Gør Jehovas evige arme til din støtte
„Den evige Gud er en bolig, og hernede er de evige arme.“ — 5 MOSEBOG 33:27, da. aut.
1, 2. Hvorfor kan Jehovas tjenere være sikre på hans støtte?
JEHOVA har omsorg for sit folk. Ja, „i al [israelitternes] kval var det en kval for ham“! Kærligt og medfølende ’tog han dem op og bar dem’. (Esajas 63:7-9) Hvis vi er trofaste mod Gud, kan vi være sikre på at han vil støtte os.
2 Profeten Moses udtalte: „En bolig er Gud som er fra urtid, og nedentil er de evigvarende arme.“ (5 Mosebog 33:27) En anden oversættelse siger: „Den evige Gud er en bolig, og hernede er de evige arme.“ (Da. aut.) Men hvordan støtter Guds arm hans tjenere?
Hvorfor oplever vi trængsler?
3. Hvornår vil den lydige menneskehed nyde „Guds børns herlige frihed“ i fulde drag?
3 At vi tjener Jehova skåner os ikke for de genvordigheder der rammer ufuldkomne mennesker. Guds tjener Job sagde: „Et menneske, født af en kvinde, lever kun kort og mættes af uro.“ (Job 14:1) Om vore leveår sagde salmisten: ’Deres stræben fører kun til elendighed og fortræd.’ (Salme 90:10) Sådan vil tilværelsen forme sig indtil ’skabningen bliver frigjort fra trældom under fordærv og opnår Guds børns herlige frihed’. (Romerne 8:19-22) Det vil ske under Kristi tusindårsrige. Rigets undersåtter på jorden vil da blive udfriet fra synd og død på grundlag af Jesu genløsningsoffer. Ved afslutningen på tusindårsriget vil Kristus og hans medkonger og medpræster have hjulpet den lydige menneskehed frem til fuldkommenhed, og de der er loyale mod Gud under den sidste prøve fra Satan og hans dæmoner, vil få deres navne permanent indskrevet i „livets bog“. (Åbenbaringen 20:12-15) Da vil de i fulde drag nyde Guds børns herlige frihed.
4. Hvad bør vi gøre i stedet for at klage over vor lod i livet?
4 Lad os i mellemtiden stole på Jehova og ikke klage over vor lod i livet. (1 Samuel 12:22; Judas 16) Lad os også være taknemmelige for vor ypperstepræst, Jesus, gennem hvem vi kan træde frem for Gud og „opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid“. (Hebræerne 4:14-16) Vi bør aldrig være som Adam, der i virkeligheden beskyldte Jehova for at have givet ham en dårlig kone ved at sige: „Kvinden som du satte hos mig, hun gav mig frugt fra træet, og så spiste jeg.“ (1 Mosebog 3:12) Gud giver gode gaver; han påfører os ingen trængsler. (Mattæus 5:45; Jakob 1:17) Modgang skyldes ofte vor egen mangel på visdom eller andres fejl. Den kan også skyldes at vi er syndige og lever i en verden der ligger i Satans magt. (Ordsprogene 19:3; 1 Johannes 5:19) Men Jehovas evige arme støtter altid hans loyale tjenere når de tillidsfuldt beder til ham og personligt efterlever vejledningen i hans ord. — Salme 37:5; 119:105.
Opretholdt under sygdom
5. Hvilken opmuntring kan syge finde i Salme 41:1-3?
5 De fleste af os må nu og da døje sygdom. David sagde imidlertid: „Lykkelig er den der handler hensynsfuldt mod den ringe; på ulykkens dag bringer Jehova ham i sikkerhed. Jehova vil vogte ham og bevare ham i live. Han vil blive prist lykkelig på jorden; og du overgiver ham ikke til hans fjenders sjæl. Jehova vil styrke ham på sygelejet; hele hans seng vil du forvandle under hans sygdom.“ — Salme 41:1-3.
6, 7. Hvordan hjalp Jehova David på sygelejet, og hvordan kan dette opmuntre tjenere for Jehova i dag?
6 Udtrykket „ulykkens dag“ kan hentyde til enhver form for ulykke eller vedvarende, tærende prøvelser. Den hensynsfulde der har hjulpet den trængende, stoler imidlertid på at Gud vil vogte ham under hans sygdom. Andre ’priser ham lykkelig på jorden’ ved at fortælle hvor barmhjertigt Jehova har handlet mod ham. Gud støttede David „på sygelejet“, måske i den belastende tid hvor Davids søn Absalom forsøgte at rane Israels trone. — 2 Samuel 15:1-6.
