STUDIEARTIKEL 41
Jehovas “barmhjertighed er stor”
“Jehova er god mod alle, og alt hvad han gør, vidner om hans barmhjertighed.” – SL. 145:9.
SANG NR. 44 Den nedtryktes bøn
FORMÅLa
1. Hvad kommer vi måske til at tænke på når vi hører ordet “barmhjertig”?
ORDET “barmhjertig” får os måske til at tænke på en person der er kærlig, omsorgsfuld, medfølende og gavmild. Måske kommer vi til at tænke på Jesus’ lignelse om den barmhjertige samaritaner. Lignelsen fortæller om en ikkejøde “der var barmhjertig” mod en jøde som var blevet overfaldet af røvere. Samaritaneren fik ondt af den jøde der var kommet til skade, og sørgede kærligt for hjælp til ham. (Luk. 10:29-37) Lignelsen fremhæver en meget smuk egenskab hos den Gud vi tjener, nemlig barmhjertighed. Den egenskab er en side af Guds kærlighed, og han viser den over for os hver eneste dag.
2. Hvilket andet aspekt har egenskaben barmhjertighed?
2 Det kan også være at vi kommer til at tænke på et andet aspekt af barmhjertighed, nemlig at man undlader at straffe en der ellers havde fortjent det. I den forstand har Jehova vist os stor barmhjertighed. “Han har ikke gengældt os vores synder,” som der står i en salme. (Sl. 103:10) I nogle tilfælde giver Jehova dog kraftig retledning til en der har begået en synd.
3. Hvilke spørgsmål vil vi se på?
3 Her i artiklen vil vi tage tre spørgsmål op: Hvorfor viser Jehova barmhjertighed? Hvilken sammenhæng er der mellem udelukkelse og barmhjertighed? Og hvad kan hjælpe os til at være barmhjertige? Lad os se hvordan Bibelen svarer på de spørgsmål.
HVORFOR JEHOVA VISER BARMHJERTIGHED
4. Hvorfor viser Jehova barmhjertighed?
4 Jehovas kærlighed får ham til at vise barmhjertighed. Apostlen Paulus skrev at “Guds barmhjertighed er stor”. Han hentydede til den barmhjertighed Gud har vist ved at give ufuldkomne, salvede tjenere håb om liv i himlen. (Ef. 2:4-7) Men Jehovas barmhjertighed er endnu mere omfattende. David skrev i en salme: “Jehova er god mod alle, og alt hvad han gør, vidner om hans barmhjertighed.” (Sl. 145:9) Fordi Jehova har kærlighed til mennesker, viser han barmhjertighed så snart han kan se at der er grundlag for at gøre det.
5. Hvordan fik Jesus indblik i Jehovas barmhjertighed?
5 Jesus ved bedre end nogen anden hvor meget Jehova elsker at vise barmhjertighed. De havde været sammen som Far og Søn i himlen og betragtet menneskene lige siden de blev skabt. (Ordsp. 8:30, 31) Jesus havde ved mange lejligheder set hvordan hans Far havde været barmhjertig over for mennesker der havde syndet. (Sl. 78:37-42) I sin undervisning fremhævede Jesus ofte denne smukke egenskab hos sin Far.
6. Hvordan skildrede Jesus hvor barmhjertig hans Far er?
6 I den forrige artikel blev Jesus’ lignelse om den fortabte søn behandlet. I den lignelse skildrer Jesus på en meget gribende måde hvor ivrig Jehova er efter at vise barmhjertighed. Sønnen var rejst hjemmefra og havde brugt “sin formue på at leve vildt og hæmningsløst”. (Luk. 15:13) Senere angrede han de umoralske ting han havde gjort, ydmygede sig og rejste hjem. Hvordan reagerede hans far? Det behøvede sønnen ikke at vente længe på at finde ud af. Jesus sagde: “Mens [sønnen] endnu var langt væk, fik hans far øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og omfavnede ham og kyssede ham.” Faren ydmygede ikke sin søn. Han tilgav ham barmhjertigt og bød ham velkommen tilbage i familien. Den unge mand havde syndet groft, men fordi han angrede oprigtigt, tilgav hans far ham. Den barmhjertige far i lignelsen skildrer Jehova. På den bevægende måde viste Jesus hvor ivrig hans Far er efter at tilgive syndere som viser ægte anger. – Luk. 15:17-24.
