Hvordan man kommer videre efter en skilsmisse
„Jeg følte det som om jeg var faldet ud over en klippeskrænt. Ligesom man tror at alt går godt, mister man pludselig det hele.“ — MARK,a som har været skilt i et år.
„Min mand havde en affære med en kvinde der var på alder med vores datter. Da vi blev skilt, var jeg lettet over at jeg slap for hans hidsige temperament, men jeg følte mig også ydmyget og værdiløs.“ — EMMELINE, som har været skilt i 17 år.
Nogle bliver skilt i håb om at få en bedre tilværelse; andre ønsker at bevare ægteskabet men kan ikke få deres ægtefælle til at blive hos sig. Uanset hvordan det forholder sig, føler de fleste af dem der er skilt, at livet blev sværere efter skilsmissen end de havde regnet med. Hvis du lige er blevet skilt, føler du måske at det er noget af det mest stressende du nogen sinde kan komme ud for. Nogle praktiske råd fra Bibelen vil kunne hjælpe dig til at tackle de udfordringer der er forbundet med en skilsmisse.
UDFORDRING NR. 1: NEGATIVE FØLELSER.
Stress på grund af økonomiske problemer, børneopdragelse og ensomhed kan føles overvældende, og de negative følelser forsvinder sjældent fra den ene dag til den anden. Ifølge nu afdøde psykolog Judith Wallerstein føler nogle sig svigtet og forladt selv mange år efter at de er blevet skilt, og de synes at „livet er uretfærdigt, skuffende og ensomt“.
HVAD DU KAN GØRE
Giv dig selv lov til at sørge over det der gik tabt. Måske savner du den partner du stadig elsker. Selv hvis jeres ægteskab var ulykkeligt, er du måske alligevel ked af det fordi du ikke oplevede den glæde du havde håbet på at få i dit ægteskab. (Ordsprogene 5:18) Du skal ikke skamme dig over at du tager dig „tid til at græde“. — Prædikeren 3:1, 4.
Lad være med at isolere dig. Når man sørger, har man behov for at være alene, men det er ikke klogt at holde sig for sig selv i længere tid. (Ordsprogene 18:1) Tal positivt når du er sammen med dine venner. Hvis du ofte udtaler dig kritisk om din tidligere ægtefælle, selv hvis det er berettiget, risikerer du at støde andre fra dig. Og hvis du er nødt til at træffe vigtige beslutninger kort efter skilsmissen, gør du klogt i at rådføre dig med en du har tillid til, og som kan bedømme tingene objektivt.
Pas på dit helbred. En skilsmisse vil ofte påvirke én fysisk, i form af eksempelvis for højt blodtryk eller migræne. Spis sundt, få motion og tilstrækkeligt med søvn. — Efeserne 5:29.
Fjern ting der får din vrede mod din tidligere ægtefælle til at blusse op, eller som du ikke længere har brug for, men behold vigtige papirer. Hvis der er nogle ting, såsom bryllupsbilleder, der gør dig ked af det, kan du pakke dem væk og gemme dem til dine børn.
Bekæmp en negativ tankegang. Olga, som lod sig skille fra sin mand efter at han havde været hende utro, blev ved med at spørge sig selv: „Hvad har hun som jeg ikke har?“ Men som Olga senere erkendte, kan en sådan negativ tankegang føre til at man får „en nedslået ånd“. — Ordsprogene 18:14.
Mange har erfaret at dét at skrive deres tanker ned har hjulpet dem til at tænke mere klart og få styr på tankerne. Hvis du bruger denne metode, så prøv at finde en ny og positiv tanke til erstatning for en negativ. (Efeserne 4:23) Her er to eksempler:
Negativ: Det er min skyld at min ægtefælle fandt en anden.
Positiv: Mine fejl berettiger ikke min ægtefælle til at være mig utro.
Negativ: Jeg har spildt mine bedste år sammen med den forkerte mand.
Positiv: Jeg vil blive mere lykkelig hvis jeg ser fremad, ikke tilbage.
Prøv at ignorere sårende bemærkninger. Velmenende venner og familiemedlemmer siger måske noget der sårer dig eller ikke passer, som for eksempel: ’Hun var alligevel ikke god nok til dig’, eller ’Gud hader skilsmisse’.b Det er med god grund at Bibelen giver dette råd: „Fæst ... ikke dit hjerte ved alle de ord der fremføres.“ (Prædikeren 7:21) Martina, som har været skilt i to år, siger: „Frem for at dvæle ved sårende bemærkninger prøver jeg at se tingene fra Guds synsvinkel. Hans tanker er højere end vores.“ — Esajas 55:8, 9.
Bed til Gud. Han tilskynder dem der tjener ham, til at ’kaste al deres bekymring på ham’, især når de har store problemer. — 1 Peter 5:7.