7 Eftersom David havde vist den ringe hensyn, regnede han med at Gud ville opretholde ham mens han lå hjælpeløs på sygelejet. (Salme 18:24-26) Trods sin alvorlige sygdom nærede han tillid til at Gud ville ’forvandle hans seng’, ikke ved mirakuløst at helbrede ham, men ved at styrke ham med trøstende tanker. Det ville være som om Jehova forvandlede hans sygeleje til et helbredende leje. Hvis vi er syge, kan vi ligeledes som Guds tjenere mærke hans evige arme støtte os.
Trøst til de deprimerede
8. Hvordan har en syg kristen vist at han stoler på Gud?
8 Sygdom kan gøre én deprimeret. En alvorligt syg kristen broder orker til tider ikke at læse. „Det gør mig deprimeret, berøver mig selvagtelsen og får mig ligefrem til at græde,“ fortæller han. Han er klar over at Satan forsøger at knuse ham ved at gøre ham modløs, og han bekæmper derfor denne følelse i tillid til at han med Jehovas hjælp ikke vil bukke under. (Jakob 4:7) Denne broder er til opmuntring for andre der véd at han stoler på Gud. (Salme 29:11) Også når han er indlagt, ringer han til andre, blandt andet dem der er syge, for at opbygge dem åndeligt. Han opbygger sig selv ved at lytte til kassettebånd med Rigets sange og med artikler fra vore blade. Han henter også styrke ved at være sammen med trosfæller, og tilføjer: „Jeg taler regelmæssigt til Jehova i bøn og beder ham om styrke, ledelse, trøst og hjælp til at holde ud.“ Hvis du er en alvorligt syg kristen, så stol altid på Jehova og gør hans evige arme til din støtte.
9. Hvilke eksempler viser at depression nu og da også rammer de gudfrygtige?
9 Depression er et gammelkendt fænomen. Under en prøve talte Job som om han følte sig forladt af Gud. (Job 29:2-5) Nehemias var trist og bekymret over at Jerusalem og dets mure lå i ruiner, og Peter var så deprimeret over at han havde fornægtet Jesus at han græd bitterligt. (Nehemias 2:1-8; Lukas 22:62) Epafroditus var nedtrykt fordi de kristne i Filippi havde hørt at han var blevet syg. (Filipperne 2:25, 26) Depression har tynget nogle kristne i Thessalonika, for Paulus tilskyndede brødrene dér: „Trøst de modfaldne sjæle.“ (1 Thessaloniker 5:14) Hvordan hjælper Gud sine tjenere?
10. Hvad kan gavne os når vi kæmper med depression?
10 Man må selv vælge hvordan man vil have svær depression behandlet.a (Galaterne 6:5) Tilstrækkelig hvile og et rimeligt aktivitetsniveau er tilrådeligt. I stedet for at tumle med flere problemer samtidig kan den deprimerede måske med fordel prøve at løse dem ét ad gangen. Trøstende omsorg fra menighedens ældste kan være til stor gavn, især hvis den følelsesmæssige belastning nedbryder patienten åndeligt. (Jakob 5:13-15) Frem for alt er det nødvendigt at have tillid til Jehova og ’kaste al vor bekymring på ham, for han tager sig af os’. Vedholdende, inderlig bøn kan skænke os „Guds fred“, der ’ved Kristus Jesus vil beskytte vore hjerter og sind’. — 1 Peter 5:6-11; Filipperne 4:6, 7.
Jehova hjælper os til at udholde sorg
11-13. Hvad kan dulme sorgen over tabet af en vi holder af?
11 Vi rammes også hårdt når en der står os nær, dør. Abraham holdt klage da hans kone, Sara, døde. (1 Mosebog 23:2) David sørgede dybt over sin søn Absaloms død. (2 Samuel 18:33) Også det fuldkomne menneske Jesus „gav tårerne frit løb“ ved Lazarus’ død. (Johannes 11:35) Dødsfald blandt dem vi holder af, bedrøver os naturligvis. Men hvordan kan vi dulme sorgen?
12 Gud hjælper sit folk til at udholde den store sorg over et sådant tab. Hans ord fortæller at der vil finde en opstandelse sted. Vi vil derfor ikke „sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb“. (1 Thessaloniker 4:13; Apostelgerninger 24:15) Jehovas ånd skænker os fred og tro og retter vore tanker mod den vidunderlige fremtid hans ord lover os, så vi ikke knuges ulægeligt af sørgelige minder. Det virker også lindrende at læse i Bibelen og bede til „al trøsts Gud“. — 2 Korinther 1:3, 4; Salme 68:4-6.
