HEBRON

(Heʹbron).

1. En sønnesøn af Levi og en søn af Kehat; stamfader til „Hebrons sønner“, også kaldet hebronitterne. — 2Mo 6:16, 18; 4Mo 3:19, 27; 26:58; 1Kr 6:2, 18; 15:4, 9; 23:12, 19; 26:30-32.

2. En søn af Maresja og fader til Kora, Tappua, Rekem og Sjema. Han var en efterkommer af Kaleb af Judas stamme. — 1Kr 2:42, 43.

3. [partnerskabs sted]. En gammel by som ligger i Judas bjergland, ca. 30 km sydsydvest for Jerusalem, i en højde af over 900 m over havet. Den blev bygget syv år før Zoan i Ægypten (4Mo 13:22) og udmærker sig ved at være en af de ældste byer i Mellemøsten som stadig er beboet. Dens tidligere navn, „Kirjat-Arba“ (Arbas by), synes at gå tilbage til navnet på dens anakitiske grundlægger, Arba. (1Mo 23:2; Jos 14:15) Byen og de omliggende høje har længe været kendt for deres vingårde, granatæbler, figner, oliven, abrikoser, æbler og nødder. Takket være utallige kilder og brønde er byen omgivet af grønne landskaber i miles omkreds.

Patriarkerne Abraham, Isak og Jakob boede en del af deres tid som udlændinge i Hebron. (1Mo 13:18; 35:27; 37:13, 14) Sara døde dér og blev begravet i en hule i det nærliggende Makpela. Denne hule, som Abraham købte af hetitten Efron sammen med den mark den lå på, blev et familiegravsted hvor Abraham, Isak, Rebekka, Lea og Jakob også blev begravet. — 1Mo 23:2-20; 49:29-33; 50:13.

Da Moses sendte de 12 spioner ind i det forjættede land, var Hebron beboet af Anaks efterkommere, der var store som kæmper. (4Mo 13:22, 28, 33) Omkring 40 år senere sluttede Hebrons konge, Hoham, sig til fire andre konger i en offensiv mod byen Gibeon, der havde sluttet fred med Josua. Israelitterne kom Gibeon til undsætning og slog med Jehovas hjælp de fem kongers hære på flugt. Kongerne, der havde skjult sig i en hule, blev dræbt og deres lig hængt op på pæle indtil aften. — Jos 10:1-27.

Da israelitterne fortsatte deres erobringskrig i det sydlige Kana’an, blev Hebrons indbyggere, deriblandt deres konge (øjensynlig Hohams efterfølger), viet til udslettelse. (Jos 10:36, 37) Men selv om israelitterne under Josua brød kana’anæernes magt, ser det ud til at de ikke med det samme oprettede garnisoner så de kunne fastholde de erobrede områder. Åbenbart mens Israel førte krigen videre andetsteds, etablerede anakitterne sig på ny i Hebron, med det resultat at Kaleb (eller judæerne under Kalebs ledelse) nogen tid senere måtte fravriste dem byen. (Jos 11:21-23; 14:12-15; 15:13, 14; Dom 1:10) Skønt Hebron oprindelig var blevet tildelt Kaleb af Judas stamme, fik den senere hellig status som tilflugtsby, og den tjente desuden som præsteby. Men „byens [Hebrons] opland med dets fritliggende bebyggelser“ tilhørte Kaleb som hans arvelod. — Jos 14:13, 14; 20:7; 21:9-13.

Omkring 400 år senere salvede Judas mænd David til konge i Hebron. Han regerede derfra i syv og et halvt år og blev i den tid fader til seks sønner, Amnon, Kil’ab (Daniel), Absalom, Adonija, Sjefatja og Jitream. (2Sa 2:1-4, 11; 3:2-5; 1Kr 3:1-4) Hebrons indbyggere havde åbenbart hjulpet David dengang han blev forfulgt af kong Saul. (1Sa 30:26, 31) Hen imod slutningen af Davids regeringstid i Hebron gik Abner, som var den væsentligste støtte for Sauls søn Isjbosjets rivaliserende kongedømme (2Sa 2:8, 9), over til David. Da Joab kom tilbage fra et togt og hørte at David havde sendt Abner bort i fred, gav han sendebud besked på at hente ham tilbage, hvorpå han selv dræbte Abner i Hebron, hvor han også blev begravet. (2Sa 3:12-27, 32) Senere myrdede Rekab og Ba’ana Isjbosjet og bragte hans hoved til David i Hebron, i forventning om en belønning. I stedet lod David dem henrette for deres skændige gerning. (2Sa 4:5-12) Derefter blev David salvet til konge over hele Israel, og han flyttede sit regeringssæde fra Hebron til Jerusalem. — 2Sa 5:1-9.

Nogle år senere vendte Davids søn Absalom tilbage til Hebron og indledte dér sit fejlslagne forsøg på at tilrive sig kongemagten. (2Sa 15:7-10) At Absalom valgte Hebron som udgangspunkt for sit forsøg på at bemægtige sig tronen, skyldtes uden tvivl byens historiske betydning som Judas tidligere hovedstad samt den omstændighed at det var hans fødeby. Senere genopbyggede Davids sønnesøn, kong Rehabeam, byen. (2Kr 11:5-10) Efter at Juda var blevet ødelagt af babylonierne og jøderne var vendt tilbage fra landflygtigheden, bosatte nogle af de hjemvendte jøder sig i Hebron (Kirjat-Arba). — Ne 11:25.

[Illustration på side 856]

En gadescene i det nutidige Hebron — en af tilflugtsbyerne i fortidens Israel