„Én Herre, én tro, én dåb“

„Der er . . . én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles Fader, som er over alle.“ — Efeserne 4:4-6.

 1, 2. (a) Hvilke oplysninger om sig selv gav Jehova klart udtryk for gennem Moses? (b) Var der rum for forskellige religiøse opfattelser i Israel?

„JEHOVA vor Gud er én Jehova. I må ikke vandre efter andre guder, nogen af de guder som dyrkes af de folkeslag der befinder sig rundt om jer, (for Jehova din Gud i din midte er en Gud der kræver udelt hengivenhed).“ Moses lod ingen tvivl tilbage hos israelitterne der var samlet på Moabs sletter kort tid før de skulle gå ind i det forjættede land. Han forklarede tydeligt at deres Gud, Jehova, er én Gud, og at Jehova forventer udelt tilbedelse. Ved en tidligere lejlighed havde Moses sagt: „Jehova er den sande Gud i himmelen oventil og på jorden nedentil. Der er ingen anden. Og du skal overholde hans forordninger og hans bud som jeg pålægger dig i dag, for at det kan gå dig . . . godt.“ — 5 Mosebog 6:4, 14, 15; 4:39, 40, NW.

² De ord gav ikke rum for forskellige religiøse opfattelser! Israel havde én Gud. Og Jehova gav klare forskrifter for den eneste acceptable måde at tilbede ham på.

Der opstår jødiske sekter

 3. Hvad skete der til sidst fordi de fleste af jøderne ikke forblev trofaste mod Jehova?

³ I stedet for i renhed at tilbede den eneste sande Gud, Jehova, faldt de fleste af israelitterne imidlertid fra, og begyndte at dyrke afguder. (Jeremias 17:13; 19:5) På grund af dette ’gik det dem ikke godt’. I 607 f.v.t. blev Jerusalem ødelagt af babylonierne, og mange jøder blev deporteret til Babylon. En trofast rest vendte tilbage til Jerusalem 70 år senere og begyndte at bygge et nyt tempel til tilbedelsen af Jehova. Men med tiden faldt størstedelen af jøderne fra den sande tilbedelse og delte sig til sidst i forskellige sekter.

 4, 5. (a) Beskriv nogle af de jødiske sekter der opstod efter jødernes fangenskab i Babylon. (b) Var disse splittende sekter til gavn for jøderne? Forklar.

⁴ I det fjerde eller det tredje århundrede f.v.t. fremstod en sekt der kaldtes hasidæerne („de fromme“). De gik overdrevent meget op i at overholde jødernes love og betragtes i almindelighed som forløberne for to andre sekter der opstod i det andet århundrede f.v.t. — nemlig essæerne og farisæerne. Både essæerne og farisæerne antog den græske lære om sjælens udødelighed. Saddukæerne adskilte sig fra dem ved ikke at tro på et liv efter døden. Bibelen taler om uenigheden mellem saddukæerne og farisæerne på apostlenes tid. (Apostelgerninger 23:7-10) The Concise Jewish Encyclopedia fortæller: „Det spændte forhold mellem de to grupper førte endog til massakrer og borgerkrig.“

⁵ Endnu en jødisk sekt der fandtes i det første århundrede e.v.t., var zeloterne. Det var militante nationalister der gjorde meget for at ophidse til jødernes vellykkede opstand mod romerne i år 66 e.v.t. Derefter forsøgte de at øve indflydelse på andre væbnede sekter i Jerusalem, og blev årsag til borgerkrig og store lidelser. Disse væbnede stridigheder mellem rivaliserende jødiske sekter fortsatte helt op til og endog under romernes endelige belejring og ødelæggelse af Jerusalem i år 70 e.v.t. Det er tydeligt at sekteriske splittelser og troløshed over for den forenede, rene tilbedelse af den eneste Gud, Jehova, ikke gavnede jøderne.

