Omskærelse — Et tegn på mandighed?

MANGE steder i verden bliver nyfødte drenge omskåret af sundhedsmæssige årsager. Andre steder er det skik og brug at mænd forbliver uomskårne hele livet igennem. Nogle, som for eksempel jøder og muslimer, betragter omskærelse som mere end en sundhedsmæssig foranstaltning. De tillægger handlingen religiøs betydning.

I visse lande gennemgår drenge imidlertid et omskærelsesritual så snart de når manddomsalderen. Ofte sendes de bort til en slags ’skole’ hvor de bliver omskåret og undervist i deres stammes traditionelle skikke. Her holdes de isoleret fra lokalsamfundet i nogle uger indtil de er kommet sig efter operationen. I den periode skal drengene følge bestemte ritualer, og de bliver oplært i hvad det vil sige at være en mand. Er det nødvendigt at drenge bliver omskåret for at vise at de har nået manddomsalderen? Lad os se hvad Bibelen siger om Guds syn på dette spørgsmål. — Ordsprogene 3:5, 6.

Guds syn på omskærelse

Nogle folkeslag i oldtiden, eksempelvis ægypterne, praktiserede omskærelse, det vil sige bortskæring af forhuden på det mandlige kønsorgan. Patriarken Abraham blev imidlertid ikke født ind i en sådan kultur. Han var faktisk uomskåren det meste af sit liv. Hertil kommer at han viste sig tapper mens han var uomskåren. Med en lille gruppe mænd forfulgte og besejrede han for eksempel de hære som blev anført af de fire konger, der havde taget hans nevø Lot til fange. (1 Mosebog 14:8-16) Omkring 14 år senere befalede Gud Abraham at han skulle omskæres, og at han skulle omskære hele sin husstand. Hvorfor gav Gud denne befaling?

Det kan umuligt have været et tegn på at Abraham nu var blevet en mand. Han var jo 99 år gammel på det tidspunkt. (1 Mosebog 17:1, 26, 27) Gud forklarede hvorfor han havde givet dette påbud idet han sagde: „I skal omskæres på jeres forhuds kød, og det skal tjene som et pagtstegn mellem mig og jer.“ (1 Mosebog 17:11) Denne pagt med Abraham indbefattede Guds løfte om at „alle jordens slægter“ en dag ville blive rigt velsignet gennem Abraham. (1 Mosebog 12:2, 3) I Guds øjne havde omskærelse altså intet med mandighed at gøre. I denne forbindelse var omskærelsen en tilkendegivelse af at vedkommende hørte til Abrahams israelitiske efterkommere, der havde modtaget det store privilegium at ’få Guds hellige udsagn betroet’. — Romerne 3:1, 2.

Til sidst viste israelitterne sig uværdige til Guds tillid ved at forkaste Abrahams sande afkom, Jesus Kristus. Nationen blev derfor forkastet af Gud, og folkets omskårne tilstand ophørte med at have nogen betydning i Guds øjne. Nogle kristne i det første århundrede insisterede imidlertid på at omskærelse stadig var et krav fra Gud. (Apostelgerninger 11:2, 3; 15:5) Dette var medvirkende til at apostelen Paulus sendte Titus til nogle menigheder for at han „kunne rette de ting der var mangler ved“. I sit brev til Titus omtalte Paulus en af disse ting: „Der er . . . mange uregerlige, som fører tom tale og bedrager sindene, især de som holder sig til omskærelsen. Dem bør man lukke munden på, da de bliver ved med at ødelægge hele husstande ved at lære ting de ikke burde, for uærlig vindings skyld.“ — Titus 1:5, 10, 11.

Paulus’ vejledning gælder stadig væk. Det ville bestemt være i modstrid med Bibelens lære hvis sande kristne opfordrede forældre til at lade deres drengebørn omskære. I stedet for at være „en der har travlt med andres sager“ vil en kristen overlade det til forældrene selv at træffe sådanne personlige afgørelser. (1 Peter 4:15) Paulus blev desuden inspireret til at skrive følgende om den omskærelse der blev praktiseret under Moseloven: „Blev en kaldet som omskåren? Lad ham ikke blive uomskåren. Er en blevet kaldet som uomskåren? Lad ham ikke blive omskåret. Omskærelse betyder intet, og ikke-omskærelse betyder intet, men overholdelse af Guds bud. Lad enhver forblive i den stand han blev kaldet i.“ — 1 Korinther 7:18-20.

Hvordan skal kristne se på ’omskærelsesskoler’?

Hvad nu hvis et kristent forældrepar beslutter at lade deres sønner omskære? Ville det være i overensstemmelse med Bibelens normer at sende sine sønner til en af de såkaldte omskærelsesskoler? At være på sådan en ’skole’ er forbundet med meget mere end at få fjernet forhuden ved et kirurgisk indgreb. I adskillige uger må den der overværer en sådan skole, leve nært sammen med drenge og lærere der ikke tilbeder Jehova. Mange af de ting drengene lærer, er i modstrid med Bibelens høje moralnormer. Bibelen advarer om at „dårligt selskab ødelægger gode vaner“. — 1 Korinther 15:33.

Det er også i stigende grad forbundet med fysisk fare at overvære den slags ’skoler’. I 2003 advarede tidsskriftet South African Medical Journal: „Der har igen i år været meldinger om at omskærelser har haft grufulde følger. Alle større nyhedsbureauer har udsendt rapporter til hele verden om dødsfald og tilfælde af mishandling. ... Kort sagt er mange af de såkaldte omskærelsesskoler i dag skadelige og livsfarlige.“

Foruden at en dreng risikerer at blive fysisk skadet, udsætter han sig også for en endnu større fare rent åndeligt. Den lære og de skikke der undervises i under hele forløbet, er nært knyttet til spiritisme og forfædredyrkelse. For eksempel tror mange at de tragedier der opstår i forbindelse med omskærelserne, er et resultat af trolddom eller afdøde forfædres mishag. Man vil ikke erkende at de fysiske skader opstår fordi indgrebene udføres sjusket og under uhygiejniske forhold. Bibelen siger klart om det at have forbindelse med falsk religion: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? . . . ’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene’; ’og jeg vil tage imod jer.’“ (2 Korinther 6:14-17) Det ville i betragtning af denne vejledning være meget uklogt af kristne forældre at sende deres sønner til en ’omskærelsesskole’.

Hvordan kommer kristen mandighed til udtryk?

Om en kristen mand er omskåret eller ej, har ingen betydning for hans mandighed. Sande kristne skal først og fremmest koncentrere sig om at behage Gud, ikke om „at tage sig godt ud i kødet“. — Galaterne 6:12.

For at behage Gud må en kristen imidlertid have ’omskåret sit hjerte’. (5 Mosebog 10:16; 30:6; Mattæus 5:8) Det gør man ikke ved at skære med en kniv, men ved at afvise forkerte ønsker og en stolt tankegang, som for eksempel den opfattelse at man bliver bedre end andre hvis man bliver omskåret i kødet. En kristen kan ved at udholde prøvelser og „stå fast i troen“ vise at han er mandig hvad enten han er omskåret eller ej. — 1 Korinther 16:13; Jakob 1:12.