Kapitel 12
Visdom fra en højere kilde
„Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“ (Salme 104:24) Ja, fra det storladne univers til den sarteste blomst vidner skaberværket om Skaberens uforlignelige visdom. Det 20. århundredes teknologi blegner i sammenligning med Guds værker. Hvis Bibelen er Guds ord, må vi forvente at den også afspejler en visdom der overstiger menneskers. Gør den det?
1. (Med indledningen.) (a) Hvor ser vi udslag af Guds uforlignelige visdom? (b) Hvilken vejledning indeholder Bibelen om visdom?
BIBELEN fremhæver betydningen af visdom. Den siger: „Vigtigst er visdommen. Skaf dig visdom; og skaf dig forstand for alt hvad du har.“ (Ordsprogene 4:7) Den vedgår også at vi mennesker ofte mangler visdom, og tilskynder: „Hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle.“ — Jakob 1:5.
2. Hvordan kan man opnå større visdom?
2 Hvordan deler Gud gavmildt ud af sin visdom? Blandt andet ved at opfordre os til at læse i Bibelen og tage ved lære af den. Ordsprogenes bog i Bibelen formaner: „Min søn, hvis du tager imod mine ord og gemmer mine bud hos dig, så du med dit øre giver agt på visdom . . ., da vil du forstå frygten for Jehova og finde kundskab om Gud. For det er Jehova der giver visdom.“ (Ordsprogene 2:1, 2, 5, 6) Når vi følger Bibelens vejledning og erfarer hvor praktisk den er, vil vi indse at den er et udtryk for guddommelig visdom.
Visdomsord
3, 4. (a) Hvad siger Bibelen om tomheden ved kærlighed til penge? (b) Hvordan afspejler Bibelen en ligevægtig holdning idet den vejleder os om værdien af penge?
3 Vi kan få dette bekræftet ved at betragte nogle få bibelvers. Overvej for eksempel dette visdomsord: „De der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker . . . For kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt.“ (1 Timoteus 6:9, 10) Sammenlign dette med den materialistiske holdning som er så udbredt i dag, i hvert fald i den vestlige verden, og som bevirker at man gør penge til det vigtigste mål i livet. Mange opnår den rigdom de søger, men har stadig en følelse af tomhed og utilfredshed. En psykolog har bemærket: „At man bliver nr. 1 og rig betyder ikke at man bliver tilfreds og virkelig respekteret eller elsket.“1
4 Det vil naturligvis ikke sige at man helt kan undvære penge. Bibelen indtager en fornuftig og ligevægtig holdning idet den siger: „Visdom er en beskyttelse som penge er en beskyttelse, men fordelen ved kundskab er at visdommen holder sine ejermænd i live.“ (Prædikeren 7:12) Bibelen hjælper os altså til at se at penge har betydning men ikke er det vigtigste. De er kun et middel, og deres værdi er begrænset hvis man ikke har visdom til at bruge dem rigtigt.
5, 6. (a) Hvorfor er Bibelens vejledning om at undgå en dårlig omgangskreds forstandig? (b) Hvordan gavner det os at ’vandre med de vise’?
5 Denne udtalelse i Bibelen er også sand: „Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt.“ (Ordsprogene 13:20) De fleste har erfaret at man præges af dem man omgås. Gruppepres har ført unge ud i drikkeri, stofmisbrug og umoralitet. Omgås man nogle der benytter et grimt sprog, ender det med at man selv bruger et grimt sprog. Søger man sammen med uærlige mennesker, vil det bidrage til at man selv bliver uærlig. Det er som Bibelen også siger: „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Korinther 15:33.
6 På den anden side kan en god omgangskreds gavne en. Hvis man „vandrer med de vise“, vil man selv blive visere. Gode vaner smitter af, ligesom de dårlige gør. Også her afspejler Bibelen visdom ved at tilskynde os til at vælge vor omgangskreds med omhu.
