Ældgamle institutioner synker i grus — er det muligt at overleve?
1. Hvilken virkning har det når folkets ånd ændres?
NÅR folkets ånd påvirkes har det en voldsom virkning på regeringer, læreanstalter, religioner og hævdvundne skikke og sædvaner. Uanset hvor gamle og ærværdige disse er, må de undergå en alvorlig forandring eller synke i grus.
2. Hvad er „verdens ånd“?
2 I tidligere numre af Vagttårnet er verdens ånd blevet defineret som den tankegang, den indstilling og den drift eller tilbøjelighed som behersker verdens mennesker i almindelighed. Den former folks tale, tænkning, reaktioner, synspunkter, afgørelser og handlinger. Den giver dem et adfærdsmønster der varierer meget lidt.
3. Hvem er det i virkeligheden der står bag verdens ånd?
3 Bibelen omtaler Djævelen, kilden til denne ånd, som „den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner“, og viser at herskeren over luftens myndighed tilskynder folk til ulydighed mod Gud. (Ef. 2:2, NW) Denne hersker beskrives som „denne verdens gud“, som den Onde der har hele verden i sin vold, og som Djævelen og Satan der forfører hele verden. — 2 Kor. 4:4; 1 Joh. 5:19; Åb. 12:9.
Hvad denne verdens ånd frembringer
4. Hvad er der sket med verdens ånd i vor tid, og hvad har det ført til?
4 Der er ingen tvivl om at verdens ånd i vor tid er blevet aktiviseret for at udvirke store omvæltninger. Det kommer til udtryk i den usikkerhedens, vantroens og oprørskhedens ånd der præger verden, og i den indstilling at man kan gøre lige hvad man vil, uden begrænsninger og uden hensyn til andres ret. Donald Thorman, udgiveren af tidsskriftet National Catholic Reporter, siger at den indstilling der præger katolikker i vor tid, er at de føler sig frie til at fornægte eller ignorere kirkens lære og alligevel regne sig selv for gode katolikker;a han udtaler at dette er en „vantroens tidsalder der omsider har ramt kirken i Amerika“. Filosoffen Michael Novak mener at den romersk-katolske kirke står over for „en kulturel krise af første størrelsesorden“. Vi finder en lignende indstilling hos studenter på universiteter og læreanstalter, hos professorer og lærere, og vi ser at lovløsheden har taget et større opsving end befolkningstilvæksten og at regeringer omstyrtes og undergår forandringer fra den ene dag til den anden. Gamle hævdvundne moralnormer svigtes til fordel for løsagtighed. Cirka en gang om måneden forekommer der statskup.
5. (a) Hvordan har Gud grebet ind over for verdens ånd? (b) Hvad viser den plage der udgydes over verdens ånd?
5 Gud finder naturligvis ikke behag i denne verdens ånd. Åbenbaringsbogen viser at han giver udtryk for sin vrede ved at udgyde en af de syv plager eller vredesskåle over den. Dette virker naturligvis ophidsende på Satan og på denne verdens ånd, så den bliver endnu mere virksom, mere voldsom og ødelæggende, og mere afgjort og åbenlys i sin modstand mod Gud. Plagen viser hvordan Gud ser på de mennesker der påvirkes af verdens ånd, og skildrer også de følger det får for dem når hans vrede udøses over dem.
6. Hvordan beskriver Åbenbaringen den syvende plage og dens virkninger?
6 I Åbenbaringen 16:17-21 læser vi: „Og den syvende engel hældte sin skål ud i luften. Da lød der fra templet en høj røst, som kom fra tronen og sagde: ’Det er sket’ Og der kom lyn og bulder [røster, NW] og tordenskrald, og der blev et stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden — så stort og vældigt var det jordskælv. Og den store by skiltes ad i tre dele, og folkeslagenes byer styrtede sammen; og Gud kom det store Babylon i hu, så han rakte det bægeret med sin vredes harmes vin. Og hver en ø forsvandt, og ingen bjerge fandtes mere. Og store centnertunge hagl [på cirka 100 pund hver] faldt ned fra himmelen på menneskene; og menneskene spottede Gud på grund af haglplagen; thi stor var denne plage, såre stor.“
Gud lader sin vrede komme til udtryk
7. (a) Hvilken rolle spiller Jehovas vidner i forbindelse med plagerne? (b) Hvad er de „lyn“, „røster“ og „tordenskrald“ der ledsager den syvende plage?
