . Og du bliver en dejlig krone i HERRENS [Jehovas] hånd, et kongeligt hovedbind i hånden på din Gud. . . . Som brudgom glædes ved brud, så din Gud ved dig.“ (Es. 62:2, 3, 5) Som forudsagt i profetien slutter retsindige mennesker fra alle nationer sig nu til Jehovas salvede rest af ånds avlede børn på jorden, og sammen skuer de Jehovas universelle familieorganisations retfærdighed, herlighed og skønhed. De kommer ud fra det mørke og den tungsindighed der omslutter de verdslige nationer, for at glæde sig over lyset og sandheden, for „HERRENS [Jehovas] herligheder oprundet“. — Es. 60:1-8.
9. Hvor kan Guds familie finde lykke og fred i dag?
9 Ønsker du den lykke og fred som kun Jehova kan tilvejebringe? Så lyt til den undervisning han giver gennem sin hustruorganisation, til hvem der er skrevet: „Alle dine børn bliver oplært af HERREN [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“ — Es. 54:13.
Den sunde lære for Guds familie
10. Hvordan identificerede Jesus det redskab der skulle bringe den sunde lære ud til Guds familie på jorden?
10 Da Jesus fremsatte sin bemærkelsesværdige profeti angående den samlede afslutning på den nuværende tingenes ordning forudsagde han verdenskrigene, nøden, den stigende lovløshed — ja endog den falske „gud“ der forårsager ødelæggelse, De forenede Nationer. Han forudsagde også at „denne gode nyhed om Riget“ skulle forkyndes på hele jorden, og han identificerede det redskab han ville bruge hertil, og som desuden skulle bringe den sunde lære ud til hele Guds egen familie på jorden. Han sagde: „Hvem er så egentlig den tro og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre ved sit komme finder ham i færd med at gøre sådan. I sandhed siger jeg jer: Han vil sætte ham over alle sine besiddelser.“ — Matt. 24:7, 8, 12, 14, 15, 45-47, NW.
11. Hvordan har ’trællen’ vist sig at være lysvågen over for sine privilegier i forbindelse med Riget?
11 Denne træl er helt anderledes end kristenhedens vogtere der elsker søvn. (Es. 56:10) ’Trællen’, nemlig det sammensatte legeme af Jehovas rest af salvede, indviede børn på jorden i dag, er lysvågen over for sine forrettigheder i forbindelse med Riget, og adlyder flittigt sin Herre, Kristus Jesus. Trællen bød lykkelig sin Herre velkommen da han i 1918 kom for at holde dom over alle som hævdede at være kristne. Det var ved tidspunktet for denne inspektion at Herren erklærede: „Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din herres glæde.“ (Matt. 25:21) Denne ’trælle’-organisation er blevet sat over meget — i virkeligheden over alle Herrens riges interesser på jorden — og den følger trofast Guds ord og hans ånds ledelse ved at give bibelundervisning, „mad i rette tid“, og ved at sørge for at maden deles ud i stadig større omfang lige til jordens fjerneste egne.
12. Hvilken vidunderlig organisation er blevet tilvejebragt for at Guds familie kan blive forsynet med åndelig føde?
12 Gennem den „tro og kloge træl“s glade tjenestegerning bliver hele Guds familie på jorden forsynet med den rette føde. Denne er af stor betydning for dens opbyggelse. Alle må, for at bevare den åndelige lykke og sundhed, spise regelmæssigt ved familiens bord, og derfor har ’trællen’ indsat tilsynsmænd i mere end 19.000 menigheder jorden over. De tilrettelægger gode møder hvor der undervises i den sunde lære fire eller fem gange om ugen, og de sørger for at alle i menighedsfamilien bliver hjulpet til at overvære disse møder og tage del i tjenesten for Gud. Således gør de „godt mod alle, men især med dem, der har hjemme i den samme tro“. (Gal. 6:10) Familien bor i 175 lande og områder, og da alle dens medlemmer samarbejder i fuldkommen enhed, kan man med rette sige at det er den vidunderligste familie der nogen sinde har levet på jorden. Den er „Guds husstand“ i nutiden. — Ef. 2:19, NW.
13. I hvilke henseender overgår den guddommelige uddannelse den verdslige?
13 Den lykkelige Guds sunde lære er af allerstørste vigtighed i dag. Men i denne verden hvor der er vendt op og ned på alting kæmper mange for at få en uddannelse på et eller andet videnskabeligt, filosofisk eller kulturelt område. I deres korte levetid kan de højst gøre sig håb om at specialisere sig på et begrænset felt. Langt mere omfattende og spændende er den guddommelige uddannelse som Guds familie, den nye verdens samfund, nu har påbegyndt. Den er ikke begrænset til en halv snes års verdslig skolegang, ej heller til en levetid på halvfjerds eller firs år. Den afsluttes ikke med en eksamen, og den ophører heller ikke når Guds hånd i Harmagedon udsletter nutidens fremtrædende videnskabsmænd og deres ødelæggelsesvåben. Nej det er en uddannelse der skal fortsætte i al evighed, med forskellige studier som speciale til forskellige tider. — Præd. 3:1.