7. Hvad gør Bibelen til en uovertruffen rettesnor?
7 Bibelen indeholder mange sådanne anvisninger vi kan lade os lede af. Den er en uovertruffen rettesnor. Dens vejledning er altid gavnlig. Den er aldrig blot teoretisk, og den virker aldrig til skade for os. Den berører et utal af områder. De der følger den og ser hvordan den altid virker til gavn for dem, vil indse at Bibelen er en enestående visdomskilde.
Kloge principper
8. Hvordan kan Bibelen hjælpe os, selv om vi står i en situation der ikke direkte er nævnt i den?
8 Hvad så hvis vi står i en situation som ikke direkte er nævnt i Bibelen? Så vil vi ofte finde almene principper som vi kan lade os lede af. Mange kommer for eksempel på et eller andet tidspunkt i deres liv ud for at skulle tage stilling til om de vil ryge tobak. Eftersom tobak var ukendt i Mellemøsten på Jesu tid, er spørgsmålet ikke nævnt i Bibelen. Men der er nogle principper man kan bruge som en hjælp til at træffe en fornuftig afgørelse.
9-11. Hvordan hjælper Bibelens principper os til at træffe en klog afgørelse i spørgsmålet om at bruge tobak, og hvordan gavner det os at følge disse principper?
9 Tobaksrygning siges at være en nydelse, men består i virkeligheden i at man inhalerer koncentrerede forureningsstoffer i lungerne. Rygeren forurener sit legeme, foruden sit tøj og luften omkring sig. Dertil kommer at rygning er vanedannende. De der gerne vil holde op med at ryge, har ofte meget svært ved det fordi de er blevet afhængige. Lad os med dette i tanke gå til Bibelen og se hvilken afgørelse den anbefaler.
10 Først kan vi tage spørgsmålet om afhængighed. I forbindelse med fødevarer sagde Paulus: „Jeg vil ikke lade noget få myndighed over mig.“ (1 Korinther 6:12) Paulus havde frihed til at spise hvad han ville, men han vidste at nogle dengang havde en sart samvittighed. Derfor sagde han at han ikke var så „afhængig“ af visse fødevarer at han ikke kunne undvære dem hvis han var nødt til det for ikke at bringe andre til fald. Hvis nogle ikke kan holde op med at ryge — eller tygge — tobak, har tobakken afgjort ’fået myndighed over dem’. Paulus’ udtalelse om dét at spise mad, er derfor en god retningslinje for brugen af tobak. Man bør ikke gøre sig til slave af en vane.
11 Så er der spørgsmålet om forurening. Bibelen siger: „Lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd.“ (2 Korinther 7:1) Rygning er tydeligvis en besmittelse, eller forurening, af kødet. Alvoren af denne forurening ses af at den, ifølge Verdenssundhedsorganisationen, forårsager over en million dødsfald om året. Hvis man følger det bibelske princip om at undgå at besmitte kødet, vil man være beskyttet mod de alvorlige sundhedsfarer der følger med rygning, samt med stofmisbrug og andre former for besmittelse.
Ord der gavner
12. Hvorfor er Bibelens vejledning altid forbundet med vort fysiske og følelsesmæssige velbefindende?
12 Det skulle ikke overraske os at det gavner os rent fysisk at følge Bibelens vejledning. Vejledningen kommer jo fra Gud, og som den der har skabt os ved han fuldt ud hvordan vi er indrettet og hvad vi behøver. (Salme 139:14-16) Hans vejledning er altid forbundet med vort fysiske og følelsesmæssige velbefindende.
13, 14. Hvorfor er det klogt at følge Bibelens vejledning om ikke at lyve?