De første kristne var ikke en sekt

 6. Hvorfor holdt de første kristne sig adskilt fra de jødiske sekter?

⁶ Det siger sig selv at de første kristne holdt sig fri af stridighederne mellem de jødiske sekter. De vidste at farisæerne og saddukæerne hørte til Jesu bitreste fjender. Kristi disciple kunne hverken dele essæernes tro på sjælens udødelighed eller deres smag for et asketisk klosterliv. Og da de var neutrale havde de bestemt intet tilfælles med de nationalistiske zeloter. (Johannes 17:16; 18:36) I stedet praktiserede de kristne den forenede, rene tilbedelse af den eneste sande Gud, i harmoni med Jesu ord til en ikke-jødisk kvinde: „Den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen med ånd og sandhed.“ — Johannes 4:23.

 7. Hvad sagde Jesus og Paulus, og hvad viser deres ord om den sande kristne tilbedelse?

⁷ På de sande kristnes vegne sagde apostelen Paulus: „Der [er] for os dog kun en Gud, Faderen, fra hvem alle ting er, og vi til ham; og der er én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle ting er, og vi ved ham.“ (1 Korinter 8:6) Sand kristendom vil sige enig tilbedelse af den ene Gud, Faderen, Jehova, gennem den ene Herre, Jesus Kristus. Jesus sagde til sine disciple: „En er jeres Fører, Messias.“ — Mattæus 23.10.

 8. Hvorfor kunne de første kristne ikke kaldes en sekt?

⁸ Sandt nok kaldte medlemmerne af de etablerede jødiske sekter ringeagtende de første kristne for en sekt (græsk: haiʹresis hvilket betegner „en gruppe mennesker der skiller sig ud fra andre og følger deres egne læresætninger“). (Apostelgerninger 24:5; 28:22) Men i sin forsvarstale over for landshøvdingen Feliks afviste Paulus denne forkerte benævnelse, idet han sagde: „I overensstemmelse med den vej som de [hans religiøse fjender] kalder en ’sekt’, således yder [jeg] mine forfædres Gud hellig tjeneste.“ (Apostelgerninger 24:14) De kristne kunne på ingen måde kaldes en sekt, for de fulgte Jesus Kristus, og ikke noget menneske. Desuden var de afgjort ikke en udløber af nogen af de jødiske sekter der fandtes i det første århundrede e.v.t.

Ingen sekteriske skel

 9, 10. (a) Hvorfor var det ikke hensigten med kristendommen at den skulle splittes i forskellige kirker og sekter? (b) Hvilke teorier om kristendommens oprindelse har intet på sig?

⁹ Kristendommen i det første århundrede var ikke en sekt, og det var heller ikke hensigten at den senere skulle deles i adskilte sekter. I en bøn til sin Fader bad Kristus om at hans disciple ’alle måtte være ét’. (Johannes 17:21) Hans disciple skulle ’have kærlighed til hinanden’. (Johannes 13:35) Det udelukkede enhver form for splittende sektdannelser.

¹⁰ Denne omstændighed modbeviser de teorier mange historikere og teologer har fremsat om forskellige former for kristendom. De taler om „jødisk kristendom“ (som de formoder forsvaredes af Jakob, Peter og Johannes) som en modsætning til „ikke-jødisk kristendom“ (som de siger forsvaredes af Paulus). De henviser til „johanninsk [Johannes’] teologi“ og til „paulinsk [Paulus’] teologi“, og hævder at kristendommen aldrig ville have bredt sig til hele jorden hvis ikke Paulus havde ændret den gennemgribende. Sådanne teorier fremsættes af mennesker der enten ikke har tro på kristendommen eller betragter det som en normal tilstand at kristenheden er splittet i hundreder af kirker og sekter.

11. (a) Hvilke skriftsteder beviser at Paulus ikke selv fandt på at kristendommen skulle spredes til ikke-jøderne? (b) Gik Paulus ind for splittende sekter? (c) Hvilken hændelse belyser enheden mellem Paulus og hans medarbejdere?