14. (a) Hvorfor er det nødvendigt nu at specialisere sig i den guddommelige uddannelse? (b) Hvordan bør man betragte verdslig uddannelse?
14 For øjeblikket er den guddommelige uddannelses speciale de vidunderlige sandheder om Jehovas oprettede rige. Det er derfor vigtigt at alle medlemmer af Guds familie først og fremmest er opmærksomme på deres personlige studium af Bibelen og på regelmæssigt at overvære møderne i den lokale rigssal, idet de gør deres yderste for at dygtiggøre sig som arbejdere der kan godkendes af Gud og som „forkynder sandhedens ord på rette vis“. (2 Tim. 2:15) Det er også vigtigt at de der tilhører Guds familie har en god, grundlæggende verdslig uddannelse. Men hvorfor? For at kunne opnå en høj stilling i denne verden? Nej, en sådan uddannelse er kun af betydning for så vidt som den dygtiggør dem til og giver dem en baggrund for deres gerning som ordets tjenere. Lad verdslig uddannelse blive der hvor den hører hjemme. De der bliver interesseret i den højere verdslige lærdom, eller som prøver at „udvikle karakter“ ved at give sig af med den ene metode efter den anden til forbedring af karakteren, udsætter sig for at drukne i denne verdens filosofi. (Kol. 2:8) Alle skulle nu sætte sig det ene mål: at arbejde på at komme ind i Guds nye verden. Senere vil der blive rig lejlighed til at tage fat på andre studier, når Guds tid er inde og det er hans hensigt.
15, 16. (a) Hvilke ubegrænsede muligheder vil uddannelse i den nye verden åbne for menneskeslægten? (b) Hvilken lønnende bestræbelse skulle alle nu gøre sig?
15 Fysiologer har vist at mennesket i dag kun bruger en brøkdel af sin hjerne.a Bruce Bliven skriver i sin artikel „Deres hjerne er bedre, end De tror“: „Hjernens kapacitet er næsten ubegrænset.“ Hvorfor slide for at bruge denne brøkdel af en hjerne i et jag, som kun kan fortsætte en kort tid endnu, efter verdslig viden, når mennesket i den nye verden hvor alt igen er blevet fuldkomment, vil kunne bruge alle sine gudgivne åndsevner til at trænge ind i et kundskabsfond så herligt at nutidens intellektuelle end ikke er begyndt at udgranske det! I den nye verden vil der være ubegrænsede muligheder for at udvikle talenter. Kunstens og musikkens store mesterværker og vor tids store videnskabelige opfindelser vil synes at være middelmådige og ubetydelige ved siden af det der vil blive frembragt med storslået kunstnerisk dygtighed i den nye verden. Aldrig mere skal menneskers slid være foranlediget af begær eller krig, men alt hvad de til den tid udretter vil virke til fred og for evigt ophøje Jehova Gud. — Sl. 104:24, 31; Es. 65:22-25.
16 Tænk hvilken glæde når man i den nye verden kan blive ved med at fylde sit fuldkomne sind med viden — og huske alt! Men er det så ikke umagen værd nu at gøre en bestræbelse — om end det falder nogle svært — for at fylde sit ufuldkomne sind med de guddommelige udtalelser og den sunde lære der fører til evigt liv? — Joh. 6:63, 68.
Familieundervisning med henblik på liv
17, 18. (a) Hvilket alvorligt ansvar har forældre i dag? (b) Hvordan understreger den nuværende krise dette ansvar?
17 Enhver som vandrer med den sande Gud og hans lykkelige familie må bære sit ansvar i sin egen familie. Har du børn? Gør du i så fald alt hvad du overhovedet kan for at undervise dine børn i de guddommelige principper? Eller mener du at det er i sin orden at de færdes sammen med verden, mens du blot lader stå til indtil det bliver „mere belejligt“ at give dem undervisning i Guds ord?