7 Selv om Jehovas vidner er med til at forkynde eller bekendtgøre disse plager, tager de ikke del i fuldbyrdelsen af dem eller i eksekveringen af Guds domme; det sørger Gud selv for. Ved et stævne som Guds folk i august 1928 afholdt i Detroit i Amerika blev der fremsat en tydelig erklæring om denne plage over verdens ånd.b Åbenbaringen siger i forbindelse med den syvende plage: „Og der kom lyn og bulder [røster, NW] og tordenskrald.“ Dette var naturligvis ikke bogstavelige men symbolske lyn, tordenskrald og himmelske røster. Ved dette stævne i Detroit holdt Selskabets præsident den 1. august et bibelsk foredrag der hed „Guds Lyn“. Siden da har der været andre lynglimt i form af åndelig oplysning, andre tordenskrald i form af bekendtgørelser af Guds domme og andre røster i form af proklamationer eller bekendtgørelser af Bibelens sandheder.
8. Giv et eksempel på hvordan disse „lyn“, „røster“ og „tordenskrald“ har vist sig. Hvad blev åbenbaret på dette tidspunkt?
8 En bemærkelsesværdig opfyldelse af dette fandt sted ved det internationale stævne Jehovas vidner i 1953 afholdt på Yankee Stadium i New York, hvor der torsdag den 23. juli blev holdt et foredrag over emnet „Den nye verdens samfund angribes fra det yderste nord“. Dette foredrag overværedes af en tilhørerskare på 112.000. Foredraget viste at den „Gog fra Magogs land“ der omtales i Ezekiels bog, kapitlerne 38 og 39, er Satan Djævelen. Efter at han, som beskrevet i Åbenbaringen 12:5-10, er blevet nedstyrtet fra himmelen, har hans ånd haft en ophidsende indflydelse på hele verdens ånd. Han kan kæmpe imod Gud ved at kæmpe imod dem der på jorden repræsenterer Guds rige. Bibelen forudsiger at han vil foretage et sidste angreb på det fredelige nye verdens samfund af Jehovas vidner. Dette vil medføre at Guds usynlige, beskyttende hærskarer slipper hele deres vrede løs mod Satans organisation på jorden og fuldstændig tilintetgør den. Satan er travlt optaget af at få nationerne til at opelske hans ånd, så han kan lede dem til denne kamp der vil få så katastrofale følger for dem.
Jordens største rystelse
9. Beskriv hvilken omfattende ødelæggelse jordskælv kan forårsage.
9 Beskrivelsen af den virkning plagen får, lyder videre: „Og der blev et stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden — så stort og vældigt var det jordskælv.“ Jordskælv er den mest ødelæggende af de naturkræfter mennesket kender, og i vor tid er antallet af dem vokset. Et jordskælv af mere end almindelig styrke fandt sted ved middagstid den 1. september 1923 i Japan, og efterlod Tokyo og de nærliggende byer i ruiner. Antallet af dødsofre var 100.000, og der savnedes 43.000. Havbunden i Sagami-bugten sank nogle steder 210 meter og hævede sig andre steder 250 meter. Det jordskælv der i 1903 ødelagde Lissabon i Portugal siges at have givet rystelser i et område fire gange så stort som Europa.
10. Af hvilken art er det jordskælv der indtræffer i forbindelse med den syvende plage, og hvem er ansvarlig for det?
10 Hvad ville der ikke ske med alt det som mennesker har opbygget, hvis et jordskælv rystede hele jorden? Det jordskælv der omtales i Åbenbaringen er imidlertid symbolsk, selv om Jehova udmærket kan gøre brug af bogstavelige jordskælv under den sidste del af rystelsen. Synet i Åbenbaringen er derfor et symbol på den mægtige rystelse der vil komme. Det er ikke blot en rystelse af denne verdens institutioner som følge af at denne verdens ånd er blevet opirret. Det er en rystelse der kommer fra den almægtige Gud som et udtryk for hans vrede over den ånd menneskene er fyldt med.
11. (a) Hvilken rystelse finder nu sted, og med hvilket resultat? (b) Hvad vil det jordskælv der her beskrives udvirke, og vil noget kunne bestå under det?
