Dommens dag for guderne
„Hvo er en Gud som du?“ — Mika 7:18.
1. Hvad tror de fleste mennesker på, selv om der er mange som fornægter Guds eksistens?
I DAG siger flere og flere: ’Der er ingen Gud!’ Uanset hvad deres bevæggrunde måtte være, har Bibelen for længe siden sagt: „Dårerne siger i hjertet: ’Der er ingen Gud!’“ (Sl. 14:1) Men selv om der er mange som fornægter Guds eksistens, tror de fleste dog stadig på at der findes guder — et utal af forskellige guder. Alene hinduerne i Indien tror på millioner og atter millioner af guder.
2. Hvem er dommer, nu da alle de falske guders guddommelighed drages i tvivl?
2 Bibelen anerkender at der findes mange som kaldes guder eller som søger at gøre sig selv til guder. I Salme 82:1, 6 står der: „Gud står frem i guders forsamling, midt iblandt guder holder han dom: . . . Jeg har sagt, at I er guder, I er alle den Højestes sønner.“ Og i Salme 97:1, 7 står der, ifølge oversættelsen af 1977: „Herren er konge . . . Alle, der tilbeder gudebilleder og hylder kraftløse guder, bliver gjort til skamme. Alle guder må kaste sig ned for ham.“ Det er nu dommens dag for alle disse guder som menneskene tilbeder. Deres guddomsværdighed drages i tvivl. Dommen over dem afsiges af Jehova.
3. Hvilken jødisk profets navn var en udfordring til verdens guder i det ottende århundrede f.v.t., og hvorfor?
3 I det ottende århundrede før vor tidsregning levede der en profet hvis navn i sig selv var en udfordring til alle verdens guder. Han hed Mika, hvilket betyder „Hvem er lig Jah?“, det vil sige Jehova. — Mika 1:1; Jer. 26:18.
4. Hvilken udfordring til alle såkaldte guder beskæftiger Mika og hans profetiske bog sig med?
4 Profeten Mika stillede sig selv i modsætning til de hedenske folk idet han på sine egne og alle andre trofastes vegne sagde: „Alle folkeslag vandrer hvert i sin guds navn, men vi vil vandre i [Jehova] vor Guds navn for evigt og altid.“ (Mika 4:5) Det var derfor meget passende at Mika i slutningen af sin profetiske bog stillede det udfordrende spørgsmål: „Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde, bærer over med synd hos din ejendoms rest?“ — Mika 7:18.
5. Hvem opfordres til at høre efter mens sagen behandles, og hvad drejer sagen sig om?
5 Spørgsmålet om guddomsværdighed har betydning for hele verden, og Jehova fører sagen ’for åbne døre’ idet han opfordrer alle, og især dem der hævder at repræsentere ham på jorden, til at høre efter under sagens behandling. Det fremgår meget tydeligt af hans ord som de citeres i Mika 1:2-4: „Alle I folkeslag, hør, lyt til, du jord, med din fylde, at den Herre [Jehova] kan stå som vidne blandt eder, Herren fra sit hellige tempel. Thi se, fra sit sted går [Jehova] ud, stiger ned, skrider frem over jordens høje; under ham smelter bjerge, og dale slår dybe revner, som voks, der smelter i ilden, som vand, gydt ned ad en skrænt.“
6. Hvordan forklarer Jehova i Mika 1:12; 2:3, 4 og 4:10 hvad disse frygtindgydende billeder betyder?
6 Senere i sit vidneudsagn forklarer Jehova hvad disse frygtindgydende billeder betyder, idet han siger:
„Ulykke kom ned fra [Jehova] til Jerusalems porte.“ (Mika 1:12) „Derfor, så siger [Jehova]: Se, jeg optænker ulykke mod denne slægt, fra hvilken I ikke skal kunne fri eders hals eller gå med oprejst hoved; thi en ond tid er det. På denne dag skal der bruges et mundheld om jer og klages: ’Sket som talt! Vi er helt lagt øde; mit folk får sin lod skiftet ud, ingen giver den tilbage.’“ (Mika 2:3, 4) „Vrid dig og vånd dig i barnsnød, Zions datter! Thi nu skal du . . . komme til Babel.“ — Mika 4:10.
7. Hvilket modbillede i vor tid bør vi tænke på når vi læser om grundene til at Jehova vil skride så drastisk ind, og hvilke uhyrligheder er det vi især må lægge mærke til?