18 Denne verden står over for sin største krise. Det er en krise i lighed med den der ramte Juda, og som endte med Jerusalems ødelæggelse i 607 f. Kr. Dengang svælgede jøderne i materialisme og falsk religion. Der var endda nogle som ofrede deres børn i flammerne til den hedenske gud Molok. (Jer. 32:35) Hvor grufuldt dette synes at være, finder det dog sin parallel i dag hvor kristenheden har vendt sig fra den sunde bibelske lære og har tilladt børnene at blive opslugt af tidens materialisme og lovløshed. Dette må aldrig ske med børnene i den nye verdens samfund! Forældre, vær årvågne, vejled jeres børn i kærlighed og i harmoni med Guds principper! — Ef. 6:1-4; Ordsp. 22:6.
19. Hvordan beskytter forstandige forældre deres børn i dag?
19 Den forstandige fader holder bestandig øje med sine børn. Han har interesse for dem og studerer regelmæssigt Bibelen med dem i hjemmet. Han følger alle Guds ords vise råd mens han på rette måde oplærer sine børn. Når det er mødetid forstår han at han ikke skal spørge børnene: „Har du lyst til at gå med?“ eller sige til dem: „Er du for træt til at gå med i aften, lille ven?“ Han tager dem heller ikke med blot fordi der ikke er nogen til at se efter dem derhjemme. Og han lader ikke børnene blive hjemme fordi han er bange for at de skal lave for megen støj under mødet. Han tager de små med til møde hvad enten de har lyst eller ej, og hvis de ikke opfører sig ordentligt, får han dem til det, ikke ved at bestikke dem med bolsjer, men, om nødvendigt, ved at give dem en omgang klø. Det vil hurtigt gå op for dem at de er der for at lytte og lære. — Ordsp. 13:24; 23:13, 14; 5 Mos. 4:9, 10.
20. (a) Hvilket prisværdigt eksempel har vi i Judas handlemåde i den trofaste kong Josafats dage? (b) Hvilken vigtig afgørelse må forældre træffe for deres mindreårige børn?
20 Efterhånden som krisen på jorden tager til, bliver det mere og mere nødvendigt at beskytte børnene. Da judæerne i den trofaste kong Josafats dage stod over for en krise i lighed med vor tids, stævnede de sammen og søgte råd hos Jehova. Hvem var til stede? Kun de voksne? Beretningen lyder: „Også fra alle Judas byer kom de for at søge HERREN [Jehova]. . . . alle judæerne stod for [Jehovas] åsyn med deres familier, kvinder og børn.“ (2 Krøn. 20:4, 13-17) Ved den lejlighed var alle Judas familier, børnene indbefattet, vidne til at Jehova bragte dem frelse. Forældre, det betyder beskyttelse og liv for jeres børn at I tager dem med til møderne, ikke blot når de selv føler lyst, men hver gang, i overensstemmelse med jeres eget nidkære teokratiske eksempel. Dette er en af de vigtigste afgørelser I må træffe for dem indtil de er så gamle at de selv kan tage ansvaret. — 5 Mos. 6:4-7; 29:10-13.
21, 22. (a) Hvordan kan barnesindet formes lige fra de første år? (b) Hvordan har en ung moder gjort en god begyndelse i denne retning?
21 Det fortælles at jesuitterne siger: „Giv mig et seksårs barn og jeg skal gøre det til katolik.“b De er klar over at hele et menneskes liv kan formes i disse modtagelige år. Forældre i Guds store familie bør være endnu mere nidkære for deres børn. De har mulighed for at forme det unge sind, ikke efter en sekterisk tro, men derimod efter „den sunde lære i henhold til den lykkelige Guds herlige gode nyhed“ der fører til evigt liv. Hvis denne tildannelse begynder i barnets første år, vil dets første spørgsmål dreje sig om Jehova og hans hensigter. Endog længe før børnehavealderen vil den bibelske undervisnings beskyttende principper slå rod i barnets hjerte. Fra barnet er ganske lille kan det være med ved familiens daglige drøftelse af dagsteksten fra Vagttårnet. Senere, når det lærer at læse, kan dets gudfrygtige forældre undervise det, ikke alene ved det regelmæssige studium de holder med barnet, men også ved at hjælpe det med at forberede sig til møderne.
22 I Hong Kong er der en specialpionersøster som har et lille barn. Fra barnet var to uger gammelt har det regelmæssigt flere gange om ugen været med til møderne i sin kurv. Ved beredvillige familiemedlemmers hjælp har moderen kunnet yde 150 timer om måneden i tjenesten for Riget lige siden barnet var nogle få uger gammelt, og barnet er med på arbejdsmarken, som det hører sig til. Hvem har nu den bedste mulighed for at vokse op og blive en moden og nidkær tjener for Gud: Denne unge kinesiske moders barn, eller det „moderne barn“ der overlades til sig selv?