13 Vi kan hente trøst i opstandelseshåbet ligesom den gudfrygtige Job, der udbrød: „Gid du [Jehova] ville gemme mig i Sheol, skjule mig indtil din vrede har lagt sig, sætte mig en frist og huske mig! Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen? Jeg vil vente alle de dage min tvungne tjeneste varer, indtil min afløsning kommer. Du vil kalde, og jeg vil svare dig; du vil længes efter dine hænders værk.“ (Job 14:13-15) Normalt sørger vi ikke når en god ven tager på rejse, for vi regner med at gense ham. Det kan måske dulme sorgen hvis vi betragter en trofast kristens død på samme måde. Hvis han havde et jordisk håb, vil han blive vækket af dødens søvn her på jorden under Kristi tusindårsrige. (Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 20:11-13) Og hvis også vort håb er at leve evigt på jorden, kan vi være her og byde ham velkommen i opstandelsen.
14. Hvordan overvandt to kristne enker sorgen over tabet af deres mænd?
14 En søster indså efter sin mands død at hendes liv i Guds tjeneste måtte gå videre. Hun sørgede for at ’have rigeligt at gøre i Herrens gerning’; desuden gik hun i gang med at sy et kludetæppe af 800 stykker stof. (1 Korinther 15:58) Herom siger hun: „Det var en udmærket syssel, for mens jeg arbejdede, kunne jeg hele tiden lytte til bånd med Rigets sange og Bibelens bøger, og det holdt tankerne beskæftiget.“ Hun mindes med glæde et besøg af en erfaren ældste og hans kone. Broderen gjorde hende opmærksom på at Gud ifølge Bibelen har omsorg for enker. (Jakob 1:27) En anden kristen kvinde ynkede heller ikke sig selv da hendes mand døde. Hun værdsatte vennernes støtte og engagerede sig i andres ve og vel. „Jeg bad hyppigere og opdyrkede et nærmere forhold til Jehova,“ fortæller hun. Ja, det er en stor velsignelse at blive støttet af Jehovas evige arme.
Hjælp når vi synder
15. Gengiv hovedtrækkene i Davids ord i Salme 19:7-13.
15 Skønt vi elsker Jehovas lov, synder vi jævnligt. Uden tvivl tynger dette os lige så vel som det tyngede David — for hvem Guds love, formaninger, bestemmelser og domme var mere værd end guld. Han sagde om dem: „Din tjener er også selv blevet advaret af dem; ved at holde dem lønnes man stort. Hvem ænser altid egne fejltrin? Frikend mig for skjulte synder. Hold også din tjener tilbage fra overmodige gerninger; lad dem ikke beherske mig. Da vil jeg være uangribelig, ja, jeg vil ikke være skyldig i megen overtrædelse.“ (Salme 19:7-13) Lad os analysere disse ord.
16. Hvorfor bør vi sky overmod?
16 Overmodige gerninger er langt alvorligere synder end fejltrin. Saul blev forkastet som konge fordi han overmodigt bragte ofre og skånede amalekitternes konge, Agag, og det bedste bytte, til trods for at Gud havde befalet at amalekitterne skulle vies til udslettelse. (1 Samuel 13:8-14; 15:8-19) Kong Uzzija blev angrebet af spedalskhed fordi han overmodigt forrettede præstetjeneste. (2 Krønikebog 26:16-21) Da pagtens ark blev ført til Jerusalem og trækokserne næsten fik vognen til at vælte, slog Gud Uzza ihjel fordi han uærbødigt greb fat i arken for at støtte den. (2 Samuel 6:6, 7) Hvis vi er i tvivl om hvad vi skal gøre eller om vi har ret til at gøre noget bestemt, bør vi ikke handle egenrådigt, men rådføre os med dem der har forstand. (Ordsprogene 11:2; 13:10) Og hvis vi har været overmodige, bør vi bede om tilgivelse og bede Gud vogte os mod at blive overmodige i fremtiden.
