Hold trit med teokratiets vækst
1 På Nehemias’ tid var der et behov for byggeri fordi Jerusalems forsvarsmure lå i ruiner. Nehemias førte beslutsomt an, og folket reagerede ved at sige: „Lad os tage fat og bygge.“ — Neh. 2:18.
2 I dag reagerer Jehovas folk på samme måde på behovet for at bygge og ombygge rigssale. Mange rigssale trænger til fornyelse, og der er også behov for at bygge nye rigssale for at holde trit med udvidelsen af Jehovas organisation. Ligesom Nehemias organiserede arbejdet med at bygge Jerusalems mure, har „den trofaste og kloge træl“ i dag tilrettelagt et byggeprogram ved at oprette Selskabets Rigssalskonto og udnævne regionale byggeudvalg. — Matt. 24:45.
3 Jehova har velsignet ordningen med en rigssalskonto i de lande hvor den har været i brug. Her i landet har vi desuden en særlig ordning med regionale rigssalsforeninger som i sin tid blev oprettet med det samme formål, nemlig at hjælpe de økonomisk svagere stillede menigheder til at få rigssale. I de 2 1/2 år Selskabets Rigssalskonto har eksisteret her i landet, har vi været i stand til at supplere med lån fra denne konto til fem forskellige rigssale. Brødrenes gavmildhed har derved gjort det muligt at bygge de steder hvor der var størst behov, og samtidig har vi kunnet undgå at tage offentlige lån i disse nye rigssale. Det har været velgørende at se denne reaktion på teokratiets vækst i form af økonomisk støtte.
4 De to regionale byggeudvalg her i landet, Det Regionale Byggeudvalg Vest for Storebælt og Det Regionale Byggeudvalg Øst for Storebælt, har ligeledes erfaret Jehovas velsignelse. I de godt 3 år de har fungeret, er der ved hjælp af dem blevet bygget 20 nye rigssale og foretaget 5 større til- og ombygninger.
5 Brødrene der arbejder i disse byggeorganisationer skal roses for den gode indsats de har gjort for at efterkomme det voksende behov for rigssale. I samråd med Selskabet har byggeudvalgene udarbejdet et memorandum for hurtigbyggede rigssale, så proceduren, tegningerne, hvad der hører med til en hurtigbygget rigssal, og størrelsen af menighedens andel, ligger i faste rammer. Derfor har disse byggeudvalg en god baggrund for at kunne hjælpe de lokale ældste til at bygge en velfungerende rigssal uden luksus, så brødrenes midler kan blive rigtigt anvendt. Det vil være klogt af ældsterådene grundigt at overveje alle faktorer og at nyde godt af de erfaringer brødrene i de regionale byggeudvalg har indhøstet. — Luk. 14:28-30.
Der er endnu meget at gøre
6 Selv om der er bygget mange nye rigssale, er der endnu meget at gøre hvis vi skal holde trit med teokratiets vækst. Vi får hele tiden ansøgninger om byggeri af nye rigssale og fornyelser af andre. Der er derfor stadig behov for nye midler på Selskabets Rigssalskonto.
7 Det er bibelsk rigtigt at give bidrag. Det hebraiske ord der er oversat med „bidrag“ betyder også „en hellig ydelse“. (2 Mos. 25:2, NW, studieudgaven, fodnote) Kristne gør vel i at give af deres tid, kræfter og materielle ejendele til fremme af Rigets interesser. Jehova bliver ikke rigere af at vi giver bidrag til hans arbejde, men ved at gøre det viser vi at vi elsker ham, og han velsigner dem der frivilligt yder bidrag. — 1 Krøn. 29:14-17; Ordsp. 3:9.
8 Paulus skrev i Andet Korintherbrev 8:12: „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har.“ Alle kan opmuntres til at lægge noget til side regelmæssigt alt efter deres muligheder og ønsker. (Jævnfør Første Korintherbrev 16:1-4.) Tertullian skrev om den første kristne menighed: „Enhver giver et beskedent beløb én gang om måneden eller når han ønsker det, og kun hvis han ønsker det og hvis han kan; for ingen er tvunget dertil, det er en frivillig gave.“ I modsætning til mange religionssamfund i dag som beder om bidrag ved at lade en kollekttallerken gå rundt, ydes alle bidrag i den kristne menighed frivilligt og af hjertet. (2 Kor. 9:7) I Tillæg til Rigets Tjeneste for juli 1989, der havde temaet „En tro der vises i gerninger“, oplyses i paragraf 15 hvordan man giver bidrag til Selskabets Rigssalskonto. Når takkebrevene for bidrag oplæses i menigheden mindes alle om den andel de måske personligt har bidraget med.
Bidragene bliver værdsat
9 For at holde trit med teokratiets vækst er det nødvendigt at menigheder og enkeltpersoner fortsat støtter Selskabets Rigssalskonto. Brødrenes gavmilde støtte til denne ordning og den tid og ekspertise som hundreder frivilligt har ydet ved at hjælpe med opførelse og ombygning af rigssale, værdsættes meget. Vi må dog stadig gøre en stor indsats for at dække behovet for endnu flere nye og bedre rigssale.
10 En menighed skriver: „Vi vil gerne takke jer brødre for den tro og tillid I har vist os ved at låne os penge til at finansiere dette projekt. Vi vil også gerne takke jer for De Regionale Byggeudvalg, og vi påskønner i høj grad de dygtige brødre der medvirkede i vort byggeprojekt.“
11 Det har været trosstyrkende for brødrene og et stort vidnesbyrd for de lokale beboere at se rigssalsbyggerierne blive færdiggjort på 3 dage. Efter den lokale menigheds forberedelse og ihærdige indsats i et par måneder, sker det utrolige på 3 dage. I den forlængede weekend rejser den færdige bygning sig, og søndag eftermiddag eller aften holdes det første møde i den helt færdige rigssal. Vi har her i landet flere eksempler på at retsindige er kommet med i sandheden som følge af det vidnesbyrd der er blevet aflagt i forbindelse med en hurtigbygget rigssal.
12 Bibelen beskriver hvad der skete på Nehemias’ tid. Til trods for modstand fra de fjendtligt indstillede nationer fulgte israelitterne Nehemias’ modige ledelse, og ved Jehovas hjælp gjorde de byggeriet af Jerusalems mure færdig på 52 dage. Nehemias 4:6 siger at ’folket i deres hjerte var opsat på at arbejde’. Sådan er det også i dag. Under ledelse af „den trofaste og kloge træl“ bliver et stort byggeprogram gennemført, og Jehovas organisation er stadig ’i hjertet opsat på at arbejde’. Sammen med jer beder vi om Jehovas rige velsignelse mens vi bestræber os for at holde trit med teokratiets vækst.