Hvordan man klarer sig under depressioner
DET er ikke solskin hver dag. I de fleste lande er der dage hvor det regner eller er overskyet, og dage hvor solen slet ikke kommer frem.
Sådan er det også på livets rejse. Ikke alle dage kan være glade, lykkelige og behagelige. Til tider kan vi være deprimerede; der er dage hvor intet går som det skulle, dage hvor vi ikke kan finde os til rette og tilsyneladende uden grund begår masser af fejltagelser. Især folk som udfører skabende arbejde ligger ofte under for depressioner. Hvad er årsagen?
Det kan være noget så simpelt som vejret. Gråvejr har en evne til at påvirke vore følelser. Det kan også skyldes psykosomatiske faktorer. Har nogen fornærmet eller skuffet Dem? Ubevidst er De måske ked af det. Har Deres arbejde medført for stort et pres eller for megen spænding, eller har De haft for lang arbejdstid? Har De spist eller drukket for meget, eller været for sent oppe? Den nedtrykte stemning kan både skyldes for meget arbejde og for megen adspredelse.
På den anden side kan det også have noget at gøre med legemets kemiske processer. De er skyld i at mange kvinder har depressioner hver måned. Undersøgelser har vist at det antal ulykker kvinder har på deres „minusdage“, er det dobbelte af gennemsnittet. I et kvindefængsel fandt man at 60 procent af de uoverlagte voldsforbrydelser var begået på „minusdage“. Sygedage af denne grund menes at koste De forenede Staters industri omkring 5 milliarder dollars årligt.
Ligegyldigt hvad grunden til depressionen er, så vær realistisk; se kendsgerningerne i øjnene, og indret Dem derefter. Hvad man kan gøre afhænger selvfølgelig i høj grad af hvilke omstændigheder man står i. En der er selvstændigt forretningsdrivende, en husmoder eller en der har flere forskellige opgaver at udføre, kan måske i sine nedtrykte perioder vælge noget som ikke er så belastende. Hvis De som husmoder synes at storvasken er lidt af en prøvelse, så hold Dem i stedet optaget af andre nødvendige ting der ikke kræver så meget, selv om de måske ikke lige står på dagens timeplan. Mandag behøver ikke altid at være vaskedag!
Også mænd bør være realistiske. Hvis De ved at De ikke kan yde Deres bedste når De er deprimeret, hvorfor så ikke lave noget som kræver mindre styrke, koncentration eller dygtighed — hvis det er muligt at vælge?
Men hvis De arbejder ved samlebånd eller som privatsekretær, eller har et andet job der binder Dem til en stram rutine, så kan det være at De simpelt hen må „ta’ det med et smil“. Og Deres indstilling kan gøre det nemmere. I stedet for at tænke negativt, så prøv at tænke positivt. Hold tankerne i tømme; tænk på de mange gode grunde der er til at tage sig sammen og gøre en indsats.
Bibelen råder os i Filipperbrevet 4:8 til at tænke positivt: „Alt, hvad der er sandt, . . . hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ Interessant nok gives der i samme forbindelse dette råd: „Vær ikke bekymrede for noget.“ — Fil. 4:6.
Hvad kan være en hjælp til at tænke positivt og holde hovedet højt på trods af en depression? En ting som vil hjælpe er at læse i Bibelen, Guds ord. Der er mange af Salmerne man kan få trøst fra, som for eksempel Salme 23, 34, 37, 55 og 103. Og så er der evangelierne, der fortæller om Jesu liv og lære, især udtalelser som den vi læser i Mattæus 11:28-30.
Hvis De og Deres venner har telefon, eller adgang til en, så kan en samtale med en ven gøre meget til at hjælpe Dem ud af en nedtrykt stemning. Ring og spørg en ven hvordan han har det, find på noget interessant at fortælle; så vil De finde at De selv bliver opmuntret mens De opmuntrer ham. (Ordsp. 11:25) Hvis De kan spille på et instrument eller har pladespiller eller båndoptager eller radio, kan De også lytte til eller spille noget lystigt eller noget beroligende, noget som er opbyggende simpelt hen fordi det er smukt. Man har eksempler på at musik kan hjælpe sindslidende og endog retarderede børn som det syntes håbløst at hjælpe. Musik kan være medicin for den sjæl som kæmper med en depression. — 1 Sam. 16:14-17, 23.
En anden hjælp når man prøver at overvinde en depression er at minde sig selv om værdien af tilfredshed. Få, ja måske ingen, af Jesu Kristi disciple har gennemgået så mange både behagelige og smertelige oplevelser som apostelen Paulus; men han kunne alligevel sige: „Jeg har lært at nøjes med det, jeg har.“ Hvis De tænker på de goder De har, prøver at være fornuftig, og indser at solen ikke skinner hver dag, vil det hjælpe Dem til at overvinde depressioner. — Fil. 4:11; 2 Kor. 11:22-33.
Håb er også en stor hjælp. Bibelen sætter håbet højt. Den forbinder det med tro og kærlighed, to af de væsentligste egenskaber. (1 Kor. 13:13) Det tjener som et anker for sjælen, en beskyttende hjelm for sindet. Som det er blevet sagt om andre ting, gælder det også for en depression at „alting får en ende“. Selv om solen ikke skinner hver dag, så er den dog ikke ophørt med at skinne for evigt. Bliv derfor aldrig træt af at se frem til noget bedre. — 1 Tess. 5:8; Hebr. 6:19.
Selvfølgelig vil hensyntagen hos ens omgivelser være en stor hjælp når man er nedtrykt. De kan være mere sikker på dette hvis De tager hensyn når andre er nedtrykte. Vis empati og medfølelse. Vær taktfuld, hensynsfuld og medfølende og tilgiv andres irritation eller dårlige humør. Hvis De sår på denne måde, vil De kunne høste det samme rigt når De kæmper med en depression.