Giv kristen vejledning med indsigt
I VORE vanskelige tider stilles modne kristne ofte over for spørgsmål som: „Hvordan skal jeg styre min uregerlige dreng?“ „Hvad skal jeg gøre, for jeg har begået en synd?“ „Vil det være forkert af mig at tage arbejde når min mand ikke giver mig tilstrækkeligt med penge til mad og klæder?“ „Vores datter vil giftes med en mand af en anden tro. Skal vi give vort samtykke?“ „Jeg var alt for ung til at forstå hvad jeg gjorde. Skal jeg lade mig døbe på ny?“ Dette er typiske problemer som en kristen rådgiver kan blive stillet overfor.
De der anmodes om at give råd i sådanne spørgsmål ved at de påtager sig et stort ansvar. Det er også en pligt som de må opfylde med dygtighed. Modne kristne, og i særdeleshed mænd som indtager ansvarsfulde stillinger i menigheden, mindes i Guds ord gang på gang om denne pligt. I Paulus’ breve læser vi således: „Vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag.“ „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“ „Så trøst og opbyg hverandre indbyrdes.“ „Trøst de modfaldne, tag jer af de skrøbelige, og vis langmodighed imod alle.“ — Rom. 15:1; Gal. 6:1; 1 Tess. 5:11, 14.
Den modne kristne der skal varetage denne pligt med indsigt behøver ikke at studere psykologi, således som nogle vordende præster gør. Der hersker lige så stor uenighed blandt psykologer og psykiatere som mellem kristenhedens mange religionssamfund. Det er langt bedre intet at kende til denne verdslige visdom end på grund af den at forfalske og ringeagte Guds ord. — 2 Kor. 4:2.
Forudsætningerne for at være rådgiver
For at en rådgiver kan give kristen vejledning med indsigt, må han have en urokkelig tro på at Bibelen er Guds åbenbaring som er ’gavnlig til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed’. (2 Tim. 3:16) Dette er den første forudsætning. Dernæst må han have god kundskab om Bibelens principper og Bibelens vejledning i særlige spørgsmål. Rådgiveren må forstå at de inspirerede skrifter er den grundlæggende organisationsvejledning for Jehovas vidner. Det er hans pligt altid at hævde Jehovas suverænitet og Guds retfærdige love. For at kunne gøre det må den indsigtsfulde rådgiver være i besiddelse af modenhed, forståelse, god dømmekraft og ligevægt. Desuden må den kristne rådgiver bære Guds ånds frugter, som er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed og afholdenhed eller selvbeherskelse. — Gal. 5:22, 23.
Den kristne rådgiver vil ikke glæde sig over eller være stolt over at finde fejl hos andre, men vil glæde sig over at finde frem til sandheden i en sag. Han må altid være imødekommende og taktfuld, men vil dog aldrig tilsidesætte kristne principper for ikke at såre et menneskes følelser. Han skal være upartisk. Han må ikke være herskesyg, ikke være besat af løjerlige ideer eller gå i brechen for yderliggående anskuelser. (Mark. 10:42-44; 1 Pet. 5:3) De kristne principper som han anbefaler andre at følge må han selv efterleve på en eksemplarisk måde. Så vil han kunne give råd og vejledning med myndighed og overbevisning fordi han ved at Bibelens principper duer. — 1 Tim. 4:12.
For at kunne give vejledning med indsigt må den modne kristne også kunne lytte. Han må huske at der er „tid til at tie og tid til at tale“. (Præd. 3:7) Det første han skal er at lytte, for ordsproget siger: „Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til dårskab og skændsel.“ (Ordsp. 18:13) Dette skulle ikke være så forfærdelig vanskeligt, eftersom det menneske der er så plaget af bekymringer at det søger råd, sædvanligvis er mere end villigt til at tale. Man skal kun tilskynde det til at tale. Lyt efter og bliv på den måde klar over hvad der trykker vedkommende. Rådgiveren vil tilkendegive at han ikke er der for at kritisere men for at hjælpe. Han vil også lade den spørgende føle at han forstår sine egne begrænsninger, at han selv begår fejl og ikke er noget supermenneske. Dette vil kunne hjælpe et menneske til at tale frit ud, hvis det tøver med at komme frem med hvad der plager det.
Ved hjælp af spørgsmål kan man ofte finde frem til kernen i sagen og hjælpe et menneske til at betragte sit problem mere objektivt. Denne metode gør det også muligt for rådgiveren at trænge til bunds i sagen og vide hvilke råd der vil gavne mest. Rådgiveren vil også spøge om vedkommende selv har undersøgt Bibelen for at finde løsningen på sit problem. Har spørgeren søgt vejledning i Selskabets litteratur? Har han gjort brug af denne vejledning eller fundet en løsning på sit problem? Ved at stille spørgsmål kan rådgiveren uden direkte at påpege det, vise spørgeren hvor han skal sætte ind på at rette noget hos sig selv. Hvis han selv kan slå ned på problemet og det indlysende svar, vil han være mere tilbøjelig til at se hvad der er det eneste rette at gøre, for han har selv været med til at lokalisere vanskeligheden og finde løsningen.