7 Når vi i det følgende betragter Jehovas begrundelse for at gribe ind på denne drastiske måde, bør vi også have nutidens kristenhed i tanke, for den er et modstykke til det utro Israel på Mikas tid. Jehova fortsætter med sit vidneudsagn idet han forklarer: „Alt dette [er] for Jakobs brøde, for Israels huses synder.“ Disse synder omfattede blandt andet at israelitterne tilbad på offerhøjene i stedet for i templet i Jerusalem, og at de tilbad afgudsbilleder i stedet for Jehova. — Mika 1:5-7; jfr. NW.
8, 9. (a) Hvordan undertrykte israelitterne deres landsmænd, ifølge Mika 2:1, 2 og 3:1-3? (b) For hvem tjente Mika som et synligt vidne, og hvordan fik han kraft til det?
8 Desuden nævner Jehova at de „på lejet udtænker uret og udåd“, og han fortsætter: „[De] sætter det i værk, når det dages, da det står i deres magt. De attrår marker og raner dem, huse og tager dem, undertrykker mand og hus, ejendom og ejer.“ (Mika 2:1, 2) „Kan kendskab til ret ej ventes af eder, I, som hader det gode og elsker det onde, I, som flår huden af folk og kødet af deres ben, æder mit folks kød og flænger dem huden af kroppen, sønderbryder deres ben og breder dem som kød i en gryde, som suppekød i en kedel?“ — Mika 3:1-3.
9 Med disse ord vidnede den suveræne Herre Jehova mod Judas rige i fortiden. Profeten Mika måtte tjene som hans synlige vidne, og det krævede stort mod, ja stor åndelig styrke af ham. Men Mika var opgaven voksen, for han sagde: „Jeg . . . er ved [Jehovas] Ånd fuld af styrke, af ret og af kraft til at forkynde Jakob dets brøde, Israel, hvad det har syndet.“ — Mika 3:8.
10. På hvilken måde behandlede israelitterne Gud uretfærdigt? Hvordan var Mika et eksempel for os?
10 Den samme ånd fra Jehova som gav Mika kraft til at forkynde det hårde domsbudskab mundtligt, gav ham også styrke til at nedfælde dette skarpe budskab fra den sande Gud skriftligt. Mika havde noget som datidens falske spåmænd, seere og profeter ikke havde, nemlig Jehovas „svar“ på de nationale problemer, på Jakobs „brøde“ og Israels ’synd’. Mika var også i besiddelse af en retfærdighedssans og kunne tydeligt se at hans landsmænd behandlede Gud uretfærdigt, at de stivnakket overtrådte Guds lov og brød den nationale pagt de havde indgået med ham gennem Moses. Som et godt eksempel for Jehovas kristne vidner i dag var Mika ikke en religiøs svækling, men fuld af åndelig styrke til at påpege og afsløre synden!
De falske guder ansvarlige for forholdene
11. Hvem var skyld i de dårlige moralske og religiøse tilstande i fortidens Israel og ligeledes nu i kristenheden?
11 Det var ikke hærskarers Jehova der var ansvarlig for de dårlige tilstande i fortidens Israel. Det er heller ikke ham der er ansvarlig for de dårlige moralske og religiøse tilstande inden for Israels nutidige modstykke, kristenheden. De ansvarlige på Mikas tid, og ligeledes i dag, var og er „denne tingenes ordnings gud“, Satan Djævelen, og alle de dæmonguder der er knyttet til ham. (Matt. 4:3, 4; 2 Kor. 4:4) I overensstemmelse med dette står der skrevet: „Alle folkeslag vandrer hvert i sin guds navn.“ (Mika 4:5) „Der . . . er såkaldte ’guder’ enten i himmelen eller på jorden, sådan som der er mange ’guder’ og mange ’herrer’.“ (1 Kor. 8:5) Alle disse falske guder har haft deres tid — til at gøre al den skade de har kunnet.
12. Hvordan vil Jehova nu fuldbyrde sin dom over alle de falske guder?
12 Nu er tiden imidlertid kommet da den almægtige Gud Jehova vil fælde dom over dem og gøre ende på alle de midler hvorved de er blevet tilbedt: templer, præster, billeder, statuer, ritualer og ofre. At det var hans urokkelige hensigt at gøre dette i forbindelse med det forbilledlige Israel, erklærede han med disse ord ved profeten Mika: „[Jeg] rydder trolddommen bort af din hånd, tegntydere får du ej mer; jeg rydder dine billeder bort, stenstøtterne bort af din midte, og du skal ikke mer tilbede dine hænders værk. Jeg udrydder dine Asjerer og lægger dine afguder øde; i vrede og harme tager jeg hævn over folk, som ikke vil høre.“ — Mika 5:11-14.