7. Hvilken forbindelse er der mellem Jehovas visdom og hans barmhjertighed?
7 Jehovas visdom får ham til at vise barmhjertighed. Jehovas visdom er ikke bare en kold og intellektuel viden. Bibelen siger derimod at “visdommen ovenfra er ... fuld af barmhjertighed og gode frugter”. (Jak. 3:17) Ligesom en kærlig far ved Jehova at det er til gavn for hans børn at han er barmhjertig. (Sl. 103:13; Esa. 49:15) Hans barmhjertighed giver dem håb selvom de er ufuldkomne. Jehovas store visdom bevæger ham derfor til at vise barmhjertighed når som helst han ser at der er grundlag for det. Men Jehovas barmhjertighed er også perfekt afbalanceret. Han lader aldrig sin barmhjertighed blive til blødsødenhed.
8. Hvad er nogle gange nødvendigt, og hvorfor?
8 Hvad nu hvis en i menigheden med vilje begynder at leve på en måde der er stik imod Jehovas normer? Hvordan skal vi så reagere? Paulus skrev under inspiration fra Gud at vi skal “holde op med at omgås” ham eller hende. (1. Kor. 5:11) Overtrædere der ikke viser ægte anger, bliver udelukket af menigheden. Det er nødvendigt for at beskytte de trofaste brødre og søstre i menigheden og for at vise respekt for Jehovas hellige normer. Men nogle har svært ved at se at ordningen med udelukkelse er et udtryk for Guds barmhjertighed. Er den det? Det vil vi se nærmere på.
KAN UDELUKKELSE VÆRE ET UDTRYK FOR BARMHJERTIGHED?
9-10. Hvordan kan udelukkelse være et udtryk for barmhjertighed ifølge Hebræerne 12:5, 6? Hvordan kan det forklares med en illustration?
9 Når det bliver meddelt ved et af vores møder at en vi holder meget af, ikke længere er et af Jehovas Vidner, bliver vi virkelig kede af det. Vi spekulerer måske på om det var nødvendigt at vedkommende blev udelukket. Kan man virkelig sige at udelukkelse er et udtryk for barmhjertighed? Ja. At lade være med at retlede en der har brug for det, ville faktisk hverken være klogt, barmhjertigt eller kærligt. (Ordsp. 13:24) Kan det at blive udelukket, hjælpe en overtræder der ikke angrer oprigtigt, til at ændre sig? Ja. I mange tilfælde hvor en har begået alvorlige overtrædelser, har udelukkelsen været netop det der skulle til for at han eller hun kom til fornuft, ændrede sit liv og vendte tilbage til Jehova. – Læs Hebræerne 12:5, 6.
10 Det kan forklares med en illustration: En fårehyrde lægger mærke til at et af hans får har fået en sygdom. Han ved at den sygdom gør det nødvendigt at isolere det syge får fra de andre får i flokken. Men får er flokdyr, og de kan blive urolige når de ikke er sammen med de andre. Betyder det at hyrden er hård eller ufølsom når han behandler sit får på den måde? Nej, selvfølgelig ikke. Han ved at hvis han giver det syge får lov til at være sammen med de andre, vil sygdommen sprede sig. Ved at isolere det syge får beskytter han alle de andre får. – Se også 3. Mosebog 13:3, 4.
11. (a) Hvilke ligheder er der mellem en person der bliver udelukket, og et får der er sygt? (b) Hvilken hjælp er til rådighed for en der er udelukket?
11 Når en kristen bliver udelukket, er han i en vis forstand som et får der er sygt – han er åndeligt syg. (Jak. 5:14) Åndelig sygdom kan, ligesom nogle former for fysisk sygdom, være meget smitsom. Derfor kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at isolere den åndeligt syge fra menigheden. Den retledning er et udtryk for at Jehova elsker de trofaste brødre og søstre i menigheden, og den kan hjælpe overtræderen til at se hvor forkerte hans handlinger er, og til at angre. Mens han er udelukket, kan han overvære møderne, hvor han kan blive styrket af den åndelige mad. Han kan også modtage litteratur til eget brug, og han kan se programmerne på JW Broadcasting®. Og når de ældste ser de fremskridt han gør, kan de af og til henvende sig til ham med råd og vejledning der kan hjælpe ham til at blive åndeligt rask igen, så han kan blive genoptaget som et af Jehovas Vidner.b