Rådgiveren vil finde at han undertiden kun behøver at låne øre og lytte medfølende til den betyngede mens denne letter sit hjerte. Det kan være at vedkommende er ude i prøvelser som skal stås i gennem, eller at vedkommende lever under omstændigheder der ikke lader sig ændre førend Guds nye verden kommer. Men det er rådgiverens forret at give den spørgende opmuntring og råd så byrderne gøres så lette som muligt. Fremhæv Jehovas kærlighed og at Jesus indbyder os mennesker til at kaste vore byrder på ham. Hjælp ham eller hende til at blive trøstet og styrket af Bibelens løfter. — 2 Kor. 1:3-7; 2 Tess. 3:13.
Hvilket princip kommer i anvendelse
For at kunne give vejledning med indsigt, må rådgiveren efterhånden som han finder ind til det centrale i problemet spørge sig selv: Hvilket bibelsk princip kommer i anvendelse her? Hvilket bibelsk princip er blevet overset eller krænket? Hvilket bibelsk princip kommer dette tilfælde ind under? Hvilken bibelsk vejledning er ikke blevet fulgt? Venligt, forstående, taktfuldt og kærligt skal rådgiveren tilskynde spørgeren til at følge vejledningen eller det princip som er blevet ignoreret. (1 Tess. 2:7, 8) Til tider vil problemet kunne klares ved at man simpelt hen anlægger et praktisk syn på sagen, men dette er ofte vanskeligt for den som har problemet at tumle med.
Det er muligt at spørgeren er blevet et offer for selvbedrag — noget der meget let sker. Bibelen gør opmærksom på det når den siger: „Hjertet er svigefuldt fremfor alt, det er sygt, hvo kender det?“ „En mand holder al sin færd for ren, men [Jehova] vejer ånder.“ (Jer. 17:9; Ordsp. 16:2) Rådgiveren skal ikke lade vedkommende forblive i selvbedraget, og han skal ikke lade sig lede af sentimentalitet. Han vil derfor frygtløst pege på hvilken vejledning Bibelen giver. Af og til kan det blive nødvendigt at han optræder med fasthed. I så fald må han, hvis en irettesættelse er påkrævet, gå frem med venlighed, idet han taler til den som har forset sig som var det hans fader, moder, broder eller søster, alt efter hvem det nu er. — Præd. 7:5; 1 Tim. 5:1, 2.
Den kristne tilsynsmand bliver måske opsøgt af en der føler sig beklemt fordi han har visse uoverensstemmelser med en anden, eller han klager over at en anden har fornærmet ham. Det første tilsynsmanden skal gøre er at finde ud af nøjagtig hvad forseelsen består i. Hvis hele sagen drejer sig om en bagatel, skal han prøve at få vedkommende til at indse det og glemme sagen. Hvis det ikke er en bagatel, må han forvisse sig om at den af Jesus nævnte fremgangsmåde til fjernelse af uoverensstemmelser er blevet fulgt. (Matt. 18:15-17) Har spørgeren personligt bestræbt sig for at komme til forståelse med den anden part? Uoverensstemmelsen kan sandsynligvis bringes ud af verden på denne måde inden den bliver et problem som tilsynsmanden må tage sig af.
Meget ofte vil den spørgende selv kunne finde vejledningen i den litteratur, blandt andet bladet Vagttårnet, som Selskabet udgiver. En kristen kan for eksempel spørge om han og hans familie har lov at komme sammen med en nær slægtning der er blevet udstødt. Rådgiveren skal give ham et klart svar og sikre sig at broderen forstår princippet i det. Han kan opfordre ham til at slå op i Vagttårnets emneregister og se under ordene „Udstødelse“ og „Udstødt“. I de forskellige årgange vil han finde familiens forhold til udstødte behandlet, om en udstødt må sidde sammen med ægtefællen og om man må have samfund med udstødte. Han vil foreslå spørgeren at læse artiklerne og således få en baggrund for det givne svar. På denne måde vil spørgeren indhente mange nyttige oplysninger. Rådgiveren vil tilskynde spørgeren til bagefter at fortælle hvad han har lært. Det vil give spørgeren lejlighed til at bruge sin skelneevne, der er en forudsætning for at han som kristen kan bære sin egen ansvarsbyrde. Dette er en af de måder hvorpå man kan bidrage til at menigheden opnår modenhed og enhed i troen. — Ef. 4:13, 14.