11 Denne rystelse vil være større end den rystelse der nu finder sted på grund af forkyndelsen af Rigets budskab. Forkyndelsen af det nu oprettede Guds rige tilintetgør ikke denne verden. Den skaber bestyrtelse, især inden for det store Babylon, idet den ryster de religiøse organisationer der hører til det store Babylon, så alle folkenes „skatte“ bliver rystet ud. Den udvirker således at de mennesker der elsker Gud, og som frygter ham og ønsker at tjene ham, kommer ud fra denne verden og føres ind i Jehovas organisation. Gud er interesseret i menneskers liv, og disse retsindige mennesker er virkelig „skatte“ i Guds øjne. (Hag. 2:6, 7, 21, 22) Men det jordskælv der her beskrives, vil få nationernes byer til at styrte sammen i ruiner, og denne verdens nationale regeringer vil blive rystet og tilintetgjort sammen med dem. Kun Guds himmelske rige og de Rigets interesser der findes her på jorden, vil blive tilbage. Dette jordskælv er derfor et billede på verdens sidste trængsel, på højdepunktet af den store trængsel hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og som heller ikke senere skal komme. — Matt. 24:21; Hebr. 12:20-28.
Det store Babylons endelige tilintetgørelse
12. Hvad symboliseres der ved at den „store by“ skilles ad i tre dele?
12 „Og den store by skiltes ad i tre dele, og folkeslagenes byer styrtede sammen; og Gud kom det store Babylon i hu, så han rakte det bægeret med sin vredes harmes vin.“ Den „store by“ hentyder til det store Babylon, der i Åbenbaringen 17:18 omtales som „den store by, som har herredømme over jordens konger“. Det er et religiøst rige, og det repræsenterer den falske religions verdensimperium. Tallet tre bruges mange gange i Bibelen for at give noget eftertryk. At Babylon skilles ad i tre dele symboliserer at det adsplittes fuldstændigt.
13. Hvad sker der når den syvende plage rammer den falske religion, hvem er det der i virkeligheden udvirker dette, og hvorfor?
13 Heraf ser vi hvilken vældig rystelse den falske religions verdensimperium vil blive udsat for, og hvordan det vil blive revet i stykker og falde for aldrig at rejse sig mere. Selv om denne verdens herskere, som Bibelen viser, vil spille en vis rolle i forbindelse med ødelæggelsen af den falske religion, kommer denne ødelæggelse i virkeligheden fra Jehova Gud, for Åbenbaringen siger at det er Gud der rækker det store Babylon bægeret med sin harmes vin. Dette vredesbæger virker på den måde at det først afslører Babylon og derpå ødelægger det. Det vil gøre det så drukkent af skam og skændsel at det aldrig vil vågne op og komme sig af dets virkninger. Gud har ikke ignoreret den ondskab det har øvet i århundreder. Han har set det og husker det, og han vil øve gengæld ved at ødelægge Babylon.
14. Hvad menes der med udtalelsen om at „hver en ø forsvandt, og ingen bjerge fandtes mere“?
14 „Og hver en ø forsvandt, og ingen bjerge fandtes mere.“ Der skal mere til at ødelægge et bjerg eller en ø end til at ødelægge en by, men det kommende omfattende jordskælv af trængsler ved Guds hånd vil få en umådelig virkning på havet og jorden. Intet vil være for fjernt eller isoleret, som en ø i havet, eller for højt eller mægtigt, som et bjerg i Satans synlige organisation, til at undgå tilintetgørelsen. Institutionernes alder spiller ingen rolle. Nogle institutioner har bestået i hundreder af år under urolige tider og under de revolutionære, radikale og nihilistiske elementers rasen. Men ingen vil undslippe dette jordskælv, ingen vil kunne modstå denne rystelse ved Guds hånd. Kun de der støtter hans rige vil finde tilflugt. — Sl. 46:3, 4.
Til sidst et ødelæggende haglvejr
15. (a) Hvad fremkalder den syvende plage foruden jordskælvet? (b) Hvad er haglene et symbol på?