17. Hvordan kan man blive berørt af skjulte synder, og hvordan kan man blive tilgivet og opnå udfrielse?
17 Skjulte synder kan tynge os. Ifølge Salme 32:1-5 forsøgte David at skjule sin synd, men måtte sige: „Da jeg tav stille, hensmuldrede mine knogler ved min stønnen dagen lang. For dag og nat lå din hånd tungt på mig. Min livssaft forvandledes som i sommerens tørre hede.“ David følte at han smuldrede hen da han forsøgte at undertrykke sit samvittighedsnag, og bekymringen tærede på hans kræfter, ligesom et træ mister livgivende saft under tørke eller i den tørre sommervarme. Øjensynlig blev han både mentalt og fysisk syg og mistede glæden fordi han ikke havde bekendt sine synder over for Gud, hvilket var nødvendigt for at blive tilgivet. David sagde: „Lykkelig er den hvis overtrædelse er tilgivet, hvis synd er dækket. . . . Min synd gav jeg omsider til kende for dig, og min misgerning dækkede jeg ikke over. Jeg sagde: ’Jeg bekender mine overtrædelser for Jehova.’ Og du tilgav min syndeskyld.“ Kærlig hjælp fra kristne ældste kan fremme den åndelige helbredelse. — Ordsprogene 28:13; Jakob 5:13-20.
18. Hvad viser at synd kan have langvarige virkninger, men hvad kan være os en trøst under sådanne omstændigheder?
18 Synd kan have langvarige virkninger. Det mærkede David da han begik ægteskabsbrud med Batseba, arrangerede at hendes mand blev dræbt og giftede sig med den gravide enke. (2 Samuel 11:1-27) Skønt Gud viste barmhjertighed mod David på grund af den pagt han havde indgået med ham om kongedømmet, og fordi han kunne se Davids anger og hans barmhjertighed over for andre, erfarede David ’ulykke fra sit eget hus’. (2 Samuel 12:1-12) Hans barn med Batseba døde. Hans søn Amnon voldtog sin halvsøster Tamar og blev slået ihjel på hendes broder Absaloms befaling. (2 Samuel 12:15-23; 13:1-33) Absalom vanærede David ved at gå ind til hans medhustruer. Han prøvede at rane tronen, men blev dræbt. (2 Samuel 15:1–18:33) Synd giver stadig eftervirkninger. En udstødt overtræder kan ændre sind og blive genoptaget i menigheden, men det kan tage ham flere år at fjerne pletten på sit rygte og læge de følelsesmæssige ar. Det er imidlertid trøstende at mærke Jehovas tilgivelse og hans evige armes støtte.
Udfriet af vore trængsler
19. Hvordan kan Guds ånd hjælpe os når vi prøves alvorligt?
19 Under alvorlige prøvelser mangler vi måske visdom og styrke til at træffe en beslutning og føre den ud i livet. I sådanne tilfælde „kommer ånden også vor svaghed til hjælp; for hvad vi skal bede om i forhold til hvad der er fornødent, ved vi ikke, men ånden selv går i forbøn for os med uudtalte suk.“ (Romerne 8:26) Hvis Jehova ændrer forholdene bør vi være taknemmelige. Men hans arm kan frelse os på en anden måde. Hvis vi beder om visdom kan Jehova ved hjælp af sin ånd vise os hvad vi bør gøre og give os den fornødne styrke til at gennemføre det. (Jakob 1:5-8) Med hans hjælp kan vi holde ud når vi „bedrøves ved forskellige prøvelser“ og komme ud af dem med en prøvet og styrket tro. — 1 Peter 1:6-8.
20. Hvad kan vi glæde os over hvis vi virkelig gør Jehovas evige arme til vor støtte?
20 Lad os aldrig blive trætte af at vende os til Gud i bøn. David sagde: „Mine øjne er til stadighed rettet mod Jehova, for han er den der bringer mine fødder ud af nettet. Vend dit ansigt mod mig, og vis mig din gunst; for jeg er ene og nødstedt. Mit hjertes kvaler er taget til; bring mig ud af mine trængsler. Se min nød og min elendighed, og bær over med alle mine synder.“ (Salme 25:15-18) Som David vil vi kunne glæde os over at opnå Jehovas udfrielse, gunst og tilgivelse hvis vi virkelig gør hans evige arme til vor støtte.
[Fodnote]
a Se artiklerne om depression i Vågn op! for 22. oktober 1987, side 2-16, og 8. november 1987, side 12-16.
Hvad vil du svare?
◻ Hvordan hjælper Jehova sine tjenere når de er syge?
◻ Hvad kan være til hjælp når vi kæmper med depression?
◻ Hvad kan dulme sorgen når vi har mistet en vi holdt af?
◻ Hvordan kan de der skjuler deres synder finde udfrielse?
◻ Hvilken hjælp får Jehovas tjenere når de prøves alvorligt?
[Illustration på side 16, 17]
Ligesom den gudfrygtige Job kan vi hente trøst i opstandelseshåbet