-
Moses — Hvordan hans liv berører digVågn op! – 2004 | 8. april
-
-
En profet som Moses
Vi lever i en vanskelig tid. Menneskeheden har bestemt brug for en leder som Moses — en som ikke alene har magt og myndighed, men også er retskaffen, modig, barmhjertig og retfærdig. Da Moses døde, har israelitterne måske spekuleret på om verden nogen sinde ville se hans lige. Det havde Moses allerede selv givet svaret på.
Moses’ skrifter forklarer hvordan sygdom og død kom ind i verden, og hvorfor Gud har tilladt ondskaben. (1 Mosebog 3:1-19; Job, kapitel 1 og 2) I Første Mosebog 3:15 finder vi den allerførste af Guds profetier — et løfte om at ondskaben vil blive fjernet! Hvordan vil det ske? Profetien lod forstå at der ville blive født én der ville bringe frelse. Løftet gav håb om en kommende Messias som ville frelse menneskeheden. Hvem ville det vise sig at være? Moses hjælper os til at identificere ham.
Hen imod slutningen af sit liv udtalte Moses disse betydningsfulde ord: „En profet som mig vil Jehova din Gud oprejse for dig af din midte, af dine brødre — ham skal I høre på.“ (5 Mosebog 18:15) Apostelen Peter anvendte senere disse ord direkte på Jesus. — Apostelgerninger 3:20-26.
De fleste jødiske bibelkommentatorer mener afgjort ikke at man kan sammenligne Moses med Jesus. De hævder at ordene i Femte Mosebog 18:15 gælder enhver sand profet efter Moses. Men ifølge Tanakh — The Holy Scriptures, udgivet af Jewish Publication Society, står der i Femte Mosebog 34:10: „Der fremstod aldrig mere i Israel en profet som Moses — hvem HERREN omgikkes ansigt til ansigt.“
Ja, efter Moses fremstod der mange trofaste profeter, som for eksempel Esajas og Jeremias. Men ingen fik det særlige forhold til Gud som Moses havde haft — han havde talt med Gud „ansigt til ansigt“. Moses’ løfte om at der ville komme en profet ’som ham’, må derfor sigte til én bestemt person — Messias! Det er værd at lægge mærke til at der før indførelsen af kristendommen — og religiøs forfølgelse fra falske kristne — var jødiske lærde som havde det samme syn. Det indikeres i jødiske skrifter som for eksempel Midrash Rabbah, der beskriver Moses som forløberen for den „sidste Frelser“, eller Messias.
At Jesus på mange måder var som Moses, kan ikke benægtes. (Se rammen „Jesus — en profet som Moses“). Jesus har magt og myndighed. (Mattæus 28:19) Han „har et mildt sind og er ydmyg af hjertet“. (Mattæus 11:29) Han hader lovløshed og uretfærdighed. (Hebræerne 1:9) Derfor er han også i stand til at give os den ledelse vi har så hårdt brug for. Han vil snart fuldstændig fjerne ondskaben og indføre de paradisiske forhold på jorden som beskrives i Bibelen.b
-