15 Den syvende plage der udgydes over luften eller denne verdens ånd, udvirker alt dette og mere til, for den berører selve atmosfæren. Derfor siger Åbenbaringen videre: „Og store centnertunge hagl faldt ned fra himmelen på menneskene; og menneskene spottede Gud på grund af haglplagen; thi stor var denne plage, såre stor.“ Fra atmosfæren styrter der således hagl ned på menneskene, enorme hagl der hver vejer cirka hundrede pund. De falder med stor fart og forårsager en omfattende ødelæggelse. Eftersom hagl er vand i fast form, skildrer dette haglvejr at himmelen sender en spærreild af hårde, bibelske sandheder ned over denne verdens mennesker. Jehovas vidner forkynder nu et udfrielsens og frelsens budskab for dem der vil søge beskyttelse i det rige der ikke kan rystes. Men haglene er ikke et udtryk for et udfrielsens budskab, men for den hårde, urokkelige forkyndelse af Guds hævn over Satans synlige organisation. Jehovas vidner skal til sidst forkynde dette sviende budskab, der er et varsel om tilintetgørelse for dem som rammes af denne plage.
16. Hvem rammes af haglene, og hvad vises der ved at haglene er usædvanlig store?
16 De mennesker der rammes af disse hagl, er dem der ikke har påkaldt Jehovas navn for at blive frelst, men som har spottet ham da de hørte om domsbudskabet og dommens fuldbyrdelse. De har tidligere nægtet at lytte til det budskab der ville have betydet frelse for dem, og nu nærer de et særligt had til denne fordømmende forkyndelse. (Joel 3:5; Rom. 10:13) At plagen er usædvanlig stor, er et billede på at Jehovas vidner til sidst vil aflægge et usædvanlig stort vidnesbyrd om Guds hævn.
17. Hvordan kan vi se at Guds vrede over verden vil være fuldbyrdet med den syvende plage?
17 Det billede Åbenbaringen her giver os, viser at Guds vrede over denne verden i sandhed vil være fuldbyrdet med den syvende plage. Det viser at de der overlever det symbolske jordskælv, uundgåeligt vil blive tilintetgjort af de dødbringende hagl fra himmelen, der rammer deres mål med stor præcision. Ikke således at forstå at sandhederne i sig selv dræber dem, men det gør de domme Gud eksekverer i overensstemmelse med de sandheder der er blevet forkyndt. — Job 38:22, 23; Sl. 148:7, 8; Es. 28:2-17.
Kan noget bestå?
18. Hvad må vi gøre nu for at overleve?
18 Men hvordan ser det ud med hensyn til at overleve? Er det muligt at overleve og opleve noget bedre end det nuværende? Det er sandt at denne dom vil være hård ved dem der hader Gud og spotter ham, men den vil være til gavn for dem der elsker Gud og som ønsker at se retfærdighed indført på jorden. Disse mennesker vil undslippe denne sidste plage fordi de har studeret hans ord. De må nu lade Guds ånd virke i dem så de bærer åndens frugter, de egenskaber der gør tilværelsen lykkelig. Disse frugter er „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed“. (Gal. 5:22, 23) Det er lige det modsatte af det denne verdens ånd frembringer, nemlig kødets gerninger, der ikke gavner nogen: „Utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige.“ — Gal. 5:19-21.
19. Hvilke spørgsmål må enhver af os tage stilling til, og kan vi tøve med at træffe vor afgørelse?
19 De spørgsmål som enhver der hører denne forkyndelse og som læser og forstår disse ting, må tage stilling til, er: Hvad ønsker jeg at opnå? Ønsker jeg at leve en kort tid i en verden der er fyldt med kødets gerninger, for derefter at dø for evigt, eller ønsker jeg at opnå evigt liv i en verden der er fyldt med Guds ånds gode frugter? Nu da denne syvende og sidste plage er ved at blive udgydt, er den tid da der er mulighed for at blive frelst fra jordskælvet og de usædvanlig store hagl, hastigt ved at udløbe. Tag hurtigt din beslutning så du kan undslippe det endelige sammenbrud. Selv om du måske ser hen til en religion, en regering, en institution eller en ideologi som noget der kan bestå, så vend den nu ryggen og søg tilflugt i Guds rige ved Kristus, som er det eneste der vil bestå.
[Fodnoter]
a Time, den 16. september 1966.
b Se Vagttårnet for 1. juli 1967.