13. Siden hvornår er falske guddomme, selv inden for kristenheden, blevet afsløret som aldrig før?
13 Gennem de sidste 100 år er denne verdens, selv kristenhedens, falske guder blevet afsløret. Denne afsløring er uden sidestykke i folkenes historie siden Jerusalems ødelæggelse for babyloniernes hånd i år 607 f.v.t., omkring 109 år efter at profeten Mika havde afsluttet nedskrivningen af sin profeti. Også kristenhedens egen gud er blevet afsløret, den såkaldte treenighed, en uforklarlig gud der består af tre personer som er lige i magt, lige af væsen og lige evige. Denne treenige guddom skildres undertiden som et menneskelegeme med tre hoveder, eller som et hoved med tre ansigter. I kristenhedens templer, kirker og katedraler findes mange eksempler på brugen af menneskeskabte billeder i tilbedelsen.
14. (a) Hvem på jorden har været med til at foretage denne afsløring? (b) Hvornår og hvordan antog denne Mika-skare navnet „Jehovas Vidner“, og hvilken forpligtelse påtog den sig derved?
14 Hvem har foretaget denne afsløring, nu hvor alle verdens falske guder står til doms? Det har de indviede og døbte kristne der er blevet salvet med Jehova Guds ånd ved Jesus Kristus. Som skare betragtet blev disse kristne forudskildret ved Jehovas profet Mika, og navnlig siden den første verdenskrigs ophør i 1918 har de udført en virksomhed som svarer til Mikas. På det tidspunkt trådte Mika-skaren beslutsomt frem på skuepladsen og tjente i særlig grad som et vidne for Mikas Gud mod kristenhedens og den hedenske verdens afgudsdyrkende systemer. Med fuld berettigelse vedtog Mika-skarens medlemmer, da de var forsamlet til et internationalt stævne i Columbus, Ohio, i 1931, en resolution hvorved de bekendte at de var „Jehovas Vidner“ og erklærede sig villige til at opfylde de forpligtelser dette pålagde dem. Alle menigheder af indviede kristne der betragtede sig som „Guds Israel“ fulgte derefter dette eksempel, idet de overalt i verden sagde ja til resolutionen og antog det bibelske navn „Jehovas Vidner“. (Es. 43:10-12; Gal. 6:16) Skønt navnet er blevet anfægtet af kristenheden, har de beholdt det!
15. (a) Hvem er ifølge sit eget udsagn Jehovas største vidne? (b) Hvad ønskede Satan derfor at gøre mens dette vidne opholdt sig på jorden?
15 De der bar dette nye navn anerkendte at deres Fører, Jesus Kristus, var og er det største vidne for Jehova. I Bibelens sidste bog, den Åbenbaring som Jehova Gud lod den herliggjorte Jesus Kristus give den aldrende apostel Johannes, siger Guds enestefødte søn om sig selv: „Dette siger Amen, det trofaste og sande vidne, Guds skaberværks begyndelse.“ (Åb. 3:14) Ligesom sin Fader, Jehova, vidnede Herren Jesus mod de beklagelige tilstande i Israel på hans tid, som svarede til de forhold Mika beskrev. Og nu på dommens dag for alle de falske guder bliver Jesus i særlig grad brugt af Jehova. Det er derfor ikke mærkeligt at Satan Djævelen, „denne tingenes ordnings gud“, ønskede at udslette Guds enestefødte søn da han opholdt sig på jorden. Satan mente at se en glimrende lejlighed til dette da Guds søn blev født som menneske. Der er ingen tvivl om at Satan Djævelen kendte profetien i Mika 5:1 og vidste hvor fødselen skulle finde sted.
16. Hvor skulle Messias fødes, ifølge Mika 5:1?
16 Mika 5:1 lyder: „Og du, du Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig én til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage.“
17. (a) Efter hvilke begivenheder skulle den lovede fødsel finde sted, ifølge sammenhængen? (b) Hvor befandt den jødiske jomfru sig da tiden var inde til at hun skulle føde, og hvorfor?