¹¹ Kendsgerningerne er helt anderledes. Endnu før Paulus var blevet kristen, bød Jesus Kristus sine disciple at være hans vidner for alle nationerne. (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8) Paulus kæmpede selv imod enhver tendens til at følge mennesker, og sagde: „Der [må] ikke . . . være splittelser iblandt jer.“ (1 Korinter 1:10-15; 3:3-5) Det er derfor helt meningsløst at hævde at Paulus havde en anden opfattelse af kristendommen end Jakob, Peter og Johannes havde. De var alle forenede i arbejdet med at sprede den gode nyhed. Ved en lejlighed, sandsynligvis da spørgsmålet om omskærelse blev forelagt rådet i Jerusalem i år 49 e.v.t., samarbejdede de alle fire fuldt ud om at dele forkyndelsesmarken. — Galaterne 2:7-9.

Advarsler mod splittelser

12. Herskede der varig fjendtlighed mellem Paulus og Peter?

¹² De første kristne var jo også ufuldkomne, og derfor forekom det naturligvis at de var uenige. Det gjaldt også dem der bar et stort ansvar i menigheden. I Antiokia i Syrien rettede Paulus Peter i en bestemt sag. (Galaterne 2:11-14) Men gik Peter nu hen og dannede sin egen sekt, som om han ikke kunne godtage den såkaldt paulinske kristendom? Slet ikke, for nogle år senere, omkring år 64 e.v.t., talte han om Paulus i kærlige vendinger. — 2 Peter 3:15, 16.

13, 14. (a) Hvad ligestillede Paulus „splittelser“ og „sekter“ med? (b) Hvad skal man ifølge Paulus gøre med en der søger at danne en sekt?

¹³ Under guddommelig inspiration nævnte Paulus „splittelser“ og „sekter“ blandt „kødets gerninger“. Han skrev: „Men kødets gerninger er tydelige; det er utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, splittelser, sekter . . . De der øver sådanne ting [skal] ikke . . . arve Guds rige.“ — Galaterne 5:19-21.

¹⁴ Eftersom de der er årsag til „splittelser“ og „sekter“ „ikke skal arve Guds rige“, kan de heller ikke tolereres inden for den sande kristne menighed. Derfor skrev Paulus til Titus: „Tåbelige diskussioner og slægtsregistre og strid og kampe angående Loven skal du gå udenom, for de er unyttige og forgæves. Et menneske som vil danne en sekt skal du afvise efter en første og en anden formaning, idet du ved at et sådant menneske er blevet vendt bort fra vejen og synder, dømt af sig selv.“ — Titus 3:9-11.

Enhed i troen

15, 16. (a) Hvorfor er der ikke rum for forskellige retninger inden for den kristne menighed, og hvad siger Paulus om dette? (b) Betyder det at kristne ikke må tænke selv? (c) Hvad siger Peter, Judas og Paulus om faren ved tvivl og ved at blive ledt vild fra sandheden?

¹⁵ Det fremgår klart af det foregående at sand kristendom ikke kan splittes i mange forskellige trosretninger og sekter. Der kan ikke engang være forskellige tendenser eller retninger inden for den kristne menighed. Paulus skrev til korinterne: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ — 1 Korinter 1:10.

¹⁶ Det vil ikke sige at sande kristne vidner for Jehova ikke må tænke selvstændigt. Apostelen Peter tilskyndede til at man brugte sin „klare tænkeevne“ for at tilbagevise nogle som ville fremstå i „de sidste dage“ og som ville latterliggøre og benægte at Kristus var nærværende. (2 Peter 3:1-4) I sit brev taler Judas om „nogle der tvivler“. (Judas 22) Men hverken Peter eller Judas siger at en kristen kan blive ved med at latterliggøre eller at tvivle. Peter tilskynder os til at vogte os for de „ubefæstede“ der ’fordrejer skrifterne’. (2 Peter 3:16, 17) Og Judas skriver at de der tvivler er i fare og må ’rives ud af ilden’. (Judas 23) De der er blevet ledt vild fra troen må hjælpes „med mildhed“ i håb om at de „måtte blive ædru igen og komme ud af Djævelens snare“. — 2 Timoteus 2:23-26.