13 Dette fremgår af vejledningen om ikke at lyve. Løgn nævnes blandt syv ting Jehova hader, og i Åbenbaringens bog nævnes løgnere blandt dem der ikke får nogen plads i Guds nye verden. (Ordsprogene 6:19; Åbenbaringen 21:8) På trods af dette er løgn meget udbredt. Et erhvervstidsskrift bemærker: „USA oplever den værste bølge af svig, bedrageri og tilsvarende misligheder i historien.“2
14 Hvor almindeligt det end måtte være at lyve, er løgn skadeligt for både samfundet og den enkelte. Spalteskribenten Clifford Longley bemærker som sandt er: „Løgn skader både løgneren og den der lyves for, dybt i deres inderste, fordi det bryder den vigtige kontakt mellem sind og virkelighed.“3 The American Journal of Psychiatry siger: „Den psykologiske virkning på dem der befinder sig i modtagerrollen kan være altødelæggende. Vigtige beslutninger i livet kan blive baseret på forkerte oplysninger som antages for at være rigtige. Løgne kan også have en negativ virkning på løgnerne selv.“4 Hvor langt bedre er det ikke at tale sandt, sådan som Bibelen tilråder!
15, 16. Hvordan gavner det os at følge Bibelens vejledning om at vise kærlighed?
15 I den mere positive retning viser Bibelen at vi bør have omsorg for andre, være hjælpsomme og vise kærlighed. Jesu ord er velkendte: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 7:12.
16 Hvor langt bedre ville verden ikke være hvis alle fulgte denne regel! Ifølge en psykologisk undersøgelse der er foretaget i De Forenede Stater, ville den enkelte endda få det bedre med sig selv. De 1700 der var med i undersøgelsen, fortalte at de ved at hjælpe andre fik en følelse af ro og at det befriede dem for stressfremkaldte lidelser som hovedpine og stemmesvigt. Rapporten slutter: „Det ser altså ud til at det ligger lige så dybt i den menneskelige natur at gøre noget for andre som at gøre noget for sig selv.“5 Dette minder os om det bibelske bud: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39; jævnfør Johannes 13:34, 35.) Det er naturligt for os at elske os selv. Men for at være i følelsesmæssig balance må vi ifølge Bibelen afveje denne kærlighed til os selv med kærlighed til andre.
Ægteskab og moral
17. Hvorfor bliver Bibelens vejledning i nogle tilfælde beskyldt for at være gammeldags?
17 Skønt Bibelens vejledning afspejler dyb visdom, siger den ikke altid det folk gerne vil høre. Ofte bliver den beskyldt for at være gammeldags. Hvorfor? Fordi Bibelens vejledning, der gavner os i det lange løb, ofte kræver selvtugt og selvfornægtelse, og disse begreber er ikke populære i dag.
18, 19. Hvordan er Bibelens normer for ægteskab og moral?
18 Tag for eksempel spørgsmålet om ægteskab og moral. Bibelens normer her er meget strenge. Den foreskriver monogami, én mand til én hustru. Og selv om den i ekstreme tilfælde giver rum for skilsmisse eller separation, siger den i almindelighed at ægteskabet er bindende for livet. „Har I ikke læst at han som skabte dem, fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde og sagde: ’Af den grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød’? Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ — Mattæus 19:4-6; 1 Korinther 7:12-15.
19 Desuden siger Bibelen at det seksuelle samliv kun hører hjemme inden for ægteskabet. Den forbyder ethvert intimt forhold af den art uden for ægteskabet. Vi læser: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige.“ — 1 Korinther 6:9, 10.
20. Hvordan bliver Bibelens moralnormer ignoreret i dag?
20 I dag bliver disse normer i det store og hele ignoreret. Professor i sociologi David Mace bemærker: „I dette århundrede har vor kultur undergået gennemgribende forandringer, og mange gamle skikke og institutioner er blevet rystet i deres grundvolde. Ægteskabet har ikke været nogen undtagelse.“6 Den frie moral er udbredt. Kønslige forhold mellem teenagere betragtes ofte som det normale. Samliv før ægteskabet — ’for at se om man passer sammen’ — er almindeligt. Og efter at parterne er blevet gift er sidespring ikke nogen sjældenhed.
