7 Vil Gud høre og besvare vores bønner?
DET er et spørgsmål som mange er interesseret i at kende svaret på. Bibelen viser at Jehova lytter til bøn i dag. Om han hører vores bønner eller ej, kommer i høj grad an på os selv.
Jesus fordømte datidens religiøse ledere som bad hykleriske bønner; de var kun interesseret i at andre skulle se hvor fromme de var. Han sagde at sådanne mennesker ville få „hele deres belønning“, det vil sige at de kun ville få det de ønskede sig mest — menneskers opmærksomhed, men ikke det de havde behov for — at blive hørt af Gud. (Mattæus 6:5) I dag er der også mange der beder om det der har med deres egen vilje at gøre, og ikke med Guds. Fordi de ignorerer de bibelske principper vi her har behandlet, vil Gud ikke bønhøre dem.
Men hvad med dig? Vil Gud høre og besvare dine bønner? Svaret afhænger ikke af hvilken race eller nationalitet du tilhører, eller af din sociale status. Bibelen forsikrer os om at „Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. (Apostelgerninger 10:34, 35) Er du en af dem? At frygte Gud vil sige at man har dyb respekt for ham og frygter for at mishage ham. At øve retfærdighed vil sige at man søger at følge Guds normer for hvad der er ret, og ikke giver efter for sine egne eller andres ønsker. Vil du gerne have at Gud skal lytte til dine bønner? Bibelen viser dig hvad du skal gøre.a
Der er ganske vist mange som gerne ville have at Gud besvarede deres bønner med et mirakel. Men selv på Bibelens tid var det sjældent at Gud udførte mirakler. Nogle gange gik der flere hundrede år fra det ene mirakel til det næste. Desuden nævner Bibelen at miraklerne ville ophøre efter apostlenes tid. (1 Korinther 13:8-10) Betyder det så at Gud ikke længere besvarer bønner? På ingen måde! Lad os se på nogle bønner han besvarer.
Gud giver visdom. Al sand visdom stammer fra Jehova. Han deler gavmildt ud af sin visdom til dem der ønsker at lade sig lede af ham og søger at følge hans anvisninger. — Jakob 1:5.
Gud giver af sin hellige ånd. Den hellige ånd er Guds virksomme kraft. Der findes ingen stærkere kraft. Den kan hjælpe os til at udholde prøvelser. Den kan fylde os med fred under trængsler. Den kan hjælpe os til at tilegne os smukke og tiltalende egenskaber. (Galaterne 5:22, 23) Jesus forsikrede sine disciple om at Gud frit giver denne gave. — Lukas 11:13.
Gud giver kundskab til dem der oprigtigt søger ham. (Apostelgerninger 17:26, 27) I hele verden er der mennesker der oprigtigt søger efter sandheden. De ønsker at lære Gud at kende — hvad hans navn er, hvad der er hans hensigt med jorden og menneskeheden, og hvordan de kan komme nær til ham. (Jakob 4:8) Jehovas Vidner møder ofte sådanne mennesker og er glade for at vise dem Bibelens svar.
Er det grunden til at du har taget imod dette blad? Søger du efter Gud? Måske er dette måden hvorpå han besvarer din bøn.
a Flere oplysninger om hvordan man skal bede for at blive hørt af Gud, findes i kapitel 17 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Udgivet af Jehovas Vidner.