23. Hvordan kan ægtemænd hjælpe ikke-troende hustruer, og hustruer ikke-troende mænd?
23 Hvor vidunderligt er det ikke når brødre og søstre i Guds verdensomspændende familie af Jehovas vidner kommer sammen, og hvor storslået er ikke udsigten til at leve sammen ind i Guds nye retfærdsverden! Men hvor langt større er glæden ikke når familier forenes inden for den større familie af Guds folk! Ægtemænd, hjælp jeres hustruer! Hustruer, hjælp jeres mænd! Find ud af hvordan du kan tale med din ægtefælle på en taktfuld måde, for at hjælpe hende eller ham til sammen med dig at se det herlige håb om den tilstundende nye verden virkeliggjort. Det er det værd! I denne henseende er nogle gået glip af glimrende lejligheder på grund af menneskefrygt og manglende tro. De har frygtet hvad manden måske ville sige eller gøre når han opdagede at de vidnede for Jehova. Derfor har de holdt manden i mørke, så at sige. Bibelen siger: „Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud; thi frygt har med straf at gøre.“ (1 Joh. 4:18) Fortæl din ægtefælle om den herlige gode nyhed om Riget. Giv ham lejlighed til at tage samme standpunkt som du. Sæt din lid til at Jehova vil tage sagen i sin hånd.
24. Hvordan kan man vise omtanke og bruge Bibelen til frelse for sin familie?
24 Vælg med omtanke de emner du vil tale med din familie om. Giv ikke anledning til strid ved straks at komme ind på spørgsmål der er uenighed om. Tal hellere om de store sandheder om den kærlige og alvise Skaber og Gud, de herlige udsigter til et jordisk paradis, den vidunderlige kærlighed og enhed der findes inden for den nye verdens samfund, og dets høje moralprincipper. Prøv at gøre forståeligt hvilken storslået organisation Jehova har ud over hele jorden. Når stridsspørgsmål opstår, vær da rustet med logiske, bibelske fornuftslutninger, og brug dem venligt men med overbevisning. Husk, „Guds ord er levende og virkende“. (Hebr. 4:12; 2 Kor. 10:3-5) Brug det godt, til frelse for din familie.
25. Hvilket billede af Guds families vidunderlige opbygning og enhed skulle man se for sig?
25 Lykkelige er alle som finder og bevarer deres plads i Guds universelle familie. Denne familie er i sandhed den undergørende Guds vidunderlige værk! Foran Jehovas herlige trone i himlene tjener „titusind titusinder“ hellige engle uophørligt i skøn forening. Ophøjet som hovedstad og som „nye himle“ over alle disse er Guds rige i Kristi Jesu hånd, og de opstandne af hans „lille hjord“, de 144.000, er sammen med ham. Som den jordiske del af denne universelle familie viser der sig nu „en ny jord“, den nye verdens samfund af Jehovas vidner, som fylder kloden med lovprisning af den eneste store Gud. Betragt engang de skarer der strømmer til denne familie! Hvilken enhed i hele Guds familie! Det er den enhed Jesus omtalte da han var sammen med sine disciple herpå jorden: „Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være eet, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være eet i os, så verden må tro, at du har sendt mig.“ „Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der skal blive een hjord, een hyrde.“ — Joh. 17:20-22; 10:16.
26. (a) Hvilken betydningsfuld forsikring rummer Jehovas løfter? (b) Hvad bør de der elsker sandhed og retfærdighed nu gøre?
26 Mens Satans vaklende gamle verden med sin falske religion og sine „galne“ nationer stiller op til tilintetgørelse i Harmagedon, tilvejebringer Jehova et inspirerende håb i form af løftet om den nye verden med evig fred der skal følge efter. Kærlig og gavmild vil han vedblivende være den gode Fader for hele sin universelle familie. Hør hvilken betydningsfuld forsikring hans løfter rummer: „Se, jeg gør alting nyt.“ „Skriv; thi disse ord er troværdige og sande.“ „Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand uforskyldt.“ (Åb. 21:1-7) Måtte alle der elsker sandhed og retfærdighed drikke rigeligt af livets vand nu, så de for evigt kan bevare deres plads i den lykkelige familie hvis Fader er den store Gud der „gør vidunderlige ting“. Måtte de ’af hele deres hjerte’ bede til Faderen, ligesom David gjorde: „Du alene er Gud. Lær mig, [Jehova], din vej, at jeg kan vandre i din sandhed; vend mit hjerte til dette ene: at frygte dit navn.“ — Sl. 86:10, 11.
[Fodnoter]
a Det Bedste, december 1956, side 55; The Saturday Review, 13. oktober, 1956, side 26.
b My Conversion or Why I Left the Church af Rome, side §3, af Bozhidar Milosevich.