Hvis en gift kristen søger tilsynsmandens vejledning fordi han er kommet ud for problemer i sit ægteskab eftersom ægtefællen er en ikke-troende, må tilsynsmanden ikke overse den mulighed at den indviede kristne kan have forsømt at efterleve Bibelens principper i sit ægteskab. (Luk. 6:41, 42) Gnidningen imellem ægtefællerne kan have sin årsag i at de begge handler uviist. Ved hjælp af spørgsmålsmetoden kan tilsynsmanden afgøre om Bibelens principper er blevet tilsidesat. Anerkender den kristne hustru at manden er familiens overhoved selv om han er en ikke-troende? Glemmer hun at vise ham respekt? Behandler hun ham som om han var udstødt? Respekterer hun at manden har ret til at dyrke Gud efter sin egen overbevisning? Har hun som kristen kvinde iført sig den „uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er“? (1 Pet. 3:4) Hvis det er manden som er troende, har han så opfyldt sine pligter som familieoverhoved og sørget for familiens fornødenheder og elsket sin hustru som sit eget legeme? Har han efterlignet Jehova Gud og Kristus Jesus? Eller er han dominerende og hensynsløs?
Her kan tilsynsmanden atter foruden den mundtlige vejledning henvise spørgeren til emneregisteret i Vagttårnet og i anden litteratur, hvor der henvises til mange værdifulde oplysninger under „Ægteskab“. Man vil finde emner som „Ægteskabelige problemer afhjælpes“, „Ægteskab under ulige åg“, „Ægtemandens pligter“, „Hustruens pligter“, „Bibelske principper for ægteskab“, o.s.v. For den der læser engelsk vil Watch Tower Publications Index og de årlige supplementer være til stor nytte i undersøgelsen af spørgsmål eller problemer. På de sider der henvises til i litteraturen finder man vejledning som fortjener mere end en overfladisk gennemlæsning. Den fortjener at blive studeret under bøn!
I øvrigt skal det bemærkes at når menighedens tilsynsmand eller en anden moden rådgiver skal give vejledning i ægteskabelige spørgsmål, vil han som regel opnå de bedste resultater hvis han taler med manden og hustruen samtidigt — måske efter at han har talt med dem hver for sig og de har haft lejlighed til at udtrykke deres mening. Også en ikke-troende ægtefælle bør indbydes til at være med i drøftelsen. Tilsynsmanden må være villig til at høre begge sider af sagen, og han vil med spørgsmål hjælpe begge parter til at se hvor de hver for sig kan bidrage til ægteskabets lykkelige fortsættelse.
Hav øje for dem der trænger til hjælp
I Esajas 1:26 lover Jehova: „Jeg giver dig dommere som fordum, rådsherrer som før.“ Dette løfte har Gud holdt ved at indsætte tilsynsmænd i den kristne menighed i dag. (Ap. G. 20:28) Er du en af disse tilsynsmænd vil du nære ønske om at have øje for kristne der er åndeligt syge og svage eller som har forvildet sig bort fra hjorden. (Ez. 34:1-16) En sådan søgen vil føre gode resultater med sig, således som det bekræftes af en udenforståendes bemærkning om Jehovas vidner: „Disse mennesker er virkelig gode kristne; deres broder søgte ikke sammen med dem et stykke tid, og så kom de og styrkede ham, og se blot hvor glad han nu er. Hvis vores præst havde gjort det samme, er det ikke sikkert at vi var kommet så langt væk fra kirken. Jeg vil til at undersøge den religion lidt nærmere.“
Tilsynsmanden må som kristen rådgiver altid huske at „en retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft“. (Jak. 5:16) Han må foruden at bruge Guds ords lindrende vejledning også bede sammen med den der føler sig trykket af vanskeligheder eller bekymringer. Han må bede om at Jehova vil lade sin hellige ånd hvile over et sådant menneske så det må få visdom til at anvende Bibelens principper og få styrke til at holde ud under forhold der ikke kan afhjælpes straks. (Jak. 1:5; Fil. 4:13) Den kristne rådgiver skal især være vågen for situationer hvor kristen kærlighed er påkrævet. Det er vanskeligt at forestille sig problemer der ikke vil kunne afhjælpes med større kærlighed til Gud og til næsten. Kærligheden svigter aldrig. — 1 Kor. 13:4-8, NW.
Hvis der opstår et yderst vanskeligt problem kan det være tilsynsmanden må tage sig af det. Han kan på sin side søge hjælp hos zonetjeneren, hvis denne besøger menigheden, eller hos Selskabets afdelingskontor. Det kan være tilsynsmanden må tage sig tid til at studere og undersøge sagen nærmere. I denne forbindelse er det vigtigt at huske at når tilsynsmanden anbefaler andre at lægge en fast plan for deres personlige studium af Bibelen, deltagelsen i møderne og tjenesten på arbejdsmarken, må han også selv gøre det. Han må uafladeligt have sin opmærksomhed henvendt på studium og tjeneste. (1 Tim. 4:15, 16) Han må hele tiden være à jour med den voksende forståelse af Guds ord. — Ordsp. 4:18.
Vil tilsynsmændene lægge sig disse ting på sinde vil de kunne give kristen vejledning med indsigt. For dem der trænger til trøst og råd vil de være „som læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land“. — Es. 32:2.