Spørgsmål fra læserne
● Nød Jesus selv af symbolerne, brød og vin, da han indstiftede mindehøjtiden for sin død og indgik pagten om Riget med sine efterfølgere? — F. S., De forenede Stater.
Jesus sagde angående symbolerne: „Tag, spis. Dette betyder mit legeme.“ „Drik alle af det.“ Det synes derfor ikke at være fornuftigt at slutte at Jesus ville spise af det brød som symboliserede hans eget kødelige legeme, eller drikke af vinen, der symboliserede hans eget blod. Så selv om der ikke er nogen skriftsteder der siger det direkte, vil det være fornuftigt og logisk at drage denne slutning. — Matt. 26:26, 27, NW.
● Mattæus 11:11 taler om at „den mindste i Himmeriget“ er større end Johannes Døber. Hvordan skal det forstås? Skal alle lemmerne på Kristi legeme ikke indtage lige stillinger, eller skal nogen beklæde større embeder og andre i sammenligning hermed mindre? — V. C., De forenede Stater.
Lad os først og fremmest erindre at der blandt den skare her på jorden der skal indgå i det himmelske rige altid har været nogle som beklædte mere ansvarsfulde poster end andre af samme skare. Så i denne henseende kan man i hvert fald tale om „mindre“ og „større“ blandt det himmelske riges skare. Det må nødvendigvis være tilfældet i enhver organisation. I Israel havde man for eksempel ’forstandere over tusinde, over hundrede, over halvtredsindstyve og over ti’ for at organisationen kunne arbejde gnidningsløst. — 2 Mos. 18:21.
I himmeriget vil Jesus Kristus som hovedet stå over alle de 144.000, og i sammenligning med ham vil de bestemt alle være mindre. Ydermere læser vi at den hellige stad, det himmelske Jerusalem har en mur med „tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: Navnene på Lammets tolv apostle“. (Åb. 21:14) Resten af de 144.000 vil utvivlsomt være mindre i forhold til disse tolv grundstene. Hvad angår andre rangsforskelle er Bibelen tavs, men i betragtning af billedet med det åndelige Israels tolv stammer i Åbenbaringen 7:1-4, hvilket leder tanken hen på organisering, må det siges at der antydes forskellige rangklasser i himmeriget.