12. Hvad er det mest kærlige og barmhjertige de ældste kan gøre når en overtræder ikke viser ægte anger?
12 Det er vigtigt at huske at det kun er overtrædere som ikke viser ægte anger, der bliver udelukket. De ældste er klar over at udelukkelse er en alvorlig sag, og det er ikke noget de tager let på. De ved at Jehova irettesætter “i passende omfang”. (Jer. 30:11) De elsker deres brødre og søstre, og de ønsker ikke at gøre noget som helst der vil skade deres forhold til Jehova. Men der er tider hvor det er både kærligt og barmhjertigt at fjerne en overtræder fra menigheden i et stykke tid.
13. Hvorfor måtte en kristen i Korinth udelukkes?
13 Læg mærke til hvilke anvisninger Paulus gav i forbindelse med en i det første århundrede der ikke angrede. En kristen i Korinth levede sammen med sin fars kone. Det var chokerende! Jehova havde tidligere givet israelitterne denne lov: “En mand der har samleje med sin fars kone, har kastet skam over sin far. De skal begge dø.” (3. Mos. 20:11) Paulus sagde selvfølgelig ikke til menigheden at de skulle slå manden ihjel, men han sagde at de skulle udelukke ham. Mandens seksuelt umoralske opførsel påvirkede andre i menigheden – nogle af dem mente ikke engang at det han gjorde, var en alvorlig synd! – 1. Kor. 5:1, 2, 13.
14. Hvordan viste Paulus barmhjertighed over for den mand der var blevet udelukket, og hvorfor? (2. Korinther 2:5-8, 11)
14 Noget tid senere fik Paulus at vide at manden havde foretaget nogle store forandringer. Han viste ægte anger! Selvom manden havde bragt skam over menigheden, sagde Paulus nu til de ældste at de ‘kærligt skulle tilgive ham og trøste ham’. Læg mærke til den begrundelse Paulus gav: “Så han ikke bliver helt overvældet af modløshed.” Paulus havde medfølelse med manden der angrede. Han ønskede ikke at manden skulle miste modet og blive så fortvivlet at han ville opgive at søge tilgivelse. – Læs 2. Korinther 2:5-8, 11.
15. Hvilken balance må ældste bevare?
15 Ligesom Jehova elsker de ældste at vise barmhjertighed. De vil retlede en overtræder når det er nødvendigt, men vise barmhjertighed når det er muligt, altså når der er grundlag for det. Ellers er det ikke barmhjertighed men godkendelse af det forkerte. Men er det kun de ældste der skal vise barmhjertighed?
HVAD KAN HJÆLPE OS ALLE TIL AT VISE BARMHJERTIGHED?
16. Hvordan reagerer Jehova over for dem der er ubarmhjertige, som det fremgår af Ordsprogene 21:13?
16 Vi forsøger alle at efterligne Jehovas barmhjertighed. Hvorfor? Blandt andet fordi Jehova ikke vil lytte til os hvis vi behandler andre ubarmhjertigt. (Læs Ordsprogene 21:13). Vi ønsker alle sammen at Jehova skal lytte til vores bønner. Derfor må vi passe på at vi ikke får en hårdhjertet indstilling. I stedet for at vende det døve øre til når en af vores brødre eller søstre har det svært, må vi altid være parate til at lytte til “den svages nødråb”. Og vi er opmærksomme på denne advarsel: “Den der ikke viser barmhjertighed, vil selv få en ubarmhjertig dom.” (Jak. 2:13) Hvis vi er ydmyge og husker hvor meget vi selv har brug for at blive vist barmhjertighed, er vi mere tilbøjelige til at vise barmhjertighed. Vi vil især vise barmhjertighed når en overtræder har angret og er vendt tilbage til menigheden.
17. Hvordan viste David barmhjertighed?
17 Der er mange eksempler i Bibelen som kan hjælpe os til at vise barmhjertighed og undgå at blive hårde. Tænk for eksempel på kong David. Han viste stor barmhjertighed ved flere lejligheder. Selvom Saul gerne ville slå ham ihjel, var David barmhjertig over for ham og prøvede aldrig at hævne sig på Guds salvede konge eller at skade ham. – 1. Sam. 24:9-12, 18, 19.