21. Hvad har det medført at Bibelens normer for ægteskab og moral i vid udstrækning ignoreres?
21 Har denne løsere moral medført lykke? Nej, den har ikke medført andet end kvaler — kvaler som har kostet dyrt og som har resulteret i sorger og opløste hjem. Der er også pandemien af seksuelt overførte sygdomme som kan spores direkte tilbage til en løs moral. Gonorré, syfilis og chlamydia breder sig ukontrollabelt. I de senere år har prostitution og homoseksuelle handlinger udbredt den frygtede AIDS. Og der er en epidemi af unge ugifte piger der får børn inden de selv rigtigt er blevet voksne. Et dameblad skrev i 1987: „Den vægt man lagde på sex i tresserne og halvfjerdserne har ikke medført ubegrænset lykke men i nogle henseender stor elendighed.“7
22. Hvilke moralnormer bringer den største lykke?
22 Derfor hører vi nu kommentarer som denne af sociologiprofessor Carlfred B. Broderick: „Vi er måske blevet voksne nok til at overveje om det ikke ville gavne os alle mere at anbefale førægteskabelig afholdenhed som det der bedst dækker borgernes behov og sikrer dem deres ret til frihed: frihed for sygdom, frihed for uønsket graviditet.“8 Ja, Bibelens moralnormer har i det lange løb vist sig at være dem der bringer den største lykke.
Principper der duer
23. (a) Er skilsmisse den eneste løsning hvis man lever i et ulykkeligt ægteskab? (b) Nævn to ting som vil føre til et stabilt og lykkeligt ægteskab.
23 Hvis ægteskabet skal vare hele livet, må vi vide hvordan vi får det til at lykkes. Nogle har sagt at det er bedre at komme ud af et ulykkeligt ægteskab end at blive i det og gøre livet surt for hinanden. Men der er en anden mulighed: at forsøge at løse de problemer der gør det ulykkeligt. Dette er endnu et område hvor Bibelen hjælper os. Vi har allerede set hvordan den råder os til at være tro mod vores ægtefælle, og det er én af de ting der bidrager til et stabilt og lykkeligt ægteskab. En anden ting er at man må indse at der kun kan være ét overhoved i ægteskabet, og Bibelen siger at det skal være manden. Hustruen rådes til at støtte sin mand og ikke anfægte hans stilling. Manden skal på sin side bruge sin stilling til hustruens gavn og ikke være egoistisk. — 1 Korinther 11:3; 1 Timoteus 2:11-14.
24, 25. Hvordan tilskynder Bibelen ægtemænd og hustruer til at udfylde deres respektive pladser i ægteskabet?
24 Til manden siger Bibelen: „Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød.“ (Efeserne 5:28, 29) En kærlig ægtemand er hensyntagende. Selv om han er familiens overhoved, husker han at tage sin hustru med på råd. Ægteskabet er et partnerskab, ikke et diktatur.
25 Til hustruen siger Bibelen blandt andet: „Hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ (Efeserne 5:33) Hun respekterer sin mand på grund af hans stilling, og hun viser det ved at støtte ham, ligesom han viser hende sin kærlighed ved at have omsorg for hende. For mange moderne mennesker er den slags råd helt uacceptable. Men partnerskaber der bygger på kærlighed og respekt — sådan som Bibelen tilråder — er altid lykkelige.
26. Vis med et eksempel at de bibelske normer for ægteskabet duer.
26 At Bibelens vejledning på dette område virkelig duer, understreges af en erfaring fra en ø i det sydlige Stillehav. Efter at have været gift i ti år følte et ægtepar dér at deres ægteskab var mislykkedes. De begyndte at lægge planer om at opløse det. Så talte konen med et af Jehovas vidner. Sammen med dette Jehovas vidne begyndte hun at undersøge Bibelens råd til ægtepar. Manden fortæller: „Efterhånden som min kone lærte de bibelske principper at kende, forsøgte hun at følge dem. Efter kun få uger begyndte jeg at se flere forandringer.“ Forbavset over dette sagde han ja til at være med til bibelstudiet, og lærte nu Bibelens vejledning til ægtemænd at kende. Resultatet? Han fortæller: „Nu har vi fundet grundlaget for et virkelig godt familieliv.“