17. På hvilken måde vil sande kristne bruge deres tænkeevne, og hvad vil de ivrigt bestræbe sig for?

¹⁷ Sande kristne vil bruge deres ’klare tænkeevne’ på en ydmyg måde. Paulus skriver: „Jeg . . . beder jer indtrængende om at vandre det kald værdigt hvormed I blev kaldet, med al ydmyghed og mildhed, med langmodighed, idet I affinder jer med hinanden i kærlighed og ivrigt bestræber jer for at bevare åndens enhed i fredens forenende bånd. Der er ét legeme og én ånd, ligesom I blev kaldet i forbindelse med det ene håb der hører jeres kaldelse til; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles Fader, som er over alle og gennem alle og i alle.“ — Efeserne 4:1-6.

Hvordan enhed opnås og bevares

18. Hvad menes der med udtrykkene (a) „én Gud“? (b) „én Herre“? (c) „én ånd“? (d) Hvad er kristendommens eneste skrevne vejledning?

¹⁸ Paulus talte om „én Gud . . . som er over alle“. Eller, som Moses udtrykte det: „Jehova vor Gud er én Jehova.“ (5 Mosebog 6:4, NW) Denne fundamentale sandhed har aldrig forandret sig. Den er nøglen til kristen enhed. Der er én Gud og én acceptabel måde at tilbede ham på, nemlig „med ånd og sandhed“. (Johannes 4:23, 24) Den ’ene Herre’ er Jesus Kristus, „hovedet for legemet, menigheden“. (Kolossenserne 1:18) „Én ånd“ henviser til Jehovas forenende aktive virkekraft. Jesus sagde til sine disciple: „Hjælperen, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, den vil lære jer alt og minde jer om alt hvad jeg har fortalt jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.“ (Johannes 14:26, 27) Det ånden ville ’minde dem om’ var nedskrevet i De kristne græske Skrifter. Sammen med De hebraiske Skrifter udgør de Bibelen, den sande kristendoms eneste skrevne vejledning.

19. Hvad er det ’ene legeme’, og hvem er blevet udnævnt til at sørge for den samme åndelige føde til alle dets medlemmer?

¹⁹ „Ét legeme“ henviser til den kristne menighed, for hvilken Jesus er ’hovedet’. (Efeserne 1:22, 23) De enkelte salvede medlemmer af denne forenede menighed ville alle modtage den samme åndelige føde. Deres „herre“ har derfor udnævnt en kollektiv ’trofast husholderskare’, de salvede kristne der har levet på jorden siden pinsen i år 33 e.v.t. Da ’herren’ i 1919 kom for at inspicere og fandt at resten af denne skare trofast og klogt uddelte ’madrationer’, satte han den „over alt hvad han ejer“. (Lukas 12:42-44) Kendsgerningerne viser at denne „husholder“ siden 1919 trofast har udført sit hverv.

20. (a) Hvilken kontrast opstilles i Esajas 65:11, 13 mellem Guds folk og de religiøst frafaldne? (b) Hvad har i høj grad bidraget til Jehovas folks enhed?