18-19. I hvilke to tilfælde viste David en ubarmhjertig indstilling?
18 Men David var ikke altid så barmhjertig. Tænk for eksempel på situationen med Nabal, der var en hård mand. Han talte respektløst og nægtede at give David og hans mænd noget at spise. David blev ophidset og besluttede at slå Nabal og alle mændene i hans hus ihjel. Kun fordi Nabals kloge og tålmodige hustru, Abigajil, hurtigt greb ind, undgik David at pådrage sig blodskyld. – 1. Sam. 25:9-22, 32-35.
19 Ved en anden lejlighed fortalte profeten Natan David om en rig mand der havde taget en fattig nabos eneste lam. David blev meget vred og svarede: “Så sandt Jehova lever: Den mand der gjorde det, fortjener at dø!” (2. Sam. 12:1-6) David var godt kendt med Moseloven og vidste at den der stjal et får, skulle erstatte det fire gange. (2. Mos. 22:1) Men her var han ved at dømme en mand til døden! Det var en meget hård dom. Nu viste det sig at det var en opdigtet historie Natan brugte for at gøre opmærksom på en række forbrydelser der var meget værre, og som David selv havde begået! Jehova viste sig at være langt mere barmhjertig over for David end David ville have været over for tyven i Natans historie. – 2. Sam. 12:7-13.
20. Hvad kan vi lære af Davids eksempel?
20 Da David blev vred, bedømte han Nabal og alle hans mænd som nogle der fortjente at dø. Og senere var David parat til at dødsdømme den mand Natan fortalte om. Her i det sidste tilfælde kan man undre sig over at en mand der normalt var venlig og kærlig, kunne dømme en anden så hårdt. Men vi må huske Davids situation. På det tidspunkt havde han en meget dårlig samvittighed. Når en person har en hård og fordømmende indstilling, er det ikke et tegn på at han er åndeligt sund. Tværtimod! Jesus gav sine disciple en alvorlig advarsel: “Hold op med at dømme så I ikke selv bliver dømt, for sådan som I dømmer andre, vil I selv blive dømt.” (Matt. 7:1, 2) Vi må derfor passe på at vi ikke bliver hårde og fordømmende. I stedet må vi efterligne Gud, der viser stor barmhjertighed.
21-22. Hvordan kan vi rent praktisk vise andre barmhjertighed?
21 Barmhjertighed er ikke bare en følelse. Det er blevet defineret som “medfølelse vist i handling”. Vi kan alle sammen være opmærksomme på de behov vi ser i vores familie, vores menighed og vores distrikt. Her er der helt sikkert mange muligheder for at vise barmhjertighed. Er der nogen der har brug for trøst? Kan vi tilbyde hjælp, for eksempel et måltid mad eller noget andet praktisk? Er der en bror eller søster der er blevet genoptaget, som du kunne bruge noget tid sammen med for at give trøst og opmuntring? Er der nogen der kunne have særligt brug for at høre den gode nyhed fra Bibelen? Forkyndelsen er en af de bedste måder man kan vise barmhjertighed på. – Job 29:12, 13; Rom. 10:14, 15; Jak. 1:27.
22 Hvis vi har øjnene åbne for den slags behov, vil vi se at der er mange muligheder for at vise barmhjertighed. Når vi gør det, glæder det vores himmelske Far, hvis “barmhjertighed er stor”.
SANG NR. 43 En takkebøn
a Barmhjertighed er en af Jehovas smukkeste egenskaber, og det er en egenskab som vi alle sammen må opdyrke. Her i artiklen vil vi se på hvorfor Jehova viser barmhjertighed, hvordan vi kan sige at Jehova er barmhjertig når han giver retledning, og hvordan vi kan vise denne tiltalende egenskab.
b Artiklen “Genopbyg dit venskab med Jehova” i dette nummer forklarer hvordan en der er blevet genoptaget, kan få et nært forhold til Gud igen, og hvordan de ældste kan hjælpe ham.
c BILLEDBESKRIVELSE: Fra taget af sit hus ser faren sin søn vende hjem. Han skynder sig ned for at omfavne ham.
d BILLEDBESKRIVELSE: Plaget af dårlig samvittighed overreagerer David på den historie Natan fortæller, og siger vredt at den rige mand fortjener at dø.