17 Af de omgivende vers forstår vi at profetien i Mika 5:1 først skulle opfyldes efter at jøderne havde været i fangenskab i landet Babylon i 70 år. (Se Mika 1:16; 4:10) Faktisk skete det først 535 år efter at de udfriede jøder igen havde bosat sig i Judas land, hvor den lille by Betlehem var blevet genopbygget. Da tiden var inde sendte Jehova sin engel til den jødiske jomfru Maria, som var af kong Davids slægt, for at sige til hende at hun skulle blive moder til den lovede Messias, Kristus. Da Maria skulle nedkomme befandt hun sig i sin fødeby, Betlehem, hvortil hun var rejst for at blive skrevet i mandtal ifølge kejser Augustus’ bestemmelse. Omkring midten af den syvende måned, tisjri, eller omkring begyndelsen af oktober, fødte hun her sin førstefødte, og som engelen havde påbudt, fik han navnet Jesus. At Satan Djævelen var interesseret i denne betydningsfulde fødsel, fremgår af at nogle af hans tilbedere, nemlig hedenske astrologer, viste levende interesse for sagen. Herom skriver historikeren og apostelen Mattæus:
18. Hvordan sørgede Satan som et led i sine onde planer for at kong Herodes af Judæa blev oplyst om Jesu fødsel?
18 „Efter at Jesus var blevet født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der astrologer fra østen til Jerusalem og sagde: ’Hvor er den jødernes konge som er født?’ . . . Da kong Herodes hørte dette blev han stærkt foruroliget, og hele Jerusalem med ham; og efter at have samlet alle folkets øverste præster og skriftlærde begyndte han at forhøre sig hos dem om hvor Messias skulle fødes. De sagde til ham: ’I Betlehem i Judæa; for således er der skrevet ved profeten: „Og du, Betlehem i Judas land, er på ingen måde den ubetydeligste by blandt Judas høvdinger; for af dig skal der komme en høvding, som skal være høvding for mit folk, Israel.“’“ — Matt. 2:1-6.
19. Hvorfor slog kong Herodes’ plan med at dræbe drengebørnene i Betlehem fejl?
19 Kong Herodes sendte derfor astrologerne til Betlehem. Da disse stjernetydere ikke vendte tilbage og fortalte ham hvor han kunne finde den nyfødte Jesus, sendte han sine soldater til Betlehem og lod alle drengebørn på to år og derunder dræbe. Men Maria og hendes mand, Josef, var blevet advaret og havde forladt Betlehem og var flygtet til Ægypten for at redde det lille barns liv. Der kan ikke være nogen tvivl om at den skinsyge og magtsyge kong Herodes var blevet foranlediget til dette af sin gud, Satan Djævelen, den symbolske slange hvis hoved skulle knuses af Guds kvindes „sæd“. (1 Mos. 3:15) Det var således ikke bare kong Herodes der blev narret, men også hans gud, den usynlige hersker over alle dæmonguder. — Matt. 2:7-18.
20. Hvem fortjente Satan og hans dæmonguder at blive dømt af, og hvad er der allerede sket med Satan og hans engle i den domstid vi nu oplever?
20 Til gengæld for dette anslag fortjente Satan Djævelen og alle hans dæmonguder at blive dømt af den som de søgte at udrydde. Fuldbyrdelsen af denne dom har været under udvikling siden 1914, det år der markerede udløbet af de „tider“ der var fastsat for de nationer som Satan Djævelen er gud for. (Luk. 21:24; 2 Kor. 4:4) I overensstemmelse med Guds ord i Første Mosebog 3:15 siges der profetisk i Mika 4:14: „Med stokken slår de Israels hersker [Jesus Kristus] på kinder.“ Men nu da dommens dag for alle nationernes falske guder er begyndt, har den store ærkeengel Mikael, hvis navn betyder „Hvem er lig Gud?“, ført krig mod Satan Djævelen og hans dæmonengle og fordrevet dem fra himmelen.
21. Hvad skete der på jorden mens krigen blev udkæmpet i himmelen, og hvornår vil Kristus herske over hele menneskeheden uden indblanding fra Satan og de øvrige dæmonguders side?
21 Samtidig med denne krig i de usynlige himle blev den første verdenskrig i menneskehedens historie udkæmpet på jorden. Eftersom Djævelen og alle de øvrige dæmonguder led nederlag og blev begrænset til vor lille jords nærhed, har vi siden oplevet en ganske særlig tid med ’veer for jorden og havet’. (Åb. 12:7-12) Den nuværende domsdag for alle falske guder vil fortsætte indtil „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon er forbi og Satan og alle de øvrige dæmonguder er blevet styrtet i afgrunden, hvor de skal være bundet i de 1000 år Kristus hersker. (Åb. 16:14-16; 20:1-3) Den herliggjorte Hersker fra Betlehem, Jesus Kristus, vil da herske over hele menneskeheden uden indblanding fra de falske guders side, og han vil oplære alle jordens slægter i den livgivende tilbedelse af den eneste levende og sande Gud.