PRØV DETTE: Skriv nogle bibelvers ned som du føler er til trøst for dig, og placér dem på steder hvor du ofte ser dem. Ud over de skriftsteder der allerede er citeret, har mange fraskilte haft stor gavn af følgende vers: Salme 27:10; 34:18; Esajas 41:10; Romerne 8:38, 39.
UDFORDRING NR. 2: FORHOLDET TIL DIN TIDLIGERE ÆGTEFÆLLE.
Juliana, som var gift i 11 år, siger: „Jeg tiggede og bad min mand om at blive. Men efter at han var rejst fra mig, var jeg rasende på ham og den kvinde han flyttede ind hos.“ Mange der bliver skilt, bliver i årevis ved med at være meget vrede på deres tidligere ægtefælle. I nogle tilfælde er de dog nødt til jævnlig at kommunikere med hinanden, for eksempel hvis de har børn.
HVAD DU KAN GØRE
Bevar et høfligt forhold til din tidligere ægtefælle. Fokuser på de nødvendige anliggender, gå lige til sagen, og fat dig i korthed. Mange har erfaret at dette bidrager til freden. — Romerne 12:18.
Undgå provokerende tale. Især når du føler dig angrebet, er det godt at følge Bibelens kloge råd: „Den der holder sine ord tilbage har kundskab.“ (Ordsprogene 17:27) Hvis du ikke kan få en samtale tilbage på rette spor, kunne du sige: „Jeg må lige tænke over det du har sagt, og så kan vi tale sammen senere.“
Sørg så vidt muligt for at jeres personlige papirer bliver adskilt. Det kunne dreje sig om dokumenter vedrørende juridiske, økonomiske eller helbredsmæssige anliggender.
PRØV DETTE: Næste gang du taler med din tidligere ægtefælle, læg da mærke til om en af jer er ved at gå i forsvarsposition eller er for ufleksibel. Hvis det er nødvendigt, så foreslå at I snakker sammen igen lidt senere eller drøfter sagen via e-mail. — Ordsprogene 17:14.
UDFORDRING NR. 3: AT HJÆLPE BØRNENE TIL AT TILPASSE SIG.
Maria fortæller hvordan det var lige efter at hun var blevet skilt: „Min yngste datter græd hele tiden og begyndte igen at tisse i sengen. Min ældste datter prøvede at skjule sine følelser, men jeg kunne godt mærke at hun også var berørt af situationen.“ Måske har du ikke tid eller følelsesmæssigt overskud til at hjælpe dine børn når de har allermest brug for dig, og det er du ked af.
HVAD DU KAN GØRE
Tilskynd dine børn til at tale med dig om deres følelser, også selvom det kan føre til at de ’taler overilet’. — Job 6:2, 3.
Bevar forældre-barn-forholdet. Selvom du måske har behov for følelsesmæssig støtte og det virker som om dit barn gerne vil give dig den, er det unfair og usundt at bebyrde barnet med voksenlivets problemer. (1 Korinther 13:11) Undgå at gøre dit barn til din fortrolige eller at bede det om at være mægler eller sendebud mellem dig og din tidligere ægtefælle.
Sørg for at dit barns liv er så struktureret som muligt. Det er godt hvis barnet kan blive boende samme sted og at dets hverdag ikke ændres væsentligt, men det er endnu vigtigere at I bevarer en god åndelig rutine, herunder bibellæsning og jeres fælles tilbedelse af Gud. — 5 Mosebog 6:6-9.
PRØV DETTE: Fortæl dine børn på et eller andet tidspunkt i løbet af denne uge at du elsker dem, og at de ikke var skyld i skilsmissen. Besvar deres spørgsmål uden at kritisere deres anden forælder.
Du kan komme videre med dit liv efter en skilsmisse. Melissa, som var gift i 16 år, siger: „Da jeg blev skilt, tænkte jeg: ’Det var ikke sådan jeg havde ønsket at mit liv skulle forme sig.’“ Men nu føler hun at hun lever et tilfredsstillende liv trods sine omstændigheder. Hun siger: „Da jeg holdt op med at prøve at lave om på fortiden, fik jeg det meget bedre.“
a Nogle af navnene i artiklen er ændret.
b Gud hader en skilsmisse der er baseret på svig og bedrag. Hvis en ægtefælle begår ægteskabsbrud, giver Gud imidlertid den uskyldige part ret til at afgøre om han eller hun vil søge skilsmisse eller ej. (Malakias 2:16; Mattæus 19:9) Se artiklen „Hvad siger Bibelen? — Hvilken form for skilsmisse er det Gud hader?“ i Vågn op! for 8. februar 1994, udgivet af Jehovas Vidner.
SPØRG DIG SELV ...
Har jeg givet mig selv lov til at sørge over skilsmissen?
Hvordan kan jeg give slip på min vrede mod min tidligere ægtefælle?