²⁰ Præsteskabet i kristenhedens utallige kirker og sekter blev ikke fundet i gang med at uddele gode åndelige ’madrationer’ til Kristi „tjenerstab“. Derfor er disse gejstlige og deres hjorde åndeligt ’sultne’. (Esajas 65:11, 13) Den „trofaste husholder“ har derimod altid haft en overflod af ’madrationer i rette tid’ til de enkelte salvede kristne, og siden 1935, til en voksende „stor skare“ af „andre får“. (Åbenbaringen 7:9, 10; Johannes 10:16) Uanset hvor de bor eller hvilket sprog de taler følger alle disse vidner for Jehova over hele jorden det samme studieprogram der er baseret på Guds ord. Det har i høj grad bidraget til at fremme enheden blandt dem og til at bevare den.

Jehovas folks vidunderlige enhed

21. Hvordan bevares enheden blandt Jehovas vidner i dag, og hvordan kan denne ordning sammenlignes med organisationsordningen på apostlenes tid?

²¹ Enheden i de omkring 45.000 menigheder Jehovas vidner har i over 200 lande, bevares også ved hjælp af deres bibelske organisationsmetoder. „Apostlene og de ældste i Jerusalem“ udgjorde et styrende råd for den kristne menighed i det første århundrede. (Apostelgerninger 15:2) De og deres repræsentanter udnævnte „tilsynsmænd“ og „menighedstjenere“ og traf andre foranstaltninger for tilsynet med menighederne. (Filipperne 1:1; Titus 1:5; Apostelgerninger 14:23; 16:4) På samme måde udgør en gruppe salvede kristne ældste i dag Jehovas Vidners styrende råd. Og ligesom de beslutninger der blev truffet af det styrende råd i det første århundrede blev videregivet til menighederne, sådan modtager Jehovas Vidners menigheder også i dag instruktioner fra det styrende råd og besøg af rejsende tilsynsmænd. (Apostelgerninger 15:22, 23, 30) Nu, som dengang, fører det til at ’menighederne fortsat styrkes i troen, og vokser i tal fra dag til dag’. — Apostelgerninger 16:5.

22. Hvad sætter Jehovas vidner særlig stor pris på, og hvad vil de enigt blive ved med at gøre?

²² Jehovas vidner er blevet udfriet fra kristenhedens sekteriske splittelser. Under ledelse af deres ’ene Herre’, Jesus Kristus, og hans „husholder“, arbejder de enigt sammen om at forkynde „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) De vil blive ved med ’ivrigt at bestræbe sig for at bevare åndens enhed i fredens forenende bånd’. Ja, de ’står fast i én ånd, idet de med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed’. — Efeserne 4:3; Filipperne 1:27.

Husker du disse punkter?

■ Hvilken form for tilbedelse fandtes i det gamle Israel?

■ Hvad skete der blandt de frafaldne jøder fra det fjerde århundrede f.v.t. og fremefter?

■ Hvilke skriftsteder viser at det aldrig har været hensigten at kristendommen skulle være splittet i sekter?

■ Hvordan viser Bibelen at der ikke er rum for forskellige retninger inden for den kristne menighed?

■ Hvilke faktorer bidrager til enhed i forståelse og arbejde blandt Jehovas vidner?

[Illustration på side 18]

Jehovas vidner over hele jorden er forenede i tilbedelsen

Reddet af en traktat

„I morges havde jeg truffet en fast beslutning om at begå selvmord,“ fortalte en kvinde sin veninde i telefonen. Hun ville sætte sig ind i sin bil og køre ud over en bro.

Hvordan det gik, fortalte den pågældende veninde til to af Jehovas vidner der besøgte hende en formiddag. Hun havde spurgt sin nedtrykte bekendt hvordan hun nu var kommet til at se lysere på tingene.

„Jo, jeg gjorde mig klar og gik ud ad døren,“ havde kvinden svaret. „Men lige idet jeg gik ud fandt jeg en løbeseddel der fortalte at der findes én som interesserer sig for os, én som holder af os, nemlig Gud.“ Denne løbeseddel eller traktat forhindrede hende i at begå selvmord. Men hvor var den kommet fra?

„Det var et af Jehovas vidner der havde efterladt den,“ svarede kvinden. Den havde reddet hendes liv!