27. Hvilke bibelske principper kan hjælpe kristne der lever i fattigdom?
27 Problemet fattigdom er endnu et område hvor Bibelens råd hjælper. For eksempel taler dens principper imod rygning og drikkeri, som er laster der tærer stærkt på de begrænsede midler. (Ordsprogene 23:19-21) Desuden anbefaler Bibelen flid, da den arbejdsomme oftere vil finde mulighed for at forsørge sin familie end den dovne eller den der fortvivlet giver op. (Ordsprogene 6:6-11; 10:26) Og hvis man følger rådet om ’ikke at misunde dem der handler uret’, tyr man ikke til kriminalitet eller hasardspil for at forbedre sine kår. (Salme 37:1) Sådanne „udveje“ synes måske at tilbyde en hurtig løsning på økonomiske vanskeligheder, men på længere sigt medfører de bitre konsekvenser.
28-30. (a) Hvordan har en fattig kristen kvinde klaret sig ved at følge Bibelens principper? (b) Hvad kan tusinder af kristne som lever i økonomisk fattige kår, bevidne?
28 Kan disse råd virkelig hjælpe fattige mennesker, eller er det hele bare skøn teori? Svaret er at de hjælper, og det underbygges af mange erfaringer rundt om i verden. For blot at tage et enkelt eksempel kan vi henvise til en kristen kvinde i Asien som var blevet enke og havde en lille søn at tage sig af, men ikke havde nogen indtægt. Hvordan hjalp Bibelen hende og hendes søn?
29 Hun var flittig, sådan som Bibelen anbefaler, og begyndte at sy tøj og at sælge det. Da hun var ærlig og pålidelig, som Bibelen også tilråder, begyndte hun snart at få faste kunder. (Kolossenserne 3:23) Så indrettede hun et lille værelse i sit hus til et spisested og stod op klokken fire hver morgen for at lave mad hun kunne sælge, hvorved hun tjente lidt mere. „Selv med dette,“ siger hun, „må vi leve meget beskedent.“ Men hun husker det bibelske råd: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ — 1 Timoteus 6:8.
30 Hun tilføjer: „Selv om jeg lever på randen af fattigdom, er jeg ikke fortrydelig eller bitter. Sandheden i Bibelen giver mig et positivt livssyn.“ Desuden kan hun bekræfte at et vigtigt løfte som Jesus gav, har holdt stik i hendes tilfælde. Han sagde: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting [de materielle fornødenheder] vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:33) Hun har erfaret at når hun lader tjenesten for Gud komme i første række, får hun altid på en eller anden måde de materielle fornødenheder. Denne kristne kvinde, og utallige andre kristne som er økonomisk dårligt stillede, kan bevidne at Bibelens råd virkelig duer.
31. Hvad sker der når man følger Bibelens vejledning, og hvad er det et vidnesbyrd om?
31 I dette kapitel har vi kun lige berørt det væld af vejledning Bibelen indeholder, og vi har kun set nogle ganske få eksempler på at vejledningen har virket. De her nævnte erfaringer kan ganges med tusinder. Det viser sig igen og igen at når folk følger Bibelen, gavner det dem. Og når de ignorerer den, skader det dem. Ingen anden vejledning fra fortiden eller nutiden er så konsekvent gavnlig og henvender sig til folk af alle racer. En så forstandig vejledning kan ikke udspringe af menneskers livsvisdom. At Bibelen er så rig en visdomskilde er et magtfuldt vidnesbyrd om at den er Guds ord.
[Tekstcitat på side 168]
En hjælpsom indstilling gavner alle
[Illustration på side 163]
„Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt“
[Illustration på side 165]
Tobaksrygning må undgås fordi det strider mod Bibelens principper
[Illustration på side 171]
De der følger Bibelens vejledning i ægteskabet har et solidt grundlag for lykke
[Illustration på side 173]
Fattige klarer sig bedre ved at følge Bibelens vejledning